9. marts


Herrens ord varer til evig tid. 1. Pet. 1:25.

 

Når et ord eller et løfte kommer fra en som det kunne siges om at ”der ikke blev fundet svig i hans mund,” da har det stor kraft og betydning. Det kan vi lære af Paulus. Han siger at den som vil eje Kristus med hele hans fuldbragte værk, behøver ikke sige: ”Hvem skal stige op til himmelen? - det vil sige for at hente Kristus ned - eller: Hvem skal fare ned i afgrunden - det vil sige for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger retfærdigheden af tro? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,” - når du med din mund bekender, og i dit hjerte tror dette ”troens ord.”

Læg mærke til at han siger: ”Ordet er dig meget nær” (COR’s bibeltekst)! Der har du alt det du trænger til, mener han, bare du lader Ordet slå rod i dig. Paulus vil have sagt at et ord fra Gud er lige så meget værd som om vi havde det i hånden, det som Ordet lover.

At et pålideligt løfte har en sådan vægt og betydning, det fatter vi meget godt - når det går på rent menneskelige ting. Men når det drejer sig om himmelske ting, der hvor Gud selv garanterer løfterne, er vi så uforstandige at vi ikke altid føler os helt trygge.

Vi vil belyse dette endnu mere ved at sammenligne med et forhold vi alle kender meget godt: Selv om jeg ikke ejer en eneste krone, er jeg fortsat lige fornøjet, bare jeg har et bestemt slags papir som vi kalder bankgarantier (checks som en solid bank har udstedt), hvor der står nogle ord som gør os helt trygge. Da ved vi at det beløb som er nævnt på denne bankgaranti kan vi hæve når som helst.

Det er et fuldt gyldigt betalingsmiddel. Hvilken som helst bank vil veksle den. I virkeligheden ejer jeg den sum som checken lyder på, og den gælder i hele samfundet på lige linje med gyldig mønt.

Hvad er det da som giver disse papirlapper sådan en værdi? Bare nogle ord! Bare et løfte! Dette at vi når som helst kan kræve dem indløst i gyldig mønt.

Hør! En sådan vægt mente Paulus at også Guds ord og løfter skulle have, når han sagde: ”Sig ikke i dit hjerte: Hvem skal stige op til himmelen? - det vil sige, for at hente Kristus ned?” Det er ikke nødvendigt, siger han, for Ordet er meget nær ved dig. Du har Kristus, himmel og frelsen, bare du holder Ordet fast i dit hjerte, og stoler på det.

Vor himmelske Konge har også udstedt ”checks,” som er et virkeligt værdipapir, her på jord. Det er hans Ord. Åh, måtte vi have så meget forstand at vi stoler lige fast på de ord Gud har givet os i det store checkhæfte, Bibelen, som vi stoler på en jordisk konges ord!

Gud vil aldrig nogensinde svigte sine egne løfter, når den situation indtræffer at nogen af os vil veksle dem om med deres pålydende værdi; vil have selve himmelen og frelsen.

Måtte dette billede også minde os om den værdi og betydning Guds ord og løfter har! Vi vil aldrig kunne holde ud i troen, i en virkelig tillid til al den usigelige herlighed Ordet lover, hvis vi ikke prenter det dybt ind i vor sjæl, den værdi det har når Gud selv har sagt det.

Det er jo noget så stort, dette at Gud selv har givet os løfterne. Ja, bare selve storheden i det er nok til at vi har vanskeligt ved at fatte det. Eller ved du om noget som kan være mere sikkert end det Gud selv har lovet? Skulle Gud vel kunne svigte sine løfter? Gud -!

Her ser vi hvor totalt ødelagt vi egentlig er, når vi aldrig rigtig kan tage dette til os!

Apostlen siger at Gud ikke bare har udtalt det store løfte i Kristus, men også stadfæstet det med sin hellige ed. Han siger: ”Siden Gud var endnu mere fast bestemt på at bevise for løftets arvinger, hvor uforanderlig hans plan er, gik han imellem og stadfæstede den med en ed. - Og siden han ikke havde nogen større at sværge ved, sværgede han ved sig selv - for at vi ved to uforanderlige ting (løftet og eden), som bekræfter at det er umuligt for Gud at lyve, kunne have en stærk trøst, vi som har søgt tilflugt ved at gribe det håb som er sat foran os (svensk: som vi er tilbudt).”

Åh, du store Gud, fuld af nåde! Med din hellige ed har du til og med stadfæstet dit ord, og alligevel tror vi ikke! Hjælp os! Hjælp os mod vort ynkelige hjertes mørke og vantro! Store, nådige Gud: Tilgiv os og hjælp os!