Den første bøn:

Helliget blive dit navn.

 

I vor gennemgang af indledningen til Fader vor, så vi hvor helt og holdent umuligt det er for det naturlige menneske at kunne bede denne bøn ret. Vi fandt at al bøn må være hjertets, ikke alene en tankens sag. Og at det igen forudsatte at vi måtte få et sådant nyt hjerte, noget som alene kunne ske ved en ny fødsel. Alene dette genfødte hjerte har nøjagtig samme nød, begær og ønsker som udtrykkes i disse bønner.

Hvor vigtig denne konklusion er, skal vi nok også erfare når vi nu skal gennemgå den første bøn. Hvilket menneske er det vel som er optaget med at Guds navn må blive helliget? Er det ikke alene den som er blevet både korsfæstet og frelst ved dette navn? Det er alene et fuldstændigt nyt hjerte som er optaget med sådant.

Hvis der var spørgsmål om vore gerninger, for ikke at tale om vort navn, når f.eks. Gud siger: Du skal ikke slå i hjel, du skal ikke bedrive hor, du skal ikke stjæle, - ja da kan det nok være noget som vækker et menneske, noget som engagerer os. Men når det bare hedder: Helliget blive dit navn – hvem oplever da noget vækkende ved de ord? Hvem er det som er optaget med sit forhold til dette som har med at Guds navn bliver helliget?

Vær da opmærksom på at dette netop er den første bøn - som Herren Kristus altså så som den allervigtigste.

I sandhed har vi her et forhold som sætter os på prøve og åbenbarer vor indre tilstand før vi rigtig er begyndt at vurdere tilstanden.

At engagere sig i ydre gerninger, det kunne så vel farisæere som hyklere. Men at have Guds navn som sigtemål, - i hele sit væsen, i ord og gerning have øjet fæstet på Guds navn og det som fremmer dets ære - til det kræves et åndeligt sind.

For at det skal blive lidt mere tydeligt for os hvad det er vi antyder med dette, vil vi nu se på hvad der egentlig er meningen med denne bøn: Helliget blive dit navn. Den må nok have både en dybere betydning og en større vægt end selv det som straks blev tydeligt for os. Det må vi regne med når Kristus, som nævnt, har ladet dette være den første bøn. Desuden finder vi at denne bøn tydeligt er optaget med det samme som det andet bud i Guds lov: Du skal ikke misbruge Herren din Guds navn. Og dette er det bud som Herren har knyttet denne frygtelige trussel til: Herren vil ikke lade den ustraffet som misbruger hans navn.

Når en så præcis betydning altså er lagt på dette bud og denne bøn, så burde hver og en begynde at ane at her må der ligge en stor hemmelighed skjult - samtidig med at samme bud og bøn synes at være de mindst vigtige for alle sædvanlige mennesketanker.

Hvad kan Herren Kristus så mene med bønnen: Helliget blive dit navn? Vi indser i sandhed først hvad Luther siger: «Guds navn er hellig i sig selv. Men vi beder i denne bøn at det også må helliges² i os». Men hvordan sker så dette? Jo, i Luthers korte, men meget omfat­tende forklaring får vi også at høre hvordan dette i hovedsagen foregår: «Når Guds ord læres rent og klart, og vi lever efter det i et helligt liv som det sømmer sig Guds børn. Den som lærer og lever anderledes end det Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn iblandt os».

Men hvad der ligger i dette at Guds ord læres rent og klart, og at vi lever helligt, som det sømmer sig Guds børn, at Guds navn på den måde helliges - og under modsatte omstændigheder vanhelliges - det er jo netop det som bør undersøges nærmere. Og får vi nåde til at se dette ret, og at hjertet kan gribe dette, så vil denne bøn nok skabe stor uro i mange hjerter, og i højeste grad blive en vigtig bøn for os.

Lad os allerførst begynde denne undersøgelse med at tænke over hvad Guds navn vil sige. Hvad er Guds navn? Guds navn er alt det som fortæller os hvad Gud er med alle hans guddommelige og fuldkomne egenskaber. Men for at kunne svare hvad Gud er, må vi se på hele hans åbenbaring på jord - og alligevel ville vi bare fatte ham ufuldstændig. Nu har Gud først og fremmest åbenbaret sig i skaberværket. I den åbenbaring ser vi så og sige kun hans ydre. Men hans hjertes tanker, hans guddommelige retfærdighed og barmhjertighed, hans vilje og råd med hensyn til os mennesker, ville fortsat være skjulte hemmeligheder i al evighed, om han ikke også havde åbenbaret sig i sit ord. Først i det skrevne Guds ord, og senere i det egentlige Ord i dybeste betydning, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, som glansen af Guds herlighed og et billede af hans rette væsen. Derfor behøver vi også hele Guds ord for at lære at kende ham.

Kort kan man sige at det er ikke let gjort at sige hvad Guds navn er. Det antyder Herrens engel også da Manoah spurgte ham om hans navn. Han svarede: «Hvorfor spørger du om mit navn? - Det er et underfuldt navn», Dom. 13:18. På samme måde spurgte Moses om hans navn og fik som svar: «Jeg er den jeg er», og derefter: «Jeg er», 2. Mos. 3:14. Det er dette navnet Jehova betyder. Dette er hans majestætiske væsens navn. Og han har givet mange tilføjelser til dette. Tilføjelser som skildrer både forfærdelige og herlige egenskaber ved hans navn. Det er for eksempel et navn som kan gå gennem marv og ben i os, når han siger: Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud - eller når han kaldes en fortærende ild, en forfærdelig Gud for alle ugudelige - den almægtige, retfærdige, hellige, store.

Men Guds ord flyder også over af gode og salige navne på vor Gud. Han kalder sig for den barmhjertige, nådige, tålmodige, trofaste. Særligt sådan som han åbenbares legemlig til vor frelse, bliver Gud kaldt Immanuel, det betyder: Gud med os. Og videre kaldes han Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Far, Fredsfyrste, Esajas 9:6. Han kalder sig også vor trøster, ven, hyrde, brudgom, bror, og i denne bøn vor Far.

Men hvem kan udregne alle Den Højestes navne? De er udgydt over alt i Guds ord som den herligste balsam. Salomo siger: «Dit navn er en udgydt salve», Højs. 1:3. Kort sagt: Hele Guds ord udgør eller udtrykker Guds navn. Men hvordan skulle vi undlade særligt at minde om dette navn som er navnet over alle navne, det navn som er herligere for syndere end alle navne som nogensinde vil kunne nævnes i himmelen og på jorden. Det navn som giver liv til dem som slider og bærer på tunge byrder, som trøster dem som sørger, læger de sårede, løser de fangne, gør de fattige rige, udsletter synder, gør retfærdig og frelst! Det er det dyrebare navn som Gud har givet os i sin Søn, det trøstefulde navn Jesus.

I dette navn har Gud lagt hele sit hjertelag overfor syndere, sit evige frelsesråd, sin evige kærlighed, sin barmhjertighed, sin tålmodighed, sin trofasthed. Alt som kan gøre en synder frelst er samlet i dette navn Jesus. Dette korte navn er et helt evangelium, og betydningen af det er: Synderes frelse.

Men nu opdager vi noget: Mens vi ser på disse betydningsfulde Guds navne, så vel som andre hellige Guds ord, så begynder Gud selv at fremstå for vor sjæl, ligesom forklaret, stor, herlig, hellig, nådig - efter hånden som vi betragter de forskellige navne og skildringer af ham. Dermed kan man sige at det ikke bare er en hebraisk udtryksmåde at sige Guds navn, når man mener Gud selv. Det bruges jo også af os når f.eks. nogen taler nedsættende om sin næste, om hvad han har sagt eller om hvad han foretager sig. Da siger vi at de sværter hans navn til.

Tænker vi over alt dette, ser vi at det som gør at Guds navn bliver helliget, er alt det som gør Gud herlig og stor for sjælene så de kan kende ham, ære og elske ham på ret vis. Mens derimod alt som bidrager til at ødelægge Gudsbegrebet eller mindsker respekten for ham og hans ord, hans værk og hans sag på jord, er det som vanærer hans navn.

Vi kan let forstå at alt dette først og fremmest sker ved at nogen «lærer anderledes end Guds ord lærer». For det første får vi nemlig en falsk forestilling om Gud gennem selve den falske lære, sådan at man i tilsvarende grad ikke kan kende, frygte eller elske ham. For det andet: Al vildfarelse hos dem som bekender sig som kristne og dem som forkynder Guds ord, fører til at hele Guds sag bliver skadet. Det fører til foragt for Guds ord og Åndens værk, som sædvanligvis får skylden for alt blandt de blinde kritikere når de ser hvad de ufuld­komne eller også falske kristne foretager sig. På samme måde virker også et vanhelligt liv hos dem som går for at være Guds folk eller tjenere, og som i større grad end andre er engageret med hans ord. Det giver kritikeren mulighed, det forvirrer de svage, og fører til at de som står udenfor tænker og taler ilde om Guds sag og Kristi evangelium.

Hvad så når dette fører til at menneskenes sind vendes bort fra det allerhelligste i himmelen og på jorden, og fra det eneste middel til evig frelse for deres udødelige sjæle? Når «den som Kristus er død for» føres bort fra Guds ord og Guds vej, når hans bytte, hans dyrekøbte får føres bort fra Ham - så er dette jo en gerning så forfærdelig! Kan man tænke sig noget værre?

Alligevel, hvis din sjæl sover tungt, så er dette nok bare en bagatel for dig - noget du måske aldrig tænker på. Men har du et vågent hjerte, betyder Gud, Frelseren, hans evangelium og hans dyrekøbte sjæle virkelig noget for dig. Da vil dette være så alvorlig en sag for dig at du hellere vil være død og gemt tre meter under jorden, end at du skulle leve til vanære for din Frelser og evangeliet, og være med til at føre andre sjæle i fortabelsen.

Det er rigtigt at «de alle sov». Det kan ske at en kristen indimellem glemmer sig væk og ikke tænker over hvad det han siger og det han foretager sig, kan føre med sig. Men sædvanligvis er der ikke noget hans hjerte er så fintfølende overfor som netop dette; at han kunne komme til at bidrage til at evangeliet blev vanæret. Derfor er det på dette område sjælene bliver sat på prøve før de aner.

 

*

 

Så vil vi se lidt nærmere på hvordan det egentlig foregår at Guds navn vanæres. Nu tænker vi ikke på det grove misbrug af Guds navn blandt ufrelste, dette at det store, herlige navn letsindigt indblandes i forfængelig tale i alle slags forhold. Alligevel skal vi være klar over at hvor lidt vi end tror dette har indvirkning på Herrens store og kærlige hensigt med menneskene og deres sjæles frelse, så er det tværtimod netop en af de mest effektive opfindelser fra denne verdens fyrste. Han ved nemlig at kan han bare få hele verden til flittigt at misbruge de hellige navne og andre dyrebare bibelord, så vil de samme navne og ord senere ikke betyde meget for disse sjæle.

Gennem sådanne vaner fører misbruget til at deres ører lukkes og bliver døve, så de senere kan høre hvad som helst uden at der bliver den mindste virkning af det. Dette er der nok mange som ikke er klar over. Men dette er den gamle slanges strategiske plan med hvordan han bruger verden i sin krigsførelse.

Så går verden videre i al slags ugudelighed. Parallelt med bekendelsen af Kristi navn, vanhelliges det dermed. Og hver gang hans bud frækt bliver forkastet, demonstreres det at man ikke frygter Gud eller tror på ham. Dette vil vi nu ikke sige mere om. For verden i sin almindelighed kan egentlig ikke udrette så meget til at vanære Guds navn. Fordi de fleste indser jo at verden ikke har noget med Gud og hans ord at gøre. Tværtimod tænker de fleste vel, når det gælder de verdsliges vanære af Guds rige, at de jo lever og synder i sin egen verden.

Nej, skal Guds ord og navn virkelig vanhelliges så det får vidtræk­kende følger, så sker det gennem dem som ved sit liv har et udpræget tæt forhold til Guds ord. Det sker gennem dem som står frem som Guds ords repræsentanter og sagførere, om man så må sige. Som tilfældet er med dem man kalder Ordets tjenere og venner. De som på grund af sin stilling eller af egen trang omgås meget med Guds ord og forkynder det overfor mennesker. Hvis disse ikke lærer og lever ret efter Guds ord, vil det føre til at Guds ord bliver vanæret. Fordi de er i en sådan stilling at det de taler og det de foretager sig sættes i forbindelse med Guds ord.

Der er ikke noget som så tydeligt fører til at Guds navn vanæres, som ved utro forkynderes hykleri og ugudelighed. Ved noget sådant lærer store menneskemængder jo at foragte Kristi navn og evangelium. Dette sker gennem sådanne forkyndere som på talerstolen optræder andægtig, og taler smukt om Gud og hans ord. De revser også tilhørernes synder. Men selv lever de i al mulig slags ugudelighed. Dermed må alle og enhver jo tænke at han ikke selv tror på det han forkynder for andre. Og hvem kan da undres over at mange tænker? Når præsten, som har studeret dette, ikke selv tror på det han forkynder - da kan det ikke betyde meget med al den religion. Da behøver jeg heller ikke at tage det så nøje eller så alvorligt. Hvordan bliver Guds navn helliget gennem noget sådant?

Paulus forklarer også hvordan «Guds navn bliver spottet» på denne måde, når han siger: «Om du kender hans vilje og dømmer om de forskellige ting, fordi du er oplært i loven, og regner dig selv for at være en vejviser for blinde, et lys for dem som er i mørket, en opdrager for uforstandige, en lærer for umyndige, siden du har den rette form for kundskab og sandhed i loven: Du som altså lærer en anden, lærer du dig selv? Du som forkynder at man ikke skal stjæle, stjæler du? Du som siger at man ikke skal bedrive hor, bedriver du hor? Du som har afsky for afguderne, fjerner du deres templer? Du som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at bryde loven! For på grund af jer bliver Guds navn bespottet blandt hedningerne», Rom. 2:18-24.

Nu er det tydeligt at det er deres blindhed som gør at verden foragter Kristi evangelium på grund af at sådanne forkyndere lever efter sit kødelige sind. Herren og hans evangelium har jo ikke noget som helst med dette at gøre, for de er ikke hans tjenere. Som regel har de aldrig været hans tjenere, som oftest fordi de aldrig er gået gennem døren som er Kristus, Joh. 10. De er gået ind på anden vis, nemlig på en vej som kun bestod af menneskelige former, fordi Herren «ikke havde sendt dem», Jer. 23:31 flg. Ja, de fleste havde ikke en gang et ydre kald - der var nemlig heller ikke noget menneske som havde opfordret dem til tjenesten. I letsindighed havde de selv valgt det kald - i stedet for et andet virke. Og behøvede da bare gå en vej som var baseret på visse former. I kraft af de samme former var de også sikret stilling. Og selv om de en gang havde fået et ret kald, som også Judas havde fået, så er de altså nu blevet hans utro tjenere. Derfor er det i sandhed en blindhed af verden når Herrens ord foragtes på grund af sådanne. Det er som om man ville have givet Kristus eller Johannes eller Peter skylden for hvad Judas gjorde.

Men kan man forvente mere af denne blinde verden end at den bedømmer lærens troværdighed ud fra præstens tro? Guds ord bliver foragtet, Guds navn i den grad vanæret, at meget andet bliver at regne for småt ved siden af dette. Så her er i sandhed et stort bønneemne for alle Guds børn: Helliget blive dit navn! Hold anstød borte fra din menighed! Giv dine forvirrede får hyrder efter dit hjerte, så de trofast og modige, i liv og lære, kan bidrage til at dit store navn forherliges, så hele verden kan se at du er Gud og ingen anden!

Men i samme grad som opmærksomheden rettes mod dem som elsker Herren, det gælder både forkyndere og tilhørere, i samme grad bliver det vigtigt for disse at våge og skærpe opmærksomheden mod alt som tjener til hans hellige navns ære. Al fremgang for Kristi rige her på jorden afhænger af at selve Kongens navn bliver stort og holdes hellig. Derfor er denne bøn også med al ret den første.

Hvad er det så disse, som elsker Gud og hans ord, og som særligt har alles øjne rettet mod sig, særligt må huske på, for at kunne bidrage til at Guds navn bliver helliget? Først, når det gælder læren, er det ikke nok at man ikke forårsager forargelse ved falsk lære. Det kræves selvfølgelig også at alle Guds egenskaber ifølge Ordet bliver holdt frem, så menneskene kan få et sandt og helt billede af den store Gud. Han må skildres som både hellig og nidkær, så sjælene kan opvækkes af syndens søvn, og i sand omvendelse søge forsoningen i Kristi blod. Forkyndelsen og vidnesbyrd må også vise hen til en fuldkommen Frelser, så vakte sjæle som endnu er bundet af loven, kan blive sat fri fra «trældommens åg» som hindrer enhver i at synge Herrens sang og hellige hans navn. De må føres til den troens fred og salighed som føder nye villige hjerter i dem til Herrens pris.

Når på den ene side Herrens hellighed og dom både forkyndes og indprentes hos de unge, ja hos alle mennesker, bliver det også nødven­digt at forkynde Kristus. Så de bange, de svage, ulykkelige og fortabte sjæle bliver draget frem fra sit trældomsmørke og sin forsagthed, så de bliver frelst og frigjorte. Da vil de også fryde sig i Herren, og begynde at prise det dyrebare Jesusnavn. Da bliver Guds navn helli­get.

Det er ikke noget godt tegn, og Guds navn bliver ikke helliget, der hvor der ikke er nogen erfaring hverken af lovens arbejde eller glæden i Herren. Hvor bare forstand, menneskelige tanker og ord, beslutninger og lovgerninger findes, men ingen kærlighed, ingen fri bekendelse af nåden, ingen hellig lyst og kraft. Kort sagt: Der høres ikke den karakteristiske Guds folks nye sang: Du er slagtet og købte os til Gud med dit blod. Men da hver og en altid taler det som hjertet er fyldt af, så hjælper det ikke her med gode fortsætter eller beslutninger. Alene Den Hellige Ånd kan udrette noget.

Derfor har vi igen et emne for alle Guds børns bøn: «Helliget blive dit navn! Herliggør din Søn, for at din Søn kan herliggøre dig. Fyld alles hjerter med hans kærlighed, så vi kan prise hans navn. Bevar dine børn fra al vildfarelse og alle gerninger som kan føre til at dit navn vanæres. Led dem i en hel og sand Ordets lærdom. Så Gud kan blive kendt på den rette måde, så han kan blive frygtet, æret, elsket og takket af glade, Guds børns hjerter».

Men hvordan Guds børn skal bidrage med et helligt liv til at Guds navn bliver helliget, det har Ordet talt særlig meget om. Vor Herre Kristus siger i den vigtige afskedstale til sine disciple: «I dette er min Far herliggjort at I bærer meget frugt, og I skal blive mine disciple», Joh. 15:8. Derfor lægger han også denne alvorlige formaning ind på alle Guds børns hjerter: «Sådan skal I lade jeres lys skinne for menneskene, så de kan se de gode gerninger I gør og prise jeres Far i himmelen», Matt. 5:16. Og apostelen Peter vidner: «For sådan er det Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal stoppe munden på uforstandige og uvidende mennesker», 1. Pet. 2:15.

Men her kommer vi til noget af det mest sørgelige man kan tænke sig blandt kristne mennesker. Mange som står frem som venner af Guds ord giver alligevel «djævelen rum» på mange markante områder. Det er et forhold som i sandhed burde vække alle Guds børn til at bede den første bøn i stort alvor. Åh, om sådanne mennesker hellere ville lade være at tale et eneste ord om Gud, når de på den måde som er nævnt, vanhelliger hans navn.

Nu taler vi ikke om de svagheder oprigtige sjæle kan have, som de græder over ind for Gud og bekender og tager sit opgør med overfor sin omgangskreds. Dermed bliver det ikke til forargelse. Nej, vi tænker nu på dem som fortsat praktiserer, forsvarer, ja nærmest fremholder positivt en eller anden åbenlys synd. Det kan være handel eller vandel til egen fordel og/eller anden uretmæssighed. Det kan være den kolde skulder overfor en underordnet, uredelighed i forretningsforhold og lignende, som medfører at Jesu dyrebare navn tilsøles.

Når sådant kan fortsætte og godtages må det ligestilles med Judas Iskariots synd. Og når de som lever sådan alligevel, ligesom han, tager plads blandt Guds børn og der taler et åndeligt sprog, men så i det daglige, som foran nævnt, er til forargelse med sit liv eller sin tale. Da er alt dette jo netop at forråde Menneskesønnen med et kys, nøjagtig som Judas. Åh, de burde frygte for hans brændende nidkærhed. De har jo ført skam over hans hellige evangelium.

Men så har vi også dem som selv er lige så kødelige som disse, men som har et langt mere uangribeligt ydre. De fremholder måske netop de forannævnte som dårlige eksempler på dem som omgås Guds ord. Selv tager de afstand fra disse, og vil med sine udtalelser antyde at hele flokken af Ordets venner består af sådanne. De dømmer hele venneflokken lig med det en Judas foretager sig.

Er nu dette egenretfærdige menneske, som synes at være noget bedre end verden, så er det ikke noget som den grad synes at lykkes i at vende de enfoldiges sind bort fra Guds ord, som netop denne kritiske tale om Iskariots synd fra netop disse menneskers mund. Havde de været Herrens sande venner som havde omsorg for hans navns ære, så ville de altid i gudsfrygt kunne skelne mellem de falske disciple, og på den anden side den flok som holder sig til Herren og hans ord.

Kærligheden glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig over sandhed - kærligheden praler ikke, 1. Kor. 13. Den er ganske varsom i bedømmelsen af alt som kan virke ind på evangeliets omdømme, og vil hellere dække over, end at blæse de skrøbeligheder op som altid vil hænge ved discipelflokken.

Og når vi er inde på det at synliggøre Iskariots gerninger, så må en kristen altid være klar over det forhold at en flok disciple aldrig vil kunne bestå af ene selvsikre mænd. - Nej, da ville den nok ikke kunne hænge sammen længe. Det er det samme som at man ikke i noget land kun finder falske mønter. Det ville ikke gå, om der ikke også fandtes ægte mønter, præget med samme ydre hovedsymbol.

Ligesom en Judas findes der også en Peter i discipelflokken. Også han fejler og forløber sig. En gang huggede han øret af ypperstepræstens tjener. En anden gang fører menneskefrygt til at han siger en usandhed - han nægter at kende sin Herre. Også hos de trofaste disciple findes endnu fejl og mangler.

Men lad os lære noget af de to eksempler fra Peters historie. Af det første eksempel skal vi lære hvordan den bør forholde sig som ser en kristens skrøbeligheder. Når Peter huggede øret af tjeneren, skyndte Jesus sig at læge det. Men gav en alvorlig formaning til den discipel som gjorde dette. Sådan skulle vi også skynde os at gøre skaden god igen efter en brors fejl eller fald, så det ikke skulle føre til vanære for evangeliet. Men derefter skulle vi også give den bror som havde fejlet, den formaning han behøvede.

I det andet tilfælde lægger vi mærke til hvad der gør at faldet til en tro discipel ikke skader evangeliet: Peter går ud og græder bittert. De tårer taler også i dag, så hele verden erkender at Peter var en discipel som i sit hjerte var både tro og oprigtig. Og som derfor aldrig vil blive kaldt hverken en løgner, en fornægter eller en sværger. Han har derfor aldrig givet noget menneske grundlag til at tro at sådanne synder går an i de kristnes flok.

Det som jeg selv med oprigtig anger modstår og tugter hos mig selv, kan derfor selv ikke af de mest uforstandige belastes evangeliet - men må ene og alene tilskrives mit eget onde kød. Vi kan aldrig våge og leve livet stille nok. - Hvor vigtig det da er, når vi står overfor dem som ser vore fejl og synder, at vi erkender dem som netop det de er. Da skulle det alt sammen ved Guds trofaste ledelse, ligesom ved Peters fald, føre til alvorlig lærdom for vore omgivelser - og ikke til vanære.

Hvor ofte er det ikke hændt at det en kristens pletfrie liv ikke kunne udrette hos et andet menneske, det skete gennem hans mærkbare anger over en fejl han begik.

 

-----

 

Åh, hvor vi først og sidst må våge over hele vort liv, vore ord og gerninger, så vi ikke på nogen måde giver grund til at det kristne navn ringeagtes. Dette kan der aldrig tales stærkt nok om. Apostelen siger: «Vi vil ikke på noget område give mennesker grund til anstød, for at tjenesten ikke skal kunne lastes. I alt viser vi os som Guds tjenere: i stor tålmodighed, i trængsler, i nød, i angst, under slag, i fængsler, under optøjer, i hårdt arbejde, under nattevagt, i sult, i renhed, i kundskab, i langmodighed, i godhed, i Den Hellige Ånd, i oprigtig kærlighed», 2. Kor. 6:3-6.

Hvor vi end færdes bør vi hver især leve sådan at verden med sine egne øjne kan se hvad Guds ord og nåde virker hos dem som søger efter dette. Ganske rigtig kan denne verdens mennesker aldrig vurdere dette ret. Men det vil da alligevel blive en almen opfattelse at f.eks. en kristen tjener er den bedste tjener, et kristent ægteskab er det bedste ægteskab, en kristen håndværker er den bedste håndværker, en kristen forretningsmand den bedste forretningsmand, en kristen nabo den bedste nabo.

Da bliver Guds navn æret og holdt hellig, og Guds rige bliver fremmet iblandt os. Selv de bedste ord ville aldrig kunne udrette så meget til menneskers omvendelse som at de kristne levede sådan.

Hør så også hvad apostelen formaner: Hold jer borte fra al slags ondt! 1. Tess. 5:22, og ikke bare det som er åbenlyst ondt, men også det som kan lede til at de svage og uforstandige tager anstød. I dette spørgsmål gik apostelen så langt at han i frygt for at lægge nogen hindring i vejen for Kristi evangelium, 1. Kor. 9:12, ikke bare afholdt sig fra meget som var helt uskyldigt. Han afholdt sig også fra det han vidste, var rigtig i sig selv, hvis han var blandt mennesker som endnu havde en anden opfattelse af forholdet.

Han beviser i 1. Kor. 9 at han ifølge Ordet havde ret til at leve (være lønnet) af at forkynde evangeliet. Ligeså at han var fri fra loven som forbød at spise kød m.m. Men, siger han, denne ret har vi ikke benyttet os af. Vi tåler hellere alt for ikke at lægge nogen hindring i vejen for Kristi evangelium. Han var nøje med hvordan han udtrykte sig, og med sin kristne færd, sådan at når han var blandt jøderne, som stadig holdt sig til den levitiske lov, rettet han sig til og med efter deres forskrifter, gik i templet, rensede sig efter nævnte lov osv. Men når han var blandt hedningerne, snakkede han ikke et ord om den lov, men rettede sig efter hvor langt de var kommet i sin opfattelse af de forskellige ting.

Han gjorde sig på den måde til en frivillig træl under alle og hvor de stod i sin udvikling i disse forhold - alt bare for at han kunne vinde dem for Kristi evangelium. Hans egne ord om netop dette er: «For selv om jeg er fri overfor alle, så har jeg gjort mig til alles træl, for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde, for at kunne vinde jøder. For dem som er under loven, er jeg blevet som en som er under loven, selv om jeg selv ikke er under loven, for at vinde dem som er under loven. For dem som er uden lov, er jeg blevet som om jeg var uden lov, selv om jeg ikke er lovløs for Gud, men lovbundet for Kristus, for at vinde dem som er uden lov. For de svage er jeg blevet svag, for at vinde de svage. For dem alle er jeg blevet alt, for i hvert fald at frelse nogen», 1. Kor. 9:19-22.

Ja, dette er den rette nidkærhed og den rette visdom! Udelukkende for at han ikke skulle bevirke nogen hindring for Kristi evangelium, men tværtimod hellere kunne vinde de fleste, er han, som vi netop læste, træl for alle dem som står udenfor. Ja, i en så udstrakt grad at han afstår fra sin frihed både på talens og madens område. I 2. Kor. 5:13-15 siger han: «For om vi var fra os selv, så var det for Gud, og er vi ved sans og samling, så er det for jer. For Kristi kærlighed tvinger os, og så har vi gjort det klart for os: Når én er død for alle, så er de alle døde. Og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dem».

Læg mærke til hvad det er som bør bevæge os til en så streng opmærksomhed rettet mod os selv: Kristi kærlighed tvinger os, og videre: Kristus er død for alle. Her ser vi den lov som gælder for de kristnes liv: Ikke længere leve for sig selv! - ikke for os selv, men for ham som er død og opstået for os. Vi ejer os ikke selv - Han har købt os dyrt!

Åh, skulle al Guds kærlighed ikke tvinge os, så vi vedblivende kun så på hans store navns ære når det gjaldt alt det vi skulle foretage os, enten det var i tale eller i gerning - hvis vi bare havde det rette syn på hvad han har gjort for os, hvordan alt det som findes på vor jord er skabt for os, hvordan alt det vi har til krop og sjæl, øjne, ører, fornuft og alle sanserne er noget vi har fået af ham. Det samme gælder alt det vi behøver og alt det som styrker og glæder os. Det er alt sammen gaver fra ham. Men over alt andet: Sandheden om at han gav os sin evige Søn, som blev vor bror og frelser, som ofrede sit hellige og dyre blod så vi ikke skulle fortabes på grund af vore synder, men først her i tiden have en stadig nåde og venskab med Gud, og derefter det evige liv i himmelen! Åh, hvad skylder vi ham ikke for alt dette?

Tænk så også over al den nåde som netop du har erfaret da Gud ved sin Ånd vækkede dig op af syndesøvnen, udvalgte dig fra verden til at være hans egen, og gav dig visheden om at du var benådet og om din barneret til himmelen, så du af hjertet kan sige: Fader vor! Ja, du ved at du kan regne dig som hans elskede barn. Når han så stadig forlader dig alle dine synder, trøster og styrker dig, og indtil i dag har bevaret dig i nåden! - Skulle Kristi kærlighed da ikke gennem alt dette tvinge dig, så du i alt hvad du foretog dig, med et villigt hjerte tænkte på hans ære - og gerne som Paulus gøre dig til alle dårers træl og alle svages tjener!

Er det ikke herligt at se når en kristen ganske enkelt af evangelisk trang altid har dette mål: Evangeliets ære og medmenneskers bedste? Når man møder en kristen som ikke kan gøre noget, heller ikke tale, spise, drikke, eller klæde sig - uden at han tænker over om noget af dette kunne have nogen indvirkning på evangeliets omdømme eller på de svage som så ham!

Men, har disse ting nogen sammenhæng? siger du måske. Skal Guds navns ære være afhængig af noget som helst ved mig? Svaret er: Ikke af dig eller dit, hvis du ikke er en kristen. Men lad os prise Gud! Der er virkelig en sådan sammenhæng mellem Kristus og de kristne, at hele verden respekterer eller foragter Kristi navn på grund af de kristne - alt efter hvordan de lever. Så er vor sag fælles - altså Kristi sag og de kristnes. Men, siger du måske, skal jeg ikke være fri i de forhold som jeg ved at jeg ikke foretager mig noget virkelig galt i? Skal jeg være en træl under dem som ikke har bedre forstand på disse forhold?

Svar: Du skal være fri! Men det er Kain som siger: «Skal jeg passe på min bror?» Sådan siger en kristen ikke. Vi har også set at Herren har retmæssige krav på os: At vi ikke skal leve for os selv. «Han er død for alle». Hvem er vi da? Har vi ret til at leve uden at tænke på den almægtige skabers og Frelsers ære? Apostelen siger også: «Alt det I gør, i ord eller gerning», og videre: «Enten I spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør alt til Guds ære. Vær ikke til anstød, hverken for jøder eller for grækere eller for Guds menighed», Kol. 3:17, 1. Kor. 10:31-32.

Men udover det at vogte os for sådanne ord og gerninger som altså kan virke til forargelse, skal vi også være opmærksomme på at vi som kristne bør være et virksomt og hjælpsomt folk, rige på gode gerninger, så vi «i alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers lære», Titus 2:10. Til og med et uvirksomt og ufrugtbart liv fører til stor vanære for evangeliet, selv om jeg i det ikke gør noget menneske uret - men heller ikke gør noget menneske godt. Forholdet er jo nemlig at det til enhver tid vil være uforstandige mennesker som opfatter troens lære som at loven nu er afskaffet (de misbruger troens lære som forkaster fortjeneste af gerninger). Dermed har de heller ikke brug for gode gerninger. I endnu større grad gælder dette de som måske er nidkære for troens lære, men netop mangler gerninger og dermed understøtter samme holdning (at troens lære afskaffer loven).

Derfor siger apostelen at det er Guds vilje at vi «ved at gøre det gode skal stoppe munden på uforstandige og uvidende mennesker». Og derfor formaner Herren: «Sådan skal I lade jeres lys skinne for menneskene, så de kan se de gode gerninger I gør og prise jeres Far i himmelen», 1. Pet. 2:15 og Matt. 5:16.

Åh, hvilket skønt og frydefuldt syn, som kan glæde både himmel og jord, når en kristen som brænder af nidkærhed for troens vej for Lammets ære, står kraftigt på vagt mod fortjeneste af gerninger ind for Gud - og samtidig selv er det mest betænksomme og hjælpsomme menneske, rig på gode gerninger og flittig i Herrens tjeneste!

Denne kombination kan ærgre Satan så det fuldstændig kan dræbe ham. Samtidig er der ikke noget som så effektivt hindrer hans rige, som så stærkt og klart vidner om evangeliets sandhed, ikke noget som så mægtigt griber sindene og overbeviser dem - som netop denne kombination af vagtsomhed mod fortjeneste af gerninger - og rig på beviselig gode gerninger. Om jeg bare har det ene: Iver for troens vej og mod fortjeneste af gerninger overfor Gud - men ikke selv beviselig har gode gerninger, så hører vi alle sige: Det er en meget behagelig vej til frelse - svært så enkelt, bare at tro og så slippe for at gøre noget godt.

Men hvis du som altid og bevidst afviser gerningerne som frelsesvej overfor Gud, samtidig har både medmenneskers og naboers udsagn om at ingen er mere villig og glad end du for netop at gøre gode gerninger - da «stopper I munden på uforstandige og uvidende mennesker». Da vil ethvert ærligt menneske ikke kunne undgå at tænke: Åh nej, det er nok ikke for sin egen mageligheds skyld denne taler mod fortjeneste af gerninger - han beviser jo selv noget andet.

Derfor betyder sådanne kristne rigtig meget, disse som i størst mulig grad forener nidkærhed alene for Lammets ære, og samtidig selv er rige på gode gerninger. Bed Gud om at vi må beholde sådanne kristne længe på vor jord! For det er gennem sådanne Kristi rige og evangeliets ære fremmes på det stærkeste.

Hvilken vanære det derimod er for kristennavnet hvis du som bekender dig som en kristen lever åndelig ligegyldig og ufrugtbar, og måske ved tydelige synder inviterer til kritik. Den som hører din nydelige bekendelse, og samtidig ser din dårlige færd, vil vende sig bort med foragt og sige: «Røsten er Jakobs, men hænderne er Esaus. Betyder din nydelige bekendelse ikke noget mere, da kan jeg også give mig ud for at være en kristen» osv. Og da har denne sjæl fået den stærkeste støtte for sit ligegyldige liv, sin foragt for ordet om syndserkendelse og omven­delse. Og den støtte har han fået af dig - af en kristen som tværtimod skulle været et redskab til at vække ham. Dette er forfærdelige sager for samvittigheden når din nådetid er endt, når det er slut med enhver mulighed for at ændre på noget, når du får bud: «Gør regnskab for hvordan du har forvaltet ejendommen, for du kan ikke være forvalter længere», Luk. 16:2.

Åh, hvilken hjerteskærende angst når det en gang vil blive klart for dig hvor meget du har hørt og troet og bekendt om Kristi kærlighed, om Kristi lidelse osv. - men alligevel levede du ikke for ham og til hans ære. Du levede for dig selv - bare til behag for dit kød. Du vil komme til at tænke på hvordan de som levede sammen med dig i nådetiden fik så lidt opbyggelse gennem dig - på grund af din dårlige færd. Du kommer til at sige med gru: «Åh, mine børn, mine medarbejdere, I har nok hørt gode ord af mig, men set dårlige gerninger - derfor gik det gode I hørte så lidt til jeres hjerter. De som har været mine medarbejdere, sidder tilbage med dette indtryk: De som taler meget om Gud er hyklere. Dermed er de begyndt at foragte Ordet». Gud bevare alle Guds børn i tide!

Det er noget vi ved, at ingen undgår samvittighedens bebrejdelser eller Satans glødende skud. Ingen er fuldkommen. Allermindst vil den blinde verden kunne fortælle os hvad der er ret og galt i Guds øjne. Fra den kant accepteres ikke den bedste kristnes færd. De sagde da også alt mulig ondt om herlighedens Herre. Men vi er nok alle klar over forskellen mellem vort køds svagheder som vi angrer, som vi kæmper mod og erkender, på den ene side - og på den anden side de lyster som uhindret får lov at regere, og som, hvis det er tilfældet, udgør mit egentlige liv. Det er gennem de sidstnævnte, evangeliet bliver vanæret. For om jeg selv virkelig plages med og åbent tager opgør med mine fejl, så har jeg ved det givet Gud æren - og dermed bliver evangeliet ikke vanæret.

Men læg endnu en gang mærke til hvad der just blev sagt om sammenhængen mellem nidkærhed for troen - og gode gerninger i virksomhed. Er det gode gerninger du er optaget med og først og sidst taler om, så det er gerningerne og det at følge efter Kristus som er A og Å i det du taler? Da kan man med god grund frygte at det er dette som dit hjerte trøster sig til - som ubemærket er blevet din trosgrund, «for det hjertet flyder over af, det taler munden», Matt. 12:34.

Nej, sangen må være om Lammet - «Lammet som blev slagtet og købte os til Gud med sit blod». Gerningerne må bare komme enkelt og ligetil som et resultat af denne Kristi kærlighed, sådan som Paulus siger det i 2. Kor. 5:14: «Kristi kærlighed tvinger os». Og hvor han videre nævner så stærkt at «en er død for alle, derfor er vi alle døde»³. Dermed får Kristus al ære. Så ikke vort, men hans navn bliver æret og helliget.

Nu har vi i en vis udstrækning set hvad der fører til at Guds navn bliver helliget/æret. Den som med Gudbarnets sind kan gribe dette i sit hjerte, han vil ikke undres over at denne bøn er den første. Guds navn er større end alle menneskers frelse. Overfor ham som «samler jordens muld i tønder» er «folkefærd som en dråbe i en spand, og som et støvgran i en vægtskål», Esajas 40:12, 15. Alle himle lovsynger hans navn med et evigt: «Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den almægtige, han som var og som er og som kommer», Åb. 4:8, og videre: «Værdig er Lammet som er slagtet, til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og pris og velsignelse», Åb. 5:12.

Sådan bruser englenes lovsang for tronen og de fire livsvæsener og de ældste. Og englenes tal var «ti tusind gange ti tusind og tusind gange tusind», Åb. 5:11.

Husk: Det er menneskene al denne nåde strømmer mod, som englene lovpriser, de som Gud havde som sit mål med alt det han skabte på jord, med forsoningen og hele Åndens virke. Hvordan skulle menneskene så vove at leve uden at tænke på Guds ære?

Når man så tænker på hvor elendig dette foregår i praksis, kan man synke ned i afmagt og bare råbe ud: «Gud, forbarm dig over os!» Men når et nådebarn med al den synd som tynger alligevel ved troen griber Kristi forsoning og nåde, og skjuler sig i dette, da har det stadig et barnligt tillidsforhold til sin Gud.

Åh, hvor herligt og magtpåliggende det da bliver at skynde sig til den Far som er forsonet, og bede for dette problem også: Du som har al magt over alle mennesker, over mig og alle andre: Virk du selv at dit navn må blive helliget. Bevar mig og alle Guds børn fra al vildfarelse og alle syndens fald som kunne føre til at dit evangelium blev vanæret - bevar os fra alt dette for dit dyrebare navns skyld! Ja, lad mig hellere dø end at leve til den dag da jeg skulle føre vanære over dit navn! - Dette er det som ligger Guds børn mest på hjerte.

Der var en gammel kristen, en af disse Gud havde fået lært dybderne i nådens vej, som sagde: «På en nytårs- eller fødselsdag taler jeg ofte mere konkret med Gud om hele mit liv. Da plejer jeg bede: «Gud, bevar mig fra alle synder. Men kan jeg ikke bevares fra alle, så bevar mig i alle fald fra disse to synder: Først den synd som strider mod nåden, nemlig hovmodet, som man aldrig selv vil kunne vende sig fra. Dernæst: Synd som fører til at andre ikke vil have noget med dit evangelium at gøre. Lad mig da hellere få lov at skjule mig med min elendighed hos dig alene, end at noget sådant skulle ske».

Måtte alle kristne bede sådan for sig selv og for hinanden! Ja, lad os bede for de kristnes gode levemåde. Da beder vi den første bøn: «Åh, kære Far i himmelen: Helliget blive dit navn!»