Den syvende bøn:

men fri os fra det onde.

For at vi skal kunne forstå hvad Herren Kristus mener her med ordet «det onde», må vi først være klar over at denne syvende bøn har en så klar sammenhæng med den sjette, at den knapt kan betragtes som en separat bøn. Den udgør egentlig bare den sidste del af den foran.

Vi bemærker bedst denne sammenhæng ved selve ordstillingen hvor bindeleddet «men» udtrykker dette. Det lyder jo sådan: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Alle og enhver ved at ordet «men» har en betydning som gør at på dette sted fremstår det at fries fra det onde som det modsatte af at ledes ind i fristelse.

For det andet må vi vide at ordet «onde» efter grundteksten lige så godt kan betyde den onde som det onde. Eftersom djævelen er ophavet til alle fristelser, så synes det som om følgende mening ligger i hele sammensætningen af disse bønner: «Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra djævelen og alt det onde han vil føre os ud i». For selv om vi også oversætter ordet med «det onde», så er meningen alligevel her det onde som findes i fristelserne, det vi fristes til - eller det fristelsen kan føre os ud i. Dette ser vi ikke mindst af den ordstilling vi for nylig påpegede.

Det som er sikkert, er at vi beder den syvende bøn fordi vi erkender fristelsens magt og farer. Og derfor råber til den almægtige Frelser og beder: Fri os fra djævelen og alt det onde som han vil føre os ud i!

Er du så en gudfrygtig sjæl som har lært ikke at have tillid til noget som helst i dit eget falske hjerte. Du har erfaret fjendens listige angreb og tillokkende kneb. Ja, du er til og med blevet bange for at han kan føre dig ud i noget ondt uden at du ser og opdager det. Du frygter kort sagt for djævelens angreb og dit eget hjertes mangfoldighed af falskhed. Da har du her den trøstefulde udvej at fly til den trofaste Gud som ser alt, og bede netop denne bøn, at han må våge over dig og fri dig fra alt ondt.

Da passer det netop bedst med det ubestemte ord «onde» eller «det onde». Frels os du trofaste, mægtige Gud, fra alt ondt, også det vi ikke forstår. Du som ser alle djævelens skjulte net og snarer, verden og vort eget hjerte, og som har befalet os at påkalde dig i al vor nød, frels os du!

Det er en af de almindeligste bekymringer blandt Guds børn, når de siger: Vel vil jeg ikke bevidst være falsk eller tilbede noget ondt. Men jeg frygter for at mit hjerte skal bedrage mig. Jeg er klar over at jeg mangler den og den kraft, men jeg ved ikke hvor fejlen ligger. Jeg har oplevet hvad det vil sige at være «løst fra loven ved Kristi legeme», Rom 7:4 og 6. Jeg benytter mig af nådemidlerne og vil våge og bede. Men jeg mislykkes så alt for ofte i det at våge og bede. Jeg frygter for at der er noget falskt i mit hjerte, og dermed i min kristendom. Det kan være noget ubevidst som hindrer Herrens virke. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, siger disse.

Ja, i en sådan tåge, og med en sådan frygt for noget ukendt ondt - er det da ikke en usigelig trøst at kunne kaste al din bekymring på den trofaste Herre som selv lærte os at bede: Fri os fra det onde? Og sige til ham: Frels mig fra netop det onde som du ved om og ser hos mig, men som er skjult for mig! Tag du det bort som ikke behager dig, du trofaste, almægtige Gud. Og giv mig så det du ser jeg mangler!

I den forbindelse bliver det vigtig at have for øje (det vi også af og til tidligere har peget på som en vigtig forudsætning) at Gud er den eneste som kan udforske og virkelig kende det bedragede hjertets skjulesteder og Satans dybder. Vi skal også huske på at Gud aldrig har sagt at vi skal kunne udforske hjertet - nej tværtimod. Med egne ord siger Herren: «Svigefuldt er hjertet, mere end noget andet, og ondt er det, hvem kender det? Jeg, Herren, ransager hjerter og prøver nyrer», Jer. 17:9-10. Her udelukker Herren udtrykkeligt at noget menneske kan udforske hjertet, og siger at alene han kan det. Vi ser også at David, som havde så rig en åndsudrustning, og som i profetiske stunder fik se tusind år ind i fremtiden, alligevel ikke kunne gennemskue sit eget hjerte. Han vender sig derimod til Gud og beder: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine mangfoldige tanker»¹⁰, Salme 139:23 osv. Åh, hvilken trøst det er at vi også i dette spørgsmål kan kaste vore bekymringer på Herren!

Men vi må for det andet både vide og have for øje at Herren Gud også er den eneste som kan læge det som er galt hos os. Han har aldrig sagt: I må skabe nye hjerter i jer, I må selv gøre jeres hårde hjerter bløde osv. Nej, tværtimod siger han: «Jeg vil give jer et nyt hjerte, og en ny ånd vil jeg give i jer. Jeg vil tage stenhjertet væk af jeres kød og give jer et kødhjerte», Ezek. 36:26. Også i dette vendte David sig til Herren og bad: «Gud, skab i mig et rent hjerte, og forny en stadig ånd i mit indre», Salme 51:12.

Nu har Gud selv sagt at ikke vi - men han - er den som både kan kende vort hjerte og læge det. Og nu lærer han os at bede om dette. Da bør vi sandelig også med fuld tillid vende os til ham, når vi er inde i en tåge som nævnt foran. Han er en trofast Gud, som ikke vil bedrage den sjæl som selv frygter ham og dømmer sig selv, som vil tage lærdom af hele hans ord - også det som rammer vort kød allermest. Lige så sikkert som at den trofaste Gud ikke bedrager en sådan sjæl, lige så sikkert kan vi da tro og vide at han også skal gøre det vi beder ham om. Han vil selv påtage sig hele omsorgen for vor frelse, og tage sig af alt som er ondt og farligt, også det vi ikke selv forstår os på. Han har selv lært os at bede: Fri os fra det onde.

Men det som måske er endnu mere sædvanlig, er at vi i fristelsestider nok ved hvad det onde er - men vi kan alligevel ikke gøre os fri fra det. Jeg ser dette og hint som er synd, ja at det er djævelen som arbejder på at føre mig ud i det. Alligevel kan jeg ikke selv gøre mig fri fra det. Det har i den grad taget mig til fange ved «syndens lov, den som er i mine lemmer», Rom. 7:23. Det holder mig så fast. Jeg ved jo at det er synd, f.eks. hidsighed, had, urene lyster, begær efter en andens ejendom osv., og jeg ser det farlige i det. Jeg synes det er forfærdeligt, og alligevel kan jeg ikke skubbe disse ting væk fra hjerte og tanker. Ja, af og til kan det udmatte mig i den grad at jeg er i færd med helt at fortvivle. Jeg føler mig fuldstændig forladt om ikke Gud selv i sin barmhjertighed tager sig af mig og frelser mig. Men nu lærer jeg hvad det vil sige: Fri mig fra det onde.

Åh, fald da straks på knæ og bed - og tænk nøje over - i sådanne stunder står vi overfor en fjende som der ikke findes nogen magt, hverken i himmel eller på jord, som råder over - uden denne ene, den eneste Almægtige. Han har da også sagt: Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen frelser, Esajas 43:11. Luther siger: «Rør dig ikke med den hensigt at du selv skal kunne overvinde synden. For da vil du opleve at den rejser sig mod dig i den grad at du er evig fortabt». Nej, her gælder det bare for alvor at ty til den trofaste, almægtige Herre og bede: Fri os fra det onde!

Da vil det nok blive en vældig trøst, hvis vi virkelig kan tage det til os, det som ligger i at Herren selv har lært os at bede netop sådan til ham. Vi burde også tro at Herren, når han lærte dem denne bøn, ikke bare vil spøge med hans børn når de er i nød. Men at han virkelig har til hensigt at frelse os. Han siger jo udtrykkeligt: «Kald på mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig og du skal prise mig», Salme 50:15!

Men selv om denne bøn egentlig handler om fristelsens onde, så må vi ikke se bort fra at vi her også skal bede, som Luther siger det, om frelse fra «alt ondt både til krop og sjæl, ejendom, omdømme m.m.». Dette også fordi sådant ydre onde kan medføre fristelser for sjælen. Men vi skal samtidig altid holde os for øje¹¹ at når noget ondt ikke kan ramme os, ikke en gang et hår kan falde fra vort hoved, uden at vor himmelske far vil det, så er det altid noget større, noget indre ondt, som Herren vil angribe og læge med det ydre onde.

Det kan være en farlig sjælstilstand, en åndens falskhed, en selvcentreret, løsagtig, utro eller ulydig tendens som Herren vil arbejde med gennem de vanskelige ydre forhold han har ladt dig komme ud i. Derfor bør vi først og fremmest bede Gud at han oplyser os om dette onde i sjælen og frier os fra det først, så tager han sig nok også af det ydre, vanskelige forhold bagefter.

Vi hører profeten sige i Klag. 3, når han taler om prøvelser, som f.eks. at man er forladt, eller at man er blevet genstand for en fejlagtig dom: «Hvem talte så det skete (på svensk: Hvem er den som er bøjet, og det skete) uden at Herren bød det?» osv. Og han tilføjer: Hvorfor klager et menneske som lever? Lad hver klage over sin egen synd! Lad os ransage vore veje og granske dem, og lad os vende om til Herren. Dette er en overmåde vigtig formaning, om vi virkelig vil frelses fra det onde! Herren er en stor og trofast ven, en ven for evigheden. Han vil frelse vor sjæl - han vil frelse os fra den evige fortabelse, ja fra helvede. Hvor utrolig bittert må det ydre menneske da ikke ofte angribes, om det indre skal bevares til liv og helse!

Derfor, vær ikke så kødelig sindet at du kun ser på menneskene og på de ydre omstændigheder, når noget ondt rammer dig. Tro da fortsat at der lever en Gud midt iblandt os som har talt alle vore hovedhår, og at ikke det mindste ondt kan møde os uden hans vilje. Gå hellere i dig selv og ransag om der er noget i dit sind som Herren vil pege på med dette plagsomme onde som har mødt dig. Hvis vi da ikke er fuldstændig blinde, skal vi nok komme til at opdage hvad Herrens hensigt er. Og vi skal nok se at der er en eller anden synd eller ulydighed som er baggrunden for det onde vi nu oplever.

Vi skal komme til at indse og erkende at der ikke findes noget som helst ondt som rammer os, og som vi skal kunne forsvare os imod og sige at det ikke stod i noget forhold til vor synd. Så længe du ikke vil søge efter grundårsagen, nemlig din synd eller ulydighed, og søge forløsning fra det, så får du ingen fred i din sjæl, - så sandt du er et Guds barn og skal opdrages for himmelen. David taler om at fortie synd for Herrens åsyn, dvs. ikke at ville tilstå sin synd for Guds åsyn, og søge nåde der. David siger om dette: «Da jeg tiede, blev mine ben borttæret, idet jeg stønnede hele dagen. For dag og nat lå din hånd tungt på mig» osv. «Jeg sagde: Jeg vil bekende mine misgerninger for Herren! - Og du tog min syndeskyld bort. Derfor lad hver from bede til dig den tid du er at finde! Sandelig, når store vandstrømme kommer, til ham skal det ikke nå», Salme 32.

Her ser du hvordan du kan blive frelst fra det onde. Men får du igen fred i synden, får du fred ved fortsat at blive stående i bevidst ulydighed eller en godtaget synd, da vil en udfrielse fra det ydre onde blive din største ulykke. Da venter der dig en ny sorg i evigheden. Derfor: Hvad ondt som end træffer os, og hvilken nød som end måtte komme over os, så kan vi ikke bede: Fri os fra det onde, uden tanke for vore synder. (Men igen minder vi om at: Dette gælder de ægte Guds børn som har en gudsfrygtens ånd i sit hjerte.)

Da skal det heller ikke trække længe ud, selv om de ydre vanskelige omstændigheder fra begyndelsen optager alle vore tanker, før vore øjne vender sig mod det indre, tænker efter og opdager hvad Herren vil med dette han har sendt os. Da går det som vi hele tiden har sagt: Du får ingen ro, ikke noget virkeligt tillidsforhold til Herren, før du har bekendt dine synder for ham, har anklaget og dømt dig selv og erkendt dig skyldig i alt, så du siger: Jeg har fortjent tusind gange mere her i tiden og i evigheden end det onde jeg nu oplever, - for jeg har syndet. Frels mig, ja, fri mig fra min synd!

Fra dette øjeblik, når vi sådan ydmyger os for Herren, bekender vor synd for ham og giver ham ret i hans domme, da får vi igen trøst, inderlig glæde og barnlig tillid til hans nåde. Vi får visheden om at Herren vil høre vor bøn - han vil frelse os fra alt ondt.

-----

Nu er vi altså klar over at alt det Herren gør, har et bestemt mål - at han vil læge vort største onde: Synden. Han vil gøre os åndeligt stærke og evig frelste. Men hvad gør han da ofte med os for at nå dette mål? Ja, hvad tror du han gør for at opnå dette? Jo, med dette som mål gør han ofte helt modsat af vor vilje og mening om hvad der er bedst. Han tager f.eks. ikke vor ydre plage væk. Og ofte heller ikke den indre. I stedet lader han måske meget åndelig ondt plage vor sjæl, trætte, ja udmatte vort gamle menneske gennem stadige ydmygelser - mens vi meget hellere ville være stærke og sejrende. Herren fører dem han elsker på underlig vis, som han selv siger sådan: For mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren. For som himmelen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker, Esajas 55:8-9.

Derfor lader han det onde som plager dig fortsætte endnu en stund, ja måske gennem hele dit liv. Og ydermere lader han noget nyt ondt møde dig. Da vil dette blive i den grad hårdt for dig, ja uudholdelig. Du vil komme til at blive opbragt over hvordan Herren fører dig - hvis du nu ikke tænker dybt over hvad hans trofaste mening og mål er med dette. Ja, du må fæste det dybt i dit hjerte; at hans mål er at rense og forløse dig fra det største onde, synden, at hellige hele din ånd, din sjæl og dit legeme og opdrage dig for himmelen.

Åh, når en sjæl får dette helt tydeligt og klart i sin bevidsthed - da kan han til og med rose sig over sine trængsler (Rom. 5:3), glæde sig og takke Gud for sine bitreste erfaringer, og efterhånden blive et Guds under af et menneske, som værdsætter sorgen højere end glæden, lidelsen højere end nydelsen, fattigdom højere end overflod, at blive foragtet højere end at blive æret, og døden højere end livet! Ja, et sådant sind må vi have. Og på denne måde må vi forstå og elske Guds underlige skole, - hvis vi skal kunne bede denne bøn på rette måde: Fri os fra det onde.

Til sidst vil vi også nævne de tider som kan komme i vort liv da denne bøn bare får en eneste mening for vore hjerter: Kom Herre Jesus, forløs os fra hele jammerdalen! Før det sker, bliver vi jo ikke helt frelst fra det onde. Luther siger det sådan i vor børnelærdom at vi beder i denne bøn også om at Gud må «give os en salig afslutning på vort liv, og i sin nåde tage os fra denne sorgens dal til sig i himmelen». For hvor godt vi end ville kunne få det for både sjæl og legeme, så vil synden altid, dette bedrøvelige onde, hænge ved os i vort legeme. Er vi da ægte børn, har stillet os under Guds opdragelse og tugt, er oprigtige så vi ikke kan leve frit i nogen som helst synd, - ja, da vil hele vort liv være et korsfæstet liv, en langsom og smertefuld død. Derfor bliver denne jord altid en sorgens dal. Vi må ikke lade nogen indbilde os noget andet!

Selvfølgelig giver Herren os også hvile og glæde i denne dal. Hvis ikke han gjorde det, ville vi ikke holde det ud. Derfor oplever vi også tider med velsignelse, fred og fryd for Herrens åsyn, så vi kan «glæde os under gudsfrygt». Da skal vi modtage og bruge denne tid i taknemlighed, men samtidig altid modnes og forberede os på nye prøvelser. For hele vor vandring på denne jord består trods alt af en kæde vekslende mellem sorg og glæde, en stadig svingning og uro. Sirak¹² siger: «Her er altid sorg, frygt, forventning og til sidst døden». Derfor sagde apostelen også at «vi må gå ind i Guds rige gennem mange trængsler», Apg 14:22.

Som vi netop nævnte, så vil mindst én sorg altid gøre livet bittert for os - nemlig den at vi aldrig kan stå frem for vor nådige Gud uden synd. Selv om vi er benådet med den store, usigelige lykke at være et Guds barn, at være udvalgt fra verden, at være ført fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds elskede søns rige - så er det alligevel altid en stor sorg at vi hver eneste dag, på trods af dette, skuffer vor nådige Frelser med vore synder. Vi skuffer ham med vor vantro, vor ulydighed, vort kolde hjerte, vor utålmodighed osv.

Det er i sandhed forfærdeligt hvis vi holder en bestemt periode i vort liv frem foran os. Vi ser på den ene side hvor usigelig trofast og nådefuldt Herren førte os i denne tid. Hvor trofast han kaldte, drog og vogtede os, hvor langmodig han forlod os alle vore synder og tugtede os for vore afsporinger. Han lod os ikke mangle noget som vi behøvede for vort åndelige liv.

Så må vi på den anden side på det stærkeste både beskæmmes og bedrøves når vi ser på vor utroskab, vort kolde hjerte og ulydighed, som vi stod frem med over for al denne hans nåde. Vi elskede og takkede ham så lidt for al hans kærlighed. Vi var så utålmodige under hans tugt, så ulydige mod hans bud. Vi vågede og kæmpede ikke alvorligt mod synden. Vi havde ikke i hjertelig lyst samfund med ham i bønnen. - Åh, hvilken uværdig synd er dette ikke hos et benådet Guds barn! Skulle hvert åndedrag og pulsslag ikke tilhøre vor Frelser? Skulle mit hjerte ikke brænde for ham hvert øjeblik, - han som købte mig så dyrt med sit blod, og som gennem hele mit liv har båret mig i sine kærlige arme!

Alligevel ser jeg altså at mit hjerte stadigvæk er så koldt, så ustadigt, så lidt glad i Jesus og så vantro! Er dette ikke netop så meget ondt at man i sandhed må bede over dette: Kom, Herre Jesus, og gør ende på dette syndefulde liv! Fri os fra det onde, kom og tag os herfra og hjem til dig!

Men ved siden af sorgen over at vi stadig synder mod vor Gud, har vi også en kilde til stadig uro og stress i det gamle forgiftede hjerte, dette urolige onde som aldrig lader os være i fred for disse stadig nye begær. Hjertet er en gudløs ting. Gud, hans nåde og venskab er ikke nok. Nej, det gamle hjerte vender stadig vort blik mod andre sager, mod dette eller hint sanselige gode som skal give os mere glæde end det Gud giver. På denne måde bliver vi til stadighed bedraget.

Men en genfødt sjæl kan aldrig tilfredsstilles med noget som helst jordisk. Og sjælens brudgom vogter sin bruds hjerte med hellig nidkærhed. Derfor ødelægger han vor nye fryds kilder som afleder os. Eller han tager dem fra os på anden måde. Ofte tugter han os også i vort indre for dette hjertets afvigelse Gennem alt sådant får vi stadigvæk ny uro.

Det mest udmattende er at hjertet aldrig synes at lære. Hvor bittert det end har angret sin dårskab, så kommer det snart tilbage med nyt. Åh, det plagsomme hjerte. Gamle Bunyan skriver:

«Hvor meget fristelser må Jesu venner tåle?

Alt ondt vil ramme den som hos sin Gud vil blive.

Om end han fortsat står når hjertet vil bedrage ham,

det giver ej op, men dukker snart på nye måder frem.

Det kommer hurtigt og stadigvæk på ny».

Dette er altså en stadig kilde til uro i dette liv. Så har vi ydermere også den utryghed som følger i kølvandet af vor svage tro, og det faktum at vi ikke ser helt klart - som altid følger med vandringen i tro - fordi vi ikke ser noget af det vi håber, Rom. 8:24-25.

Vi ville jo så gerne beholde visheden om Guds venskab - uden at vi så tit skulle komme ind i frygt. Men vi oplever både den daglige syndens elendighed, dette at man aldrig kan leve sådan som man bør, og erkendelsen af djævelens stadige indsats for at fange vore hjerter på ny. Det gør at vi faktisk frygter for et virkeligt frafald hvor vi mister målet i himmelen.

Vi oplever også den indre tilstand som tåget, når vi i lange tider ikke mærker noget som helst af Guds nåde og nærvær. Da skyder Satan også sine glødende pile mod vore hjerter. Alt dette fører en vis åndelig utryghed med sig, som gør at vort liv næsten er som soldaternes feltliv i krig. Hverken dag eller nat er de trygge for kugler og nye angreb og kampe, kort sagt: Synden, uklarheden og kødets strid mod Ånden. Med sådanne forhold som baggrund er det Paulus så træt og bedrøvet udbryder: Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme! Rom. 7:24.

Hvad er der da at sige til at det ofte bliver tungt for Guds børn at bo under sådanne omstændigheder blandt dem som hader fred (Salme 120), og at de da ind i mellem løfter sine hænder mod himmelen og beder: «Kom, Herre Jesus!»

Apostelen siger jo: «Og mens vi er her, sukker vi, fordi vi længes efter at blive iklædt med vor bolig fra himmelen», 2. Kor. 5:2. Kristus siger også dette om det særlige tidspunkt da tegnene begynder at vise sig for hans komme: «Ret jer op og løft hovedet! For jeres forløsning nærmer sig», Luk. 21:28.

Før det sker, er vi aldrig helt forløst. Kødet, djævelen og verden forfølger os. Derfor bliver følgende også ofte en ret kristens bøn: «Herre, kom og forløs os helt fra det onde. Kom og tag os væk fra denne jammerdal til dig i himmelen!» Men vi må alligevel altid bede med den indstilling at vi bøjer os for Herrens vilje. Vi må altid passe på for det falske hjerte som somme tider vil dø, og somme tider vil leve her - begge dele med lige selvisk trang. Derfor bør vi altid bede Gud om et helt overgivet sind.

Men så er det da også en umådelig stor trøst, når alt bliver både bittert og tungt på denne jord, at vi husker på at alt en gang får ende! Jeg skal ikke altid være syndig og svag, bange og ængstelig. Der skal ikke altid være noget uklart, eller være nogen afstand mellem min Frelser og mig. Satan skal ikke bestandig friste og anfægte mig. Verden skal heller ikke altid forfølge og udsende usande rygter om mig. En dag skal jeg tage en glad afsked med hele hæren af indre og ydre fjender og i sandhed kunne sige:

Jeg takker dig til sidst fordi

du forfulgte mig, nu er det slut

nu kommer du ikke efter.

«Herren skal fri mig fra al ond gerning, og frelse mig ind i sit himmelske rige», 2. Tim. 4:18. Hvad siger Guds ord så om det rige og Herrens forløste folk på den dag? Jo, sådan taler Guds ord: «Herrens forløste skal vende tilbage og komme til Sion med frydesang. Evig glæde er der over deres hoved. Fryd og glæde skal de nu, og sorg og suk skal fly». «Han skal tørre hver tåre bort fra deres øjne. Og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, og heller ikke skrig, og ikke pine skal være mere, for de første ting er borte». «Der skal ikke længere være nogen forbandelse. Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham. De skal se hans ansigt, og hans navn skal være på deres pander. Nat skal ikke være mere, og de behøver ikke lys fra lamper og lys fra solen, for Gud Herren skal lyse over dem, og de skal være konger i al evighed», Esajas 35:10, Åb. 21:4 og 22:3-5.