Den tredje bøn:

Ske din vilje, som i himmelen således også på jorden.

 

I den forrige bøn bad vi om at Guds rige - efter grundsproget: kongerige - måtte komme. Og det er netop vilkåret for at en konge skal kunne regere, at hans vilje sker og hans bud efterkommes. Mellem den bøn og den vi nu har for os, finder vi en påtaget indre sammenhæng, som det er vigtigt at vi lægger mærke til, hvis vi vil opfatte Herrens egen mening rigtig når han lærte os at bede sådan.


Det som også hjælper os til at få den rette opfattelse af Herrens egen mening, er at han lægger til: som i himmelen således og på jorden. «... på alle steder som han hersker», Salme 103:22. Det er muligt at forestille os hvordan Guds vilje sker i himmelen. Hvordan den på den mest fuldkomne, lydigste og villigste måde udføres af hans englehære, disse hans tjenere som med vindens eller ildens hastighed udfører hans befalinger. Om dette siger David: Lov Herren, I hans engle, I vældige i magt som fuldbyrder hans ord, idet I lyder hans ords røst! Lov Herren, alle hans hærskarer, I hans tjenere som gør det han vil! Salme 103:20-21! Og umiddelbart derefter: Han gør vinden til sit sendebud, luende ild til sine tjenere, Salme 104:4.


Nu har vi tidligere talt om at Herren i sit nåderige i denne verden ikke virker direkte. Han bruger i stedet mennesker her på jord, disse som er blevet benådet til at være medlemmer af dette rige. Alle Guds børn skulle være hans værktøj, hans engle på jord. Det gælder ikke kun til at udbrede hans rige, men i alle forhold han har talt til os om sin vilje. Som konge vil han regere, først og fremmest over vort indre menneske, og videre over alt det vi gør og foretager os, som hans hellige bud viser.


Når vi ser den tredje bøn i denne sammenhæng, bliver meningen med den tydelig. Det betyder jo at vi her skulle bede Gud om nåde til at vi i alle ting kunne gøre hans vilje. Det betyder videre, at på samme måde som hans kongelige vilje på det mindste vink øjeblikkelig bliver adlydt i himmelen, beder vi om nåde til at være hans værktøj på jord, lige så villige og uden betingelse.


Det indebærer også at vi beder om: 1: At han må oplyse vor forstand så vi kan forstå ret hvad hans gode, velbehagelige og fuldkomne vilje er. Og ydermere fylde vore hjerter med kærlighed, fryd og kraft. Så vi også må kunne udføre hvad vi har forstået, er hans vilje. 2: At Gud selv ved sin magt må gennemføre sin vilje med os og alle mennesker i alle de forhold hvor hverken vor forstand eller vor vilje slår til. Ja, dette er det vi skal bede om i denne bøn.


Men læg nu mærke til at der står sådan: Ske din vilje! - ikke det ene eller det andet gode, nyttige, fortræffelige, som du vil, men din vilje! Denne bøn kræver helt og fuldt et hjerte som elsker Gud - et hjerte som egentlig bare ser på Guds velbehag. Den kræver et godt barns hjerte «som ingen vilje har», men alene vil Fars vilje. Og ikke behøver vide mere om hvorfor og sådant - udover bare dette at det er Fars velbehag.


Mennesker i tusindtal kunne elske noget godt, ædelt, noget nyttigt, nødvendigt - men det er ikke det samme som at elske Guds vilje. Det er nemlig ikke nok at vi elsker de samme ting som Gud elsker. - Nej, meningen er at vi, uden hensyn til sagen, skal elske selve Guds velbehag. Sådan som han vil det - sådan skal vi elske Gud. Og videre: I kærlighed til ham elske hvad som helst han vil, også om det for os ser aldrig så forkert eller vanskelig ud, som når Abraham får befaling om at ofre sin Isak, «Løftets søn». Da var det umuligt for ham at indse hvorfor. Men han ville gøre det udelukkende for at gøre Guds vilje. Og nu kræver den tredje bøn at vi ikke bare skal acceptere en sådan Guds vilje - men at vi skal elske den sådan at vi også beder om at den må ske.


Vi må nemlig aldrig glemme at bøn - bøn må være hjertets sag. Ikke forstandens værk og ikke som resultat af et påbud. Men som et begær sprunget ud af det som ligger os på hjerte. Når så Guds vilje er død og korsfæstelse for den gamle Adam, og desuden al menneskenatur vil være fri og elsker sin egen vilje, så kan man vel spørge: Hvordan kan det ske at noget menneske kan få et sådant hjerte som i den grad elsker Guds vilje at man virkelig også beder om at den må ske?


Svar: Et sådant hjerte får man aldrig, om man så plager sig til døde for at få det, på nogen anden måde end gennem en ny fødsel, virket af Gud.


Men når en sjæl er blevet fuldstændig udpint af sin egen ondskab og af lovens hellige krav, og omsider som den helt uværdige overvældes af den store, uforskyldte nåde, så han siger: Åh Jesus, det er for meget! Når et menneske i hans blod får hele sin renhed, i hans kærlighed hele sin frelse. Når Guds kærlighed på en sådan måde flyder gennem hans hjerte. - Da bliver Guds velbehag også mere dyrebart for ham end alt det som tænkes kan. Da bliver hjertets første spørgsmål dette: Hvad kan jeg gøre til dit velbehag, du enestående Frelser? Åh, må jeg bare gøre Guds vilje!


Da er den sjæl ikke mere optaget med hvad der er godt eller ret - men alene hvad den himmelske Far vil. Da ved han ikke om noget som er så ondt som hans eget hjerte, og siger nu i fuldt alvor: «Død, o Gud, min vilje! Jeg kan ikke selv døde den sådan som jeg bør, men gør det du». Når han på den måde beder mod sig selv, da beder han om Guds vilje.


Efter en sådan proces bliver man endelig udmattet af sin egen viljes ondskab. Når man dernæst bliver så gennemtrængt af Guds storhed at hans vilje bliver mere værd for mig end hele min frelse, og af hans kærlighed og herlighed, sådan om kun hans vilje sker, så er alting vel - ja, da har jeg et hjerte som virkelig elsker Guds vilje.


På dette område må enhver prøve sig selv. Her har vi nemlig igen et forhold som åbenbarer vort hjertes inderste tilstand. Vi husker også at bøn må være udtryk for et menneskes virkelige trang, det som ligger det på hjerte og som det er optaget med. Da vil hvem som helst slet ikke kunne bede denne bøn. Nu taler vi selvfølgelig ikke om de mange som lever fuldstændig frit «efter sit køds lyster». Men også bortset fra disse finder vi stadigvæk to slags mennesker som ikke kan bede denne bøn ret.


Først er der nogen som ganske rigtig beder den både alvorligt og flittigt, fordi hele deres frelses håb egentlig bygger på at de må fuldføre Guds vilje, - disse «trælkvindens sønner». Af disse er der nogen som under tung og møjsommelig kamp sukker efter nåde til at kunne gøre Guds vilje. Andre blandt dem, derimod, gør det med en vis lyst, ja en vis tro og kærlighed, ret og slet ved glæden over dette bønnens engagement! Men alt sammen bygger ubevidst ret og slet på denne deres egen fromhed.


De er nemlig aldrig «ved loven død fra loven», Gal. 2:19. De er aldrig blevet gjort helt til skamme overfor Gud, fortabte og fordømte i sig selv, og alene gennem Kristi gerning, lidelse og forbøn blevet frelst. De er fortsat «trælkvindens sønner». Derfor er det ikke for Guds eller for Kristi kærligheds skyld, men for sin egen skyld, sin egen fromhed og kristendom, de lægger vind på at gøre Guds vilje. Og «trælkvindens søn skal ikke arve med den frie kvindes søn», Gal. 4:22-31.


Men der er også et slags «evangelisk» folk som heller ikke kan bede denne bøn. Det er disse evangeliets løse tilhængere. Disse som gerne vil høre det som lyder herligt og let, så man kan have en fuldstændig uforstyrret og rolig tro, en tro som ikke fører noget helligt sind med sig, som kunne angribe deres gamle menneske og gøre at Guds vilje blev deres livslov, blev målet for deres virkelige hjertes bøn. Nej, disse lever fuldstændig uberørt af spørgsmålet om hvad der er Guds vilje. I sit liv har de nok en vis form for kristendom afpasset til et bestemt mål, og dette synes de må være nok. Efter at de har indtaget en sådan holdning er de siden uberørt af spørgsmålet om Guds vilje. De læser bønnen: «Ske din vilje», med eller uden eftertanke. Om også tanken følger ordene, rækker det alligevel ikke til mere end en tanke, ikke en bøn, ikke noget som virkelig ligger dem på hjerte.

 

-----

 

Du som læser dette, stands nu op en stund ligesom ind for Guds ansigt, ind for de øjne som ser ind i hjerterne, ser vore tanker og viljes mål. Hvordan er det med dig og dette forhold? Du ved vel selv om du er optaget med sådanne suk og bønner: «Gud, vis mig din vilje! Hjælp mig at gøre din vilje!» Det er nemlig umuligt at Den Hellige Ånd kan bo i et hjerte uden at der opvækkes en sådan nød og suk derinde.


En kristen kan nok ofte fare let hen over bønnen: Ske din vilje så adspredt at han ikke engang følger med i sine tanker. Men læg mærke til hvad der først og sidst er hans hjertebøn! Er det ikke netop dette: «Gud, min Far og min Frelser, hjælp mig, hjælp mig så jeg kan gøre din vilje? Hjælp mig mod min forfærdelige træghed! Giv mig Den Hellige Ånds kraft som driver mig til at gøre din vilje, og som viser mig din vej så jeg kan vandre i din sandhed!»


Ja, dette er noget af det som kendetegner et hjerte som Den Hellige Ånd bor i. Dette er netop den ene store halvdel af det som skulle være kendetegnet på den nye pagts børn, disse som Herren taler dette om: Jeg vil give min lov i deres sind og skrive den ind i deres hjerter, Jer. 31:33. Guds lov er jo Guds vilje.


At Guds lov er skrevet i hjerte og sind, det opleves ganske enkelt ved at hjertet elsker Guds vilje, at jeg har et sådant sind som inderligt sukker: «Åh, må jeg kunne holde din lov af hele mit hjerte! Åh, må jeg kunne gøre Guds vilje!»


Vi siger ikke at en kristen er et fuldkomment menneske. Åh nej, der er meget i hans indre liv og i hans ydre færd som virkelig er skrøbelig. Han kan heller ikke våge, bede og kæmpe mod sine skrøbeligheder som han burde eller ville. Der findes ikke nogen som kender til så meget svigt som netop Guds børn. 


Men læg alligevel mærke til: Forstår et Guds barn at noget er Guds vilje, da er det straks hans livslov! Da vil han også gennemføre det, om end kødet stritter imod Ånden. Da trænger der sig en bøn på - se nu her hvordan denne bøn vågner op i hjertet! - Netop gennem kødets strid imod Ånden vækkes det til kamp og bøn om Guds vilje. Det er vigtigt at vi holder dette fast, at en kristen har et sådant hjerte og sind.


Vi taler bare om dette sind, om det indre menneske. Apostelen siger netop i det kapitel hvor han allermest klager over «syndens lov i lemmene», Rom. 7: «Viljen har jeg - jeg har lyst til Guds lov efter mit indre menneske». Der hvor denne vilje og lyst findes, og min egen adamittiske vilje strider imod på det hårdeste, der må der opstå et suk, et råb og en bøn om Guds nåde til at kunne gøre hans vilje, tværtimod den vilje som strider imod dette.


Selve striden består netop i sådanne åndens usigelige suk. Det er den kristnes rette tilstand. Bliver han så ind imellem ligeglad, så han ikke tænker på Guds vilje, da er det kendetegnet på en søvnens tilstand. Herren sagde selv om dette: «De slumrede alle ind og sov», - også de kloge jomfruer, Matt. 25:5.


Men hele en kristens liv kan ikke være søvn. Han kan vel ofte bittert beklage hvor svag vilje, hvor lille alvor og flid han lægger for dagen i det at gøre Guds vilje og at døde sit kød. På grund af sådanne skrøbeligheder kan han være nær ved at fortvivle. Men da bliver netop denne svage vilje og dette manglende alvor, det som hans bekymring, suk og bøn drejer sig om.


Læg videre mærke til at det er dette sind vi taler om, og det er ikke uden grund vi bruger så mange ord på dette. Herren kender alles hjerter og ved om menneskenes hemmeligheder. At ophøje kristendommen, at tænke og tale lidt åndeligt, koster ikke så meget nu for tiden. Men Guds rige består ikke i ord, men i kraft, 1. Kor. 4:20. Og en trang til at gøre Guds vilje, sukkene og bønnen om nåde til det, det er noget som man finder selv hos de svageste nådebørn.


Det er dette som er det nye menneskets åndedræt, som ikke ophører så længe der findes noget liv. Skriften siger det sådan: Se, ligesom tjeneres øjne følger sin herres hånd, ligesom en tjenestepiges øjne følger sin frues hånd, sådan følger vore øjne Herren vor Gud, til han bliver os nådig. Det siger David i Salme 123:2. Han siger ikke at vi er i stand til fuldkomment at gøre alt det Gud vil. Men at vi trods dette ser på ham på samme måde som «tjeneres øjne følger sin herres hånd.» Det vil sige at vi tænker på hans vilje, og stadig øver os i at gøre efter den. Dette er betingelsen for at kunne bede denne bøn.


Men nu er situationen altså at det onde kød med hele sin fordær­velse som fulgte af syndefaldet, altid strider mod Ånden. Samtidig har vor Guds højeste vilje (hans store hjertesag: Menneske­nes frelse, omvendelse og helliggørelse) hele djævelens rige imod sig. Da må der opstå en kamp om at Guds vilje skal ske. At bede: «Ske din vilje», er derfor at bede om meget lidelse, ja om død og korsfæstelse for vort kød. Det er ydermere at bede imod djævelens og verdens onde råd.


Derfor har Luther så rigtigt udtalt at Guds vilje sker «når Gud hindrer vor kødelige vilje, alle onde råd og djævelens og verdens angreb som vil hindre os i at hellige Guds navn og hindre at hans rige kommer til os», med mere.


Med denne bøn skulle vi altså ikke bare bede om den nåde at kunne gøre Guds vilje, men også om at Gud selv må regere iblandt os, ja til og med gennemføre sin vilje i verden. Det som optager vor Far i himmelen, må også være det som optager hans børn.


Vi må samtidig tro at han for sin elskede Søns skyld har et sådant hjerteforhold til os at vi ved det bliver ophøjet til hans børn, til rigsarvinger og medarbejdere. Og at han hører vor bøn også når vi beder for andre, ja også for de store ting som sker rundt om i verden. På samme måde som han lod sin ven Abraham tale med sig om hvad han skulle gøre med Sodoma. Og ligesom Moses med sin forbøn afværgede straffen over Israel, sådan skulle vi også her bede om, at alt det som sker i verden måtte udvikle sig efter Herrens store rigsplaner.


Når de mægtige på jorden vil herske over verden med sine regeringer og militærmagt, da skulle Guds børn gennem sin Far, kongernes konge, bevirke at alle de store hændelser i verden måtte gå hans ærinde og fremme hans rige. Når fyrsterne rådslår sammen mod Herren og mod hans salvede (Salme 2) skulle vi bede om at han som troner i himmelen må spotte dem (vers 4) og gøre en Akitofels råd til intet eller «tvinge selve skaden så den tjener os til gavn».


Men når Gud er underlig, og vor stakkels forstand ikke kan følge ham, da oplever vi ofte den allervanskeligste kamp for vort barnlige hjerte. Netop fordi vi synes alt ser ud til at gå så galt og ilde som det bare kan gå. Åh hvilken nåde og visdom om vi da kunne huske hvad Herren siger om dette: «mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren. For som himmelen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker», Esajas 55:8-9.


Når vi gennem dette bliver opøvet, siger vi omsider: «Ske din vilje!» Ja, da siger vi det med glæde og som den som underordner sig. Og vi siger det selv når det ser allermest underligt ud. Vi bliver bare stående i undren over vor store Gud, og tilstår at vi ikke forstår hvad der er bedst. Vor bekendelse bliver denne:

 

Du skjulte Gud, og ophavs kilde

til alt som her på jorden sker,

jo mere du helt får lede alting

for mig, for verden, åh des mere

omstødes mine tankers vej.

Vel hænder det som synes småt,

iblandt så æres himlens drot.

Du vender alt fra os - til dig.

 

Når tunge skyer kommer nærmer´,

får true mig og gør mig ræd,

det tager min ro, da falder skærme,

fordi jeg nu selv må give op.

Men hænder det at alt går godt,

ja, sådan jeg tror det helst bør være,

da er jeg stærk, kan alting bære -

og tror på Gud i stort og småt.

 

Sådan bliver det altså sat på prøve hvad vor fred og vor tilfredshed egentlig grunder sig på, om vi kan sige: Ske din vilje - og virkelig mene det. Ikke: Ske dette og hint gode og nyttige, sådan som vor forstand udtænker det - nej, bare sådan det behager dig. Vi burde indprente os at Guds vilje er bedre end selv vor bedste vilje. Mange tror at de beder den tredje bøn ret så rigtig, selv om de helt har gjort sin egen mening om hvad der skal være Guds vilje - og beder om dette med ordene: Ske din vilje.               


Det hele bliver sat på en særdeles stor prøve når vi på en særlig måde selv er part i spørgsmålet. Vi vil f.eks. virke noget for Herrens sag, men vort stakkels hjerte vil også påtage sig ansvaret for sagens udvikling. Åh, hvor ofte det da bliver tydeligt at mange som troede de kunne forsikre både overfor Gud og mennesker at de bare havde Guds vilje som mål - alligevel, uden at de selv var klar over det, var ført ind på egne planer. På disse planer havde de så sat den skønne titel «Guds vilje». Dette bliver åbenlyst når denne antagende Guds vilje ikke har fremgang, når Gud sørger for at den hindres. Da kommer sjælen i en urolig og utilfreds tilstand, som om Gud skulle være styrtet fra tronen, eller at hans sag skulle være tabt.


Dette er nok til at bevise at vi har et sind som ikke udelukkende ser på Gud som den eneste store, almægtige og alvidende. Nej, da har vi enten vor egen vilje med i spørgsmålet. Eller vi har tilladt at flere guder er stillet op i vort hjertes tempel. Sådanne som vi har ladet blive mægtigere end Den Almægtige. Hvis ikke skulle vi jo «stille vort hjerte tilfreds» med den store sandhed at Gud hersker til og med over det onde, ja over djævelen og over verden, og at så vel helvede som død er i hans magt.


Vi må huske at der er en straf for dem som misbruger friheden og menneskets ånd. Dette kan ske når Gud ikke ved sin almagt standser dem, og de vælger bevidst at stå imod hans Ånd. Men selv straffen for noget sådant; forhærdelse og evig død, skal tjene til forherligelse af Guds majestæt, Guds retfærdighed, magt og hans beslutninger. Herrens ord om Farao bekræfter jo dette: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, så han forfølger dem. Og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær, og ægypterne skal se at jeg er Herren.

 

Et ubegribeligt kongevælde

din almagts hånd på jorden før,

og er mit øje bare indstilt´

på dig, din hånd som alting gør,

da får jeg undrende beskue

helt som du styrer det din vej.

Hvad som er bedst, hvad var din vilje,

det ser jeg først i evighed.

 

Men vi går tilbage til selve spørgsmålet. Af alt det vi nu har nævnt, ser vi at vi i denne bøn først skulle bede imod al åbenlys ond vilje. For det andet imod en vilje som vi troede var god, men som der skjuler sig noget ondt i. For det tredje imod en virkelig god vilje, når denne alligevel ikke er Guds vilje.


For at vi bedre skal forstå dette kan det være nyttigt at bemærke følgende træffende forklaring af lærefaderen Luther. Først omtaler han den åbenlyst onde vilje, som når vi er tilbøjelige til at gøre det som enhver anser for ondt (hidsighed, løgn, bedrageri, det som kan skade vor næste, og lignende), og hvordan vi altid må bede imod noget sådant. Så tilføjer Luther: «For det andet er vor vilje ubevidst ond når den kommer i fine former. Som f.eks. når Johannes og Jakob vil nedkalde ild over samaritanerne som ikke ville tage imod Jesus, og Herren svarede: I ved ikke hvad ånd I er af. For Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse, Luk. 9:55-56.


Dette ser vi hos dem som kolliderer med det de anser som en tåbelighed eller uviselighed rettet mod sine aktiviteter. Så sætter de ind med at gennemføre hvad de har sat sig for. De giver højlydt udtryk for sin klage og siger: «Jeg mente det jo så vel, jeg ville have hjulpet hele byen, men djævelen ville ikke tillade det». Dermed mener de at de gør det som er deres pligt og ret, selv om de bliver både hidsige og mærkelige i sin færd, og fører ufred over både sig selv og andre mennesker. De slår omgående stort op at de er blevet hindret i at gennemføre sine gode hensigter. Havde de fået det at se i fuldt dagslys, så ville de opdage at det kun var «et skin af ret». Og at deres gode hensigt ikke var andet end at de søgte sin egen vilje, sit eget bedste, ja, ind imellem også egen nytte eller lære. For det er ikke muligt at gode hensigter/en god vilje, om den da virkelig er god, virker hidsighed eller mishag hvis der er noget eller nogen som hindrer den i at udfolde sig.


Læg også mærke til at det er et sikkert tegn på en ond vilje når man ikke kan tåle at der kommer hindringer i vejen. Utålmodighed er netop den frugt du skal genkende den skinfagre, falske «gode» vilje på. For en vilje som virkelig er god siger sådan når den oplever hindringer: «Åh, Gud, jeg troede dette skulle være rigtig. Men om det ikke er det alligevel, og altså ikke skal være sådan, så er jeg tilfreds. Ske din vilje!» For hvor der er misfornøjelse og utålmodighed, er der intet godt - om det ser aldrig så godt ud.


I tillæg til disse to onde viljer er der også en retskaffen god vilje som heller ikke bør ske (nemlig når Guds vilje fortsat er noget andet). Dette gjaldt f.eks. David da han ville bygge et tempel for Gud. Gud roste ham for det, men ville alligevel ikke at David skulle gøre det, 2. Sam. 7. Det samme med Kristi vilje i Getsemane da han bad om at slippe for at drikke denne kalk, og denne gode vilje alligevel måtte vige. Altså, om du kunne omvende hele verden, opvække døde, føre dig og alle mennesker til himmelen og gøre alle slags undere, så burde du alligevel ikke ville noget sådant. Hvis du ikke havde sat Guds vilje foran alt, og bøjet din vilje under Guds, havde forkastet din egen vilje og sagt: «Min Gud, det og det ser godt ud for mig. Behager det dig så må det ske. Behager det dig ikke (at jeg skal gøre dette, 2. Sam. 7), så lad mig ikke gøre det».


Gud hindrer denne gode vilje ganske ofte hos sine hellige. Det sker for at den falske, bedrageriske og onde «gode vilje» ikke skal snige sig ind gennem det gode udseende. Dette også for at vi skal lære at vor vilje, hvor god den end er, er langt dårligere end Guds vilje. Derfor bør en dårlig «god vilje» i sandhed vige, eller til og med underdanigt tilintetgøres, overfor Guds uendelige gode vilje. For det tredje skal den gode vilje i os hindres også fordi den må blive renere. Den bliver renere når den underordner sig den guddommelige vilje, som er det som hindrer den, indtil mennesket bliver fuldstændig under­ordnet, fri, viljeløst og ikke ved mere end at det afventer Guds vilje.» Så langt Luther.

 

-----

 

Af alt det vi nu har set, finder vi at det slet ikke er nok at vi har en god mening, et godt forsæt, og det vi nu altså kalder en god vilje. Nej, der kræves noget mere. Vi må nemlig også have en gudfrygtig vilje, som er mistænksom overfor sig selv og beder om at Gud må drive sin vilje igennem.


Vi har også set, at ved syndefaldet er hele vor egen vilje gennemtrængt af synd, sådan at vi må bede imod os selv, mod vor egen vilje som mod vor farligste fjende. Vi må sige: «Åh, Far, lad det aldrig udvikle sig sådan at det skulle gå efter min vilje! Bryd min vilje og hindre du den! Det må gå med mig som det vil - må det bare ikke gå efter min, men efter din vilje! For sådan er det jo i himmelen - der er ingen egen vilje. Må det også være sådan på jord!» En sådan bøn gør den gamle Adam virkelig ondt, for vor egen vilje er det allerdybeste i os. Der er ikke noget vi har så kært som vor egen vilje.


Nu er vi kommet til det ømmeste punkt i vort emne, eller rettere i vort livs erfaringer. Kun få mennesker er klar over eller forstår hvor meget bedrøveligt og bittert, men også hvor meget saligt for evigheden, de pådrager sig her i tiden ved alvorligt at bede den tredje bøn, 2. Kor. 4:17-18. De tænker ikke over at vi står overfor en Gud som regerer over hele vort liv, og som vi aldrig kan være mere sikker på hører vor bøn end netop når vi beder om hans vilje.


Beder du virkelig om Guds vilje, så vær forberedt på mange vanske­ligheder for det gamle menneske. Vil du at alt skal gå efter din egen vilje, så bed aldrig den tredje bøn!


For du bør både vide og tænke over at Gud hører denne bøn og kommer til at lede dig gennem livet efter sin vilje og ikke efter din. Det bliver selvfølgelig til din sjæls allerhøjeste og evige vel, men til megen lidelse for kødet - til korsfæstelse og død for den gamle Adam.


Vi kommer nu også i hu hvad Luther en gang svarede en from sjæl som spurgte ham: «Hvordan kan det være at jeg altid skal være så ulykkelig i denne verden at det jeg har ønsket mig mest, det har jeg ikke fået? Det går altid imod min vilje». Da svarede Luther: «Måske du nogle gange har bedt i fuldt alvor: Far, ske din vilje?» - «Jeg har vist nok forsøgt», fik han til svar, «også at bede denne bøn alvorligt». Da sagde Luther: «Ja, der har du det. Sådan må du aldrig bede, hvis du vil at alting skal gå sådan som du vil det».


Det var dette vi burde være klar over. Det kommer nemlig til at blive den allermægtigste trøst i livets bitreste erfaringer, at det er den trofaste Far i himmelen som handler med os sådan. Og han gør det bare for sin evige trofasthed og nidkærhed for vore sjæle. Han hører gerne al vor bøn. Men ingen bøn kan mere sikkert være efter Guds behag end når vi bare beder om hans vilje. Hver og en plejer sikkert helst at gøre efter sin vilje. Om du tror at Gud har en god vilje, og du beder om denne imod din egen vilje, så vær sikker på at han hører det. Om det som så sker, går imod din vilje, så vid at dette er netop det du har bedt om - og din største lykke.


Når en gang mine øjne åbnes - da får jeg Guds store hovedsag at se, Guds allerømmeste hjertesag: Sjælenes frelse, som han er så optaget med, at han for deres skyld blev menneske, blev et offerlam for os, svedte blod, lod sig hudflette, korsfæste og dræbe. Da ser jeg hans brændende hjerte bevist ved hans gråd over Jerusalems tilstand - og på den anden side hans glæde over samaritanernes omvendelse, så han af den grund helt glemmer sin sult. Åh, når mit øje får alt dette at se - hvilken usigelig, vældig trøst i at jeg da kan bede: Ske din vilje.


Det er frem for alt nødvendigt at vi tror at Gud vil at vi skal blive frelst. Ja, at vi både ved det og altså holder det for sandt så vi tror, ja, er overbevist i vort hjertes inderste om at han aldrig i evighed vil noget andet. I dag og i morgen, ja, bestandig vil dette være hans dybeste vilje. For denne sag, som altså ligger ham mest alvorligt på hjerte: Din evige frelse, kan han lade mangen en bitter lidelse ramme dig. Så siger Herren: «Fordi du er dyrebar i mine øjne, fordi du er agtet højt og jeg elsker dig, giver jeg mennesker i dit sted og folkeslag i stedet for dit liv», Esajas 43:4.


Gud lod mange folk legemligt gå under, alene for at fremme Israels sag (se vers 3). Det samme gælder i det vi nu taler om: Alene for din sjæls evige vel lader han dit «ydre menneske gå til grunde», 2. Kor. 4:16. Han lader megen timelig bedrøvelse ramme dig, ja, af og til de bitreste oplevelser, som tab af det du havde mest kært på jorden - noget som var vokset sammen med dit hjerte, som var dig kærere end dit eget liv. Døden bortrykker en hjertens kær ven, måske din ægtefælde eller dit kæreste barn. En anden mister pludselig hele sin ejendom. Onde mennesker tager noget endnu mere dyrebart fra dig: Dit gode navn og rygte. Endnu en anden får en uhelbredelig sygdom osv.


Hvor uendelig bitre erfaringer har jammerdalen ikke for sine vandringsmænd! Da kan hjertet fuldstændigt forgå - om det alene retter blikket mod det det kan se med sine øjne. Men hvis du som Asaf kan «gå ind i Guds helligdomme», Salme 73:17, da får du øje på det som egentlig betyder noget i dette liv, og i evighedens alvor. Da får du den trofaste Guds dybeste mening med at sende dig dette at se - nemlig at han tænker på din sjæl. Da vil du med tilbedelse «stille dit hjerte til ro for hans åsyn», 1. Joh. 3:19. Og du vil se på dine bitreste oplevelser som den allerstørste nåde. Eller ved du hvor meget lidelse som behøves for at din sjæl skal blive frelst? Vi spørger igen: Ved du hvor meget lidelse som behøves for at din sjæl skal blive frelst?


Stands her! - Hvis nu din trofaste Gud har en sådan kærlig tanke med dig at han vil gøre dig evig frelst i himmelen - skulle du da være misfornøjet med at han bruger så bitre midler? Kan hænde du selv - når du kender til din ynkelige træghed og svaghed når det gælder helliggørelse og det at døde kødet - ofte har råbt i dybeste nød: Gør det du, o Herre! Død du mit kød! Virk du selv min helliggø­relse! Da har Herren selv bevist sin nåde overfor dig og hørt din bøn. Nu er han begyndt at døde dit kød, og har ikke fundet bedre middel til dette end netop denne lidelse du oplever. Vil du så være misfornøjet?


Åh nej, bed Gud om en ydmyg og stille ånd, så du, når dit gamle menneske kæmper sin hårdeste dødskamp, kan bede: «Far! …ske ikke min vilje, men din», Luk. 22:42.


Der er kun én ting det er afhængig af: At man kan overgive sig - overgive sig til døden, tage afsked med dette liv, fra al tanke på nogen jordisk lykke, og vende sin sjæl mod evigheden. Den tredje bøn må man lære i Getsemane. Når pinslernes og dødens rædsler presser denne bøn frem fra Jesu hjerte: Abba, Far! Alt er mulig for dig. Tag denne kalk fra mig, - så lægger han øjeblikkeligt til: men, ikke som jeg vil, bare som du vil, Mark. 14:36.


Dette var sejren. Senere sagde han med lettet ånd: Skulle jeg ikke drikke den kalk min Far har givet mig? Når man bare har overgivet sig til døden, da lindres lidelserne.


Men, siger du, havde det så bare været min Far som sendte mig disse lidelser, men jeg ser jo både det ene og det andet konkrete menneske som er årsag til dette. - Da må jeg svare dig: Dette er følgerne af at du ikke tror kun på én Gud. Dette er hedningen i dit hjerte. Du har flere guder: Først skaberen, senere djævelen, så et ondt menneske osv. Hvis du i stedet havde troet hvad Skriften lærer - at der kun er én Gud som regerer over alle magter i himmelen, på jorden og i helvede. At djævelen ikke kan røre Job uden at han får lov til det. At verden ikke kan krumme et hår på vort hoved uden den himmelske Fars vilje. Da ville du se at selv det som onde mennesker gør mod dig, er bestemt af den vise Far, både når det gælder lidelsens art og styrke. Da ville du ikke se på kød, men alene se Gud i alle forhold.


Ja, lær af Skriften. I Klag. 3 taler profeten om at han vender sin kind til den som slår ham (vers 30), eller (retten) gør en mand uret i hans sag, vers 36. Men hvad siger vers 37? Jo, hvem talte så det skete, uden at Herren bød det? Er det ikke fra den Højestes mund både de onde og de gode ting udgår? Hvorfor klager et menneske som lever? Enhver klage over sin egen synd. (Læg mærke til at det er disse dine synder som enten skulle straffes eller dødes hos dig gennem disse onde mennesker). Lad os ransage vore veje og granske dem, (for at forstå hvad Herren vil påpege gennem lidelsen), og lad os vende om til Herren!


Det lærer Skriften altså, at det er Herren som sender os lidelsen, selv når den påføres os af onde mennesker. Dette havde David også for øje når dette onde menneske, Simei, forbandede ham. Når han forbander, og når Herren har sagt til ham: Forband David! - hvem tør da sige: Hvorfor gjorde du det? 2. Sam. 16:10. Det var også onde mennesker som pinte Kristus. Men han sagde at hans Far i himmelen havde givet ham denne kalk. Vi skal altså anse det for ligegyldigt, om Gud anvender gode eller dårlige mennesker til at døde vort kød.


Luther siger: «Kødet dødes gennem mennesker som står os imod, anfægter og ængster os, og stræber med at gøre os imod i alt det vi foretager os, selv i gode, åndelige gerninger. Åh, det er uvurderligt, kosteligt! Sådanne anfægtere bør man bruge alt det man ejer på at købe. Det er nemlig dem som virker denne bøn i os, og gennem dem er det Gud bryder vor vilje så hans vilje kan ske. Hvis nogen bagtaler dig og vil gøre dig til en tåbe, så skal du altså ikke modsætte dig det, men bare anse det som rigtigt. Det er jo også i sandhed din rette situation ind for Gud. Vil de tage noget fra dig og påføre dig skade på den måde, så lad dem tage det, som om det er ret det de gør. For det er uden tvivl ret ind for Gud. Om så dette onde menneske, ved det han foretager sig, gør en urigtig handling, - så er det ikke uret som rammer dig».


Tænk når så Herren Kristus siger: Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt uden at jeres Far vil det. Hvad kan have mindre værdi end et hår? Forfærdelige vantro, når vi ikke tager sådanne ord fra Kristi egen mund mere alvorligt! Han har jo dermed udtalt at vor himmelske Far har omsorg for de allermindste ting som angår os, og at ikke det mindste kan hænde os uden hans vilje. Skulle vi da ikke med glæde og ydmyghed lægge alt i hans hånd og bare sige: Ske din vilje.


Til sidst bør vi også tilføje en anvendelse af denne bøn som er blevet til stor trøst for mange kristne. Når du må tage afgørelser og bestemme dig for hvad du vil gøre i en sag hvor du ikke kender Guds vilje - hvad skal du da gøre? Jo, bare at bede denne bøn, om at vor Far ikke lader noget have fremgang hvis det ikke er hans vilje. Gør så derefter det du ser som det bedste. Da kan du vide, at nu kan ingenting komme til at ske uden netop det Gud vil. Vid at udgangen på det hele skal vise dig Guds vilje.


Men, siger du, bare jeg ikke selv, til og med mens jeg bad om Guds vilje, også havde min egen vilje - og at det derfor skete efter den? - Svar: Var det ikke netop imod din egen vilje du bad Gud føre sin vilje igennem? Tror du da Gud hellere gør efter din egen vilje, som du påkaldte ham imod, end efter sin vilje, som du bad ham om?


Men selv om jeg ikke bad alvorligt nok? siger du. - Svar: Hvad er alvorligt nok? Læg nøje mærke til: Om du bare ønsker at kunne bede alvorligt, så har Gud hørt din bøn helt alvorligt nok - før du råbte. Tænk over at Gud selv først og fremmest vil gøre efter sin vilje. Når en sjæl da i en situation virkelig er optaget af at det må være Guds vilje som sker, noget som jo i sig selv er den stærkeste bøn ind for Gud, og så fortsat er usikker på om det er Guds vilje som sker, - da vidner det altid om en letsindig tankeløs­hed. Ja, det er fuldstændig at opløse Gudsbegrebet. Eller - hvad står Gud da for? Findes der i det hele taget en Gud som er over alt, trofast og almægtig? Jeg spørger dig som kan tænke sådan!


Mange tænker ikke over hvor vigtigt dette forhold er, som vi nu er standset ved. Hvor mange forstyrrende anfægtelser over din stilling i livet, hvor mange ulykkelige ægteskaber osv. havde ikke kunnet forebygges, om bare menneskene havde haft dette klart i sit hjerte! Hvor salig en ro, hvor mægtig en mur mod alle djævelens angreb - når jeg bare i dette lys kan sige: «I denne situation har min Gud sat mig. Disse vanskeligheder har min trofaste, eneste viselige Far, mit livs Gud, bestemt at jeg skulle have! Det er min Guds vilje».


Ja, dette er den salige ro for alle lidende hjerter - den eneste fredelige bolig på vor jord fuld af jammer! Her finder du hemmeligheden ved en urokkelig fred! Gud give os sådanne hjerter, så vi kan sige og virkelig mene det: Fader vor - ske din vilje!