Joh. Åb. 2, 1–7. Menigheden i Efesos.

 

Og så vil jeg ganske kort, sige lidt om byen Efesos, men du kan selv gå hjem og læse mere om byen Efesos og dens menighed i et bibelleksikon, - det er ret interessant at læse.


Men der er nemlig en baggrund, en situation for denne menighed i Efesos. Jesus bad Johannes først skrive til Efesos. Den gang var det en stor by. Menigheden her var grundlagt af apostelen Paulus, hvor han havde opholdt sig i tre år. Her indsatte han Timotheus som leder og Apollos var en tid forkynder. Apostelen Johannes virkede selv i Efesos før han blev forvist til Patmos. Denne menighed som havde været så rigt velsignet, sendte Jesus først sit afslørende budskab til.


Selve byen Efesos var en berømt handelsby i oldtiden med en livlig handel, kreativ for både kunst og videnskab. Så var den samtidig hovedstad i den Romerske provins Asien. Og der er to ting som gør byen kendt på apostlen Paulus´s tid, nemlig det mægtige marmortempel for gudinden Artemis. Dernæst var Efesos hovedsæde for datidens trolddomskunster og sort magi.


Når jeg har sagt disse to ting her, så har vi allerede et lille indblik af baggrunden for menigheden i Efesos. Det var her denne menighed var og levede, og det er denne menighed han skriver til. Man kan godt sige at baggrunden, situationen var jo ikke særlig opmuntrende. Hovedsæde for datidens trolddomskunster og magi! Og det var til denne by Paulus kom til på sin anden missionsrejse (Apg. 18).


Et år senere, altså efter den anden missionsrejse, så kommer Paulus til Efesos igen på sin tredje missionsrejse, og så var han der i tre år (Apg. 19,8 + 20,31). Og så skal vi lægge mærke til en ting, som er vigtig at få med også, når vi skal se nærmere på brevets indhold, at i de år Paulus var her, da blev vækkelsen så gennemgribende og omfattende at Lukas siger i Apg. 19,(8)-10: ”Det fortsatte i to år, så at alle i provinsen Asien fik Herrens ord at høre, både jøder og grækere.”  Ja, den har jeg godt nok studset lidt over. Det siger noget om denne vækkelse, - hvilken styrke den havde. Og derfor var det naturligt at denne menighed blev den betydeligste og var midtpunkt for alle andre menigheder i Lilleasien. Se nu begynder vi at have et lille billede af brevet.


Og endnu mere ransagende er det at tænke over at budskabet i Åbenbaringsbogen her i de syv første vers i kap. 2, er skrevet til en så betydelig menighed som havde så betydningsfulde ledere som Paulus, Timotheus og Johannes. Og som havde fået betroet så stort et lys i Guds ord som ingen anden menighed på dette tidspunkt. Dvs. at menigheden her i Efesos var en ledende menighed i Lilleasien, en rigt udrustet menighed, og den havde meget lys over Guds ord, og så havde de mange gerninger for Jesus.


Vi kan jo godt sige at menigheden i Efesos viser os det ideelle billede af en menighed. Der var ingen fejl, ingen mangler i organisationen. I hvert fald ingen som var opdaget af den tilsynsførende apostel.


Og så kommer der en ting mere som er ret opsigtvækkende. Nemlig Herrens rosende omtale af denne her menighed. Og der er syv punkter. Prøv at følge med her i kap. 2. For det første så siger han i v. 2:

 

  • jeg kender dine gerninger,
  • jeg kender din møje,
  • jeg kender din udholdenhed,
  • jeg ved at du ikke kan fordrage de onde,
  • jeg ved at du har prøvet dem,
  • jeg ved at du har udholdenhed og har døjet ondt og
  • jeg ved at du ikke er blevet træt.

 

Altså en menighed som havde mange besværligheder, men var udholdende og trofast. En menighed som afskyr det onde og falske hos mennesker i lære og liv og forkyndelse, og er utrættelig i tjenesten, og holder ud selv under forfølgelser.


Og til alt det føjes der én ting, endnu en ting: ”dog det fortrin har du at du hader nikolaitternes gerninger som jeg også hader.” Hvad er så nikolaitternes gerninger? Nikolaitterne undskyldte visse former for usædelighed, utugt. Og så brugte de Guds nåde til at dække over deres syndige handlinger. De lærte at hvad man gjorde med legemet, kommer ikke Ånden ved. De hævdede at nåden er tilstrækkelig til frelsen, men samtidig så er livet og livsførelsen underordnet af betydning. Det er det som ligger i dette udtryk: Nikolaitternes gerninger. De misbrugte altså nåden til at synde. Og så hævdede de altså samtidig at: hvordan vi lever, det er underordnet, for nåden dækker det hele. Det er kort sagt det som står skrevet her og det møder vi igen i brevet til Pergamon. Altså én gang til i disse breve


Og som jeg sagde indledningsvis: Hvem er det som siger de her ting? Det var det som jeg henviste til i kap. 1 vers 20: ”Han som holder de syv stjerner i sin højre hånd.” Og det skal vi hele tiden holde fast ved og understrege, at han som taler, det er ham som holder disse syv menigheder i sin højre hånd. Han holder dem i sin varetægt og så taler han til dem. Samtidig fortæller det også at de er helt afhængige af at han holder dem.


Det andet som står, er han som vandrer imellem de syv guldlysestager. Det minder altså os om Jesu tilsyn. Han er her i blandt os. Og det er forunderligt, tænk han er her, usynlig men nærværende. Og det er vigtigt fordi, når vi betragter de her breve: hvordan ser han på mig? Det er ikke hvordan ser andre på mig, men hvordan ser Jesus på mig? Hvad har han tænkt om mig og med mig? For det er jo nytteløst hvad andre tænker om mig, eller hvad andre siger om mig. Men hvad siger Jesus og hvad tænker han om mig? Det er det det enten står eller falder med.


Det var altså menighedens Herre som havde øjne som luende ild, der opdager her i denne menighed, trods alle disse dyder, at der mangler noget afgørende og uundværligt i menighedens liv, nemlig  at den første kærlighed var der ikke. ”Jeg har det imod dig at du har svigtet din første kærlighed.” Og det er det hele. Kort og klart, - ingen forklaringer, ikke et ord. Jesus han så det som ingen andre kunne se.


Se nu ved vi fra vort eget liv, at det er godt vi har noget der hedder læger. Men de kan ikke se alt. De kan føle og mærke sig frem til mange ting, men der er noget som de ikke kan se. Og akkurat sådan er det også her når Jesus taler til denne menighed. Nogle gange må der et røntgenbillede til for at kunne se en sygdom, et brud, for at den kunne afsløres. Og det er det der sker her.


Hvis I lægger mærke til i kap. 2,23: ”Så skal alle menighederne forstå, at jeg er den, der ransager nyrer og hjerter…”  Det vil sige at Jesus er den som ser alt fra indersiden. Sådan også her!


Og jeg kan ikke gøre mig fri af den tanke: Hvordan ser Jesus på os, på dig, på mig, her i år 2004? Og da tænker jeg på vores egen lille menighed her, menighederne ud over vort land, det der foregår i missionshuse og i kirkerne. Vi kender jo, at det hele er moderniseret, i hvert fald udadtil, det er ligesom ført ajour. Ja, vi skal jo ikke have så travlt med at pege udad på de andre. Nej, det er os det gælder nu. Det er dig og mig!


Og så kommer spørgsmålet: Hvad med liv og lære? Det kan jo godt skabe nogle tanker. Vi holder det i gang, forsøger at holde skansen. Vi tror på forløsningen i Jesus blod, at Jesus er vor helliggører, og vor eneste trøst i liv og død. Men, er det nok? Er det det?


Går vi tilbage til dette første brev, så er der syv ting som de blev rost for, så man kunne godt fristes til at sige at de havde jo det hele, - tilsyneladende. Og dog, var der en brist som ingen andre så, uden Jesus, nemlig, at jeg har det imod dig at du har svigtet din første kærlighed. Og læg mærke til at der ikke står den, men din! Hvad var der sket? Jo, kærligheden til Jesus var kølnet. Og vi ved hvad bibelen siger om kærligheden. I 1. Kor. 13,1-13, og jeg synes vi skal se hvad Paulus siger om kærligheden.


Og så skal vi ligesom prøve at finde ind til selve kærnen. Hvad var deres brist? De havde ikke mistet, husk det, de havde svigtet den første kærlighed. Jesus han standser. Og så ser han det ydre. Det er smukt, tiltalende, men jeg savner din første kærlighed. Hvad er der sket? Menigheden er blevet fejlfri og korrekt i egne øjne. Et skjult frafald i hjertets skjulte indre. Det kan godt være der er nogen der tænker eller spørger: Jamen hvad er et menneskes første kærlighed da? – Det er Jesus! Han er nemlig den første og han er den sidste. For hjertet er nemlig knyttet til Jesus fordi, ja, i ham har jeg alle mine synder forladt, derfor!


Det som kendetegner alt sandt kristenliv fra først af, er en ren samvittighed, en ærlig ånd, og et helt åbent forhold med Gud. Den mindste ting som du er bange for, kan være synd i dit hjerte og din gerning, er nok til at drive dig ind for Guds åsyn, sådan at du kan sige ham alt. Ingen ting kan du gemme for Gud. Sådan lever den som ikke har mistet den første kærlighed.


Det alvorlige i denne menighed i Efesos er: at Jesus han var blevet tilsidesat for alt det som de skulle gøre, og være, leve og praktisere for mission. Ja, man kan godt blive lidt forskrækket. Kan der også komme et frafald af det? At man kan blive så optaget af at man skal vidne om Jesus, og hvad man skal gøre i missionens tjeneste, så man mister livet. Ja, det var det der var sket her i Efesos. Hjerterne var blevet rettet bort fra Jesus og hen på tjenesten i stedet.


Tænk på alle de aktiviteter der bliver sat i gang rundt omkring i vort land. Lad os bare tage én ting. Det der er meget ”in” i tiden, er jo evangelisation. Helt unge bliver sendt til musikfestivaler, de bliver sendt på gademission. Og så kommer spørgsmålet af og til til mig: Hvad med deres egen sjæl, de der står i en sådan opgave? Hvordan har de det med Jesus, de der skal fortælle andre om ham?


Du kan være en oplyst kristen. En bror blandt brødrene. Du viser din gudsfrygt i gerninger. Ikke bare for din egen del lever du et fint kristenliv og gør mange gode gerninger, men du gør også en indsats for Kristi navns skyld. Og det så stærkt at du også oplever forfølgelse.


 I tillæg til det er du så standhaftig og trofast at du ikke bliver træt, men fortsætter i tålmodighed. Og alt dette med et så klart åndeligt lys at du kan skille de falske ånder fra de rette, du hader nikolaittenes gerninger, som Herren også selv hader osv.


 Skulle du da ikke være tryg for at alt er i orden med dig? Men Kristus siger her noget ganske andet. Uanset om du har alle disse gode egenskaber, så kan Herren alligevel sige til dig: "Jeg har det imod dig at du har forladt din første kærlighed". Hvis nu denne første kærlighed og de gerninger som er en frugt af den, er død ud hos dig, da er situationen meget alvorlig for dig.


 Men hvad er så den første kærlighed? Her må vi alle sammen virkelig lægge mærke til hvordan den fra først af opstod, hvad det var som vækkede den op, og hvad den var afhængig af for at holdes levende.


 Det var jo bare dette som skabte kærligheden; at al min synd blev forladt. Det var dette som var kærligheden: Syndenøden gjorde at Frelseren blev uundværlig for mig. Og syndsforladelsen gjorde at Frelseren blev herlig og dyrebar for mig. Det er altså Jesus som er den første kærlighed, Jesus!


Noget af det vi oplever her i Efesos-menigheden, er at man kan blive så engageret i Guds riges arbejde så man mister livet. Og så tænker jeg på Paulus når han siger: ”At jeg som har prædiket for andre, selv skal gå fortabt.” For det kan man nemlig. Ja, jeg tror at mange, mange vil blive dybt chokeret den dag Jesus kommer igen. Det vil blive en forfærdelig dag! – ”Jamen Jesus, jeg har da forkyndt dit ord, - jeg har da forkyndt i dit navn? Jeg har da vejledt unge, vejledt ægtepar, osv.”  - ”Gå bort fra mig, for jeg kender dig ikke!”


Det er dødsens alvorligt det her, - jeg kender dig ikke, - gå bort til den evige fortabelse, borte fra Gud. Det vil Jesus sige til nogle på dommens dag.


Midt i al virksomhed og aktivitet så havde de mistet det fortrolige samfund med Jesus. Det er at være åndelig død. Deres sind var blevet rettet på deres kristne virksomhed og tjenesten og hvad Gud kunne bruge dem til. Og så har vi et udtryk som kommer fra en sang. Frelst for at tjene. Det er den her sang: ”Frelst jeg er igennem Lammets blod, Gud til ære alene, stadig renset i nådens flod, frelst jeg er for at tjene.” synger vi. Og så spørger jeg: Er det sandt? Nej! Frelst for at tjene. Jeg tjener fordi jeg er frelst og det er noget ganske andet.


Hovedsagen det er at leve ret med Jesus. Og det er så vigtigt at, ja, jeg har mødt det gang på gang under forberedelsen af denne time, - hvis jeg fik mulighed for at stille Jesus et eneste spørgsmål, så skulle det være det her: ”Jesus det er vel ret med mig? Jeg er vel din? Så vigtigt er det for mig! Og så må tjenesten kom i anden række. – Jesus, hvordan har jeg det med dig? Jeg er vel din? Tør du stille Jesus det spørgsmål? Vil du bøje dig hvis du fik svaret? ”Jeg har det imod dig at du har svigtet din første kærlighed”.


Der er en stor fare, for at jeg kan blive så optaget af hvad jeg skal gøre for Jesus, så jeg glemmer hvad han har gjort og er for mig.


Og så skal jeg understrege at brevet til denne menighed det er ikke et afskedsbrev men det er et kaldsbrev til omvendelse. Og det vil jeg godt sige her til sidst: ”Husk på hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid.” Og hvad vil det sige? Vi lader Jesus selv svare i Joh. 6,29: ”Jesus svarede dem: Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” Og det er det Jesus mener her. Og det er derfor han siger til denne menighed i Efesos: ”Din mangel på kærlighed afslører din mangel på tro, du har ikke mere tillid til mig som du havde før, og du elsker mig ikke mere som du én gang gjorde, - du mangler nemlig fortrolighed, du fortæller mig ikke alt mere.”


 Drenge og piger, hvordan har du det med Jesus? Fortæller du ham alt? Er der noget i dit liv du ikke fortæller Jesus om, noget du prøver at holde skjult? (Læs sangen: Sig alting til Jesus - 309)


Og så kommer advarslen: Hvis du ikke omvender dig, så flytter jeg din lysestage fra dens plads. Og læg mærke det alvorlige i at han flytter lysestagen fra dens plads, altså dem der var lysebærere. Og læg mærke til at der står lysestage! Der står ikke lys. Det er lysestagen, - den som bærer lyset, som holder lyset frem for mennesker.  Og det var jo katastrofalt hvis disse venner her i Efesos, hvis de bliver frataget dem som, holdt Guds ord frem i Ånd og sandhed.


Og hvem er det som er lysestagen? Det er ikke som mange tror og som der nogle gange bliver forkyndt, - præster, forkyndere og ledere. Nej, det er Guds Ånd, Kærlighedens Ånd og Renhedens Ånd, som lader Guds børn og menighed ”skinne som et lys i verden”. Fill. 2,15: ”så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden.”


At Herren flytter lysestagen, vil sige at han tager sin Ånd bort fra menigheden!


Der er også nogle der har sagt at det er ”de stille i landet”. Det er Herrens sande venner. Det er dem der bærer os alle ind for nådens trone i lønkammeret. Ja, det er de stille i landet. Når jeg tænker på ”de stille i landet”, så tænker jeg på hellige ældre mænd og kvinder. Og det tynder jo unægtelig ud i dem i disse år. Er der nogen yngre kræfter der kan tage over der? Er det i lønkammeret vi kan finde jer unge i dag, ------ i stilheden? Er du og jeg at finde der? (Ved I hvad et lønkammer er? Har I prøvet at sidde 1 time i stilhed med Ordet og bønnen? Har I oplevet velsignelsen ved det?)


Hvis de, som er lysestagen, bliver fjernet så dør menigheden. Og det er derfor at Jesus, han lader ikke dommen komme før de er taget bort, altså dem som var lysestage, - for at de ikke skulle rammes af dommen.


Hvis Ånden er væk i menigheden……… er det derfor det ser ud som det gør i dag? Er det derfor vi aldrig oplever at nogen bliver frelst længere? Ja, vi hører nogle gange om at nogle bliver omvendt, - men er det en sand omvendelse?


Og historisk set så må vi jo nok sige om denne menighed her i Efesos, at Guds ord stod fast, for lysestagen blev virkelig flyttet fra Efesos. I dag findes der, der hvor Efesos lå, bare en lille tyrkisk landsby som hedder Selcuk, det er alt hvad der er tilbage. Samtidig så findes der næsten ingen kristne i området. Islam dominerer hele dette område. Og derfor kan vi jo også sige at Guds ord står fast. Læs selv videre i leksikonet.


Og så siger han i vers 6: ”Du hader Nikolaitternes gerninger som jeg også hader.” Og denne her sekt har navn efter en diakon ved navn Nikolaus. Og disse lærte et kristent fællesskab på en falsk måde, - de lærte en slags kristen socialisme, hvis man kan bruge det udtryk. De lærte ejendomsfællesskab, og de gik endda så vidt at man kunne have hustruerne til fælles. Og det er det der ligger bag det at: ”Du hader nikolaitternes gerninger som også jeg hader.”


Og så lyder til sidst i vers 7: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” Den kamp vi skal kæmpe er en dybt personlig kamp. Vi skal ikke kæmpe i flok. Det hedder mange gange i disse breve ”den…”. Det er ikke nok bare at slutte sig til én eller anden kirke eller bevægelse og så bare følge den. At sætte sin lid til ydre rammer er at vende den Hellige Ånd ryggen, og det er grundlaget for al vildfarelse og forførelse.


Det der er afgørende, er den enkeltes forhold til Ordet. Det er dit forhold til Ordet der er afgørende. Vi kan ikke bare sige at det jeg får ud af skriften, kan være lige så godt som det andre får ud af skriften. Nej, det er ikke hvad du får ud af skriften som er afgørende, men det er om du hører Åndens røst.


Kendetegnet på om du hører Åndens røst er at du vil få de samme kendetegn som Lammets menighed har: Du vil følge Jesus som en ren brud, elske Jesus med den rene bruds kærlighed, du vil have Lammets sang på dine læber, du vil få nye lidelser, som helt ud beror på om du tror. Og hvor det ikke sker, har du endnu ikke hørt Åndens røst til frelse, hvor meget du end hører eller læser Skriften.


Kampen er dybt personlig – helt igennem din. Du må kæmpe som om alle andre farer vild – så personlig, at din eneste støtte er Ordet alene. Og det er støtte nok! Du skal ikke regne med at menighederne vil høre Åndens tale. Men vil du?


Og så til sidst løftet: ”Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis”. Og hvad vil det sige? Kort og enkelt sagt. Den der sejrer, hvem er det? Det er dem der bøjer sig for det ord Jesus taler. Han sejrer! Den der siger: Jesus det er mig det er galt med. Han kommer til at sejre. Og så står der her: ”Ham vil jeg give at spise af Livets træ som står i Guds Paradis”. For det er kun i Guds Paradis Livets træ findes.


Jeg vil sige det på den måde, at dette brev bliver vi ikke sådan færdig med på én time. Må Gud selv tale til os, så han kan nå ind til de inderste kroge i vore hjerter. Sådan at vi kan opleve hvordan det var da vi begyndte, da vi blev omvendt. For da var der én ting som var stort og det var det: At Jesus var min frelser! Og det vil Jesus gerne at vi skal opleve igen. Og derfor slipper han os ikke, men taler til os så han kan velsigne og berige os. Det er det Jesus ønsker. Må Gud velsigne dig, kære læser! Amen.