Den anden bøn:

Komme dit rige.

 

Det denne bøn egentlig gælder, er sikkert nok let at forstå. I hele Guds ord finder vi beskrivelser af Guds rige, himmeriget, nådens rige på jorden, der hvor Herren er konge. Men for at vi skal kunne se noget dybere ind i denne Guds herlighed, og vore hjerter opvækkes til lov og pris, og til bøn for Guds rige, så lad os minde hinanden om følgende: Hvordan står det egentlig til med menneskene før dette sker, når mennesket endnu er under mørkets magt og vælde? Og hvordan virker det når Guds rige kommer til os?

Også når det gælder dette, er det først og fremmest Guds ord vi må spørge til råds. Hele verden vil have sin mening om dette. Hver og en mener han tilhører Guds rige. Ingen vil være med på at han tilhører djævelens rige. Men Herren Gud er den som dømmer. Hvad siger Guds ord? Jo, - «Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd», Rom. 14:17. Og om tilstanden i mørkets rige og om Kristi riges komme, taler apostelen i Efeserbrevets kapitel 2 på en så tydelig og uangribelig måde at det burde vække de åndeligt døde til live, og de levende til stor glæde og taknemlighed. Sådan står det:

Vers 1: Også I har han gjort levende, I som var døde ved jeres overtrædelser og synder.

Vers 2: I disse vandrede I før på denne verdens vis, efter høvdingen over luftens magter, den ånd som nu er virksom i vantroens børn.

Vers 3: Også vi vandrede alle blandt dem i vort køds lyster, og vi gjorde kødets og tankernes vilje. Vi var af naturen vredens børn ligesom de andre.

Vers 4: Men Gud, som er rig på miskundhed, har, på grund af sin store kærlighed som han elskede os med,

Vers 5: gjort os levende med Kristus, vi som var, døde ved vore overtrædelser. Af nåde er I frelst.

Vers 6: Han opvakte os med ham og satte os med ham i himmelen, i Kristus Jesus.

Læg mærke til det ord som apostelen først og sidst nævner som menneskets naturlige tilstand (vers 1 og 5) - det korte, men meget talende ord: døde - døde ved overtrædelser. Dette er det dybe, ulykkesmættede ord om selve syndefaldets resultat: «Når du spiser af det skal du visselig dø», 1. Mos. 2:17. Livet som er virket af Gud, er borte - mennesket er åndelig talt et lig.

Herren Kristus taler selv sådan når han i Matt. 8:22 siger: «Lad de døde begrave sine døde». Mange synes at det er hård tale som ikke har den betydning som ordet død sædvanligvis har. Men Herren Kristus bruger et meget stærkt udtryk, og vi ser i det bibelord vi sidst citerede at han sidestiller den legemlige og den åndelige død som to slags lig. Ingen må overse eller bortforklare netop dette Herrens alvorlige sprogbrug. Nu skal vi se på selve sagen, og bliver nok forbavset når vi ser den betydning som ligger i dette ord døde.

Den legemlige død kendetegnes ved at den døde ikke reagerer på noget. Han ser ikke, hører ikke, kender ikke noget, udover at han ikke har det svageste åndedræt. Alt dette på trods af at han stadigvæk har alle organerne: øjnene, ørerne, munden og lunger - nøjagtig som et levende menneske.

Er det ikke også netop sådan med de åndeligt døde? De kan have alle sine menneskelige, ydre funktioner friske og livlige. De kan have en god forstand, et følsomt hjerte, meget kundskab, ædle livsholdninger, gode og barmhjertige gerninger. Men livet i Kristus - det er bare det de mangler, det at være forenet med Gud, det sind Gud har skabt som søger hans vilje, hans ord, hans nåde. De ser, hører, tænker og føler meget stærkt alt det som hører til det jordiske og sanselige, men «tager ikke imod det som hører Guds Ånd til», 1. Kor. 2:14.

Vi skal se nogle beviser på dette: De læser, hører, forstår og tror på en måde Guds ord. Ja, de kan også læse og høre Guds afgjorte domme over sin egen tilstand. Og alligevel at blive værende fuldstændig rolige og uberørte. De læser og hører også om Guds rige, om Guds nåde og venskab, om den salige forening med Gud. Men det vækker ikke den mindste længsel i dem efter alt dette. Det er jo netop som hos et lig hvor der ikke en gang findes et åndedræt. Deres hjerte er bare fyldt med afguder, med jordiske og forfængelige ting og sådanne tanker som: Hvad skal vi spise, drikke og klæde os med? Hvad skal vi se, høre eller nyde? Men Gud - hvad Gud vil? Det spørger disse mennesker ikke efter.

Ja, læg mærke til at de også har en vis tro på sandheden i Guds ord, så de aldrig tvivler på det. De har en vis indre overbevisning om dette, og både ser og hører i det samme Guds ord den konkrete fordømmelse over hver og en som ikke er «født af Gud», «født på ny». De kender ikke noget som helst til en sådan fødsel hos sig selv, men har ikke den allermindste frygt for det - og anser det fortsat som Guds ord!

De ser, læser og hører i dette Guds ord om to veje: Den brede, som fører til fortabelse, den «mange» går på - og den smalle, som fører til livet, som kun de «få» går på. Alligevel bekymrer de sig ikke en eneste dag over spørgsmålet om hvilken af disse to veje de selv går på. De hører og ser i Guds ord sine egne laster nævnt ved navn, og den konkrete dom som hviler over disse. Men frygter næppe et øjeblik for helvede. De læser f.eks. i 1. Kor. 6 denne forfærdelige dom: Eller ved I ikke at de som gør uret, ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken horkarle eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de som lader sig bruge til unaturlig utugt, eller mænd som øver utugt med mænd, eller tyve eller pengegriske eller drankere eller bagtalere eller røvere skal arve Guds rige.

I Gal. 5 nævner apostelen de samme synder og slutter sådan: De som gør sådant, skal ikke arve Guds rige. Denne konkrete dom hører og ser de i Guds ord, men stadigvæk smager maden nok lige godt. Stadigvæk sover de lige godt om natten. Ja, lige bagefter går de fuldstændig ubekymret til de samme synder igen, som om de ikke havde hørt noget som helst. Og alligevel anser de Bibelen for at indeholde Guds ord! Men hvorfor frygter de da ikke? Ja, sig det! Jo, dette er det som kaldes død.

I julen fejrer de samme mennesker med al mulig andagt Kristi fødsel. De læser, hører og synger om Kristi lidelse og død, ja deltager i at mindes Kristi død ved nadverbordet. Og ved med sig selv hvordan de hele året igennem, i det hele taget, ikke bryder sig om oprigtigt at tilbede, elske og følge denne Frelser som blev pint for os, eller leve i samfund med ham. De ved at de tværtimod lever fuldstændig tilfredsstillet uden ham, når de bare har mad, klæder, fornøjelser og venner i verden. De hører og læser også om den yderste dom, når Herren skal komme i sin kraft. Hvorfor frygter de ikke for at møde ham da? De tror vist ikke noget som helst af Guds ord? Spørg dem - og du vil høre at de tror alt! Men hvorfor frygter de ikke? Forstår du nu hvad det vil sige: Døde - døde ved deres overtrædelser og synder?

Men når mennesker er åndeligt døde, hvad er det da som afgør deres vej gennem livet? Apostelen siger i Ef. 2:2: …denne verdens tidsånd, efter høvdingen over luftens magter, den ånd som nu er virksom i vantroens børn.

Først: «…denne verdens tidsånd». De følger med strømmen, gør som de andre gør, ser på verden og de skikke som gælder i øjeblikket. Er trenden grovere, bliver menneskene grovere. Er skik­kene finere, lever også disse mennesker et pænere liv. De kan på denne måde optræde i forskellige udgaver. Men i alle disse former tilhører de verden, de mange som går på den brede vej.

Men er verden så sin egen herre? Regerer den sig selv? Nej, siger apostelen, verdens udvikling bestemmes af «Høvdingen» - «Høvdingen over luftens magter», dvs. «høvdingen som kommanderer over legioner af faldne engle som på guddommelig tilladelse farer omkring i luften fra sted til sted med det fjendtlige mål at myrde og ødelægge menneskeslægten» (Doddridge). Kristus kalder ham da også for verdens fyrste, Joh. 14:30 og 16:11, og heller ikke i disse bibelord taler Herren løgn.

Vi må aldrig glemme at det er to åndelige riger og to fyrster som kæmper om menneskesjælene: Kristus og Belial, Mikael og dragen, slangen og kvindens sæd, den stærke og den stærkere. «Mikael og hans engle begyndte at stride mod dragen. Og dragen stred, og dens engle», Åb. 12:7. Det er en strid som foregår så længe verden består. Regeringsformen i mørkets rige er løgn og mord, bedrag, synd og død. Kristus siger at verdens fyrste er «løgnens far» og en «manddræber» fra begyndelsen, og at de som tilhører dette rige er, udover de faldne engle, alle er vantro mennesker på jorden og i helvede.

Regeringsformen i Kristi rige er sandhed og nåde - retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd, sådan som Skriften udtrykker det: «Retfærd og ret er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn», Salme 89:15. Og de som tilhører dette rige er, udover Guds engle, alle Guds børn som er på jorden og i himmelen.

Men vi går tilbage til teksten. I tillæg til verdens løb og verdens fyrste (eller høvdingen over luftens magter), nævner apostelen videre, vers 3, magter som styrer de åndeligt døde: vort køds lyster - vi gjorde kødets og tankernes vilje. Ser vi os selv i dette? Når spørgsmålet dukker op om hvad vi skulle foretage os en ledig stund, f.eks. en søndag, da spurgte vi ikke: Hvad siger Gud? Nej, vi spurgte: Hvad giver os mest fornøjelse? Vi gjorde bare hvad kødet og tankerne ville, sådan som vi jo også ser hele verden gør. Den lever fuldstændig frit, som den selv lyster.

Hvem spørger efter Gud? Og hvordan er deres forhold til Kristus og hans rige? Apostelen siger: …at I på den tid var uden Kristus, udelukket fra Israels borgerret og fremmede for forjættelsens pagter med deres løfter. I var uden håb og uden Gud i verden, Ef. 2:12.

Dette passer ikke kun på hedningerne, men rammer også mange inden for kristenheden, og er jo så meget værre her som vi lever midt i rigdommen på kundskab om Guds ord, en gang optaget i Israels borgerskab, og dermed forpligtet på det ansvar det medfører.

Dette er altså verdens tilstand, og derfor siger apostelen at vi alle af naturen er vredens børn.

 

-----

 

Vi har altså nu set hvordan hele menneskeslægten af naturen er åndelig død. Som et lig som ikke reagerer på noget som helst, men føres af mørkets fyrste efter hans vilje og kødets begær. Alt foregår i den mest urokkelige dødsro. Da må vi vel stille samme spørgsmål som Herren stillede til profeten da denne så udover den store dal som var fuldt af døde ben: «Menneskesøn! Skal disse ben blive levende?», Ezek. 37:3. Og vi ved ikke noget bedre at svare på dette end profetens: «Herre, Israels Gud, du ved det».

Tænk dig da hvilken opsigtsvækkende hændelse det egentlig er her på jord - når et åndeligt liv opstår. Ånden blæser fra Herren og giver liv, så det begynder at røre på sig blandt de døde! Tænk dig hvor opsigtsvækkende det er når et menneske har levet fuldstændig død for alt åndeligt i tredive, fyrre, ja, måske halvtreds år. Det har udelukkende været jordiske og forfængelige mål som har styret dets tanker og alt det har foretaget sig. Og pludselig vågner så dette menneske for spørgsmålet om sin sjæls frelse!

Tænk dig et hjem hvor far, mor, alle børnene og de som ellers måtte tilhøre familien, i mange år har levet sammen i fred og fordragelighed men hvor alt det de har beskæftiget sig med har angået det jordiske. Det har kun været de sanselige sorger og glæder de har været optaget med. Aldrig har det nogensinde hændt inden for husets vægge at nogen stillede sig spørgsmål om hvordan man havde det med himmelens Gud. Af sædvane og nedarvet skik og brug lærte de sig måske det de mente var kristendom, som kunne passe med det de så praktiserede i den officielle kirke. Det bliver noget i lighed med hvordan kirkeklokkerne hver søndag sættes i bevægelse. Men en hjertets omvendelse, en ny fødsel, sand forening med Gud - noget sådant bliver der aldrig talt om. Sådan går år efter år i dette hjem. Årstiderne skifter fra forår med sine opgaver, sommeren med sit og høsttiden med sit. Men sjælen - selve sjælen bliver aldrig vist nogen opmærksomhed.

Og så - netop i det hjem - begynder der at dæmre et spørgsmål - et spørgsmål som skubber hele verden og hvad den angår fuldstændig til side, spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?

Nu bliver den gamle far eller mor for første gang i hele sit liv urolig for sin sjæls frelse fra evig fortabelse. Nu taler de ord og udtryk som tidligere aldrig blev hørt i dette hus. Og snart hører man sange til Lammets ære blive sunget fra læber som indtil nu har været åndeligt stumme. De har talt tusinder, ja millioner af ord om alle slags småting, men ikke en eneste gang i sit liv talt et godt ord om sin Frelser.

Og tænk dig en gruppe mennesker, eller en by, hvor ingen i mands minde har haft nogen som helst bekymring for noget åndeligt. Alt har gået sin jævne, naturlige gang, som har begrænset sig udelukkende til det jordiske. Menneskene og dyrene har haft samme behov. Religion har været noget man bare forbandt med kirken og helligdagen. Så begynder pludselig spørgsmålet efter sandheden at arbejde. Sandheden om den rette vej til himmelen. Nu begynder nogen at finde Guds ord frem, som så bliver midtpunktet, det man samtaler om og går dybere ind i. Gamle, forstandige mennesker, som al sin tid har levet i fuldkommen fred fra ethvert spørgsmål angående deres sjæl, bliver nu urolige netop for dette. Ja, nogle fædre og foresatte bliver både overrasket, forskrækket og urolige over disse «nyheder». Jo vist er det opsigtsvækkende når sådanne ting sker.

Hvad er så den egentlige årsag når noget sådant begynder at arbejde? Ja, hvad er det som sker? Apostelen siger det sådan i den bibeltekst vi nu bruger, når han omtaler den åndelige død: «Men Gud, som er rig på miskundhed, har, på grund af sin store kærlighed som han elskede os med, gjort os levende med Kristus og opvakt os med ham» osv. Paulus siger altså at det er Gud som virker dette nye som sker i mennesket. En opvækning kalder apostelen det. Det er Guds rige som kommer til det sted, den forsamling, det hus, den sjæl hvor dette nye begynder at ske. På grund af sin store kærlighed som han elskede os med, gør han os levende.

I Guds øjne var vi så fuldkomment indesluttet i Kristus da han døde for os og derefter blev levende, at det også omtales sådan i Bibelen: «Én er død for alle, derfor er de alle (i Ham) døde»⁴, 2. Kor. 5:15. Om én er opstået for alle, så er de alle opstået i ham, «med ham», i Guds øjne, efter «tilregnelsesloven».

Men dette må også ske i os - blive en virkelighed for os, så vi ved Ånden opvækkes med Kristus. Vi må blive «ét legeme og én ånd med ham». Det er dette som sker når Herren opvækker sjælene fra den åndelige død, og sætter dem over i det himmelske rige i Kristus. De bliver født på ny, «skabt i Kristus Jesus til gode gerninger», Ef. 2:10.

Hvilken forandring! Den som hele sit liv har været så død at han i alle sine synder ikke frygtede noget som helst, - han får nu et hjerte som er på vagt mod al synd, også det han ikke engang ved om sig selv. Han frygter så for sit falske hjerte og fjendens bedrag, at han ikke engang våger at stole på sin egen selvransagelse, men må råbe ud: «Ransag mig, Gud og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine mangfoldige tanker»⁵ osv. Salme 139:23.

Den som tidligere i så mange år kun var optaget med det jordiske, og alt det slæb og stres det medførte – for det samme menneske har der nu åbnet sig en helt ny verden med nye mål, fuldstændig nye ting at være optaget med, nye sorger og nye glæder. I sit eget hjerte ser han nu syndens fordærv, og dermed kilden til sine største problemer og sorger. Men Kristus og hans nåde er målet han strækker sig efter.

Åh, den som tidligere aldrig kunne forstå at ordet «glæde i Herren» havde nogen reel baggrund i virkeligheden, at noget menneske her på jord kunne have nogen virkelig glæde i Gud - det menneske får nu en så konkret erfaring af realiteten i dette, at al verdens glæde fortoner sig som bare elendighed. Kristus, Kristus er nu hele hans liv, målet for hans inderligste længsel, hans hunger og tørst, hans fryd og salighed, sådan som vi synger det i verset:

 

Hans liv er at kende Jesus,

og stadig kende ham mere.

Og selv mere og mere leve

som Guds og menneskers ven.

 

Den som før levede fuldstændig frit efter sit køds begær, og bare gjorde det kødet og tankerne ville, får nu et hjerte som har en sådan lyst til Guds lov at han aldrig kan få gjort alt det han har trang til at gøre. Og når han tidligere syntes Guds bud var tunge, ja som en trykkende byrde og en plage, så er det nu derimod bare hans køds begær som er tunge for ham og en plage. Når han før kun havde verdens skik og brug som forbillede (levede «på denne verdens vis»), så ser han nu sin fjende netop i dette. Nu undgår og frygter han dette, og ser det som en af de tre fjender som opererer sammen; disse som også katekismen omtaler: «djævelen, verden og vort eget kød». Her ser vi hvad der ligger i at Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd.

Men altså når dette fører en klar adskillelse med sig fra «denne verdens løb» - hvem vil da undres over at verdens mennesker begynder at klage over «afvigelse», «noget nyt», «uro»? Når du gør oprør mod «verdens fyrste» - lad dig ikke undre over at han med al sin vrede angriber dig, og stadig skyder glødende pile mod dit hjerte. Men midt i alt dette opleves en nød og bekymring i hjertet, en svaghed og anfægtelse. Netop da må man råbe til vor Konge. Nu bliver den anden bøn hjertets egen bøn: Herre, forstærk dit værk i mig! Lad dit rige, retfærdighed, fred og glæde, komme i mig! Virk du i mig så kraftigt at djævelen, verden og mit eget kød ikke overvinder mig! Ja, dette er netop den anden bøn.

 

-----

 

Dermed har vi set hvordan det går når Guds rige kommer på et sted, i et hjem eller i et menneskets hjerte, og hvordan vi oplever situationer da vi for alvor må bede om dette rige.

Men når vi nu skal tale lidt om selve bønnen (det at bede), så vil vi let kunne forstå velsignelsen for os selv af at bede denne bøn. For vor indskrænkede forstand og vantro hjerte er det derimod vanskeligt at fatte hvad vi kan udrette for verden omkring os gennem vor bøn. Vi tænker at Gud ville vel gøre alt som gøres kan for sjæles frelse uden vor bøn.

Dette hører vel ind under den hemmelighed og det spørgsmål som går på hvorfor Herren med al sin magt ikke straks fylder jorden med sin kundskab og sit rige, men fortsat lader store skarer sidde i mørke og dødens skygge. Men lovet være hans hellige navn! Selv om vi ikke forstår alle Den Højestes råd i den store krig mod denne verdens fyrste, skal vi alligevel en dag lovprise Ham for at hans tanker og råd alle sammen var retfærdige, troskab og sandhed, og at han skal «vinde når han fører sin sag», som det står i Rom. 3:4.

Når vi på det mest skarpsindige ryster på hovedet over Herrens veje, skal han bare svare: «Hvor var du da jeg grundfæstede jorden, mens alle morgenstjerner jublede og alle Guds sønner råbte af fryd? Kan du knytte Syvstjernens bånd, eller kan du løse Orions lænker? Kender du himlens love? Hvem skaber det og gør det? Jeg er den jeg er. Jeg er Herren, som gør alle ting», Job 38: 4-33, 2. Mos. 3:14, Esajas 44:24.

Derfor bør vi sige det sådan: Det jeg forstår, er guddommeligt, og det jeg ikke forstår, anser jeg for at være lige så guddommeligt. Sikkert er det at vi forstår meget lidt af dette. Når det gælder hedningerne, skal Gud med den allerhøjeste visdom og retfærdighed til sidst afsige sine domme - de som synder uden lov, skal dømmes uden lov. Kan en hedning ikke få de levende kristnes frelse, så kan han heller ikke komme under de vantro kristnes fordømmelse, Matt. 11:22-23, Joh. 9:41, 15:22.

Og når det gælder kristenheden, må vi være opmærksomme på at nåderiget er et åndeligt rige som ikke styres i kraft af magt, som om Gud uimodståeligt tvang nogen ind i dette. Nej, det består af frivillige som ganske enkelt «hører hans røst», og det vil alene gå frem gennem dem som tilhører dette nåderige.

Selv om Gud kunne give os alt godt for både legeme og sjæl uden vor bøn, ja også uden vort arbejde - har han alligevel, til stor velsignelse for os, fastsat en ganske anden ordning: Nemlig at vi tværtimod skal bede og arbejde, og da vil han give.

Netop gennem dette skal menneskeheden altid forblive ved hans fødder, som det også er skrevet i Guds ord: «Du som hører bønner, til dig kommer alt kød», Salme 65:3. Derfor er det en grundlov for det åndelige rige at alt skal søges ved bøn til Ham, også at verden må blive oplyst om dette rige, og at hans børn skal være hans medarbejdere og delagtige i riget.

Åh, hvilken nåde og ære! Ganske rigtigt vil vi kunne forstå noget af dette. Men eftersom nye spørgsmål alligevel stadig opstår og gør os uforstående, så vil det være bedst for os at vi så snart som muligt indstiller os på det vi også for nylig erkendte: At Herren Gud er alt for høj for os, og omfanget af hans råd og hemmeligheder alt for ufattelige til at menneskene skulle kunne gribe dette med sine sanser. Vi må nok lægge nogle hemmeligheder fra os hos Gud. Vi må nok lade ham vide noget mere end os. En myre og en edderkop er vel mesterlige i sit virke, men de forstår sig ikke på menneskets værk. Det er ufatteligt for dem. Men menneskets værk er stadigvæk rigtig - selv om myren ikke fatter det.

Sådan er også Herrens værk fuldkommen - selv om vi stakkels menneskemyrer ikke forstår os på det. Solen er til, selv om vi stakkels små ikke har udforsket den. Nåderiget og en ny fødsel her på jord virket af Gud er virkelighed, selv om vi ikke forstår det. Jeg ser solen. Derfor må Gud have skabt den, selv om jeg ikke ved hvordan. Jeg ser et Guds rige på jorden, selv om jeg ikke forstår alt i dette rige. «Det skjulte hører Herren vor Gud til, men det åbenbarede er for os og for vore børn», som det hedder i 5. Mos. 29:29.

Så har Herren Kristus sagt: «Bed derfor høstens herre om at han vil sende arbejdere ud til sin høst», Matt. 9:38. Og apostelen har sagt: «Bed for os, at Herrens ord må have fremgang», og «at Gud må åbne en dør for Ordet», 2. Tess. 3:1 og Kol. 4:3 osv. Da trænger jeg ikke til mere. En sådan bøn er da ikke forgæves! Herren vil da slet ikke lave grin med os i det han opfordrer os til, at vi skal bede om og for hans rige!

Men det er ikke bare i bøn for verden, men også i bøn for os selv, at de største vanskeligheder ofte opstår for den som vil bede om Guds rige. Det vi beder om i denne bøn skulle jo være at Kristus måtte få mere og mere magt i os, og nedkæmpe alle vore åndelige fjender i vor sjæl. Videre at hans rige, som er inde i os, Den Hellige Ånds værk, den rette gudsfrygt, troen, kærligheden, helliggørelsen, alt sammen mere og mere måtte vokse og tiltage i vore hjerter.

Men her møder vi oftest den uendelige, stærke kamp med følelserne. Følelserne, sådan som vi oplever det, fortæller os at det tværtimod går sådan at alt ondt tager overhånd og alt godt aftager. Vi erfarer hvad Luther siger om frelsens horn (eller: rige) i Davids hus, nemlig at det ligger midt inde i synd og elendighed, at «Davids hus er et syndigt hus, at Kristi rige er et kæmpende rige. Så vi oftest ikke føler andet end at vi fuldstændig ligger under for synden og djævelen». «Kort sagt:», siger Luther, «Kristi rige er et syndigt rige», dvs. et rige som består af kæmpende syndere. Og der er ikke noget de kæmper mod og jamrer sig over, som sine synder (Luther).

Hvordan går det hvis vi ikke for alvor tror og er opmærksom på dette? Hvis vi fortsat omgås med den falske indbildning at i Kristi rige skal der udelukkende være retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd, at der ikke skal være nogen kamp med synden og med djævelen? Jo, når det onde da for alvor møder os, konstant fordømmer os med at vi ikke er nogen ret kristen, da forstummer denne bøn om Kristi rige - vi anser alt for tabt. Dette er en følge af at man ikke giver agt på Ordet. Lad os nu bare tage en ganske almindelig tilstand som mange oplever:

Lad os tænke os at synd, ugudelighed, hykleri og en åndelig ligegyldighed helt synes at ville tilintetgøre hele Guds værk i min sjæl. Ja, jeg synes bestemt at se hvordan jeg føres af en ond magt skridt for skridt længere og længere bort fra Guds rige. Hvad skal jeg da redde mig med? Jeg råber, men min hjælp synes fjern. Jeg taler som i et uendeligt tomrum. Der er ingen hjælp fra Herren, og det onde bliver værre og værre. Jeg føler hvordan jeg bare bliver hårdere og hårdere. Min letsindighed, mit hykleri bare vokser og vokser. Åh, hvad skal jeg da kunne trøste mig med? Nu er det sandelig ikke noget hverken i himmelen eller på jord som hjælper - andet end en eneste ting. Og det er at du endelig lader vor Herre Gud fortsat være på sin trone og regner ham for det han er - nemlig en sandfærdig, trofast og almægtig Gud som har magt over så stærke onde magter som hele dit forfærdelige hjerte.

Stands op og tænk! Vi kan jo til og med bede til Gud imod vort eget hjerte. Han har aldrig sagt at vi selv skulle gøre hjertet godt, at vi selv skulle overvinde hjertet. Han har tværtimod sagt at han, og kun han, kan skabe et nyt hjerte i os. Denne almægtige og trofaste Gud har videre sagt at hans rige, som er inden i sjælene, skal i den grad være så beskyttet at dødsrigets porte ikke skal få magt over det, Matt. 16:18, - om vi bare vil sætte vor lid til ham. (Dette løfte gælder ikke bare en ydre beskyttelse. Hvis Guds rige indvendig kunne ødelægges ved angreb, så ville der ikke være nogen mere effektiv måde som menig­heden øjeblikkelig kunne tilintetgøres på.)

Og hør nu! Han har ikke sagt at disse afgrundsmagter ikke skal anfægte os. Men at de ikke skal få magt over os. Dette bibelord antyder en kamp på liv og død. Guds ord vidner også om at Kristi rige inden i os skal blive angrebet både indefra og udefra af alle afgrundens magter, så hurtigt som vi flytter fra deres overherredømme til Guds. Vort kød er fuldt af alle mulige synder. Vort hjerte er altid ondt og bedragerisk. Djævelen er ihærdig og listig med sine angreb fra alle kanter. Han giver os alle slags forfærdelige og syndige begær ved sine indskydelser i vore hjerter. Han indgiver os bedrageriske tanker om Gud.

Alt dette har Herren ladet blive tilbage på jorden til at kæmpe mod hans rige. Gennem den magt og intensitet vi erfarer i denne strid vil vi ofte opleve at vi føres til det yderste for hvad vi synes at kunne klare. For os er det da umuligt at se hvordan vi skal kunne hjælpes.

Og dette sker netop for at vi skal opgive al vor egen trøst. Så kun Herren alene skal være Gud, blive vor Frelser. Men nu - hvad har han selv lært os at gøre nu, i en sådan nød? Ikke andet end at råbe til ham, hele tiden bruge Ordet - men vide at han, og alene han, kan give Ånden. Han har lovet at disse bønner aldrig skal kastes bort. Så er det bare spørgsmålet om i hvilken grad han på dette område er til at stole på!

Efter at han, i Luk. 11, havde lært sine disciple bønnen Fader vor, fortalte han dem desuden to lignelser. I den første viser han hvordan det føles for den afmægtige sjæl som er inde i en tid med mørke og opgivenhed. Han står foran døren til en meget lille hjælpsom ven, banker på og beder om at låne brød. Men den han troede han skulle få hjælp hos, undskylder sig med alle mulige små hindringer: «Forstyr mig ikke! Døren er låst, og mine små børn er i seng med mig. Jeg kan ikke stå op og give dig det».

Ja, så trættende og sejt og umuligt kan det føles når man i nød og mørke vender sig til Herren. Dette vidste Jesus da han fortalte dem lignelsen netop sådan. Man oplever det som at stå udenfor i mørket - og døren er lukket - alt sammen for min samvittigheds skyld. Jeg ved med mig selv at jeg har syndet, jeg har fortjent at han opgiver mig. Men hans børn, de som virkelig er hans børn, de er i et nært og varmt forhold til ham - «mine små børn er i seng sammen med mig». Men jeg som står udenfor, er af så lille værdi at det er ret og slet «ubelejligt» for ham at stå op og hjælpe mig. Sådan vil man opleve det. Og det ved han, det mærker jeg.

Men hvad siger han i vers 8-9 om denne træge hjælper? Jo, hør: «Jeg siger jer: Hvis han ikke står op og giver ham det fordi han er hans ven, så vil han stå op fordi han er så påtrængende, og give ham alt det han trænger til. Og jeg siger jer: Bed, så skal I få. Led, så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer!»

Bemærk dette skal! Du siger det er forbi med dig, du kan ikke hjælpes. Måske det endnu er muligt? Du skal ikke være så sikker på at det er aldeles umuligt - når Herrens magt og trofasthed trods alt efter hans ord overgår al forstand.

Men om det nu er muligt, siger du, så kan jeg ikke være sikker på at jeg bliver hjulpet. Hvordan kan jeg vide at netop jeg vil blive bønhørt? Svar: Kristus har ikke sagt at der er en vis mulighed, han har ikke sagt: Der kan muligvis blive givet jer, der kan muligvis blive lukket op for jer. Nej, han har sagt skal, så skal der gives jer, så skal der lukkes op for jer.

Men du siger måske fortsat: Hvordan skal jeg kunne vide at dette vil ske for mig? Kan ugudeligheden, hykleriet, letsindigheden, falskheden og hårdheden i mit hjerte ikke gøre at Guds nåde og magt overfor mig ikke kan komme til? Jo, om du aldrig hører og stopper op for Kristi røst! Hvorfor kom de ikke ind til hvilen? Kun «for vantros skyld», Heb. 3:18-19. Derfor, hvis du i vantro stopper med at søge Frelseren, så vil heller ikke du komme ind til hvilen.

Men du som beder netop for al denne ondskab i dit hjerte, som søger, som banker på Jesu hjertes dør, som føler du ikke kan bede ret, men dit hjerte råber med usigelige sukke! - Det er udelukket at al denne din ondskab kan hindre dig i at blive hørt. For Kristus har ikke sagt: Den som er fri fra hjertets ondskab, hykleri, hårdhed, letsin­dighed... Men: Den som beder, søger, banker, han skal få, for ham skal der åbnes. Dette siger Herren selv.

Hvem har lært os at vi skal søge Herrens hjælp mod alt andet - bare ikke mod hjertets ondskab? Skulle vi ikke søge Herren netop for denne ormeyngel i hjertet? Det er nu en gang ham, og ikke vi, som knuste slangens hoved og som kom for at «gøre ende på djævelens gerninger».

Men du siger: «Jeg føler jo at det onde endnu fortsætter, at jeg endnu ikke har fået det jeg begærede; forløsning fra det onde i mit hjerte». - Så læg da mærke til hvordan Herren selv taler netop i et lignende tilfælde. Læg mærke til det svar Paulus fik da han havde bedt tre gange om forløsning fra den Satans engel som slog ham. Han fik endnu ikke forløsningen, men hans bøn var alligevel hørt og alt var vel. Herren ved bedre end os hvordan han skal frelse os. Han svarede: Min nåde er nok for dig, for min kraft fuldendes i skrøbelighed. Min nåde får du, men endnu ikke forløsning fra din svaghed. Den må du lære at kende endnu bedre - sådan at min kraft gennem den kan komme desto mere frem. Sådan taler Kristus.

Men her møder vi så disse velmente, men tunghøre sjæle, som aldrig kommer på den tanke at de burde lægge mærke til dette svar som Paulus fik. De ser på det som om det skulle være skrevet kun for hans skyld, og ikke som noget vi skulle lære. De overser altså dette, og retter sit blik mod sin synd og nød, som virkes af Satans engel. Som om de aldrig havde hørt om Guds mening med dette. Disse får altså ingen som helst trøst af det Guds ord ville lære os her. Mens tusinder af andre anfægtede sjæle netop her fandt forklaringen på sin langvarige usselhed og det ondes raseri i sjælen.

Til visse tider skal vi bare have nåden, men ikke kende noget til kraften. Fordi det er netop svagheden vi i sådanne tider skal lære at kende. Men dette er noget de sjæle vi netop nævnte ikke vil fatte, og derfor må fortvivle i vantro. Vor store Herre og Gud må fortone sig som intet, sammenlignet med hvad de kender til i sig selv. Eller, det er som om Gud skulle have sagt: «Ingen slags helvedes porte skal anfægte jer, dersom I er mine rette børn. Ingen usselhed af den slags skal hænge ved jer som I ikke selv er i stand til at overvinde. Her på jorden skal I være helt fri fra alt ondt. Vær ikke tilfreds med bare min nåde, for min kraft er ikke mægtig i de svage - bare i de stærke».

Åh nej, siger du, var jeg bare som Paulus, var jeg bare alvorlig, oprigtig og flittig i bønnen, så kunne jeg også have håb. Men mit hjerte er falskt, hårdt og letsindigt. Hør endnu en gang: Var det ikke netop mod denne dit hjertes ondskab du skulle råbe på Herren? Eller har du måske selv magt til at gøre dig fri fra dette? Så gør da det, og klag ikke mere.

Det er altså endnu ikke gået op for dig at du slet ikke er i stand til nogen ting selv, at Kristus er den eneste som kan nedkæmpe djævelens gerninger i hjertet; letsindigheden, selvsikkerheden, hykleriet? Du tror altså endnu ikke at det er netop mod denne hjertets ondskab vi skulle bede: Komme dit rige? Du tror altså at vi skal gøre det vigtigste selv: Skabe gode hjerter i os, og så skal Frelseren gøre alt det andet?

At Herren da tøver med forløsningen, 2. Kor. 12:9, er måske nødvendig. Du er endnu ikke blevet til intet, du ser endnu vel meget på dig selv. Vor ondskab må fortsætte så længe til vi lærer at vi ikke selv magter noget som helst, slet ikke at tænke, slet ikke den rette alvor, selv ikke det at bede eller at tro. Nej, alt er Herrens nåde og gave.

Og hvad med dem som netop sukker under en sådan afmagt, selv det ikke at kunne bede? Jo, i deres hjerter er der en vedvarende bøn. For selve nøden er en bøn som i Guds ører er det stærkeste råb, sådan som vi finder det i Guds ord: Just når Moses i angst taler til folket, så siger Herren til ham: «Hvorfor råber du til mig?» 2. Mos. 14:15. Netop om det hjertets begær er det han siger i Salme 91:14: For han hænger fast ved mig, og jeg vil udfri ham. Jeg vil sætte ham trygt på et højt sted, for han kender mit navn... Videre siger han i vers 15: Han skal påkalde mig, og jeg vil svare ham. Jeg er med ham i nøden, jeg vil udfri ham og føre ham til ære.

De som da, på trods af sit hjertes elendighed, beder om Den Hellige Ånd, beder Guds rige komme i sin sjæl, skal ikke blive til skamme. Dette taler den anden lignelse om i nævnte kapitel, Luk. 11, på en særdeles stærk måde. Åh, hvilken kærlig Frelser! Han siger: «Hvem af jer som er far, vil give sin søn en sten når han beder om et brød? Eller når han beder om en fisk, give ham en slange i stedet for fisken?  Eller når han beder om et æg, give ham en skorpion? Hvis da I som er onde, ved at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal da den himmelske Far give Den Hellige Ånd til dem som beder ham».

Denne lignelse burde kunne sprænge alle vore vantroens bjerge og kaste dem i havet. Overfør dette på den bøn i Fader vor som vi nu har foran os. Du beder om hjælp mod syndens og Satans magt, og du beder om Den Hellige Ånd som Kristus særligt nævner her i Luk. 11: - «give dem Den Hellige Ånd som beder ham». Nu har Herren selv lært os at skynde os at søge ham i al slags nød. Og har selv sagt: «Uden mig kan I slet intet gøre», «kald på mig på nødens dag», og «bed, og det skal gives jer» osv. Så kommer en stakkels sjæl i stor nød og gør helt enfoldigt som Herren har sagt, han bærer sin afmagt frem for Gud og beder om frelse. Kan du da tænke dig muligheden af at Herren alligevel ikke ville give ham dette? Skulle Herren så hellere lade dit onde hjerte og djævelen fortsat regere med evig fortabelse som dit mål?

Når barnet beder inderligt om brød - så får det en sten af sin far! Når sjælen beder om et nyt og ydmygt hjerte, beder om Den Hellige Ånd til tro, frelse og salighed, da overlades sjælen i stedet til en evig fortabelse! Det ville være at give en sten i stedet for brød, ja bare slanger og skorpioner. Er det muligt at den store, gode Gud handler sådan? Vist nok oplever vi tilstande i vort eget hjerte som om der bare er slanger og skorpioner, eftersom mørkets magt omgiver os. Også i vort hjerte har vi jo efter syndefaldet den gamle ormeyngel.

Vist nok tillod Gud Satan at sigte Peter og at slå Paulus. Men det betyder da ikke at han overlader dig til evig fortabelse! Det betyder da ikke at når du beklager dig over din ondskab ind for din himmelske Far - at han da bare skal lade dette onde herske over dig til evig fortabelse - stik imod sine egne løfter! Da ville han jo holde din tro på hans løfter for nar. Læg mærke til hvad det ville sige: Selv opfordre dig til at bede - men når du så gør det, får du ikke det han lover, men i stedet den evige fortabelsens skorpioner. Dette er jo en grusom fornægtelse af din tillid til hans ord. Du gør jo Gud til en djævel, om du kan tro noget sådant.

Åh, så lær dig da dette, at en sjæl som flygter til hans frelsernavn, kan Gud aldrig for alvor overlade til evig fortabelse. Men tag også til lærdom at Gud fører den han har kær på underlig vis. Og at vi ikke behøvede bede denne bøn om Guds rige hvis vi helt havde, og kunne nyde, Guds rige uforstyrret - hvis ikke mørkets rige omgav og anfægtede os.

 

-----

 

Vi har nu set hvad denne bøn om Guds rige indebærer, hvad det egentlig er vi bør bede om gennem den for os selv og for andre. Måtte vi nu også flittigt bede sådan, særligt i denne tid. Det er tid for Guds riges komme. Løft jeres øjne og se markene. De er hvide til høsten, Joh. 4:35. Det sagde Jesus da han så de første tegn på at noget begynde at ske blandt samaritanerne i Sikar. Vi ser også i denne tid mange lignende ting begynde at røre sig blandt folk. Åh, hvilken nåde og ære at Herren vil gøre os alle sammen til medarbejdere for sit rige, når han siger: Bed høstens Herre osv.

Så ser vi med bekymring f.eks. på vore nærmeste kære, vore børn, vore forældre, vore brødre, som endnu er under mørkets magt. Vi ser hvordan vi med alle vore ord til dem ikke udretter noget som helst. Åh, hvilken trøst da at tale med vor almægtige og trofaste Frelser om dem! Hvad kan han ikke gøre? Han vil vel ikke tvinge dem, om de standhaftigt står hans Ånd imod. Men han gør i stedet særlige ting som knuser og bryder modstanden hos disse som hans kære børns forbøn gælder.

Eller, du bor måske et sted eller i en by hvor du ser en ret udbredt og fræk ugudelighed. Du ser massevis af udødelige menneskesjæle fare omkring uberørt af al sin letsindighed og alle slags synder efter denne verdens handlemåde og dens fyrstes regering. Du bor måske til og med et sted hvor alt er mørkt og åndelig dødt, der hvor ingen spørger efter Gud. Du befinder dig som Israel ved Babylons floder, og din sjæl er i sorg over tanken på Jerusalem.

Åh, hvilken trøst det er under sådanne tilstande at skynde sig til den mægtige i Israel og bede: «Komme dit rige! Hav barmhjertighed med dette folk! Lad undere ske ved din højre hånd!» Til sidst, når vi ser ud over hele jorderiget og fortsat ser så meget «sort» på missions­kortet, hvor gribende er det ikke da at høre Herren sige: Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre osv. De som står i et sandt samfund med Frelseren må føle sig som delagtige i hans rige - som de jo også i virkeligheden er, efter Kristi egne ord, Luk. 22:29 og Joh. 17:20-22. Man kender uvilkårligt en nidkærhed for hans riges fremgang og sjæles frelse. Man ved knapt nok hvorfor, men det er vort rige, det er vort rette, eneste, uforgængelige rige.

Her i verden er vi som i et fjendeland, fremmede og gæster som vore fædre. Vi er som dem i Babel. Da må vi jo også tænke på Jerusalem, vor konges by, hans «højre hånds rige», og sige: «Glemmer jeg dig, Jerusalem, så lad min højre hånd glemme mig! Må min tunge hænge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke sætter Jerusalem højere end min største glæde!», Salme 137:5-6. Det må være noget mærkeligt med den kristne som ikke ser sig selv i dette sind. Kongens ord lyder sådan: Den som ikke er med mig, han er imod mig, og den som ikke samler med mig, han spreder, Luk. 11:23.

Måtte vi da alle være fyldt af denne bøn: Komme dit rige! Så vi flittigt beder for os selv, for vore nærmeste og for vækkelse i vort land, at Gud må give os mere vækkelse og lede det alt sammen i sandheden. Ja, lad os bede for hele Kristi rige på jorden som endnu er fuldt af døde ben: Kom, du Ånd, fra de fire vinde og blæs på disse dræbte mænd, så de kan blive levende! Ezek. 37:9. Herre fuldfør dit værk! Udrust dig, Du Vældige, med dit sværd, med din majestæt og din herlighed! Drag ud i din herlighed, du som altid lykkes! Skarpe er dine pile, så folket skal falde for dig - de træffer kongens fjender i hjertet. Komme dit rige! Amen!