Den fjerde bøn:

Giv os i dag vort daglige brød.

Mennesker møder det emne vi nu tager frem med mange forskellige holdninger. For nogle er det daglige brød en så selvfølgelig ting at de slet og ret undrer sig over at man taler om dette i et åndeligt skrift, at Kristus midt i den åndeligt rige bøn Fader vor lærer os at bede om dette. Andre igen er så optaget af sit forhold til dette spørgsmål om det daglige brød, at det er som om sjælen helt vil forgå. Så hele Guds ord om omvendelse og tro, lov og evangelium ikke har nogen som helst virkning på deres hjerte - bare på grund af dette spørgsmål. Dette betyder slet ikke at disse sidste er så meget mere vantro og de førstnævnte har så meget mere tro. Nej, i de fleste tilfælde antyder det bare forskellen på fristelserne ‑ som igen har sin baggrund i forskellige naturlige anlæg og ydre omstændigheder.

Vi kan som eksempel bruge et lykkeligt ungt menneske som endnu lever i sit hjem hvor forældrene betaler alt for ham. Han kender ikke meget til bekymringen for det daglige brød. Har Herrens høje himmelske rige så også virkelig grebet hans sjæl, så er dette emne ikke det han er mest optaget med. Lykkelige ubekymrede ungdom! Andre dage kan alligevel komme. Men selv blandt dem som er et hjems forsørgere finder vi nogen som enten på grund af gode legemlige omstændigheder, eller med baggrund i et medfødt sorgfrit levned, ikke kender til nogen som helst bekymring for hvad det daglige brød er. De har ikke noget behov for at bede denne bøn, men bare takke for Guds godhed. Åh ja, selvfølgelig bør I som har det sådan takke for Guds godhed. ‑ Men selv I skulle finde noget at bede om, i denne bøn ‑ såfremt Guds Ånd bor i jer.

Vi skal nu først tale med dem som har bekymringer og fristelser i spørgsmålet om det daglige brød. Har I nogen sinde tænkt over hvad det indebærer at Herren Kristus selv lærte os at bede om dagligt brød, ja lærte os at vende os til den himmelske Far og bede også for alle legemlige bekymringer? Sagen er jo at der ikke findes nogen stærkere garanti for at Herren vil give mig noget - end når han selv har opfordret mig til at bede om dette. For dermed har han for det første sagt at skal jeg få dette - så er det afhængig af at han giver mig det. At det ikke står i min magt at skaffe mig det selv. For det andet har han dermed vist mig vejen og måden det kan modtages på, så jeg ikke behøver plages i uvished om hvad jeg skal gøre. For det tredje - det tredje er det mest markante - men før vi nævner det så lad os tænke lidt mere over det første.

Det er en hel, dyb brønd af de største anfægtelser som ryddes af vejen når jeg får at vide at det ikke står i min magt at afhjælpe min bekymring. Men at det er helt afhængigt af at Gud giver. For djævelen anfægter os til stadighed med at det er afhængigt af os, selv når vi synes at være ved at dø af magtesløshed. Når den som ikke vil arbejde lider nød, skyldes det selvfølgelig ham selv. Men her taler vi om dem som trods al sin indsats fortsat har vanskeligheder som ikke er løst, og som de lider under.

Når det virkelig går op for mig at det ikke er i min magt at løse sagen, da bliver jeg stille. Derfor har Herren netop i spørgsmålet om legemlige bekymringer givet os de beroligende ord: «Hvem af jer kan vel med al sin bekymring lægge en eneste alen til sin livslængde?» Matt. 6:25-34. Derfor har han lært os at bede sådan: Giv, Far, giv os vort daglige brød!

Men vi vil nu nævne det tredje som Herren viser os når han lærer os at bede til ham, nemlig dette: Hvilket forfærdeligt bedrageri det ligger i dette først at sige til nogen: Bed om det og det af mig, og så siden, når vedkommende netop gør det han er blevet opfordret til, og beder om netop det som er nævnt, alligevel ikke vil give ham det! - Den som forstår det forfærdelige bedrag som ligger i noget sådant, vil vel vanskeligt kunne leve i så stor en vantro at han skulle tænke noget sådant om vor Herre Gud. Netop det forhold at han selv har lært mig at bede om det som jeg nu behøver, det giver mig den stærkeste garanti for at han også skal give mig det. Den som forstår det forpligtende i dette forhold, vil indse at han hellere må fornægte hele Guds væsen, Guds sindelag, end at tvivle på at Gud bønhører i et sådant forhold.

Jeg vil jo her komme til den enkle konklusion: Er det sandt, det som der står skrevet om Gud? Hvis ikke hele Guds ord er opdigtet - og hvis ikke alle hellige gennem alle tider i hele verden er bedragere og løgnere, så vil jeg tro Herren på det han siger, selv når det ser mørkest ud. Min tro skal stå eller falde på sandheden af hele Bibelen og alle vidnesbyrd om Guds væsen og vidnesbyrd fra dette almagts- og nåderige.

«Ja, er det ej sandt, det jeg læser om Gud,

da betyder det ingenting hvordan det i det hele taget går med mig».

Det er jo en stor trøst bare at høre Herren sige: «Derfor skal I ikke være bekymrede og sige: «Hvad skal vi spise, eller hvad skal vi drikke, eller hvad skal vi klæde os med? Jeres himmelske Far ved at I trænger til alt dette», Matt. 6:31-32. Men, som vi også viste, så er det endnu mere rigt på trøst når han tillige lærer os at bede sådan som denne bøn.

Vi spørger endnu en gang: Kan nogen tænke sig at når vi tager ham på ordet og beder netop sådan som han selv har lært os, at han da skulle svigte os og vor tillid til ham, ja svigte sit eget ord, sin egen sandhed, sin egen ære, så han ikke skulle give os den hjælp han selv havde opfordret os til at bede om?

Men, siger du, mit legeme er ikke mættet og klædt alene ved troen på Guds velsignelse. Mine børn og dem jeg skylder penge er heller ikke fornøjet alene ved min tro. - Jeg vil nu se at jeg får netop det som jeg trænger til, og som jeg beder om. Når jeg ser at jeg ikke får det, hvad hjælp er der da i disse trøstens ord eller min tro på dem?

Dette er sandelig stærkt talt mod vor Herre! Vær forsigtig nu! Du siger jo i grunden det samme som Jakob udtaler om falske mennesker - disse som bruger store ord, men ikke har gerninger: «Hvis en bror eller søster ikke har klæder, og mangler mad til dagen, og en af jer siger til dem: Gå bort i fred, varm jer og spis jer mætte - men ikke giver dem det legemet trænger til, hvad gavner det da?» Jak. 2:15-16.

Vi burde nok tænke os om før vi i det hele taget antyder noget sådant om vor trofaste Far i himmelen. Det er ikke spøg, men et forfærdeligt alvor som indimellem får sjæle til at rase mod Gud og alle hans løfter i fortvivlet vrede, når de bestemt synes at kunne se at han ikke giver hvad han har lovet. Nu må vi have for øje at alle fristelser har sin egentlige grund og kilde i djævelens og det faldne menneskes ondskab. Så har da denne fristelse også en særskilt årsag eller baggrund. Forholdet er nemlig dette at mennesket har gjort op med sig selv hvor meget af disse timelige goder de bør have. Når de så ikke får alt dette som de selv har sat sig som mål, mener de at vor Herre Gud ikke har holdt sine løfter. Dette på trods af at han har lært dem et helt andet mål for bønnen, og aldrig har lovet at give os alt det vort fordærvede hjerte ønsker at diktere.

Lad os derfor tage stærkt ind over os hvordan Herren har lært os at bede. Da ved vi også hvad han har lovet at give os. Så skal vi få at se om ikke han holder sit løfte, og til sidst står frem som den som er «retfærdig i sine ord og vinder når han fører sin sag», Rom. 3:4. Han har lært os at bede sådan: Giv os i dag vort daglige brød.

Hvad betyder så vort daglige brød? Vi spørger ikke hvor mange ting udtrykket daglige brød, omfatter, om det er mad, drikke, klæder, hus og hjem osv. - men standser først og fremmest med ordet «daglige». Det ord i grundteksten som her er oversat med «daglige», har sikkert nok været et vanskeligt ord at forstå⁶, men alle fortolkninger samstemmer alligevel i at det betyder noget som er nødvendigt for vor eksistens. Ikke hvad som helst som hjertet begærer, men det nødven­dige. Det betyder egentlig det som er nødvendigt for at opretholde vor eksistens. Derfor har nogen også opfattet denne bøn som om den gælder det åndelige brød eller sjælens mad.

Desuden lægger vi mærke til at Kristus tilføjer ordet «i dag», eller dag for dag, som det også betyder. Gennem det ser vi igen samme tanke som han lige bagefter giver udtryk for i den samme tale som han holdt (Bjergprædikenen), i Matt. 6:4: «Vær da ikke bekymrede for morgendagen. For morgendagen skal bekymre sig for sig selv. Hver dag har nok med sin egen plage».

Så spørger vi den som «tager til genmæle mod Gud», Rom. 9:20: Har du ikke helt til denne dag fået det som var nødvendigt for dit livs ophold? Du har måske ikke fået alt efter den opskrift som du selv havde lavet dig for dit liv her på jord. Nej vel, men du har alligevel fået alt det han har lovet, han som ved bedst hvad du mest trænger til. Eller ved du hvor meget tugt i fattigdom og bekymringer du behøver for din sjæls evige vel?

Men her vil en kristen, som ikke bare er fattig, men også bundet af gæld, måske svare os: «Der er noget som gør at selv fattigdommen bliver som ingenting, nemlig det forhold at jeg står i gæld til mennesker, og måske ikke skal kunne gøre op over for hver og en, måske skulle blive til en god historie i spotterens mund til skade for evangeliet». Svaret bliver da: Forudsat at du ikke har nogen særlig tilbøjelighed til hovmod, som trænger til en meget dyb ydmygelse, og forudsat at du ikke «frister Herren» enten ved forsømmelighed og ladhed, eller ved forfængelighed og sløseri med hans gaver, Jak. 4:3 og Joh. 6:12. Men er ordentlig, ydmyg, flittig og trofast i dit arbejde, og i enfoldig tro beder denne bøn. Så har du alle Herrens løfter og forsikringer: Han skal give dig så meget at du ikke skal blive til skamme som en bedrager, men skal kunne gøre det som er ret overfor alle.

Men det kan være sådan at vi frister Herren med ladhed, eller sætter os op mod ham. Eller vi kan have et stort overmod som nødvendigvis må bøjes ved tugt. Sådanne ting kan føre en kristen ind i den bitre situation at han ikke kan få gjort op over for alle, som er langt tungere end al mulig fattigdom.

Vi har jo også det forhold at mangt et Guds barn enten gennem sygdom eller andre omstændigheder ikke kan forsørge sig selv, men må sætte sin lid til brødres barmhjertighed. Dette er selvfølgelig ydmygende for vor stolte natur, men er også Herrens opdragelse af nogle af hans børn, måske for en vis tid, til de er blevet tugtet nok til at kunne bære nogle af Guds gaver. Sådanne skæbner må vi altid forholde os til med gudsfrygt og ydmyg holdning ind for Herren, den eneste vise og almægtige Far. Hans højre hånd kan også forvandle alting.

Har vi et eller andet bekymringsfuldt forhold i vort legeme, så har vi også i det forhold en øvelse som er nyttig for troen og bønnen. Et Guds barn har ved troen på Frelseren først og fremmest sine synders forladelse og lever af det Han har gjort. Det brød som er kommet ned fra himmelen, er det hans sjæl lever af, Joh. 6:47-58. Men til den åndelige opdragelse hører også en masse prøvelser som døder det gamle menneske, både dets fornuft og dets lyster. Det er med og vender sjælen væk fra jorden til det som er deroppe. Det øver os i tro, tålmodighed og ydmyghed. Til det bruger Herren åndelige fristelser og anfægtelser på nogle af sine børn. På andre igen bruger han en serie legemlige bekymringer som virker det samme, nemlig at døde fornuften og det verdslige sind, vende sjælen til det himmelske og øve os i troen og bønnen.

Hvis ikke denne opdragelse var nødvendig, så kunne Gud vel spare os for mange bekymringer. Men hele vor åndelige opfostring må altid bestå af prøvelser. Når bekymringer møder en kristen, betyder det bare at han altid trænger til at prøves. Var det ikke sådan, da kunne vor himmelske Far selvfølgelig føre os gennem livet i fryd og gode dage. Men om der ikke fandtes andre grunde, behøver vi altid nogle prøvelser for at troen skal opøves. Hvis ikke bliver vi efterhånden blinde og glemmer Gud, så vi hverken ser vor egen elendighed eller Guds gaver, hans godhed og magt. Derfor er det sædvanligt at Herren først lader sine børn møde bekymringer, før han viser dem sin nåde og magt.

Lad os nævne et eksempel: Da Jesus så en skare på mere end fem tusind mennesker i ørkenen, vendte han sig til Filip, den fattige og rådløse discipel, med det store spørgsmål om hvordan en sådan mængde mennesker skal kunne få mad. Han siger: «Hvor skal vi købe brød, så disse kan få mad?», Joh. 6:5. Men hvad skriver Johannes efter dette spørgsmål? Jo: (vers 6) «Dette sagde han for at prøve ham, for han vidste selv hvad han ville gøre». Skulle vi ikke nøje huske på sådanne eksempler hvor Herren retter et så tyngende spørgsmål til en fattig, rådløs discipel? Når Herren ikke taler direkte med os for at bekymre og prøve os, så gør han det gennem de tilstande som møder os. Gennem disse får vi nøjagtig samme spørgsmål rettet mod vort hjerte som en Filip fik. Som om det var Herrens største alvor vi skulle sørge for en menneskemængde som vi slet ikke kunne forsørge.

Men Herren gør det altså «for at prøve os», siger Johannes, «for han vidste selv hvad han ville gøre». Men da går det ofte på samme måde som med Filip og Andreas. Vi forstår ikke Herrens hensigt, men begynder i fuldt alvor at beregne mulighederne. Vi tror ikke at der findes nogen anden løsning. Vi tror ikke at vi har mere end det vi ser for vore øjne. Filip tænkte og beregnede helt rigtigt. Hans konklusion var at «brød for to hundrede denarer ikke var nok til dem, så hver af dem kunne få et lille stykke». Sandsynligvis vidste han at der ikke fandtes mere i deres beholdning som Judas forvaltede. Andreas ville også vise delagtighed i problemerne og bemærker endnu mere enfoldigt: «Her er en lille dreng som har fem bygbrød og to småfisk». «Men», lægger han til, «hvad er det til så mange?»

Da var det slut med disciplenes muligheder. Men var det slut med Herrens? Nej, først nu var hans time kommet. Han sagde: «Lad folket sætte sig ned!» - Og nu delte han ud, ikke så meget som de havde, men så meget som behøvedes⁷. Sådan går det i alle de prøvelser Guds børn oplever. Hver gang de i prøvelserne begynder at beregne mulighederne, så bliver konklusionen på dette regnestykke altid: «Hvad er det til så mange?» Men vi burde lære noget af dette at Herren uddelte så meget som behøvedes.

Tag imod denne lærdom: Dette bibelord udtrykker netop hemmeligheden ved alle vore prøvelser, nemlig at Herren tildeler hver og en nøjagtig så meget som der behøves. Det koster Gud nøjagtig lige så lidt at gøre os rige, som at holde os i fattigere tilstand. Han har hele skabningen i sin hånd, og kunne meget let lade alle jordiske rigdomme regne ned over os, på samme måde som han lod vagtlerne falde i så tykke lag over de knurrende israelitter at de lå to alen over jorden. Men det ville ikke være til mere lægedom for vor sjæl end den nævnte overflod blev for israelitterne: De slukkede sin lyst, og «mens de endnu havde kødet mellem tænderne, blev Herrens vrede optændt». De spiste og døde, til straf for sin lyst. Derfor kaldtes stedet «grådigheds grave», 4. Mos. 11:31-34 og Salme 78:26-31.

Lad os da ikke knurre eller begære, sådan som de begærede og blev dræbt! Hvor store fristelser følger ikke med overflod! Se hvilke forfærdelige ord Herren taler til de rige! «Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at gå ind i Guds rige», Matt. 19:23-24. «Ve jer som er rige, for I har fået jeres trøst», Luk. 6:24. Gud, led os ikke ind i fristelse!

«En kristens største lykke er ikke at have for meget lykke på jorden». «Har vi mad og klæder, skal vi lade os nøje med det», 1. Tim. 6:8.

-----

Dette er det Herren har lært os at bede om: Vort daglige brød, vort egentlige behov. Må Gud bevare alle kristne fra en så uafhængig tilstand at de ikke mere skulle behøve at være afhængige af hvad Gud har gemt til dem! Hvor lykkelig er det derimod ikke at leve som børn, afhængig af vor Fars brød! Han skal nok vise sig ikke at være nogen ubarmhjertig far. Eller - lad os spørge endnu en gang: Tror du han vil skuffe tillidsfulde børn som stoler på hans ord og beder om alt det de trænger til fra Ham?

Han siger jo klart nok at selv vi som er onde alligevel ikke kunne finde på at give vore børn en sten, når de bad om brød, eller give dem en orm når de bad om fisk osv. Skulle vi da tro at den store trofaste Gud i det hele taget ikke ville give os vort daglige brød, på trods af at han selv har lært os at begære det af ham, og at vi har troet disse hans ord og gjort nøjagtig det han har bedt os gøre; at begære det af ham?

Måden, tidspunktet og omfanget vil han i sin visdom og godhed selv bestemme. Men vort daglige brød kommer han helt sikkert til at give os.

Læg videre mærke til hvordan han ikke bare forsikrer os om dette. Han vil også bruge det vi ser for vore øjne til at bevæge vor forstand og vække os af vor vantro. Ja, han vil ligesom tvinge os til at se at han ikke kan lade os være foruden det som er nødvendigt. Han siger: «Se på fuglene under himmelen! De sår ikke, de høster ikke, de samler ikke til huse, men deres Far i himmelen giver dem føde. Er I ikke langt mere værd end disse?» Matt. 6:26.

Tænk, og åbn dine øjne og se hele denne uendelige mangfoldighed af levende væsner i hele naturen! Se hvordan han som skabte alle disse, sørger for hver eneste art med hver dens særlige behov, så hvert eneste levende væsen får sin næring netop der hvor det lever. Se videre hvordan han har gjort menneskene til ejer og herre over hele denne verden af væsner. Mennesket råder over fiskene i havet, over fuglene i luften og over alle dyr som rører sig på jorden, 1. Mos. 1:28.

Læg så mærke til et ynkeligt skuespil: Mennesket, barnet, husets arving, ængster sig så han bliver syg og bleg, ja gammel af bekymring ‑ fordi han ikke tror at han skal få det han behøver! Kan der findes større forlystelse for djævelens hadefulde hjerte og hele afgrundens selskab, end et sådant skuespil? Tænk at den som er så højt ophøjet som selveste arvingen, han som er herre over alt, som både jord og himmel blev skabt for fra tidernes morgen (Matt. 25:34), han går nu her nede og ængster sig for at hans Far skal lade ham opleve at han mangler det mest nødvendige?

Må vi da ikke med rette kunne sige: «Så uforstandige, og så træge i hjertet til at tro...» Luk. 24:25. Om fuglene siger Kristus: «de sår ikke, de høster ikke, de samler ikke i huse». Det vil sige at de ikke har noget lager eller noget middel de kan forsørge sig med, sådan som vi har. «Men deres Far i himmelen giver dem føde. Er I ikke langt mere værd end dem?» Tænk: Betyder menneskene ikke mere for Guds hjerte end dem? Alligevel skulle vi altså ikke kunne tro at Gud skulle have lige så stor omsorg for os som han har for dem? Fuglen lever lykkeligt i Guds omsorg - men menneskene vil forgå af vantroens bekymringer!

Er det ikke træffende hvad Luther siger netop om denne tekst, at når en fugl med sin glade kvidren flyver over vort hoved, så burde vi løfte på hatten og sige: «Min kære læremester, jeg bekender at jeg ikke kan den kunst som du behersker. Du hviler så trygt gennem hele natten. Du uroliges ikke af bekymring for morgendagen, og når du vågner, så synger du først en glad morgen-lovsang til din skaber. Derefter flyver du ned og søger efter det korn du behøver - og finder det. Mens jeg, gamle dåre, lader djævelen drive gæk med mig i den grad at jeg er ved at forgå af bekymring for mit udkomme!»

Lad os da bede Gud imod denne galskab, og lad os åbne øjnene og med taknemmelighed og dyb ydmyghed tænke over hvordan Herren, vort livs Gud, helt fra vor første dag har udgydt al nåde og velsignelse over os både til krop og sjæl. Han har givet os alle vore kræfter og evner, vore øjne, ører, vor fornuft og alle vore sanser. Han har bevaret det og opretholdt det. Alt sammen alene for sin faderlige godheds skyld over os i Kristus. Skulle han da ikke også herefter give os det vi behøver? Eller oplever vi nu at hans barmhjertighed har en ende? Har han nu vist os sin allersidste velgerning?

Men den fjerde bøn har også en lærdom til de mere heldigt stillede, de som ikke kender til dette med bekymring for det de behøver til livets ophold. De synes ikke de har noget behov for at bede om dagligt brød. Der er to ord i denne bøn som netop disse burde lægge mærke til. To ord som antyder samme forhold; ordene vort og os.

Har I Kristi sind, så burde I også lægge mærke til disse Kristi ord. Han siger ikke mig og mit - give mig mit daglige brød, men give os vort daglige brød. Tror du Gud har givet dig alt det du ejer for at du bare selv skal leve af det til dit eget velbehag? Eller at du skal samle skatte bare for dine børn? Hvad siger Herren?: Gør regnskab for hvordan du har forvaltet ejendommen, for du kan ikke være forvalter længere! Luk. 16:2. Her ser du hvad Guds hensigt er når han giver enkelte så meget af det jordiske.

Har du nogen sinde tænkt på hvorfor Gud deler så forskelligt ud her på jorden, så den ene bliver så rig at han har meget mere end han trænger til, mens den anden er så fattig at han ikke har det nødvendige? Hemmeligheden ved denne underlige og forskelligartede fordeling er ganske enkelt at Gud har kaldet os til forskellig tjeneste. De som har fået mere end de behøver, skal være Herrens forvaltere. De skal forvalte hans gaver på hans vegne. Så vil han lade en flok fattige samle sig omkring disse, for at de dagligt skal sættes på prøve. Det skal vise sig om de ærligt vil forvalte hans gaver som husholdere og dele ud. Eller om de vil grave pundet ned i jorden og lave sig afguder for sig og sine børn af sin ejendom.

Måtte vi aldrig glemme den store almengyldige regel: «Hver den som meget er givet, af ham skal meget kræves. Og den som har fået meget betroet, af ham skal des mere kræves», Luk. 12:48b. Og det kongelige bud: Elsk din næste som dig selv. Glem heller ikke at der rundt omkring dig altid findes en eller flere fattige, syge, svage og skrøbelige. Alle rækker de sine hænder ud efter brød.

Derfor skal du i denne bøn bede for alle mennesker, og ikke tænke mig, mit - men os, vort. Du skal heller ikke bede som en forræder, sådan at du i bønnen siger vort, og så derefter, når du har fået noget, handler med det som om det skulle være dit. Nej, du er kun en forvalter. Og det skulle vi være med lyst og glæde, for Kristi kærligheds skyld. Så han kunne sige om alt det gode vi havde gjort: «I har gjort det mod mig», Matt. 25:40.

Når vi så dernæst ved at udtrykket «dagligt brød» ikke kun står for mad og klæder, men også alt det som er nødvendigt for dette livets eksistens, som hus og hjem, ejendom og penge, en god ægtefælde, lydige børn, ærlige folk i din tjeneste, en god og trofast øvrighed og andre som styrer landet, godt og tjenligt vejr, fred, helse, tugt og ære, gode venner, gode naboer og endnu mere af lignende goder. Ja, da skulle der i hvert fald ikke være nogen som helst kristen som ikke bare lever for sig selv, men også elsker sin næste, som skulle mangle anledning til at bede denne bøn. Desuden kan Herren pludselig tage alt det bort som du ejer. Derfor har du al mulig grund til altid at bede om hans bevarende nåde, eller at han hver dag må give et daglig brød. Det at kende sin konstante afhængighed af Herren på denne måde - det er meget værdifuldt for en kristens åndelige helbred.⁸

Nu har vi set at vor Herre Kristus i denne bøn vil lære os at gå til ham med alle vore bekymringer, som et barn går til en trofast far. Han har lært os at begære alt af ham, og kaste alle vore byrder på ham, han som også efter sin opstandelse, i sin forklarede tilstand, kom til sine fattige disciple ved Genezaret sø morgenen efter den nat de havde arbejdet og ikke fået noget, og råbte: «Børn, har I fisk?», Joh. 21:5⁹. Han gav dem ikke bare en rig fiskefangst, men indbød også til stegt fisk og brød for dem på stranden.

Stadig vil han med samme trofasthed tage del i vore bekymringer, selv de mest ubetydelige. Han vil sørge for melet i krukken og for olien i dunken. Han vil sørge for at vi har fisk og har brød. Han sagde: «Selv jeres hovedhår er talte, alle sammen». Hvad kan da være for lille til at omfattes af hans omsorg? Åh, den som kun fik nåde til at kunne bede denne bøn i tro! - Den sjæl skulle nok aldrig mere have nogen sorg på denne jord, men kunne leve i fuldstændig fred fra alle dette livets bekymringer.

Herre forøg os troen!