Et overblik...


Luthers "Fortale til Romerbrevet" har opvakt og frelst mennesker, og givet dem trang til at tage hele hans udlæggelse af Romerbrevet til sig.


Her er gengivet C. O. Rosenius’  stærke afslutning af hans Romerbrevskommentar, med bøn til Gud om at også dette må vække en tørst, hos dig, efter at tage hele udlæggelsen af dette hovedbrev i Det Nye Testamente med dets frelsende og frigørende budskab, til dig.


Vi gengiver det sådan som du finder det i "Romerbrevets budskab - Kapitel 9-16":

Et overblik

over de vigtigste lærdomme i Romerbrevet


I dette herlige og åndeligt rige brev har vi mødt de dybeste lærdomme på alle kristendommens vigtigste områder. Vi har erfaret det Luther siger: "Dette brev er selve hovedsagen i Det Nye Testamente, og det vil være af stor betydning for hver eneste kristen at han ikke bare kan dette ordret udenad. Han bør hver dag være optaget med det, som sjælens daglige brød."


Men lad os nu tage et kort overblik over brevets budskab. Lad os se på hvilke store, herlige og nødvendige lærdomme vi har fået. Men også hvor nødvendige disse er for selve livet, at vi dagligt må tage til os af disse, og leve dem ud i dagliglivet.


Lad os aldrig glemme apostelens bemærkning om Israels børn: "Ordet som de hørte blev ikke til nogen nytte for dem, fordi det ikke ved troen var smeltet sammen med dem som hørte det" (Heb. 4:2).


Vi har alle meget let ved at blive selvsikre, falde i åndelig søvn og falskhed, men også i vantro eller modløshed. Da må vi aldrig glemme at vi hver dag må tage Ordet til os og leve efter det (konf. 2. Mos. 16:4-35), som vor eneste hjælp mod alle disse farer.


Den største og allerfarligste tendens hos os alle, er den kødelige selvsikkerhed; at vi ikke regner med Gud, ser bort fra at han altid er nær hos os og ser os, foragter hans bud og advarsler, og vil bare sove i synden. Dette er jo ethvert menneskes tilstand af naturen. Og det er dette som er den åndelige død. Men denne fare ligger også altid på lur for alle som en gang er blevet opvækket og frelst.


Det vi derfor allerførst trænger til, er at opvækkes fra døds-søvnen, og stadig på ny opvækkes fra vor selvsikkerhed, så vi i stedet altid har Gud og hans ord for vore øjne.


Og det er jo akkurat det Paulus først er optaget med i Romerbrevet. Han søger at opvække menneskene fra deres selvsikkerhed. Straks han har afsluttet sin indledende hilsen (1:1-17), er det første emne han tager op at "Guds vrede bliver åbenbaret fra himmelen over al ugudelighed og al uretfærdighed hos menneskene, de som undertrykker sandheden i uretfærdighed."


Han vil bevise at ingen mennesker kan undgå Guds vrede, hvis de er blandt disse som ikke bare har synd, men som også "undertrykker sandheden i uretfærdighed" (d.v.s. holder sandheden borte fra sine tanker sine, for at kunne fortsætte frit i synden).


Til det bruger han den tankevækkende sandhed at vi står ansvarlige i samme grad som vi har kundskab om Gud, og at alle mennesker har en vis kundskab om ham. Paulus viser at selv den meget ufuldkomne kundskab hedningene havde, var tilstrækkelig til at de havde et forpligtende ansvar. De var altså "uden undskyldning" (v.20).


Hvor meget større måtte så ikke ansvaret være for dem som havde et langt større lys, som havde Guds ord? Dette omhandles i det andet kapitlet. Hedningene har to kilder til kundskab om Gud. Først og fremmest skaberværket som står der foran øjnene på dem og vidner om Skaberen (1:19-20). Så også samvittigheden som anklager det onde og vidner om at Guds lov er skrevet i deres hjerter (2:14-15).


Gennem disse to forhold "kender de Gud" godt nok (siger apostelen). Derfor dømmes det som bevidst modstand når de fortsætter med at synde ("undertrykker sandheden i uretfærdighed").


Og hvad gør da Gud? Paulus siger: "Selv om de kendte Gud, ærede de ham ikke som Gud, men de blev tomme i sine tanker, og deres dåragtige hjerte blev formørket - . På grund af dette overgav Gud dem til vanærende lidenskaber" (1:21-26). "Og eftersom de ikke fandt nogen værdi i at holde sig til Gud i sin erkendelse, overgav Gud dem til et uværdigt sind" (v.28).


Det er jo en forfærdelig tilstand - når Gud overlader et menneske til sig selv. Helt stille bare trækker sig tilbage fra ham, og overlader ham til hans hjertes ondskab og dårskab, til forhærdelse! Og dette ser vi levende eksempler på over alt, både blandt hedningerne i deres ynkelige dårskab og ugudelighed (1:24-32), og blandt jøder og navnekristne i deres forblindelse (11:8-10).


Vi ser virkelig at Gud gør dette med mennesker. Han forblinder dem når de mod bedre vidende trodser ham (konf. Salme 50:17-21, 2. Tess. 2:10-12). Denne Guds retfærdige dom er frygtelig. Men hvor forfærdelig er det ikke, hvis vi som har større lys end jøderne, bare fortsætter med at leve i synden, uden at omvende os og blive frelst!


Allerværst er det når dette sker med kristne som en gang er blevet omvendt og benådet med selve Åndens lys, og har smagt Guds godhed i sine hjerter. Når disse på ny begynder at leve et liv i letsindighed og selvsikkerhed, bedøvet af jordiske sanser og "syndens bedrag" (Heb. 3:13). Når den gamle slange har forført dem sådan at der nu ikke længere er noget som helst som magter at advare dem og omvende dem til frelse. De fortsætter bare med at misbruge Guds nåde i løsagtighed.


Da er det ikke muligt at undgå følgerne, så sandt Gud i går og i dag er den samme. Da vil han også i dag lade denne vrede ramme os. Først overlader han os til os selv og vor selvsikkerhed, tager sin Ånd fra os og lader os forhærdes så vi ikke et eneste øjeblik frygter for helvede. Nu kan vi synde fuldstændig frit - uden at det bekymrer os det mindste. Dette er det første Gud i sin hellige vrede gør med dem som afviser ham og vil leve frit i sine synder.


Det andet - Gud bevare os så vi aldrig i evighed kommer til at opleve hvad det er! "Det er forfærdeligt at falde i hænderne på den levende Gud" (Heb 10:31). Paulus giver os en antydning om dette når han siger: "Ved din hårdhed og dit hjertes ubodfærdighed opsamler du dig vrede til vredens dag, den dag da Guds retfærdige dom skal åbenbares.


Han skal give enhver efter sine gerninger... Over dem som søger sit eget og er ulydige mod sandheden, men som derimod lyder uretfærdigheden, lader han komme harme og vrede, ja, trængsel og angst skal komme over hver menneskesjæl som gør det onde" (2:5-9).


Åh, Herre Gud, vær os nådig! Giv os hellere de største slag her i livet! Hjemsøg hellere vore synder med de hårdeste ris og plager, bare vi ikke må sove og forhærdes! Hvis de to første kapitler i dette brev får os opvækket for dette forhold, da har vi brugt dem på rette måde.


Men på samme måde som vi i selvsikker letsindighed foragter Gud og hans bud, har vi også en lige stærk tilbøjelighed til at tvivle på nåden, til vantro og egenretfærdighed. Så når Gud endelig opnår at fordrive søvnen fra vore øjne, sådan at vi får vor synd og Guds dom at se, så vender vi os omgående til et eller andet vi skal gøre for at hjælpe på sagen. Til vor anger, bøn og helliggørelse. Og hvis dette ikke fører til nogen fremgang, giver vi op i fortvivlelse.


Det vi da mangler, er at vi endnu ikke virkelig kender og tror hvor fuldstændig fortabte vi egentlig er, så vi ikke kan gøre noget som helst til vor frelse. Og at vi heller ikke kender storheden og tilstrækkeligheden af forsoningen i Kristi død: Disse allervigtigste hovedlærdomme i kristendommen; om hele menneskehedens fortabte tilstand under syndens overmagt, og den fuldkomne forsoning gennem Kristus. Og om den frie adgang til nåden ved troen på ham.


Disse hovedlærdomme er det som forkyndes rigt og stærkt i brevets tredje, fjerde og femte kapitel. Om hvordan alle mennesker ligger under for syndens magt. Noget som allerede i de to første kapitler blev slået fast.


Paulus siger i kap. 3:9: "Vi har ovenfor anklaget både jøder og grækere for at de alle er under synd." Men dette bekræfter han så også i samme kapitel med Skriftens egne ord: "Som der står skrevet: Der er ikke én retfærdig, nej, ikke en eneste. Der er ikke én som har forstand. Der er ikke én som søger efter Gud. De har alle bøjet af. Alle sammen er de blevet fordærvet. Der er ingen som gør godt, nej, ikke en eneste" (v.10-12).


Dette er en overmåde vigtig lære, for at kunne forstå fylden og meningen med Kristi forsoning, og komme til en mere grundfæstet trøst i Guds nåde.

Når vi ikke har en ret erkendelse af vor fuldstændig fortabte tilstand, tænker vi altid, uanset hvad vi så hører om forsoningen og nåden, at vi nok selv også må bidrage med nogen godhed og fromhed for at kunne tro vi er benådet.


Hele Guds evangelium hjælper os ingen ting,

hvis vi ikke kender Skriftens lære

om syndens magt over hele vor natur


uanset hvor stor tro vi da har fået gennem evangeliet, så rives alt sammen ned så snart vi får en dybere erfaring af vor egen synd. Derfor er det så rigtig, det Luther har sagt: "Troens væske må have to rum. Det ene for læren om hvor fuldstændig fortabt vi er i os selv. Det andet for læren om hvor fuldkomment alt er opfyldt i Kristus."


Derfor må hver eneste kristen gøre sig godt kendt med Skriftens lære om syndens magt over menneskene. Hvordan hele vor slægt gennem syndefaldet blev så forgiftet og fyldt af al mulig ondskab at der ikke findes et eneste helligt menneske på jord som ikke kender til nøden, og klager og sukker over at synden hænger så fast i hele deres væsen. Både i tanker, ord og gerninger. Og har gjort at der aldrig kan opnås nogen syndfri retfærdighed på jord.


Dette vidner alle de helliges liv om, alle deres suk og frygt for Gud, alle deres bønner om nåde og hjælp. Det samme vidner tekstere om, som Paulus nævner fra Davids Salmer: "der findes ikke én retfærdig, nej, ikke en eneste." Læg mærke til dette: "Ikke en eneste!"


Derfor siger han også videre at gennem loven skal "hver mund blive lukket igen, og hele verden skal stå strafskyldig for Gud, siden intet kød bliver retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger" (3:19-20). Ja, han går så langt at han siger at "der er ingen forskel, for alle har syndet og har mistet Guds ære" (v.22-23).


Dette taler han i kap. 7:14-25 om muligt endnu stærkere om. Der siger han at selv han, som havde en brændende lyst til Guds lov efter det indre menneske, alligevel så en anden lov i sine lemmer, som kæmpede mod den lov som var i hans ånd, og tog ham til fange under syndens lov som var i hans lemmer.


Derfor bryder han ud i et nødens suk: "Åh, jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig ud fra dette dødens legeme?" Og årsagen til denne frygtelige kamp forklarer han sådan: "For vi ved at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden" (v.14. Ordet i gr. teksten som er oversat med "kødelig" betyder egentlig "kød", "et kødeligt emne", af naturen kødelig).


Ja, dette stedet giver os den bedste forklaring på hvorfor den hellige og gode lov har så uventet virkning på menneskene. Og som gør at i stedet for at synden skulle bremses af lovens forbud, så bliver synden tværtimod "grænseløst syndig ved budet" (v.13).


Men en sådan virkning har loven rigtignok ikke på alle mennesker. Bare på dem som virkelig erfarer dens virkning i hjertet. Luther siger at loven har to forskellige virkninger og to forskellige disciple. Hos dem som bare ser på gerninger virker den et udvendigt pænt væsen, - som hos farisæerne. Men hos dem som ønsker at gøre alt det den påbyder, også når dens åndelige krav angriber dybet af hjertet og det indre fordærv, hos dem virker den bare syndenød og fortvivlelse.


Og dette er nok det allerstærkeste bevis på det forfærdelige fordærv som indtog vor natur gennem syndefaldet. Men også samtidig det bedste bevis på hvor bortkastet og frugtesløse alle vore anstrengelser er, for at frelse os selv. For når selve det hellige forbud bare øger ondskaben, - hvad skal vi da foretage os? Jo, da må alle være anstrengelser bare ophøre, sådan som Paulus selv skildrer det: "Jeg døde!" (v.9-10).


Så står vi ved dette "vejkryds": Vi har mødt det åndelige krav: "Du skal ikke begære!" Og dette er blevet alvorligt for os, dette har vi taget ind over os. Men vi har også oplevet denne sandhed om hvordan loven virker på vor natur, når den virkelig angriber den. Hvad så?


Læs da først kap. 5:20 og derefter kap. 7:7-13. Her ser du hvor tæt Gud har sørget for at alle udveje er stængt for synderen til at søge frelse udenom Kristus.


Den som ikke vil tage sin tilflugt til ren nåde, til den fuldkomment frie og uforskyldte nåde, udelukkende gennem forløsningen i Kristus Jesus, han kommer til at fortvivle og give op, hvis han virkelig kender sine synder


Dette er det allerførste Paulus får lært os gennem denne klare skildring af vort dybe fordærv. Og vi har set at han taler ikke om dette som nogen tilfældig tilstand, eller at det skulle skyldes manglende alvor hos enkelte. Nej, han viser at det gælder alt som har navn af menneske. Han siger "intet kød", "ikke én eneste", "hver mund", "hele verden." Ja, han siger at selve loven (Læg mærke til: ikke lovløsheden, men loven) har denne virkning på vor natur, at den som går mest alvorlig ind for at holde loven på alle områder, er den som stærkest oplever denne lovens virkning i os.


Har du endnu ikke erfaret dette? Da forstår du heller ikke hvad det er Paulus lærer på dette område. Men da fortæller du selv at du endnu ikke har oplevet lovens rette virkning, og dermed heller ikke opfattet lovens krav mod dit indre menneske, mod hjertet og tankerne! (Matt. 5:22-28).


Da har du på samme måde som farisæerne lavet dit eget mål for din kristendom, tilpas stort til at du kan opfylde det. For hvis du virkelig med den rette alvor går ind for at holde det loven kræver, må det jo føre frem til det mål loven blev givet til!


Derfor er det selvfølgelig en klar følge, at ikke et eneste menneske på jord vil kunne lykkes bedre i sit eget stræb for at omvende sig, end det Paulus lærer os her. Og da er også hver eneste sjæl, lige så sikkert fortabt og fordømt så længe de er under loven.


Men når vi da altså bare har fortjent, og bestandig bare fortjener, Guds vrede og evige fordømmelse, skal vi da også bare blive stående der under vreden og fordømmelsen? Eller hvordan skal vi da kunne blive frelst og få tro på Guds evige venskab?


Dette er så brevets store hovedemne med læren om menneskehedens frelse og retfærdiggørelse ved troen på Kristus.


Umiddelbart efter at han har slået fast at "intet kød bliver retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger", tilføjer Paulus: "Nu er Guds retfærdighed derimod blevet åbenbaret uden nogen lov, den retfærdighed som er bevidnet af loven og profeterne. Det er Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus, til alle og over alle som tror. For der er ingen forskel." (3:20-22).


Så fortabt er alle mennesker i sig selv at "der er ingen forskel." Derfor bliver også alle lige fuldkomment benådet og retfærdiggjort bare ved troen på "forløsningen, hver den som er i Kristus Jesus" (v.24).


Her giver apostelen så også en forklaring på Guds evige råd til frelse, eller Guds tanke med forsoningen gennem Kristus. Han siger at Gud har stillet Kristus frem som et forsoningsoffer ("en nådestol" - som ypperstepræsten sprængte offerblodet ud over) i hans blod. "Sådan ville Gud vise sin retfærdighed" i dette at han forlader syndere (3:25-26).


Den guddommelige retfærdighed og sandheden som Guds bud og advarsler stod for, krævede at ikke en bogstav eller en tøddel af loven skulle forgå, men at alt skulle opfyldes af menneskene, hvis de skulle kunne blive frelst.


Men alle mennesker er under syndens magt. Altså kunne ingen opfylde loven.


Og derfor har Gud stillet sin Søn frem til et forsoningsoffer ("en nådestol"), for at alle mennesker og ånder skulle se at ikke noget som helst af loven var slettet eller eftergivet, men at syndere bliver benådet udelukkende på grundlag af en fuldbyrdelse af loven. Det er dette Johannes også tænker på når han siger at Gud ikke bare er trofast, men også "retfærdig" når han tilgiver syndere (1Joh 1:9).


Når Paulus her kalder Kristus et "soningsoffer ("en nådestol") i hans blod" (konf. Heb. 4:16), så sigter han dermed til det herlige forbillede i Det Gamle Testamente; soningsofferet. På den store forsoningsdag bar ypperstepræsten offerdyrets blod ind i det allerhelligste, og stænket blodet ud over nådestolen (låget på arken). Dette var jo et forbillede på den endelige og virkelige forsoning i Guds Lams blod. Ja, han minder om de utallige ofringer under den gamle pagt. Alle sigtede til og forberedte ét og det samme; at menneskene skulle frelses gennem et stort og evigt soningsoffer som skulle komme (Heb. 10).


Her har vi den eneste urokkelige grund for vor salige trøst og fred i troen, dette at Gud helt fra verdens begyndelse gennem utallige forbilleder og gentagede løfter har opretholdt et stadigt vidnesbyrd om forsoningen i Kristi blod.


I det femte kapitel går Paulus endnu dybere ind i Guds evige plan med menneskene. Der taler han (v.12-19) om menneskehedens to stedfortrædere; Adam og Kristus. Han siger "sådan som synden kom ind i verden ved et menneske, og døden ved synden..." og "sådan som fordømmelsen ved den enes fald kom over alle mennesker, sådan bliver den enes retfærdighed til retfærdiggørelse for alle mennesker.


For sådan som de mange blev fremstillet som syndere (svensk: "gjorde til syndere") ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive stillet frem som retfærdige (svensk: "gøres retfærdige") ved den eneste lydighed."


Åh, evige nåde! Tænk at Gud først har besluttet, og derefter åbenbart denne sin vej til frelse for os! Hverken livet her eller evigheden bliver nok til at lovprise og tilbede Gud for den uendelige nåde og vældige trøst som ligger i disse ord.


Vi var jo alle indstillet på at Guds nåde kunne vi bare opnå gennem vor egen lydighed. Ellers måtte vi fordømmes for vor ulydighed. Nu får vi her at høre, og det til og med udtalt tre gange, at Gud aldrig havde tænkt det sådan.


Nej, den store, nådefulde Guds tanke har hele tiden været at "sådan som fordømmelsen ved den enes fald kom over alle mennesker, sådan er også den enes retfærdighed blevet til retfærdiggørelse for alle mennesker" - og sådan som v. 17 siger, over alle dem "som tager imod nådens overflod og retfærdighedens gave." Det skal blive givet os udelukkende på grund af "den enes lydighed"; den velsignede mellemmand, den anden Adam.


Hvordan skal vi så opfatte dette, at Gud trods alt altid taler til os i loven, og kræver lydighed og retfærdighed? Dette svarer apostelen på i v. 20-21: "Men loven kom ind ved siden af, for at faldet skulle blive større. Men der hvor synden blev større, blev nåden endda mere overstrømmende rig (svensk: hvor synden flød over, der flød nåden endnu mere over), for at sådan som synden herskede ved døden, skal også nåden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre."


Åh, evige nåde! Åh, hvilken guddommelig barmhjertighed! Gud har altså aldrig tænkt at efter syndefaldet skulle mennesker selv opfylde loven, og blive retfærdige på den måde. Han har altså tværtimod givet os loven med den hensigt at overtrædelsen skulle flyde over (på den måde kap. 7:7-13 viser).


For at vi grundig måtte erkende hvad vi alle sammen også altid har været: fortabte syndere!


Og som syndere virkelig kunne sætte pris på, tilbede og lovprise Gud for den store og dyrtkøbte nåde. Fra dybet af hjertet lære at prise Lammet som blev slagtet og købte os til Gud med sit blod.


Men skal så mit alvorlige og trofaste stræb for at gøre Herrens vilje ikke betyde noget som helst for at jeg kan blive benådet? Er der virkelig ingen forskel indfor Gud mellem det ene menneske som lever strengt efter Guds ord og giver afkald på synden og verdens lyst, og en anden som giver kødet al mulig frihed?


Og hvad kan det så ellers være som gør den forskel på mennesker at den ene bliver frelst og den anden fordømt, når de altså alle er lige uværdige? Sådanne spørgsmål har Paulus givet svar på i det fjerde kapitel, og stadfæster der sit svar med eksempler fra de to største Guds hellige i Det Gamle Testamente; Abraham og David.


Først stiller han spørgsmålet: hvad kan vi sige Abraham har opnået på grund af al sin fromhed. Og svarer at dersom Abraham blev retfærdiggjort på grund af sine gerninger, så har han noget at rose sig af. Men det har han i hvert fald ikke haft overfor Gud. For hvad siger Skriften: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed."


Og så tilføjer Paulus nogen særdeles tankevækkende ord som samtidig fortæller os hvad som er selve hemmeligheden i dette forhold: "For den som arbejder bliver lønnen ikke regnet som nåde, men som fortjeneste (svensk: "den som holder sig til gerninger, ham tilregnes lønnen ikke efter nåde, uden efter skyldighed"). Men den som ikke arbejder, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, ham bliver hans tro tilregnet som retfærdighed" (v. 4-5).


Hvis det mest kristelige og hellige menneske bevidst eller ubevidst lever på disse sine gerninger, så får han ingen nåde. Men får "opgørelse" "som fortjeneste", eller som noget han bare skylder at gøre (konf. Matt. 20:1-6).


Den derimod som er så knust i sin ugudelighed at han tager sin tilflugt til "ham som retfærdiggør den ugudelige" som sin eneste redning, får omgående - udelukkende som gave - sin retfærdiggørelse bare ved troen (Altså ikke ved selve troen, men "ved troen" som modsætning til "ved gerninger").


Så alvorlig er Guds udvælgelse i Kristus, at han forkaster de bedste, "de som arbejder" - fordi de er optaget med sine gerninger, sin aktivitet. Mens de største syndere straks bliver benådet, fordi de kommer i tro til Sønnen.


Dette taler Paulus stærkt om i det niende kapitel. Der siger han det så stærkt, som en forklaring på dette vanskelige kapitel om udvælgelsen: "Hedningene som ikke jagede efter retfærdighed, har fået retfærdighed, men det er den retfærdighed som er af tro. Men Israel som jagede efter retfærdighedens lov, har ikke grebet retfærdighedens lov. Hvorfor? Fordi de ikke søgte den ved tro, men ved lovgerninger. For de snublede over snublestenen" (v. 30-32).


Så stærkt går denne apostel ud med sin Herres lære om troen. For at vi skal se at det er bare som fortabte syndere vi kan modtage nåden udelukkende ved tro. Her skal vi lære - og det må vi aldrig glemme - at


Vi retfærdiggøres bare gennem en tilregnelse


ved at Gud tilregner os det vi selv ikke er eller har gjort, men det mellemmanden var og gjorde, og tilregner os derimod ikke vore synder.


Dette var også Davids frelsesvej og lære. Det minder Paulus om, når han citerer fra Salme 32:1-2 der "David udtaler saligprisningen over det menneske som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger", og videre: "Salig er det menneske som Herren aldrig tilregner synd."


Og denne frihed fra at blive tilregnet al vor synd, skal vi bare have udelukkende gennem troen på Kristus. Men så er der mange som bliver optaget med, at det er bare troen som nævnes som grundlag for vor frelse. Da mener de troen må være så værdifuld i sig selv at den virker frelse. Men netop for at afværge en sådan opfattelse er det Paulus har denne udfyldende tilføjelse i v.16: "Derfor er løftet af tro, for at det kunne være af nåde."


Der ligger ingen som helst værdighed eller fortjeneste i selve troen. Troen er den fattige og fortabte synders tilflugt udelukkende til bare nåde.* Troen giver hele æren til Kristus og nåden. Men netop fordi den er født af, og lever på den kostelige perle; Kristus, er den så dyrebar for Gud.


*Eller som en anden har sagt det, i et foredrag over emnet: ”Retfærdiggørelsen og helliggørelsen i C. O. Rosenius’ forkyndelse”: ”Troen er den udstrakte, tomme hånd som tager imod den gave Kristus har købt til den som ikke tror” (oversætters tilføjelse).


Det er bare på grundlag af det Kristus har fortjent, at det er en frelsende tro. Derfor måtte det være af tro, for at det ikke skulle bero på noget vi havde fortjent, men være udelukkende af nåde.


Men når det så bare er af nåde vi bliver frelst, og bare gennem tro, så kunne mange jo mene at da havde det ikke længere nogen betydning at vi gør Guds vilje. Da er det ligesom ikke længere så farligt om vi synder og slipper kødet fri.


Da svarer Paulus dette: "Dersom I lever efter kødet, skal I dø. Men hvis I ved Ånden dræber legemets gerninger, skal I leve" (8:13). Dersom I falder fra den tro og daglige omvendelse som altid følger med et hellig sind, og som kæmper mod synden og stadig døder kødet, da skal I være klar over at I er under Guds vrede. Da er I faldet ud af nåden, og er på ny under Guds dom til fordømmelse.


Hvis så nogen spørger: Bør vi da ikke være mere tilbageholdne med at tale om troens dybder og troens lære, når den altså kan misbruges til et løsagtig liv? Da svarer apostelen: "Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Langt fra! tværtimod stadfæster vi loven" (3:31).


Det er bare ved at høre evangeliet om Guds Søn at noget som helst menneske kan modtage Ånden og virkelig begynde at elske Gud - som er lovens første krav, ja, som er "lovens opfyldelse"**


** ”Bare ved at høre evangeliet om Guds Søn…” (svensk: blot gennem troens prædiken), ”ved at høre troen” (Gal. 3:3,5), som alt sammen er det samme som at høre forkyndelsen af evangeliet om Guds Søn – det eneste som ”er en Guds kraft til frelse” (Rom. 1:16), den eneste kraft som skaber troen på Frelseren. (oversætters tilføjelse).


Begge disse indvendinger besvarer Paulus også i det sjette kapitel. I kap. 5:20 har han sagt at "der hvor synden (gennem loven) blev større, blev nåden endnu mere overstrømmende rig."


Så tænker han sig i kap. 6:20 at følgende spørgsmål kan dukke op: "hvad skal vi da sige? Skal vi fortsætte i synden for at nåden kan blive så meget større?" Og så svarer han: "På ingen måde! Hvordan kan vi som døde fra synden, fortsætte at leve i den?" Og hvad det betyder at "vi døde fra synden" forklarer han så med denne tilføjelse: "Eller ved I ikke at alle vi som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død?"


Det er ikke bare dåbens betydning, men også dåbspagtens indhold som gør at vi overfor synden skal have den holdning at vi er døde og begravet (v. 4-6), og at på samme måde som Kristus er oprejst fra de døde, sådan skal også vi leve et helt nyt liv.


På dette grundlag er det apostelen formaner os til at agte os som totalt døde fra synden, og som bare levende for Gud. Til ikke at stille vore lemmer frem som våben for uretfærdigheden i tjeneste for synden. Men tværtimod overgive os helt til Gud med alt det vi er og kan.


Paulus ser også for sig den vældige kamp som følger med dette, og frygten vi kan få for totalt at blive overvundet og besejret af synden. Derfor trøster han os med disse ord: "Synden skal ikke herske over jer, siden I ikke er under lov, men under nåde" (v. 14). Her viser han på ny at:


Det er friheden fra loven, det er troen og tilliden til Guds nåde,

som er den eneste kraft som kan sejre over synden


Det samme lærer han os i kap. 7:4 når han siger at vi "døde bort fra loven ved Kristi legeme... for at vi skal bære frugt for Gud." Dette kunne vi ikke så længe vi var under loven, bundet med trællens indstilling i vor samvittighed. For loven virker det modsatte af alt helligt. Loven opvækker al slags ondt begær (7:7-13) og gør synden "grænseløst syndig ved budet."


Denne herlige forkyndelse og lærdom er det dette brev giver os. Først og fremmest i det store og helt afgørende spørgsmål om hvordan menneskene bliver frelst. Men også videre gennem alle øvrige omvendelsens, troens og helliggørelsens hemmeligheder.


Troens og nådens salige frugter og det kristne liv.


Det er det nu som står tilbage, og som vi så bare skal tage et endnu raskere blik på. Lad os først minde hverandre om de allervigtigste af troens salige frugter.


Den første og helt væsentlige frugt af troen og forligelsen med Gud er jo selve nådestanden, vort liv under nåden, d.v.s. det faste og evige venskab med Gud. Dette taler Paulus om i det femte og ottende kapitel. I det førstnævnte siger han: "Da vi altså er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi også ved troen fået adgang til denne nåde som vi står i, og vi roser os ved håb om Guds herlighed" (v.1-2). "Fred med Gud" er her det samme som at vi har Guds venskab.


Lever vi i denne salige tilstand at vi nu på ny har Guds venskab, og i en sådan nådepagt at han aldrig mere vil tilregne os synden, da ejer vi også løftet om det evige livs herlighed hos Gud. "Er vi børn, da er vi også arvinger."


I v. 9-10 taler Paulus om hvor omfattende livet under nåden er: "Hvor meget mere skal vi da, når vi nu er blevet retfærdiggjort ved hans blod, ved ham blive frelst fra vreden. For om vi blev forligt med Gud ved hans Søns død da vi var fjender, skal vi så meget mere blive frelst ved hans liv efter at vi er blevet forligt."


Hvilken en trøsterig påmindelse! Mens vi endnu var fjender - mens det endnu ikke var sket nogen forsoning - da havde Gud i sin guddommelige natur en sådan kærlighed til det faldne barn at han gav sin Søn til et blodigt offer for os. Hvor meget mere skal vi ikke da, når vi nu er blevet retfærdiggjort i Sønnens blod, ved ham blive frelst fra vreden.


Og nu råber vi ikke og beder om at han skal give sin Søn for os, nej, ikke en gang en engel. Bare at han skal lade den forsoning Sønnen allerede har opnået, gælde for alle vore synder. Vil han da ikke også gøre dette?


Jo, når det gælder hvor fast og sikker denne nåde er, taler Paulus videre i kap. 8:1 og siger at det er (svensk: findes) ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus.


Der står rigtignok også om disse at de "ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden" (hele deres liv, deres livs retning, er totalt forandret). Men grunden til at de var fri fra al fordømmelse lå ikke i dette, men i at de nu ikke længere er under loven (v. 2). Og dette igen af den grund vi læser i v. 3: "For det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud ved at sende sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld: Han fordømte synden i kødet."


Hør disse trøstens ord! Akkurat det "som var umuligt for loven", det loven ikke kunne virke gennem os,  "det gjorde Gud ved at sende sin egen Søn..."
Derfor skal vi ikke længere dømmes efter loven


Om dette siger Paulus så i kap. 7:1-6 at vi er ligeså fri fra loven som en kvinde er fra ægtepagten når hendes mand er død og begravet. Derfor er der ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus.


Vi er altså i et konstant og evigt venskab med Gud så længe vi er bundet til hans Søn. Da er vi ikke noget som helst mindre i Guds øjne end børn, Guds børn og arvinger (8:16-17). Og det i en sådan virkelig mening som når Kristus, Guds evige Søn, her kaldes "den førstefødte blandt mange brødre" (8:29).


Med en sådan stor og evig nåde følger da siden alt godt og saligt som kan nævnes. For når vi er Guds børn, da skal vor himmelske Far nok også befale hele skabningen at stå til vor tjeneste. Paulus siger: "Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os?" Og videre: "Alle ting virker sammen til det gode for dem som elsker Gud" (8:28,31).


Da kan vi rose os af alt det onde vi må i gennem i alle livets vanskeligheder, fordi vi ved hvor meget godt alt dette virker i os (5:3-5). Men vi kan også rose os med trøst i at selv ikke det som i sig selv er ondt og farlig (synden og djævelen med al sin magt) skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus (8:28-39).


Når vi er forsonet med Gud, og er hans børn og hans Søns brødre, da giver Gud os også mange herlige gaver her i livet, og til sidst den uforgængelige arv.

Blandt gaverne her i livet må vi først nævne den store gave det er at selve Guds Ånd skal bo i vore hjerter. Om dette siger Paulus at "I er ikke i kødet, men i Ånden, så sandt Guds Ånd bor i jer. Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ikke ham til" (8:9).


Men når Guds Ånd bor i vort hjerte, da er den ikke uvirksom der. Den arbejder, omskaber og helliger hele vort væsen. Det første den da skaber er et saligt, barnligt og fortroligt tillidsforhold til Gud. Paulus siger: "I fik ikke trældommens ånd, så I igen skulle blive ført ind i frygt, men I fik barnekårets Ånd, og i Ånden råber vi: "Abba, Fader!"


Og forklaringen på dette giver Paulus os: "Ånden selv vidner med vor ånd at vi er Guds børn" (8:14-16). Åh, hvilken dyrebar gave! En træt og knust sjæl, som er udslidt og udmattet af lovens stadige krav og al indre kamp, får nu dette direkte vidnesbyrdet af Guds Ånd som gør ham overbevist om nåden og et fortroligt tillidsforhold med Gud. Åh, hvilken salig fred og hvile!


Men i tillæg til denne tillidsfulde barnekårets Ånd, føder han også i os et nyt og helligt sind som fra nu af elsker alt som er af Gud, eller som Gud elsker. Og derimod hader det Gud hader. Dette er det "åndelige sind."


Det er om dette Paulus siger at "de som lever efter Ånden, retter sindet mod det som hører Ånden til" (v.5). Selv om vi endnu bærer på den gamle fordærvede natur (kødet) som er lige ond som den altid har været, har Gud alligevel gjort et uendeligt dyrebart værk gennem sin Ånd i den nye fødsel, og givet os et nyt sind.


Gennem dette er vort sind så i pagt med Gud og hans ord, at akkurat sådan som Gud dømmer efter sit ord, sådan dømmer også vort nye sind. Får vi nåde til noget som er godt og helligt, enten i hjerte eller gerning, så fryder vi os. Begynder noget ondt at få tag i os, bliver vi sørgmodige. Selve vort sind er uforanderlig gennem alt det som møder os. Dette er helliggørelsens hemmelighed.


Videre bærer også Den Hellige Ånd selv hovedomsorgen for sit værk. Den vogter og hjælper os i alle vore fristelser, så vi ikke skal gå fuldstændig til grunde, men blive bevaret i nåden. Paulus siger: "På samme måde hjælper også Ånden os i vore svagheder. For vi ved ikke hvad vi skal bede om sådan som vi burde. Men Ånden selv går i forbøn for os med suk som ikke kan udtrykkes med ord. Han som gransker hjerterne, ved hvad Åndens sindelag er, for han går i forbøn for de hellige efter Guds vilje" (8:26-27).


Tænk hvilken trøst som ligger i disse ord! Først at Ånden vogter og hjælper os i "vore svagheder" -. Vi tænker jo som oftest når det gælder vore svagheder at dette er bare noget som påkalder Guds vrede over os. Men nej, han vil tværtimod "hjælpe os i vore svagheder."


Dernæst at bare et suk, "suk som ikke kan udtrykkes med ord", er nok. Er for Gud en hellig bøn, er ret og slet Den Hellige Ånds bøn for os. Det er altså en bøn som han som ransager hjerterne tager imod som Åndens egen forbøn for os.


Åh, hvilken en trøst, særlig i tider da vi oplever stor skrøbelighed så vi ikke en gang kan bede! Hvilken trøst det da er at vide at Gud hører disse vore suk som om de skulle være de stærkeste bønneråb.


Gud skal altså selv ved sin Ånd hjælpe os gennem alle kampe og farer, helt frem til vort salige mål. Det overbevises vi stærkest om gennem den herlige lære om hans udvælgelse fra evighed af.


For det knytter alt vort håb udelukkende til Gud, Guds magt og Guds bestemte vilje til at føre alle dem frem til herligheden som lader sig drage til Sønnen, alle som ikke "synder med vilje efter at de har fået erkendelse af sandheden" (Heb. 10:26). "For dem som han kendte på forhånd (på forhånd vidste)", siger Paulus, dem "har han også forudbestemt til at blive ligedannet med sin Søns billede... Og dem som han forud har bestemt, dem har han også kaldet. Og dem han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort. Og dem han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort" (8:29-30).


"Herliggjort" siger Paulus. Dette er den sidste, den for evigt fuldendte frugt af Kristi forsoning, og af troen og forsoningen med Gud. Peter siger klart at målet for vor tro er sjælens frelse (1. Pet. 1:9). Når vi er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi først og fremmest "fred med Gud."


Og for det andet: "Håbet om Guds herlighed" (5:1-2). "Hvis vi er børn, da er vi også arvinger og Kristi medarvinger" (8:17-18). Gud vil selv føre os helt frem til herligheden. Han har skabt os for den evige herlighed, og til den evige herlighed har han også genløst os med Kristi dyre blod. Til den samme herlighed har han også kaldet os med sin Ånd. Og for denne herlighed er det han også opdrager os med så meget nåde og tugt.


Da er det sikkert nok også hans mening at føre os helt frem til herligheden - os, så mange som ikke med vilje går bort, men tvært imod er bange for at vi ikke skal blive bevaret indtil enden. Ingen af vore skrøbeligheder, og heller ikke fjendens magt, skal kunne hindre os i at nå lykkeligt frem. Fordi dette er Guds egen bestemte vilje, noget han selv har omsorg for og selv udfører.


Det er denne Guds faste udvælgelse og store kærlighed som er baggrunden for apostelens triumferende vished om at ingenting skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, som han da også slutter det ottende kapitel med (8:32 flg.).


Det niende, tiende og ellevte kapitlet handler også om hvor fast denne udvælgelse står, og hvordan alle menneskers frelse bare skal bero på deres forhold til Kristus, som er nådeudvælgelsens mål og midtpunkt.


Derfor ligger der også en vældig trøst i disse kapitler. Og dermed er selve den egentlige frelseslære i Romerbrevet afsluttet.


I denne første del af brevet har Paulus vist hvordan alt kød er fortabt og solgt under synden. At "der er ingen forskel", men at vi "bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved forløsningen, den som er i Kristus Jesus", bare ved at vi i tro tager imod denne forløsning. Gennem denne tro fødes så et helligt sind i os, og alle Åndens frugter og et grundfæstet håb om den evige herlighed. Ære være Faderen, Sønnen og Den hellige Ånd i tid og evighed! Amen.


Det som så står tilbage, handler derimod bare om Guds børns daglige liv. Ikke om hvordan vi skal blive Guds benådede barn, men om


Hvordan vi i vor benådede tilstand skal leve en kristens liv her på jorden


Også på dette område har vi den mest dyrebare lærdom at hente i dette brev.


For det første er selve emnet dyrebart. Vi bliver ikke benådet på grund af at vi lever et godt og ret liv, men bare gennem Kristi lydighed (5:19).


Men det bærer de mest velsignelsesrige frugter når Guds børn lever et ret og kristent liv. For det fører til at Faderen bliver ophøjet, Kristi evangelium æret og lovprist, vore medmennesker bliver opbygget og hjulpet, vor udvælgelse til frelse stadfæstet osv.


Når Guds børn derimod lever et ligeglad og skødesløst liv, får det de mest ulykkelige følger. Evangeliet bliver spottet og forkastet, udødelige sjæle vender sig bort fra den eneste vej til frelse, djævelens anfægtelser griber om sig, den vågne samvittigheden svækkes, og faren for åndelig død er stor. Derfor er læren om et ret kristent liv af uvurderlig betydning.


Dernæst er forkyndelsen af dette emne her i Romerbrevet den allerbedste. Mange kan have en enorm trang til at leve et ret kristent liv, og med stærke ord stadfæster de dette. Men de går så uviselig frem at de mere skader end gavner den sag de vil fremme.


Vi må lægge stor vægt på selve måden en "åndelig helbredende" formaning skal ske på


Vi ser det så herligt forkyndt her gennem apostelens eksempel. Det første vi der skal lægge mærke til er hvad som er grundlaget, hvad apostelen bygger sin formaning på. Læg mærke til hvordan han taler! "Jeg formaner jer, brødre, ved Guds barmhjertighed."


Han siger ikke: på grund af Guds strenge bud eller på grund af den evige fordømmelse. Men: "for Guds barmhjertigheds skyld."


Og at Paulus formaner på denne konkrete måde, er ikke tilfældigt for dette sted. Det er netop denne formulering som kendetegner mange steder i Bibelen. I kap.15:30 siger han: "Nu formaner jeg jer, brødre, ved Herren Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed." I 1. Kor. 1:10 siger han: "Nu formaner jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn", osv.


Det er sådan Paulus formaner de levende kristne. Men sådan formaner Johannes også, f.eks. i 1. Joh. 4:11 der siger han: "Elskede! Hvis Gud elskede os sådan, så skylder vi også at elske hinanden." Og igen: "Vi elsker ham fordi han har elsket os først" (v.19).


Her ser vi allerførst at Paulus ikke har haft den opfattelse som så mange har, selv om de vil være kristne. De tror at når vi stærkt forkynder den ufortjente nåde, så fører det bare til løssluppenhed. At det ikke skaber, men tvært i mod hindrer helliggørelsen. At helliggørelsen altså, skal være en frugt af at loven forkyndes.


Nej, Paulus lærer tvært i mod at det er netop Guds barmhjertighed som føder den rette helliggørelse, og nærer den. Ja, han lærer udtrykkeligt at det umuligt kan blive nogen helliggørelse hvis ikke sjælen er frigjort fra loven og salig frelst i nåden. I kap. 7 siger han: "Nu er vi frigjort fra loven, siden vi er døde fra det som holdt os fanget - (Læg mærke til:) så vi kan bære frugt for Gud - sådan at vi tjener i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens væsen" (v. 4,6).


Rigtignok behøver Guds børn også den hjælp som lovens formaninger, ris og plager giver dem. Og de søger den også ofte. Men Læg mærke til: Dette er bare som en hjælp for den villige ånd, en hjælp mod kødets letsindighed. Derfor ser vi også Paulus bruger alvorlige advarsler når det behøves.


Men selve kilden til al helliggørelse og et ret og godt liv må altid være "Guds barmhjertighed" og en samvittighed som er sat fri fra loven.


Paulus skriver til korinterne: "Kristi kærlighed tvinger os, og vi har gjort dette klart for os: Når én døde for alle, da døde alle" (2. Kor. 5:14). Det er denne kærlighed, udgydt i vore hjerter, som er selve livet og kraften i helliggørelsen.


Men når så umodne "tugtemestre til Kristus" ikke selv har levende kendskab til dette, så formaner de ofte på en sådan måde at det hele bare dømmer og river svage samvittigheder ned. Dermed stænger de døren for det som er selve kilden til helliggørelsen; hjertets tillid til Guds nåde, den glade trøste i Kristi kærlighed.


Rigtignok må de friske grene også renses (Joh. 15:2). Men en hård og ulært lejet dagarbejder kan skære og hærge i frugthaven så de unge træer ret og slet tørrer ind og dør. Da havde det trods alt været bedre at have haft et træ som var levende. Selv om det ikke var så fuldkomment ret og pænt.


Gud give os al nåde så vi bemærker dette, og husker det rette forbillede på al formaning: "Jeg formaner jer, brødre, ved Guds barmhjertighed."


Det andet vi her kan lægge mærke til når det gælder måden at formane på, er at Paulus ikke bare i sædvanlige ordvalg opfordrer til et kristent og hellig liv. Men han siger udtrykkeligt hvad et helligt liv består i. Over alt nævner han i sine formaninger de konkrete gerninger og holdninger Guds børn skal strække sig efter. Hvis man ikke gør det, men bare rent generelt opfordrer til helliggørelse, så sker det Paulus nævner i 1. Kor. 14. Der taler han om en basun som giver en uklar lyd. Da ved man ikke hvad som foregår, og ingen gør sig klar til kamp. Da går nogen i kloster og tror at da er man hellig, når man bare bliver andægtig og stille. Andre igen finder aldrig nogen helliggørelse hverken hos sig selv eller andre, - fordi de ikke ved hvad helliggørelsen består i. Derfor bliver de også forført på alle måder. Da har vi her apostelens rette og herlige formaning som i tydelige ord fortæller os hvad vi skal gøre.


Så vil vi ganske kort opsummere det vi finder om dette i de fire kapitler (12-15):


Først formaner Paulus de kristne til at overgive sig selv helt til Gud og til hans tjeneste. At de ikke bare skal give ham enkelte bestemte gerninger og tjenester. Men give ham hele sin sjæl og sind, sit "legeme som et levende offer" siger apostelen (tilsvarende ofrene i Det Gamle Testamente).


Meningen i dette er det han siger i kap. 6: "stil jer selv frem til tjeneste for Gud" (v. 13). Men for at dette ikke bare skal ske som en kraftløs tanke eller mening, nævner han straks i samme vers udtrykkelig på hvilken måde vore lemmer skal stilles til tjeneste for Gud: "som våben for retfærdigheden til tjeneste for Gud."


Åh, måtte vi først og fremmest både huske og gøre det sådan! Disse ord: "fremstille sit legeme som et offer" antyder at vi ikke skal skåne vort kød, men gøre og lide alt det som hører med til at følge efter Kristus. Og gøre det villigt for Herrens skyld.


Derefter giver Paulus straks et eksempel på et sådant offer. Han siger: "Blive ikke lig denne verden, men blive forvandlet ved fornyelsen af deres sind." Dette er også en af grundreglerne for hele en kristens holdning. For i alt det vi gør, i ord eller gerning, i Kristi tjeneste, må vi tage afstand fra verdens holdninger til alt. Gud, give os nåde også til dette! -


Men så begynder Paulus at tale om mere særskilte kristne egenskaber. Først blandt disse sætter han ydmygheden. Vi ved også at alle Guds gode gaver er knyttet til denne; "de ydmyge giver han nåde" (Jak. 4:6). Paulus formaner her særligt til den ydmyghed som kræves for at der ikke skal blive nogen splittelse blandt de kristne på grund af forskellige gaver og tjenester. Men at, når vi alle er lemmer på samme legeme, hver og en da bare trofast og villigt tjener med den gave han har fået.


Dernæst tager Paulus en anden helt væsentlig egenskab frem som kan ses som en sammenfatning af alle: Kærligheden. For nu følger en herlig række af skønne egenskaber som beskrives gennem det tolvte kapitel.


Men alt dette er bare en mere detaljeret skildring af de forskellige områder kærligheden leves ud på. Derfor siger Paulus også i kap. 13:8,10: "Den som elsker sin næste, har opfyldt loven." Og videre: "Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens opfyldelse."


Det hører altså med til kærligheden at vi hader og straffer det onde, men holder fast på og praktiserer det gode. At vi er venlige mod hinanden, at vi "er først i dette at vise de andre ære", at vi ikke er træge, men flittige der hvor hver enkelt af os har sin plads i samfundet. At vi deler vore goder med de fattige, lægger vind på gæstfrihed, velsigner dem som forbander os, glæder os med dem som er glade, græder med dem som græder, og meget andet som det tolvte kapitel holder frem for os.


Et bevis på et så vigtigt, fint og dybt udslag af kærlighed finder vi udførligt skildret i det fjortende kapitel hvor der formanes i vort forhold til de svage, eller når forskellige opfattelser og livsmønstre truer med at splitte Guds børn.


Se den herlige lærdom som Paulus giver os på dette område! Og han giver os det på en særdeles gribende måde når han i det femtende kapitel fremholder som eksempel Kristi kærlighed. Hvordan han "ikke behagede sig selv", men gjorde alt for vor skyld og ud fra vort behov.


Måtte nu denne vor Kristi kærlighed drive os stærkt, så vi også elsker vor næste på samme måde. Ikke er optaget med at "behage os selv", men på alle mulige områder bare gør det vor næste trænger til. Om det så bare gælder et udholdende liv sammen med uforstandige nådesøskende. Ja, om vi så må miste al vor egen ære, og bare tie om det vi selv ser så meget klarere.


Det er dette apostelen lærer os her. Det er nok også dette som er den fineste og dybeste måde kærligheden kan springe ud på. Og selvfølgelig er det vigtigt alt det Ånden virker. Men "den største af dem er kærligheden" (1. Kor. 13). "Kærligheden er lovens opfyldelse", Kærligheden er "fuldkommenhedens bånd" (Koll. 3:14).

Kærligheden er summen af hele det kristne liv. Det første store hovedafsnittet i brevet, om frelseslæren, kunne sammenfattes i disse ord: Kristus og troen. På samme måde kan dette sidste hovedafsnit om det kristne liv sammenfattes i dette ene ord: Kærligheden. Og dette var summen af både loven og evangeliet. Dette var jo den evige Guds bud: "At vi skal tro på hans Søn, Jesu Kristi navn og elske hinanden, sådan som han gav os bud om" (1. Joh. 3:23).


Så har vi da set hvordan alle kristendommens vigtigste lærdomme på det mest udfyldende måde er blevet fremstillet for os i dette vældige Romerbrev. Vi har set det klare lys, den dybde, den mægtige ånd og den brændende kærlighed som har præget hver enkelt del af brevet. Måtte vi aldrig holde op med at studere alt dette!


Og måtte vi aldrig glemme at alt dette som er så vigtigt og som vi har lært her, skal anvendes på os og leves ud i hele vort daglige liv! Det skal være det vi skal nære vor sjæl med gennem hele livet. Det skal være vor næring i alt det vi trænger til liv og gudsfrygt. For vor tro, vort håb. For tålmodighed, for kærligheden og alle kristenlivets egenskaber.


Men da trænger vi så vist også til Guds egen gave til dette. Og det behøves at vi flittigt og alvorligt beder. Gud, giv os din nåde også til dette!


Ja, må så tålmodighedens og trøstens Gud, han som alene er mægtig til at grundfæste os i al denne saliggørende sandhed, give os alt dette af sin egen store barmhjertighed i Kristus, gennem sin Hellige Ånd! Og Gud, den eneste vise, stor i nåde og miskundhed, den trofaste og vældige Gud, ham være ære og lov og pris nu og i evighed! Amen.

C. O. Rosenius

----------


Til sidst medtager vi et (forkortet) uddrag af

"Romerbrevets budskab" (3 bind)


Rom 8:3: det som var umuligt for loven fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud ved at sende sin egen Søn i syndigt køds skikkelse, og for syndens skyld: Han fordømte synden i kødet.


Han fordømte synden i kødet. I hvis kød var det Gud fordømte synden? Uden tvivl i det kød hans Søn var kommet i. Apostelens dybe åndelige blik så her forsoningens hemmelighed, eller Guds tanke med den, sådan: Menneskene har syndet. Og den som synder skal dø. Men dermed ville menneskene være evig fortabt. Derfor vil jeg lade min egen Søn blive menneske, komme i kød, og dermed i lighed med "syndens kød."


Her ser du sammenhængen. Gud sendte sin Søn i syndigt køds skikkelse, og fordømte synden i kødet, sådan som apostelen siger det i Heb. 2:14: "Siden børnene har del i kød og blod, fik han selv del i det på samme måde, for at han ved døden skulle tage magten fra ham som havde dødens magt, det er djævelen."


"Han fordømte synden." Her møder vi igen ordet "fordømmelse", som det blev talt så stærkt om i v. 1. Nu ser vi sammenhængen og forklaringen på hvorfor der "ingen fordømmelse er for dem som er i Kristus Jesus" (v. 1). Jo, fordi Gud fordømte synden i Kristi kød.


Fordømmelsen har allerede ramt synden. Synden er allerede afstraffet på vort kød i Kristus! Derfor må ordet "fordømt" her betyde at Gud lod fordømmelsens dom for alle vore synder falde på sin Søn, fordi han nu stod der som synder ("i syndigt køds skikkelse" og "for syndens skyld") indfor den guddommelige retfærdighedens domstol.


Dette er jo hele Skriftens store hovedlære, at "han som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham", at "Herren lod den skyld som lå på os alle, ramme ham."


Men hvis vor synd er blevet afstraffet på den uskyldige og rene, da er dermed også dens magt til at fordømme os som er i ham (v. 1), blevet taget bort, - så sandt Gud ikke kræver opgør to gange for samme skyld - ! Derfor er der nu ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus.


Lovet og priset være Herrens navn i al evighed! Det var på Kristi kød at Gud "fordømte synden" - ! Med sin forsoningsdød har Kristus ikke taget selve synden bort fra verden. Men ved at fordømmelsen ramte ham, er synden frataget dens fordømmende magt. Synden gælder ikke mere som fordømmelse for os som er i Kristus Jesus.


Synden kan nok endnu medføre åndelig død. Ikke gennem sin skyld og sin syndighed, for dette er dyrt nok betalt. Men Gennem sin indvirkning på sjælen kan den føre os bort fra Kristus. Dens fordømmende magt derimod er ophævet ved at fordømmelsens dom allerede har ramt vor garantist, vor mellemmand. Loven har allerede været der og hentet opgør for sine krav. Alt syndigt som findes i os, eller bryder ud hos os, er der allerede retsmæssig gjort op for.

Her ser vi den vældige trøst i Paulus’ forklaring på hvorfor der "ikke er nogen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus", eller hvorfor de er fri fra loven, og dermed fra al fordømmelse.


Kunne vi bare vågne op og tro, ville vi være så trygge og salige som englene, som jo står for Guds trone og skuer hans nådige åsyn. Herre, giv os mere tro!

C.O.Rosenius


Vær med til at sprede Rosenius-litteraturen!