Indledning:

Fader vor, du som er i himmelen!

 

Vi er nu gået ind i et nyt år,1 noget som sædvanligvis vækker til alvorlige tanker om fremtiden. Af den grund, men særligt i en så oprørt tid som vi nu oplever, burde enhver kristen kende et påtrængende behov for et tillidsfuldt Fader vor, en tillidsfuld adgang til den almægtige Far. Han som «bor i himmelen og gør alt det han vil», Salme 115:3, denne mægtige og trofaste Far som «gemmer mig i sin hytte på den onde dag, han skjuler mig i sit skærmende telt ... og løfter mig op på klippen,» som David siger det i Salme 27:5.


Åh, hvor tryg man føler sig når det er denne vor Fars navn som er vort mål i bønnen. Igen ser vi hvad Guds ord siger om dette: «Herrens navn er et fæstningstårn, den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed», Ordsp. 18:10.


Men Guds børn bør ikke bare tænke på sig selv. Vi ser nu hele verden i betydelig bevægelse, alt det gamle synes at ville gå i opløsning, reformer i alle retninger ser ud til at bryde frem.


På denne baggrund burde alle kristnes hænder være løftet mod himmelen, som vi ser Moses gør det mens kampen stod på, 2. Mos. 17:11. Vi burde bede om at Guds Ånd måtte svæve over de oprørte have, og at det som er i gang i tiden, måtte føres sådan at både Gud, mennesker og engle kunne fryde sig over det, som i den første skabelsens morgen.


Burde denne tid ikke være en bønnens tid? Burde alle kristne ikke særligt i denne tid være «bønnens folk», som de også af og til bliver kaldt?


Med dette er der i hvert fald antydet én årsag til at vi ved at gå gennem Fader vor nu vil opmuntre til mere bøn. Desuden er det nogle særligt vigtige emner vi møder i de syv bønner i Herrens bøn. Også af den grund vælger vi denne rige tekst, og vil nu begynde med ordene Fader vor.


En dyb Guds lærer har med rette sagt at bønnen Fader vor «er Paradiset som åbnes på ny her på jord. I den kan det retfærdiggjorte menneske på ny tale med Gud som en far, og vandre mellem de skønneste og mest frugtbare træer - de syv bønner.»


En anden har sagt at «den som får nåde til at se hvad der skjuler sig i disse bønner, og at se det fuldkomne i deres sammensætning, ikke vil behøve flere beviser for Kristi guddommelighed.»


Alt det et Guds barn sukker mest efter i sit hjerte og kender som sit største behov, vil man finde her. Kunne Luther sige om Davids salmer at der får man frem for alt lov at «se ind i en kristens hjerte,» så kan man med endnu større grund sige det samme om bønnen Fader vor. Og man må tilføje at denne bøn er i sandhed det mest fuldkomne en kristen kan prøve sig selv på. Den som har et hjerte som af sig selv og uden påvirkning udefra har nøjagtig samme slags omsorg, begær og suk som vi finder dem i disse bønner, han stemmer overens med Kristi sind. Det menneske er sandelig født af Gud og er en ny skabning.


Den derimod, som har et sind, som er i åbenlys strid med disse bønner, må jo også være i strid med Kristi sind. Da gør han den værste synd når han alligevel kommer frem for Gud i bøn, og gennem den siger noget han ikke af hjertet mener.


Lad os derfor nu først og fremmest stoppe op og prøve vor egen sjælstilstand på denne bøn!


Du som læser dette, du er vel enig i at det er helt nødvendigt at du kan tale tillidsfuldt med din Gud i bønnen Fader vor, hvis du skal være sammen med ham i himmelen i al evighed?


Du kan jo ikke komme ind i hans boliger som en fremmed, en som husets herre ikke kender! Det er dette Kristus taler om når han lærer hvorfor nogen skal fordømmes, og siger at han bare skal begrunde det med dette: «Jeg kender jer ikke.»


Det er derfor helt nødvendigt at du bliver kendt med Gud, mens du er her på jorden, og taler med ham på den måde som Jesus har lært os. Du må undersøge om du virkelig kan det, eller om der er noget andet som først må ske med dit hjerte - før du kan bede denne bøn. Er der en stor, vigtig forandring som altså har endnu større hast og er endnu mere nødvendig end denne bøn?


Hvordan har du det selv overfor denne dyrebare bøn Fader vor? Fordømmer den dig?


Hvis hvert punkt i denne bøn strider imod dit sind, da hykler du jo åbenlyst ind for Guds ansigt i hver eneste bøn! Og da må der jo være et frygteligt misforhold mellem dig og Gud! Tænk dig et menneske som kommer frem for Gud og siger: Fader vor, på trods af at han aldrig har tænkt sig at blive et Guds barn! Han er ikke et Guds barn og tror heller ikke at han er det, fordi han aldrig har vidst hvad det vil sige at blive født af Gud. Han foragter måske til og med læren om den nye fødsel og den salige vished om at man er et Guds barn.


Kristus har udtrykkeligt forklaret at ordet Fader her på ingen måde kun har den intetsigende betydning som «Alfader» på samme måde som Gud er hele skabelsens, dyrenes og fuglenes far. Nej, Kristus lærer os noget ganske andet, da han sagde til Maria: Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud.


Her lægger jeg mærke til hvad Fader betyder. Hør nu hvad han siger: «Mine brødre» - «min Far og jeres Far» - «min og jeres.» Johannes siger også: «Alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn... og de er født ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud,» Joh. 1:12-13. Hør efter: «Født af Gud!» På den måde er det man bliver et Guds barn. Sådan er det åbenbaret gennem hele Guds ord.


Så har vi foran os, én som ikke vil høre snak om denne nye fødsel. Han tager fuldstændig afstand fra dem som, efter virkelig at have fået sin egen elendighed at se, har fået nåde til at tro at de har barneret hos Gud. Han foragter dem, og synes de er formastelige når de kan tro noget sådant.


Og så kommer et sådant menneske, som ikke selv tror på denne barneret, alligevel frem for Guds ansigt. Han løfter et bedende blik mod det høje og siger: Fader vor!


Er dette ikke en hån, et hykleri så frækt at man må beundre den evige fars tålmodighed? Man undres over at han ikke lader sin vrede ramme en sådan hykler.


Et sådant menneske beder måske videre: Helliget blive dit navn. Dette på trods af at samme menneske aldrig bryder sig om at hellige Guds navn ved at «lade sit lys skinne for menneskene så de kan prise hans far i himmelen.» Nej, tværtimod er dette navn så totalt uden værdi for ham at han kan finde på at trække det ind i de ynkeligste småsager og åbent misbruge det med letsindige udråb som f.eks.: «Min Gud!» «Herre Jesus!» Det foregår så tankeløst at han ikke er klar over det selv. Er der nogen som stiller spørgsmål ved dette, forklarer han det oprigtigt med at «jeg mente absolut ikke noget med det.»


Læg mærke til dette: Det store navn - som engle og keruber skjuler sit ansigt for, det som helvedes kræfter skælver for, det navn som er det eneste som frelser os, dette navn som alle knæ skal bøje sig for en gang, de som er i himmelen, på jorden og under jorden! - Dette navn betyder ikke mere for et menneske end at han «mener absolut ikke noget med det» når han råber det ud!


Hvordan kan det stå til med et sådant menneske? Han siger jo i bønnen til Gud: «Helliget blive dit navn!» Hvad er meningen med dette? Er det ikke netop en forfærdelig hån og spot mod Den Hellige? Gud lader sig ikke spotte!


Så fortsætter han med: «Komme dit rige!» Nu siger Guds ord at Guds rige er retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd. Dette rige kommer til sjælene når Herren vækker dem fra den søvn, som gør at de lever i falsk sikkerhed midt i sin synd. De vækkes til den sorg som er efter Guds vilje og virker omvendelse til frelse, 2. Kor. 7:10. Denne omvendelse har Herren ofte forsøgt at vække i dette menne­skets hjerte. Men nej, det er altid blevet lukket igen. Alt er blevet gjort for at stå imod Guds rige i en sådan sjæl som har forskanset sig med alle slags undskyldninger frem for at tage et opgør med sin synd.


Men så løfter han altså et bedende blik til Ham og siger: «Komme dit rige…!» Hvad skal Herren Kristus mene om en sådan bøn? Hvad andet kan han svare på den end dette: Du hykler, du vil jo aldrig tage imod mit rige. Du står imod mit rige, og alligevel beder du på denne måde? Forråder du menneskesønnen med et kys?


Så fortsætter han med at bede: «Ske din vilje,» osv. For ikke at tale om at han aldrig har forsøgt at leve efter Guds vilje. Nej, det er faktisk netop det striden mellem ham og Gud gælder: Gud forkynder sin vilje og kræver at den overholdes. Han, derimod, vil gøre sin egen vilje, og er faktisk bange for at Gud med sin vilje skal hindre ham. Alligevel kommer han i sin bøn og siger: «Ske din vilje.» Igen må vi spørge: Hvad skal Herren svare? Må det ikke på ny blive dette: Du hykler, du strider jo netop mod min vilje. Du skal ikke friste Herren din Gud!


Den fjerde bøn skulle man til sidst tro at et menneske som ikke er omvendt kunne bede. Der hedder det jo: «Giv os i dag vort daglige brød.» Og denne bøn er oftest den kæreste for et sådant menneske. Dette lægger han virkelig vægt på. Men tror han på Gud? Tror han sådan at han dermed venter dette, og virkelig begærer det han beder Gud om? Nej, tværtimod viser det sig at han sætter netop sin lid til sin egen kraft, sin egen forstand og indsats - eller til hjælp fra andre mennesker. Derfor kan han heller ikke bede denne bøn af hjertet.


Så vil han sikkert også have syndernes forladelse en gang, i døden og dommen. Men gennem hele sit liv kan han undvære dette. Det kan også være at han virkelig begærer forladelse her og nu – samtidig med at han fortsætter sit liv uden at ville bryde med sine synder. Dette er selvfølgelig åbenlys spot, og det samme som at friste Den Almægtige. Ja, nogle lever til og med i et uforsonligt had til nogle mennesker, og beder alligevel: «Forlad os vor skyld som vi forlader vore skyldnere.»


Dette bliver selvfølgelig forfærdeligt. Og det samme ville vi finde i forhold til alle bønnerne i Fader vor.


Alt dette skulle være helt tydeligt, og vi må ud fra dette understrege at et sædvanligt menneske som ikke er født på ny, er i en sådan tilstand at han ikke kan bede Fader vor i det hele taget uden at hykle. Hans bøn er tværtimod den største synd, samtidig med at den er den frækkeste spot ind for Den Helliges ansigt. Hans hjerte hverken søger eller begærer det som disse bønner giver udtryk for. Tværtimod strider hans hjerte mod alt dette - og alligevel kommer han frem for Gud som en som beder!


Tænk så hvilket forfærdeligt forhold - når alt det du beder gennem dit Fader vor er den største synd, er grufuldt i Guds øjne, som vi læser det i Guds ord: «Om man vender sit øre bort og ikke vil høre loven, da er til og med hans bøn en vederstyggelighed.» Ordsp 28:9.


Ja, hvad kan vel være en værre synd end at komme frem for Gud som en hykler, en skuespiller? Selv mennesker imellem, er der ikke noget som der reageres så stærkt på, som et falskt venskab. Hvad siger du til at én som er din fjende, og siger alt mulig ondt om dig når du ikke er til stede, men når han er sammen med dig, opfører sig som om han skulle være din ven, med de smukkeste ord om dig? Ville du ikke foretrække en åben og ærlig fjende? Derfor finder vi heller ikke i Guds ord noget som er så afskyeligt, som da Judas sagde til Jesus: «Vær hilset, Rabbi», og ivrigt kyssede ham, samtidig med han forrådte ham til fjenden.


En så hastig fordømmelse har heller ikke ramt nogen i det nye testamente som Annanias og Safira da de hyklede overfor apostlene. De optrådte jo som om de ville dele alt det de ejede med de andre Guds børn, men samtidig blandede de løgn og falskhed ind i dette. De blev straks slået til jorden af Guds kraft og døde, Apg. 5. Der er ikke noget som er værre i Herrens øjne end hykleri. Og som nævnt er dette det bedste eksempel som bekræfter dette, i Det nye testamente.


Da der en gang var samlet så mange folk rundt om Jesus at de trådte på hinanden, begyndte han sin prædiken med disse ord: «Tag jer først og fremmest i vare for farisæernes surdej som er hykleri,» Luk. 12:1. Der var ingen anden synd han råbte et så omfattende «VE» over som netop hykleri. Vi finder eksempler på dette f.eks. otte gange i et eneste kapitel: «Ve jer, skriftlærde og farisæere, I hyklere», Matt. 23.

 

-----

 

Hvert eneste menneske burde altså forstå af dette vi nu har gennemgået, hvor forfærdelig en sådan form for bøn er. Siger du: Fader vor, uden at du i det hele taget har søgt at blive hans barn? Siger du: «Helliget blive dit navn,» uden at du nogen sinde har anstrengt dig det mindste for at det navn skulle blive helliget - ja måske du selv til og med misbruger det? Siger du: «Komme dit rige,» mens du selv står imod det i dit indre? osv. Vær da klar over, at der ikke er nogen anden synd Gud reagerer mere på end en sådan bøn!


Det mest tankevækkende i dette spørgsmål er alligevel at der ikke er noget menneske som selv kan gøre noget med dette forfærdelige forhold, uanset hvor meget de anstrenger sig. Du kan nemlig bestemme dig og anstrenge dig stærkt, for nu skal du virkelig tænke og mene alvorligt, det du siger i Fader vor. Alligevel er en sådan tanke- og meningsindsats ikke det samme som hjertets begær.

 

Det er ikke nok at bøn bliver et tankens begær - 

den må være en hjertets sag

 

Her hjælper intet andet end at selve hjertet bliver forandret. Gennem en ny fødsel må du få et hjerte som af sig selv har samme omsorg og begær som bønnerne i Fader vor giver udtryk for.


Hjertet kan aldrig tvinges. Det som det elsker - det elsker det, uanset om man stritter imod. Og det hjertet ikke elsker, det kan du ikke få det til at elske med nogen som helst tankeanstrengelse. Derfor må bønnen, som vi just sagde, ikke være et resultat af hvad du anstrenger dig for i dine tanker. Den må være hjertets sag, det indre behov eller begær.


Nådefulde Gud, hvem kan prise dig nok for det som den nye fødsel virker så skønt! Vi er i os selv elendige menneskekryb på alle måder. Åh, som vi må lovprise den nåde at vi virkelig erfarer hvordan selve hjertet er blevet helt forandret ved den nye fødsel! Læg endnu en gang mærke til dette: Hvis det kun er i mine tanker jeg følger ordene i bønnen og anstrenger mig med at mene det samme som Kristus har ment vi skal bede - men samtidig ikke i det hele taget kender det samme behov i mit hjerte, så er dette jo et skuespil!


Med dette vil jeg jo ligesom bedrage Gud og lade ham få indtryk af, at dette er min bøn. Bønnen skulle jo tværtimod være et udtryk for mit eget begær, - det som lå mig på hjerte.


Tænk hvor hjælpeløst et naturligt menneske er i en sådan situation! I sine tanker anstrenger det sig på det kraftigste for at lægge det samme i denne bøn som Kristi egne ord giver udtryk for. Alligevel er dette et skuespil ind for Guds åsyn. Det er en tillavet bøn. Skulle Herren, vor Gud, være tilfreds med noget sådant?


Men hvor ganske anderledes er forholdet ikke med en sjæl som er født på ny! Ganske rigtigt kan det ske at hans tanker bliver så adspredt at de flyder alle vegne midt under bønnen - men læg mærke til hvad hans hjerte egentlig søger. Er det ikke punkt for punkt det samme som Kristus har lært os at bede om?


Hvad er indholdet, det første og det sidste, i et nådebarns hjertesuk? Er det ikke netop det at være et Guds barn? Det er på en måde hvad man kan kalde det nye menneskets åndedræt: «Åh, kære Far, er jeg dit barn? Må jeg være dit barn? Åh, min Far, lad mig alene være dit barn!»


Dernæst er der ikke noget som betyder så meget for mig som dette: At jeg må leve og opføre mig i alt sådan at Guds navn bliver æret. At jeg må leve til ære for Gud vor Frelsers lære på alle måder. Og så at Guds rige må vokse mere og mere i mit eget hjerte og blandt alle mine medmennesker, ja i hele verden.


Videre vil vi spørge: Finder vi ikke netop dette i en inderlig bøn fra Guds børns hjerter: Åh, om jeg måtte gøre Guds vilje! Gud, hjælp mig til at gøre din vilje! Gud, driv din vilje i gennem med mig i alt det jeg måtte foretage mig! Spørg ikke efter min kødelige vilje, men før mig som du vil!


Derfor hører vi også Guds børn i alle mulige forhold sige: «Om jeg bare vidste hvad der er Guds vilje!» Verden, derimod, spørger aldrig på den måde. Videre vil et Guds barn gennem alt være afhængig af sin Fars omsorg, og beder: «Sørg du for alt det jeg trænger til!» Men det som først og sidst trænger sig på i et sådant hjerte er denne bøn: «Forlad mig mine synder! Åh, forlad mig, forlad mig!» Dette hænger altid sammen med: Hjælp mig i fristelserne, så jeg ikke skal falde! Hjælp mig at flygte fra det som frister mig til fald!


Stemmer det ikke at dette er nådebarnets egne og inderligste hjertebønner? Dette er da også punkt for punkt indholdet af Fader vor.


Må man da ikke fryde sig på trods af al sin elendighed? Fryde sig over at det ikke er til at komme forbi, at det først og sidst er sådanne forhold hjertet er blevet optaget af! På den måde ser man tydeligt hvad en ny fødsel vil sige.


Og de som er født af Gud er sandelig Guds børn på jord. Den store og gennemgribende forandring af hjertet beviser langt mere end alle kræfter og gode gerninger. Særlige fejl, glemsomhed, forsømmelse og svagheder har ikke mulighed for at ødelægge dette enkle vidnesbyrd. Den som har et hjerte som i alt væsentligt stemmer overens med Guds sindelag, må i sandhed være født af Guds Ånd - selv om han dagligt måtte klage og sukke over det gamle menneskets skrøbeligheder som altid hænger så fast ved ham, og hvad det kan finde på.


På den anden side er det et ligeså tydeligt bevis på at et menneske ikke er født af Gud, når alt det hans hjerte strækker sig efter, strider mod det Guds sind vi finder udtrykt i Herrens bøn.

 

-----

 

Hvad kan vi så opsummere om den som ikke har et hjerte som stemmer overens med Herrens bøn, men tværtimod står i strid med denne? Jo, han er netop gennem dette bandlyst sit hjerte fra denne bøn. Han kan aldrig, så længe han lever, bede et Fader vor uden samtidigt at synde. Og den som er bandlyst fra Herrens bøn er selvfølgelig også bandlyst fra himmelen, om han dør i denne tilstand. Fordi den som ikke kender husets herre, kommer heller ikke ind.


Men om dette er åbenlyst, og samtidig en uhyggelig sandhed, så glæd dig! En ubeskrivelig nåde kan du endnu opleve, du som i dag er i denne ulykkelige tilstand. Du er endnu ikke i fortabelsens evighed. Du kan stadigvæk komme til din Frelser. Du kan endnu blive den største glæde for Gud og hans engle. Du har jo endnu en trofast Far i himmelen, som vil omfavne dig, og give dig den «bedste klædning.» Blot du kan vækkes, stå op og gå til din Far, som den fortabte søn gjorde det.


Da kan du straks bede en bøn som han synes om: «Far, jeg har syndet mod himmelen og mod dig. Forbarm dig over mig!»


Og selv om en sådan sjæl ikke straks kan bede så tilpas rigtig i tro og i Jesu navn, så er hans anger og omvendelse alligevel det som glæder Gud. Han hører nødråbet, ja, også de blinde ved vejkanten.


Læg så mærke til endnu et eksempel: Når Saulus, en stor Kristi fjende, endelig lå slået til jorden af Guds kraft, både fysisk og åndelig blind i Damaskus, da var han endnu ikke frigjort og lykkelig. Men da er det at der går ligesom et suk fra hans hjerte, et suk som i den barmhjertige Frelsers øre bliver som et mægtigt råb i natten, og som gør at Gud ikke venter til morgenen med at hjælpe. Nej, han vækker Ananias og driver ham til straks at finde den stakkels Saulus, for at trøste ham og tilsige ham syndernes forladelse. Og hvad er det Herren nævner som grund til at det haster? Jo, han siger: «For se, han beder.» Apg. 9:11.


Men det rette paradis i Fader vor åbnes egentlig først for din sjæl når du begynder at bede i tro - når du har fået fuld forladelse for al din synd og det vidnesbyrd at du er et Guds barn. Da først kan du i sandhed sige: «Far!»


Så kommer vi til den næste vigtige sandhed om dette ord. Der er nemlig ingen kristen som bør gå videre i bønnen Fader vor før han meget nøje har gennemtænkt følgende: Om han med et barnligt tillidsforhold mener det han siger i indledningen til bønnen; at Gud er hans kærlige Far, og at han er Guds elskede barn.


For hele bønnens trøst og kraft afhænger netop af, en virkelig hjertets tro på dette første ord i Fader vor.


Kan du af hjertet kalde Gud for din Far? Tror du af hjertet at du er Guds kære barn? Og har du tydeligt for dig hvad det vil sige? Åh, da skal du med salig tillid også bede det som følger videre i denne dyrebare bøn.


Men her møder vi forskellige problemer, til og med hos mange gudfrygtige sjæle. For det første har vi dem som endnu ikke er frigjorte og har liv i Gud. Det er sådanne som stræber og træller. De holder sig på en vis letvundet måde for at være et Guds barn. Men ikke i den inderlige, virkelige betydning som der menes når Kristus tager dette ord i sin mund. Det de lægger i det er mere dette, at de er da ikke af verden, de er da kristelige, de er da sådanne som søger og elsker Gud.


I denne overfladiske mening kan man nok tale let om det at være Guds barn. Men at mene at man tilhører de kristelige, er slet ikke det samme som at tro at «Gud er vor rette Far og vi er hans rette børn». Hvad dette sidste betyder, vil du nemlig forstå af Kristi ord om at vi er hans brødre, som vi har nævnt tidligere.


Tænk nu endnu en gang over, og må Gud give os åbne øjne til at se, hvad det betyder når Herren på den dag han står op af graven efter at have fuldført sit forsoningsværk, begynder at tale sådan: «Gå til mine brødre og sig: Jeg farer op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.»


Går det nu op for dig hvad et Guds barn vil sige? Her siger Herren først: «brødre.» Men ikke nok med det; for at ingen skal gå for let forbi hvad «bror» vil sige, så lægger han til: «Min og jeres Far, min og jeres Gud.»


Dermed har Herren Kristus jo udtrykkeligt vist os den egentlige betydning af bror. Og da får udtrykket Guds barn en så vældig betydning at englene i himmelen måtte skjule sine ansigter stillet overfor dette.


Guds barn! Det var dette vældige som Gud tænkte i begyndelsen, da han skabte menneskene, og det hver og en kan se med sine egne øjne: Alt det som findes på jorden, skabt for menneskene.


Menneskene, Guds børn! Netop det var det som gjorde at Guds evige Søn måtte blive menneskebarn, og på den måde bevise for enhver at vi er brødre. Men her må vi nok bekende at vore hjerter er alt for trange til rigtig at fatte noget så stort. Og alligevel er det en så væsentlig forskel på den enes og den andens tro netop på dette punkt.


Den ene kan ligesom aldrig blive færdig med at undre sig over dybden, bredden og længden i denne herlighed. Han kan aldrig rigtig få det ind i sit hjerte, sådan som han ser det og tror det. Alligevel har han nu sin største glæde på jorden netop i dette.


Den anden, derimod, kan faktisk med lethed tro det, men har ingen forundring over det eller glæde af det. Så meget har han endnu ikke set af hvad det vil sige at være et Guds barn. Dette er den første fejl som gøres i troen på ordene Fader vor.


Det andet er at selv de levende Guds børn som en tid har frydet sig i troen på dette herlige barneforhold til Gud, på ny kan synke ned i sin egen fattigdom. De begynder at se på sig selv, og mister den rette barnlige tillid til Gud.


Enkelte beder da Herrens bøn med en vis ligegyldighed, sådan at de ikke selv er klar over hvad de siger og mener med ordene Fader vor. De går endda måske ganske let hen over dette. Af den grund bliver de tørre og uden glæde gennem hele bønnen. Andre har fået en bundet samvittighed. Det kan komme af at de har haft store fald, eller er sunket ned i store fristelser og synder. Dette møder dem så i bønnen med et skræmmende: Du vil bede til Gud. Du kalder Gud din Far, du som har gjort den og den synd, som erkender med dig selv dette og hint?


På en sådan baggrund opstår de største hindringer for at man kan bede Fader vor med den rette tillid. Måtte hver og en være klar over, at uanset hvilken af disse kategorier han tilhører, så er det af uvurderlig betydning at han ikke fortsætter på denne måde med at sige: Fader vor uden hverken at tro eller at mene noget med det! Grunden er den, at dette jo netop er det forhold selve livet afhænger af, det at have en virkelig barnlig tillid til Gud, og i ånd og sandhed kunne påkalde ham som vor Far.


Bliver samvittigheden på ny fanget under trældom, så man ikke vover at nærme sig den himmelske Far i denne bøn, eller man sover ind på ny, så man på letsindig måde siger: Fader vor uden at mene det man siger, så fører det i begge tilfælde til åndelig død.


Det åndelige liv er et tillidsfuldt barnligt forhold til Gud. Dette udtrykker apostelen på denne måde: «I fik jo ikke trældommens ånd så I igen skulle frygte. Men I fik barnekårets Ånd som gør at vi råber: Abba, Fader! Ånden selv vidner sammen med vor ånd at vi er Guds børn,» Rom. 8:15-16.


Nøjagtig som i det første vi sagde om denne tekst, så er også i dette vi nu har omtalt det vigtigste at vi er oprigtige overfor Guds ansigt. Bort med al form for skuespil! Bed ikke Fader vor hvis du ikke mener det ordene står for, nemlig at Gud er din rette Far og du hans rette barn! Bed det i hvert fald ikke uden at «du jager efter det for at kunne gribe det,» altså efter at få denne frelsende tro ind i dit hjerte.


Stands ved de dyrebare ord Fader vor! Og gå ikke videre i bønnen før du har spurgt dig selv hvad de ord betyder, og om du virkelig er et Guds barn!


Dette kan nok føre en troskamp med sig, som gør at du ikke så hurtigt kommer videre til de andre bønner i Fader vor. Men det har så meget større betydning og velsignelse over sig, end om du farer gennem hele denne dyrebare bøn i tankeløshed.


Vor store lærer Luther skriver: «Her er det bedst at hver og en prøver sig selv når han går ind i sit kammer og begynder at bede, så han tænker efter hvad han siger. Og ligesom lægger ordene Fader vor på en vægt idet han siger: Hvad er det nu du beder? Hvad siger dit hjerte til dette? Er det sandt at du regner Gud som din Far og dig selv som hans kære barn? Hvis dit hjerte da svarer: Nej, eller: Jeg ved ikke, eller: Hvordan kan jeg tænke noget så stort og herligt om mig? Åh, hvorfor lader du da heller ikke være med at bede - når din mund kalder Gud for Far, mens hjertet beskylder både dig og ham for at hans ord lyver?


Eller hvorfor bekender du ikke meget hellere din svaghed og siger: Jeg kalder dig for min Far. Det bør jeg jo gøre både efter dit ord og din befaling. Men jeg frygter for at mit hjerte lyver. Det var selvfølgelig ikke så ilde om jeg kun lyver for mig selv, bare jeg ikke beskyldte dig for løgn. Åh, min kære Herre og Far, hjælp mig i dette så jeg ikke gør dig til en løgner.


Derfor, selv om jeg nok kender og erfarer at jeg desværre ikke kan sige Fader vor af hele mit hjerte - som heller ikke noget menneske på jorden kan sige fuldkomment og ret, (for da ville vi jo alle være fuldkomment hellige), så vil jeg alligevel forsøge. Og jeg vil begynde som et lille barn begynder at die sin mors bryst. Kan jeg ikke tro som jeg burde, så vil jeg alligevel ikke sige at noget af dette er løgn, eller vende mig bort fra det. Nej, jeg vil hverken lade det være, eller holde op med at øve mig i denne tro. Som Paulus siger, vil jeg «jage efter det», Fil. 3:12. Dagligt vil jeg lære at stave denne lektie til jeg kan både sige og mene Fader vor, og Kristi ord om at jeg er hans bror. Det kan gå så godt eller ilde det vil, ja om jeg stammer eller læsper. Gud giver mig i hvert fald nåde til at gøre lidt fremgang.» Så langt Luther.

 

-----

 

Igen og igen må vi sige: Lad ingen ting i hele Herrens bøn være så vigtig for dig som dette første: At Gud er din Far og du hans barn.


Om du ikke er Guds barn, eller i hvert fald søger at blive det nu, hvad skal bønnen så tjene til?


Måske du er optaget med bøn, med andagtsøvelser og lignende åndelige sager, men er ikke et Guds barn, og søger heller ikke, frem for alt, at blive det. Ja, da er du netop som en skipper på et fartøj som har fået en så stor lækage at det i løbet af nogle timer vil synke, som ville have haft en mulighed for at nå havn, men alligevel ikke straks søger havn. I stedet fortsætter han i samme retning over de samme favne vand, bare optaget med at pudse sine klæder og ordne andre sager ombord i fartøjet.


Hvorfor være optaget med sådant - når han snart skal synke i dybet med det alt sammen? Hvad skal din bøn tjene til? Hvorfor beder du om noget som helst i Guds navn, om Guds rige, om Guds vilje, - når du ikke selv er hans barn, eller i hvert fald nu søger at blive det? Da er der jo heller ingen grund til at bryde dig om bønnen eller noget andet som hører Guds rige til.


Se til hvor vigtigt det er, at du allerførst bliver klar over dit hjerteforhold til de første ord, Fader vor, før du fortsætter med at bede videre.

Selv om du ikke skulle komme længere i bønnen end til de første ord, så var det i sandhed nok for den dag - bare du ved Guds nåde får disse ord ind i dit hjerte, så du begynder at tro dit barneforhold til Gud. Det er den store hovedsag. Himmelen og frelsen er nu din. Og så kan du fortsætte med at bede: Min Far, helliget blive dit navn. Komme dit rige.


Det er slet ikke meningen at du selv, når som helst, kan tage denne frelsende tro til dig. Nej, meningen er bare at du ikke skal fremsige dit Fader vor overfor Gud uden i det hele taget at mene, tro eller være helt klar over hvad ordene indebærer. At du frem for alt må have som mål at få orden på det allervigtigste mellem dig og Gud, før du beder videre.


Farer vi løseligt hen over det forhold som er vigtigst, bliver det netop det som fører så meget falsk og vanskeligt i sjælen med sig. Den som er oprigtig i sit Fader vor, og virkelig tænker over hvad han taler om ind for Guds ansigt, vil derimod altid måtte have det ret med Herren for at kunne bede. Han vil altid og hurtigt måtte søge hjælp i situationer som vil ødelægge det gode forhold til Herren.


Dette barnets forhold er jo selve hjertet og livet i al kristendom. Og i Bibelen står der: «Bevar dit hjerte frem for alt det du bevarer, for livet udgår fra det,» Ordsp. 4:23.


Det kan måske blive en meget stor kamp at kunne tro denne din barneret hos Gud. Ja, - på grund af et eller andet forhold synes det måske ganske umuligt for dig. Vær da opmærksom på følgende som kan give klarhed over det: Hvad er grunden til at du ikke kan tro og hvile i din barneret hos Gud? Er det dette, at du ved med dig selv om en synd du bevidst lever i og som du ikke vil opgive, som at du f. eks. lever i had til et menneske og ikke vil gøre op med vedkom­mende? Er det nogle kødelige lyster, uærlighed i forretningsliv eller på arbejdsplads, altså åbenlyse kødelige gerninger som du lever i og som du ikke har tænkt at stoppe med?


Da kan det ikke nytte at bruge evangeliet i et forsøg på at overdøve eller dæmpe hjertets ægte modreaktioner. Da nytter det ikke at anstrenge dig for at tro din nådepagt hos Gud. Hele Guds ord strider nemlig så tydeligt og klart imod dette. Og Herrens Ånd, som skulle give dig troens vished og vidnesbyrd om din barneret hos Gud, er en ren og hellig Ånd. Den er sandhedens Ånd. Den kan ikke give dig trøst i noget som strider imod sandheden.


Du vil blive stillet overfor apostelens ord til troldmanden: «Du har ingen lod eller del i dette ord, for dit hjerte er ikke ret med Gud,» Apg. 8:21. Han siger ikke: For dine synder er for mange og for store. Men han siger: «Dit hjerte er ikke ret med Gud.» Men glæd dig over at han heller ikke siger: Derfor må du for altid være fortabt. Nej han tilføjer tværtimod: «Omvend dig derfor fra denne din ondskab, og bed Herren om at måske dit hjertes tanke måtte blive dig tilgivet.»

Tænk at ikke en gang troldmanden, som var så gennemsyret af hykleri og «lå i bitterheds galle og i uretfærdighedens lænker,» vers 23, ikke en gang han behøvede at gå fortabt. Nej, han kunne komme til Gud og bede om tilgivelse.


Men læg også mærke til at apostelen ikke uden videre siger til ham, at han straks skal «tro på Herren Jesus», men siger: «Omvend dig fra denne din ondskab!» Det samme siger Kristus jo: «Om dit øje frister dig til fald (til hindring for nådelivet), da riv det ud og kast det fra dig», Matt. 5:29. Han siger ikke: Så tro på mig, og du behøver ikke rive øjet ud.


Troen og en god samvittighed kan aldrig leve sammen med synder som forsvares. Gennem sådanne drives man altid bort fra nådestolen. Luther bemærker at der er mange som holder sig borte fra nadver og bøn på grund af at de ligger bundet i synder som hersker over dem. Det kan være had de ikke vil tage et opgør med, eller lignende. «Det bedste råd man kunne give sådanne», siger Luther, «ville være at de må vende sig fra synden og komme til Gud i sakramentet og bønnen. Dette ville i sandhed være bedre for dem end at fortsætte i sine synder og lade djævelen få både krop og sjæl.»


Åh ja, det siger Kristus også er meget bedre for dig; at du hellere tager lidelsen med at et øje rives ud og du kan opleve det evige liv, end at have to øjne og kastes i helvedes ild. Åh, gør nu det eneste rette: Flygt fra synden! Herlighedens krone er den store løn, selv om du vil lide når kødet korsfæstes.


Bliver du derimod værende i synden, bliver din bøn hindret. Da vil du heller ikke opleve Guds salige fred her på jord og den himmelske glæde i evigheden. Men læg mærke til at dette gælder synder som du tilbeder, ikke alene elsker. For kødet har altid sin gamle kærlighed til synden. Det gælder også de hellige. Nej, her taler vi om synd som du accepterer, undskylder, og som du er indstillet på at fortsætte med. Og det på trods af, at den ikke en gang er tvivlsom, men en åbenlys synd. Hvis man på den måde tilberedte sådant, så strider det altid klart mod troen og nåden.


Da er det helt anderledes med en kristen som siger: «Jeg elsker dig, synd, helt forfærdeligt. Men jeg hader og forbander min kærlighed til dig, og jeg råber til den almægtige Gud om hjælp mod selve denne kærlighed til synden.» Ja, hvis det er sådan du har det; at du ser og erkender din kærlighed til synden, men søger at blive løst fra den, da skal du sandelig ikke et øjeblik tænke på at flygte fra din kærlige Far, som jo har fået Sønnens soning for al verdens synd. Nej, da skal du straks flygte ind i hans favn og tro hans nåde med fuld vished.


Men nu må du være på vagt og lægge mærke til, at der ikke er tale om at du først skal vente på befrielse fra synden, før du skal tro nåden. For netop dette først at vente på det følbare, kan blive den største snare som djævelen kan fange dig med.


Det er alene ved tro du kan vente nogen befrielse. Se 1. Joh. 5:4 og Heb. 11. Kødet elsker synden. Ja, bestemte medfødte tendenser kan forfølge og plage os så længe vi er her på jord. Det er en tilstand som alle hellige sukker og klager over. Men Luther siger at sådanne synder, som vi selv på den måde dømmer, dem holder vi dermed ærligt og åbne frem for Gud. Vi har altid Kristi offer mellem dem og Gud, så de aldrig vil kunne fordømme os så længe vi bliver værende i Kristus, og synden dermed er korsfæstet.


Nej, når det gælder sådanne synder og lyster, da skal du bare stadigvæk, i dit hjerte, tage de store, evige sandheder som vor nådestand er grundet på til dig. Du skal kæmpe for dit evige liv og frelse, for netop at holde fast på din tillidsfulde barneret. For du skal være klar over at det djævelen stræber allermest efter, er at stjæle denne barneret fra dit hjerte og føre dig ud i mismod og trældom. Tag derfor nu hele Guds evangelium til hjælp. Tag sakramenterne, bønnen og brødrenes råd og forbillede til hjælp, så din samvittighed ikke skal blive draget ned i trældom, men at du i stedet må sejre over angrebene ved tro.


Nu vil du nok ofte opleve som det mest usandsynlige, at du kan være et Guds barn. Alt som er i dig taler ligesom imod noget sådant. Du synes du er meget mere lig et djævelens barn, særligt når en særdeles stærk natur bryder ud på en ubehagelig måde, eller der sker et fald som med Peter. Derefter følger ofte en langvarig tørketid i sjælen, og du får ulyst til både bønnen og Ordet. Netop da må du være særligt på vagt, så du ikke følger fornuften og følelserne, og glemmer de dybe, evige sandheder som vor himmelske barneret er grundet på.


Lad os tage et eksempel på hvor vigtig det er at være opmærksom på og at holde fast ved grundlaget for dette forhold, som ellers ser temmelig usandsynligt ud:


Lad os tænke os at der hvor du vandrer, stopper du op og fryder dig over et herligt palads du ser, som er omgivet af al mulig rigdom og skønhed både fra naturens side og hvad kunst angår. Ja, det fortoner sig for dig som hen imod et himmerige på jorden.


Et stykke vej derfra møder du så en fattig vandringsmand. Han er klædt i de mest elendige klæder, er støvet og afskyelig. Hvis så nogen fortæller dig at denne mand er arvingen til det skønne palads du passerede, så må det virke som den groveste løgn og skuespil i dine ører.


Men hvad så når du får den egentlige sandhed at høre, nemlig at den fattige vandringsmand netop da du mødte ham, er kommet hjem til sin slægts ejendom og hans arv efter en tur til udlandet som havde et meget uheldigt udfald for ham. Han var først blevet plyndret af røvere. Senere havde han selv bidraget stærkt til at ødelægge både krop og sjæl, til han omsider var kommet i den elendige tilstand han var i, da du mødte ham.


Onde magter havde længe holdt ham fanget så han holdt sig borte. Men nu, efter gentagne kald fra hans fars hus, er han endelig vendt tilbage for at tage imod sine fædres gods.


Ja, når du får den egentlige sandhed om det alt sammen at høre, da kan du tro det som lige før så fuldstændig usandsynligt ud. Og er alt dette, som svarer til Kristi lignelse om den fortabte søn, netop ikke også tilfældet med os? Mennesket er i sandhed en falden og forne­dret søn, og alligevel en himmelens søn, et virkeligt Guds barn. Hvor er denne underlige slægt ellers kommet fra? Hvem er menne­sket? Hvad er det skabt til? Er det ikke oprindeligt et Guds barn?


Vi vil vel ikke anse os på linje med dyrene? Eller hører vi til de forkastede ånders slægt? Ud over det den herlige skabelseshistorie åbenbarer om mennesket, bør vi også med egne øjne kunne se det samme, nemlig at mennesket var selve hovedformålet med hele Guds skaberværk. Alt det Gud skabte på jord, det skabte han jo for menneskene. Hvem skulle ellers have det alt sammen?


Tænk over hvad menneskene var for Guds hjerte! Men mennesket faldt, og det er faldets forfærdelige følger som vi nu forfærdes over.


Forestil dig så hen i stalden i Betlehem og spørg dig selv hvad du ser i krybben. Tror du virkelig at det lille barn der er Guds evige Søn, som kom fra himmelen og blev vor bror? Hør hvad der lyder som en hilsen fra himmelen til hyrderne på marken, og spørg dig selv hvad alt dette antyder om menneskene.


Hvem er menneskene - når Guds evige Søn er blevet vor bror? Er din elendighed større end alt dette som Gud har gjort?


Se videre på den kamp det kostede «den førstefødte blandt mange brødre,» Rom. 8:29, på korset, for at uskadeliggøre deres synd, tage lovens forbandelse bort og «fordømme synden i kødet,» vers 3.


Tæller du med dine synder mere end alt dette?


Bed Gud løse dig fra vantroens og djævelens anfægtelse og at du må få øjnene åbnet. Da skal du få en herlighed så stor, at du mere end gerne vil miste dig selv. I salig ydmygelse må du bare sige med Salme 118:23: «Af Herren er dette gjort, det er underfuldt i vore øjne,» og Ef. 1:5-6: «... idet han i kærlighed forud bestemte os til at få barnekår hos sig ved Jesus Kristus, efter sin frie viljes råd, til pris for sin nådes herlighed».


Kort sagt: Tænker du på din synd og uværdighed, så sæt alt det Gud har gjort, op imod dette. Tænk så efter hvad du og dit vejer imod det Gud har gjort!


Al min værste synd og ondskab beviser ikke noget som helst mere end vandringsmandens klæder, nemlig at han var en søn som havde været ude i hårdt vejr. Men hans fald og hans klæder kan da ikke omstøde det faktiske forhold - at han stadigvæk i virkeligheden er arvingen, og snart skal se ganske anderledes ud. Vi skal jo også en gang afklædes de sidste bevis på vore fald og vor tid i fornedrelse, for så at stråle i skøn, himmelsk pragt som de rette Guds sønner og døtre. Men mens vi endnu bærer på dette syndens og dødens legeme må vi passe på, at vi ikke glemmer hvad vi i virkeligheden er.


Det er derfor helt nødvendigt at vi holder fast ved hvad Gud selv har gjort og sagt om menneskene.


Går dine tanker igen til vilkårene for en ny fødsel, og er du ikke overbevist om at du er født af Gud eller ej, så tænk igen på hvad vi f. eks. har set om den indre strid, som det naturlige menneske har mod hvert punkt i Fader vor, og hvor modsat forholdet er for Guds barns vedkommende. Hvis du så midt i al din usselhed alligevel ikke kan fornægte at dit eget hjerte punkt for punkt sukker og er i overensstemmelse med denne bøn, sådan som vi tidligere har omtalt, - mens det hos det naturlige menneske er det helt modsatte - ja, så må en så fuldstændig forandring af selve hjertet jo vidne om en ny fødsel.


Oplever du så, at hele dit indre ikke sukker efter noget andet så vigtigt som det at være et Guds barn, at intet andet end Frelseren kan trøste dig i denne sag, og at du derfor først og sidst ønsker dig den rette tro på ham og at være hans egen ... da må det jo være dette som er at modtage ham. «Men alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn, de som tror på hans navn,» Joh. 1:12.


Følg da ikke naturen og djævelen, som aldrig vil at noget skal være nok til at give dig vished, så snart sjælen begynder at søge Kristus. Lad i stedet det store gennemgående vidnesbyrd i hele Guds ord være det som tæller for dig. Slip ikke ordene Fader vor før dit hjerte i det mindste har fået noget af denne herlige trøst. Gør som så mange Guds børn, som i enkel bøn gentager ordene i Fader vor for sig selv, samtidig med at de nøje gennemtænker grundene til at vi kan sige dette, indtil det virkelig glæder dem helt inde i hjertet.


De dvæler f. eks. i sine tanker ved sådanne sandheder: Fader vor, du som skabte os til børn, og skabte alt som findes på jorden for vor skyld (tænk!). - Fader vor, du som gav os din evige Søn for at han skulle blive vor bror (tænk!), og borttog syndens fordømmende magt ved korsets død (tænk!). Fader vor, du som selv har sagt vi skal kalde dig Far, og sagt at vi er dine børn. - Når jeg ved alt dette tør jeg ikke lade være at regne med dig som min rette Far. Ja, din elskede søn har jo kaldet sådanne disciple som endnu var fulde af skrøbeligheder, for sine brødre. Og han blev jo givet så vel for mig som for dem - og de var syndere så vel som mig - og du, Gud, gør ikke forskel på folk. Det som gjaldt for dem må også gælde for mig.


Åh, så giv mig da nåde til at kalde dig for min Far af hele mit hjerte, så jeg ikke begår den frygtelige synd at gøre dig til en løgner! Det er jo også din lyst at vi tror og anser dig for vor Far. Du Fader vor, som er i himmelen, en mægtig Herre over alt, du kan jo på et øjeblik give mig din Hellige Ånd så jeg får en fast og stærk tro. Du er jo altid nær hos os alle dage indtil verdens ende. Uanset hvor jeg går eller ligger, så ser du mig og hører alle mine bønner. Giv mig så den dyre gave at tro på dig og være dit barn, for dit navns skyld, kære Far.»