9. juni

Vi har også et påskelam; Kristus, som er ofret for os. 1. Kor. 5:7.

Israels børn sukkede under en hård og frygtelig trældom i Egypten. Der steg et stadigt råb om deres nød og jammer op til Herren. Og ingen andre kunne udfri dem. Farao og hans hær var alt for stærke for dem. Men denne trældommens nød havde endnu ikke nået sit rette højdepunkt så længe Moses endnu ikke var ført ud af Herren.

Men så snart Moses begyndte at befale at de skulle drage ud fra landet og trældommen, og sagde til ham som herskede over dem: ”Så siger Herren: Lad mit folk fare!” - først da blev trældommen og undertrykkelsen virkelig grusom. Nu råbte og jamrede folket sig allermest, og klagede over Moses som med sine ord til kongen bare havde hidset ham op til endnu større grusomhed. Nu mistede de fuldstændig håbet om nogen udfrielse fra trældommen.

Men netop nu var Herrens time kommet. Og hvordan foregik udfrielsen så for dem? Det skete bare gennem et Guds almagts under! En mørk, forfærdelig nat lod Herren sin hævn ramme sit folks undertrykkere. Da slog han alt det førstefødte i Egypten ihjel. Og nu var det påskelammets blod som frelste de undertrykte fra Den Retfærdige Hævners sværd.

Er dette ikke et malende billede på hele verdens forløsning, den som er sket i Kristus Jesus? Eller har vi ikke også en stor forløsning at fejre? Åh, den vi ser skildret her er bare et svagt skyggebillede af den store forløsning som skete i Kristi død.

Lad os standse lidt op for dette! Hele verden var faldet i djævelens hænder i syndefaldet. Guds billede var tabt, og dermed den frie vilje. Mennesket var en træl under afgrundens Farao. Regeret og drevet af hans vilje, og af de lyster og vildfarelser som var ”fogeder og embedsmænd” han satte over os.

Hele menneskeheden sukkede under denne trældom. Alligevel kendte de endnu ikke fuldt ud sin nød før loven kom og talte tydeligere end samvittigheden om hvad Gud kræver.

Da først begyndte samvittighedens nød at blive virkelig stor på jorden. Ikke et bogstav, ikke en gang en prik af Guds hellige lov kunne fraviges. Lovens urokkelige dom var at den som syndede, skulle dø, - og der fandtes ikke én som var retfærdig, ikke en eneste. Her var en ubeskrivelig og altomfattende nød.

Men da forbarmede den store og barmhjertige Gud sig over os. Han kunne ikke se på at hans børn, som en gang blev skabt i hans billede, menneskene, skulle gå evigt fortabt.

”Da tidens fylde var kommet, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, skabt under loven, for at købe dem fri som var under loven.” Dette synger hele profetens ånd frydefuldt om: ”De glæder sig for dit åsyn sådan som man glæder sig under høsten. For du har brudt åget, som tyngede dem, i stykker, staven over deres skuldre og kæppen som drev dem. Nøjagtig som på Midjans dag. For et barn er os født. En Søn er os givet.”

Læg mærke til her hvordan Herrens Ånd retter blikket tilbage til Israels trældomstid i Egypten, når han taler om ”åget som tyngede dem, staven over deres skuldre og kæppen som drev dem!” Alligevel er det dybest set Kristi forløsningsværk for hele verden han taler om her.

Og hvordan lyder det i Det nye testamente? I Heb. 2 siger apostlen: ”Siden barnet har del i kød og blod, fik han selv del i det på samme måde, for at han ved døden skulle nedkæmpe ham som havde dødens magt - det er djævelen, og sætte dem fri som af frygt for døden havde levet i trældom hele sit liv.”

I Gal. 3 siger apostlen: ”Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os.” Og i Ef. 1: ”I ham har vi forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse.” Sådan har Herrens Ånd udtrykkelig nævnt den trældom og de plager Kristus har forløst os fra. Han nævner synden, lovens forbandelse og djævelen.

Til sidst taler Herren også til den sidste fjende, døden, og siger: ”Jeg vil frikøbe dem fra helvede og forløse dem fra døden. Død, jeg skal blive dig en pest. Helvede, jeg skal blive dig en plage!”* Åh, hvilken herlig og majestætisk trussel mod vor fjende! Åh, du evige kærlighed, som er al vor lovprisning værd! Åh, evige, stærke trøst for vore fattige, syndige hjerter!

Her har vi vort påskelam, vor store, evige forløsning! Al verdens synd, alle menneskers ugudelighed og trældom i synden, fra Adam til det sidste menneske i denne verden, blev lagt på Guds rene Lam. Og den frygtelige byrde tyngede ham så han svedte blod. Han sukker og beder, som lammet på slagtebænken. Men han går trofast gennem alt sammen.

Al lovens forbandelse, alle dens trusler og straf for synden blev samlet på ham, sådan at han også blev en forbandelse for os. Men dermed forløste han os også fra lovens forbandelse, så vi kunne arve velsignelsen. ”De glæder sig for dit åsyn. For du har brudt åget i stykker som tyngede os, staven over vore skuldre og kæppen vore plagere drev os med.”

Til sidst kom også døden, som er syndens løn, og angreb og dræbte det evige liv. Men blev da selv opslugt af sejren. Og så nedkæmpede han ”ham som havde dødens magt - det er djævelen, og satte dem fri som af frygt for døden havde levet i trældom hele sit liv.”

Så er dette da vor påskefryd. Og dette er vor sejrssang: ”Døden er opslugt til sejr. Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Gud være tak, som har givet os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus.”**

* Rosenius’ bibeltekst og engelske King James oversættelse af Hos. 13:14.

** 1. Kor. 15:54,55,57. Rosenius’ bibeltekst.