9. juli

Alt det I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig. Matt. 25:40.

”Jeg var sulten, og I gav mig mad. Jeg var tørstig og I gav mig at drikke. Jeg var fremmed, og I åbnede hjemmet for mig. Jeg var nøgen, og I klædte mig. Jeg var syg, og I besøgte mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig” (Matt. 25:35-36).

Her, af disse gerninger Kristus nævner, kan vi lære en del om hvor omfattende kristen omsorg skal være. Vi mærker at her roser Kristus en udadrettet omtanke. For han taler ikke bare om det gode hver enkelt af os kan udrette indenfor i sit eget hus. Han siger: ”Jeg var syg, og I besøgte mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig.”

Da er det nok så underligt at der blandt kristne mennesker kan være forskellige meninger om et sådant spørgsmål, om vi bør opsøge nøden, eller bare skal vente til den står der og banker på vor dør.

På den ene side har vi dem som stærkt beklager at de er bundet til det kald de har i sit eget hjem, og dermed ikke har mulighed for at deltage i så mange gode og kristelige aktiviteter. Disse burde have tydeligt for øje at det jo først og fremmest er i vort eget hjem, blandt vore nærmeste, vi skal gøre de fleste gode gerninger.

Så har vi dem som også vil gå for at være kristne, men ret og slet forkaster al vidtrækkende virksomhed, og bare vil indskrænke sin omsorg til deres nærmeste.

Men hvis vi ikke i al hemmelighed er mest optaget med at forsvare vor egen magelighed, men virkelig vil se sandheden, bliver vi nok tilstrækkelig overbevist når vi standser ved disse ord af Kristus: ”Jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig,” og af det almengyldige kærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv.”

Dette levner ingen tvivl om at hver eneste kristen, så langt hver enkelt har anledning og midler, bør have omsorg for alle mennesker. Ikke bare de som hører til hans eget hus, familie og venner, - ”gør tolderne ikke til og med det samme” -, men også dem som er udenfor.

Også på Kristi tid var der en mand som ville forsøge at omgås Jesu kærlighedsbud om vort forhold til vor næste. Han svarede Jesus. ”Men hvem er da vor næste?” Da fortalte Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritan, der viser han at selv der hvor afstanden er så stor som mellem jøder og samaritanere, skal vi tjene mennesker.

Læg derfor mærke til at de gerninger som er gode og velbehagelige for Gud, gør du når du først og fremmest ved troen lever i fortroligt samfund og venskab med din Frelser. Og så i tålmodighed og trofasthed først gør dit bedste i det du er kaldet til i dit eget hjem. Enten du er en som skal styre; en far, eller mor. Eller du er en som skal lyde, som barn eller arbejdstager.

I enhver stilling vi får i livet, i hjem eller på anden arbejdsplads, ligger der mange gode gerninger færdig vi kan gøre, som ofte kræver at vi har stor tålmodighed og overgiver kødet til døden. Kan du trofast holde ud i dette, så er det alt sammen velbehageligt for Gud. For det er ham som selv har befalet det, og gjort alt sammen færdigt.

Men kan du så derudover tjene dem som er udenfor dit hjem eller arbejde, i åndelige eller legemlige behov; syge og fattige, ulykkelige og sorgfulde, - så ser du her at en dag skal Kristus fremhæve disse gerninger med sådanne ord. ”Jeg var syg, og I besøgte mig, jeg sad i fængsel, og I kom til mig.”

Kort sagt: ”En kristens gerninger har ikke noget navn” siger Luther. Dvs. at en kristen ”specialiserer” sig ikke bare på bestemte gerninger, som hyklerne, som bare selv udvalgte sig visse gerninger. Og ud over det fik man ikke noget som helst godt ud af dem.

Men en kristen har kærlighed, og ”kærligheden tvinger ham” til at gøre gode gerninger, efter Kristi ord om at ”Alt det I vil mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”

Hvis vi da ejer den store nåde, det er at leve i samfund og venskab med Gud, under en evig og konstant forladelse. – For det har vi fordi Gud aldrig forkaster Mellemmanden, sin elskede Søn -. Når så Kristus derudover ser på vore fattige gerninger med så stort velbehag at han vil sige: ”I har gjort det mod mig! – Hvor herligt er det da ikke, i stort og småt, at se på ham og sige med sig selv:

For Frelserens skyld vil jeg give dette fattige menneske et klædningsstykke. Eller: For Frelserens skyld vil jeg give et livgivende ord til dette menneske som synes så fremmed for det evige liv. For Frelserens skyld vil jeg nu have tålmodighed med dette prøvelsens menneske, og møde ham med et venligt ansigt og et godt ord. For Frelserens skyld vil jeg gøre mig det umage at besøge den eller det stakkels menneske osv.

Når jeg har troens trøst og kærlighed i hjertet, er alt dette bare en lyst. Og endnu burde vi bare føle at vi ikke har fået gjort noget. Sådan at når Herren omtaler hvad vi har gjort mod ham, vil vi bare svare: Hvornår var vi så heldige at vi fik lov at tjene dig? Men da vil han bare slå fast: ”Sandelig, alt det I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig.”