9. januar

 

Der er ingen forskel, alle har syndet og står uden ære for Gud (svensk: … og havde intet at berømme sig af for Gud). Rom. 3:22-23.

 

Hvordan skal vi egentlig forstå disse ord? For det er jo ret så urimeligt at der ikke skulle være nogen som helst forskel på menneskene. Vi ser jo trods alt med egne øjne at forskellen tværtimod kan være ganske stor. Det ene menneske kan f.eks. leve i åbenlys synd. Mens det andet hver eneste dag lever et moralsk fint liv.

Læg nøje mærke til hvad det er spørgsmål om her! Her tales der om vor retfærdighed overfor Gud!  Om vi har nogen som helst ære, noget vi kan rose os af, overfor Gud når det gælder det at blive frelst og få evigt liv. I dette forhold ophører al forskel på større eller mindre synder.

Der er andre forhold hvor det afhænger af vore gerninger. Det er når det gælder forskellige grader af salighed eller fordømmelse. Da siger Skriften udtrykkeligt at der skal være forskel. Da tales der f.eks. om at det skal blive lettere for Sodomas og Gomorras land på dommens dag, end for byerne som ikke tog imod apostlene Jesus sendte ud (altså en forskel i domsfuldbyrdelsen). Og på den anden side at ”en stjerne skiller sig fra en anden stjerne ved sin glans.”

Men så snart det er spørgsmål om retfærdighed og ære, noget at rose os af ind for Gud, sådan som i den tekst vi har foran os i dag, da er der kort og godt ”ingen forskel.” For her kommer alle menneskenes gerninger til kort. I det forhold er vi alle så langt fra den retfærdighed Gud kræver, at al forskel menneskene imellem forsvinder.

Lad os bruge en lignelse. Hvis vi taler om højdeforskellene på jorden, da har vi al grund til at sige at der er stor forskel mellem de høje fjeldtoppe og de dybe dale. Men taler vi derimod om jordens afstand fra solen, da bliver disse højdeforskelle på jorden aldrig nævnt, aldrig taget i betragtning. Da siger vi ikke at fra solen til toppen af fjeldene er der så og så langt. Og fra solen til bunden af dalene er der så og så langt. Nej, fordi afstanden i dette tilfælde er så enormt at disse ujævnheder på jorden ikke betyder noget som helst - ”der er ingen forskel.”

På samme måde er det her nede, menneskene imellem, stor forskel når det gælder deres synd, eller gode gerninger. Men fordi den bedste er så uendelig langt fra den retfærdighed Gud kræver, bliver det overfor Herren, og i spørgsmålet om at være værdig til evigt liv i himmelen, ingen forskel.

Lad os tænke os et fængsel hvor bare dødsdømte fanger er samlet. Alle sammen er forbrydere, mordere og røvere. Hvis disse skulle begynde at diskutere om hvem af dem som var mest værdig til en ærefuld plads ved kongens side, ville vi da ikke sige: I er alle sammen bare værdige til henrettelse. Her er ingen forskel!

Nøjagtig det samme gælder hvis vi begynder at tale om vore kvalifikationer som grundlag for at træde frem i retfærdighed for Gud. Vi er alle sammen store forbrydere, som hver eneste dag bryder Guds største bud. De alvorligste og mest helliggjorte kristne må jo alle sine dage bede om tilgivelse for sin synd. I sig selv er de bare værdige til Guds vrede, hvis han skulle dømme dem efter sin hellige lov.

Ganske rigtig findes der nogen som synes de er blevet lidt bedre. De som bilder sig ind at de gennem nådens midler, gennem indtrængende bøn, tro, årvågenhed og alvor er kommet lidt længere. Så de ikke uden videre kan sammenlignes med andre skrøbelige kristne. De er ligesom i sig selv blevet et helligt folk.

Men disse er bedraget af løgnens far. For hvis de var åndelig ædru og vågne, ville de jo måtte erkende det samme som den hellige David da han bad: ”Gå ikke til doms med din tjener, for der er ikke én levende som er retfærdig for dit åsyn.” Og hvis vi taler om uomvendte mennesker, så er selv deres bedste gerninger bare synd og hykleri, fordi de i sit hjerte ikke har det ret med Herren i tro og kærlighed.

Uanset hvor stor forskellen så er; Enten menneskene har en høj moral, lever et godt og fint liv, og bliver anset for en støtte i samfundet. Som samvittighedsfuldt udfører sine medmenneskelige pligter. Ja, som til og med kan have nidkærhed for Gud, men ”ikke med sand erkendelse,” så de stræber med at opbygge sin egen retfærdighed. Eller de er frække Gudsfornægtere som uhæmmet lever i al slags synd.

Uanset så står alle disse under den samme Guds dom, og behøver alle samme nåde -. På samme måde som nåden også tilbydes alle, og gives dem lige ufortjent, når de søger den ved Kristi fødder.