9. februar

På samme måde, mine brødre, døde også I bort fra loven ved Kristi legeme. Rom. 7:4.

Når det gælder vor frihed fra loven, er det nødvendig at lægge godt mærke til at denne frihed bare opstår ved at vi dør eller dødes.

Først og fremmest er dette et totalt ulogisk ord, et bedrag og fuldstændig urimelig for det troens mørke vi alle lever i; at vi skal være fri fra lovens krav og dom. Åh nej, hedder det altid i hjertet, - ”fri fra loven,” det kan jeg slet ikke være. Jeg kender jo altid dens krav og dom. Nej, var jeg fri fra loven, da var jeg jo fuldkommen frelst. Nej, det er for meget! Sådan taler vort vantro hjerte.

Men da kommer apostlen og siger: Kære bror, nøjagtig så fri fra lovens krav og dom er I, fordi I er døde fra loven og forenet med den Opstandne. Så frie som dem der allerede er frelst hjemme i himmelen. Ja, som om vi aldrig havde fået nogen lov på jorden, hverken et eller ti bud. For denne frihed opstod ved at I døde fra loven, og så opstod i en ny tilstand, som i en ny verden.

På den anden side findes der letsindige mennesker som alt for let tilegner sig trøstens ord uden at de virkelig ejer det Ordet taler om. Disse kan godt, i sit kødelige sind, f.eks. vidne om at ”vi er da fri fra loven. Vi behøver ikke længere bryde os om det den siger! Ingen kan jo alligevel bestå ind for den.”

Da kommer apostlen på ny og siger: Nej, vent nu lidt! Det er ikke min mening at alle mennesker er fri fra loven. Det kommer an på om du er blevet dødet/dræbt fra loven. Du kan ikke uden videre frigøre dig fra den selv.

Det er ikke alle kvinder som er fri fra loven som binder hende til ægtemanden. Det afhænger af et dødsfald om hun skal blive fri. Ved I ikke, kære brødre, hvordan det forholder sig med loven? ”Ved I ikke at loven hersker over et menneske så længe det lever? Den kvinde som har en ægtemand er ved ægteskabsloven bundet til sin ægtemand så længe han lever. Men hvis ægtemanden dør, er hun løst fra ægteskabsloven som bandt hende til ægtemanden. Men hvis hun har forhold til en anden mand mens hendes ægtemand lever, skal hun kaldes en horkvinde. Men hvis hendes ægtemand dør, er hun fri fra ægteskabsloven, sådan at hun ikke er en horkvinde selv om hun har giftet sig med en anden mand.”

Den første og egentlige lærdom vi får her, er det vi allerede har påpeget, at det er bare gennem en bestemt død vi opnår frihed fra loven. Her lærer vi hvor fuldstændig falsk og uretmæssig det er at indbilde sig at man ejer nåden gennem Kristus hvis man ikke er ”blevet dræbt fra loven,” men tværtimod endnu sætter sit egentlige håb netop til loven. Endnu tror at leve mest mulig ret efter loven skal hjælpe os til retfærdighed og frelse.

Da samtidig at tro på en nåde der hvor vor egen retfærdighed ikke rækker til, det opfatter mange som den rette tro på Kristus. Men det er ikke andet end et åndeligt ægteskabsbrud. Så længe manden lever, er hustruen efter ægteskabsloven bundet til manden. Sådan at hun retsmæssig kaldes en lovbryder hvis hun samtidig har et forhold til en anden mand.

På denne måde sammenblandes to forskellige grundlag for vort hjertes trøst. Og de to grundlag som totalt strider mod hinanden. Nemlig at blive retfærdige gennem loven - og det at få nåde gennem Kristus.

En sådan sammenblanding er åndelig løsagtighed, åndelig ægteskabs-brud. Det er at svigte sit forhold til loven - som man er skyldig at opfylde fuldkomment, - hvis man vil blive retfærdig på lovens vej.

Nåde og frihed fra lovens dom tilhører et helt andet folk; nemlig dem som er dræbt fra loven og søger al sin retfærdighed udelukkende i den Opstandne. Hele verden ligger i det mørke at de ikke ved at her er to vidt forskellige åndelige riger med sine ulige love og rettigheder. To pagter, de to Testamenter. To helt adskilte veje til retfærdighed og frelse; lovens og nådens, gerningens og troens (se Rom. 4:4-5).

Og i Gal. 3:10 taler apostlen så stærkt imod dem som lever på gerningens vej, og indbilder sig at de er under nåden. Han siger: ”Så mange som bygger på lovgerninger, er under forbandelse. For der står skrevet: Forbandet er hver den som ikke holder fast på alle de ord som er skrevet i lovens bog, sådan at han gør dem.” Det vil sige at på denne vej må man opfylde alt, eller være forbandet.

Så forfærdelig er den vildfarelse at håbe på nåde mens man endnu lever under loven. Det er dette som skildres med den dom som rammer en hustru som indleder et forhold med en anden mand mens hendes ægtemand lever.

Det andet vi bør lære her, er hvor fuldkomment fri fra lovens dom det menneske er, som er blevet dræbt fra loven og forenet med Kristus. Han er så fri, siger apostlen her, som en kvinde, når hun har set sin mand dø og begravet, er fri fra loven som bandt hende til manden.

Ægteskabets bånd er opløst og fuldstændig tilintetgjort i og med mandens død, sådan at kvinden nu frit og uden at synde kan ægte en anden mand. Netop så lille ret eller magt har den døde og begravede mand over kvinden, så lille ret eller magt har lovens krav over den kristne som lever i samfund og forenet med Kristus. Loven kan hverken retfærdiggøre eller fordømme sådanne.