8. oktober

Tag frelsens hjelm på jer. Ef. 6:17.

Hvad frelsens hjelm er, ser vi i 1. Tess. 5:8, hvor der siges at vi skal sætte håbet om frelse på os som en hjelm. Det er altså håbet om frelse, eller et fast og levende håb om evig frelse i himmelen, som er vor hjelm.

Hjelmen var af metal, og dækkede for datidens krigere det meste af hovedet. Den beskyttede dermed en meget vigtig legemsdel. For et eneste træf af sværdet mod hovedet, kunne straks medføre døden, eller sætte krigeren ude af stand til at fortsætte kampen.

Så vigtig er vor åndelige hjelm også. Tag håbet om frelse bort, og al åndelig kraft er borte! Da er der ikke længere nogen kraft i Guds ord. Da ser menneskene bare ”de synlige ting,” og duer da ikke længere til den åndelige kamp, hverken til at stride eller at lide.

Hjelmen som dækkede krigerens hoved, gjorde ham dobbelt modig. Med den rykkede han dristigt frem i kampen, og var ikke bange for sværdhuggene. På samme måde virker også et fast og levende håb om frelse; vi er ikke så bange for hvad der kan møde os fremover, her i livet. Vort øje er fæstet på hvad der er Herrens vilje. For vi ved at når kampen er slut, venter der os så stor en herlighed, at al lidelse her i livet ikke betyder noget som helst.

Men der må mere til end en masse ord og pæne tanker, hvis håbet om frelse virkelig skal blive en sådan hjelm for os, en kraft i kampen. Der trænges til en dyb begrundelse og en levende tro. Mens solen endnu skinner og alt går let i livet, kan man nok tale og synge om himmelens salighed, og netop da have allermindst brug for denne trøst.

Men vær klar over at der kommer nok andre tider, mørke og onde dage, når du synes at ingen i verden kan hjælpe dig. Når dit hjerte vil sprænges af ubeskrivelig nød, når du ”ville lede efter døden mere end efter skjulte skatte” (Job 3:21). Nu ser det ud som om det er slut med al lykke her i livet, og du føler at du må forgå bare ved tanken om at hele dit liv måske nu er slut.

Forbered dig derfor godt netop til dette! Undersøg virkelig alvorligt om vi har noget sikkert og holdbart grundlag for vort håb om frelse. Bed Gud om at hans Hellige Ånd må skrive dette dybt ind i dit hjerte, så det bliver en levende grundtanke gennem hele dit liv.

Har du et sikkert og fast håb om frelse, vil det også skabe den rette livsvisdom i alle livets situationer, en dyb og urokkelig trøst i al sorg, og en guddommelig fred og kraft i alle kampe og prøvelser.

Men dette er ikke et emne for hvem som helst. Det kan jo ikke smage mere end som lunkent vand i munden på dem som vil have sine gode gaver her i livet, de som er denne verdens børn. ”Himmelen? Hvad? Himmelen, - Nej, fortæl os hellere om opskriften på et godt helbred, mad, klæder og det at blive accepteret af andre mennesker,” hører du bare fra den kant, ”Himmelen, den kommer vel i sin tid, den har vi ikke brug for at tænke på nu.”

Men selv blandt dem som er begyndt at søge det som er deroppe, og lever i samfund med Gud, har mange endnu ikke fået brug for betydningen og kraften i håbet om frelse. De er endnu ikke i nogen videre grad blevet knust, blevet dødet. Det jordiske liv har endnu ikke bedraget og såret, knust og udmattet dem grundig nok. De har endnu mange smukke tanker og forhåbninger om dette liv. Men vær klar over at hvis du skal forberedes for himmelen, da kommer der andre tider, når du ikke finder herligere ord i Bibelen end dem som taler om hvor herligt det skal blive at tage herfra til himmelen.

Så sandt du tilhører Kristus, skal dit gamle menneske med dets lyster og begæringer være korsfæstet. Og et korsfæstet liv er et liv i angst, et liv på korset, der hvor jeg hele tiden dør. Hvad slags glæde kan man give til en som hænger på korset? En kort lindring og hvile kan vel gennem Guds nåde blive givet ham, sådan som en engel blev sendt til Getsemane og styrkede Jesus. Men denne lindring brydes snart af en ny smerte, af bitterhed, tårer og skrig.

Jo længere vi lever som kristne, jo mere må vi give apostlen ret i at ”hvis det bare er i dette liv vi har sat vort håb til Kristus, da er vi de ynkeligste af alle mennesker.”

Jo mere tiden går, desto mere stadfæstes det gamle Skriftens ord om hele dette liv: ”dets herlighed er bare slid og sorg,” og ”uro og slid er alle menneskers lod helt fra de bliver født og til de bliver begravet. Det de tænker på og frygter for, er den dag de skal dø. Enten de sidder på en strålende trone, eller det er den mindste på jord. Der er altid vrede, fjendskab, misundelse, ufred og dødsfare” (Sirak 40:1.4).

Dit håb om frelse vil blive kraftig styrket hvis du altid husker godt på at den uendelige, dybe længsel hos menneskene efter lykke, aldrig fuldt ud kan tilfredsstilles på denne jord. At hele dette liv bare er et stort bedrag. Den rigeste og lykkeligste konge i Israel havde i et langt og herligt liv, hele tiden, gennem alt som fandtes på jorden, - ledt efter lykken. Men han stod til sidst tilbage med denne nedslående erfaring, at alt er bare bedrag, alt er tomhed.

Der findes ikke noget på jorden som kan gøre den udødelige sjæl lykkelig. Den som får mest af jordisk lykke og glæde, får altid samtidig et hjerte som ikke kan nyde denne glæde. Og desuden vil den uhyggelige tanke efterhånden komme, at det snart skal være forbi med det alt sammen.