8. juli

Den Herren elsker, den tugter han. Heb. 12:6.

Herren Kristus sagde: ”Hver gren på mig som bærer frugt, den renser han, så den kan bære mere frugt.” Dette taler han om de sjæle som har Herrens velbehag, som er frugtbare, og som han omtaler som gode. Men her ser jeg at netop disse sjæle alligevel i sig selv ikke er aldeles rene.

Dette er der mange kristne som blander sammen. De tror - eller handler i hvert fald som om - det at bære frugt samtidig indebærer at man er ren fra alt ondt. Men her står vi overfor to forskellige forhold.

Nøjagtig som der på en frisk og værdifuld gren, som bærer god frugt i overflod, alligevel samtidig kan være tørre kviste eller vildskud som bare suger kraft, og bør skæres bort. Sådan kan en levende kristen, rig på kærlighed og Åndens frugter, samtidig ikke bare være besmittet af alle menneskers syndefordærv, men også have en eller anden syndig egenskab som kan være til forargelse og en plage for andre. En adfærd som stadig må korsfæstes og dødes, men som alligevel til en vis grad måske altid vil følge ham.

Men han er alligevel en hel anden end disse uægte grene som ikke bærer frugt. Mange andre uigenfødte mennesker kan være langt finere og hyggeligere af natur. Men er alligevel helt og holdent døde og ufrugtbare.

Læg mærke til dette her: At du ikke er helt ren fra synd og mangler, men dagligt mærker og tynges af dette, skal ikke fordømme dig - så længe du endnu lever i samfund med Frelseren. Du mærker at da har du også hans egne forsonede samfunds frugter, upåvirket af al din skrøbelighed, og selv om du aldrig bliver fornøjet med de frugter du ser hos dig selv. For er du forenet med Kristus, så er du alligevel ”en ny skabning.”

Men hvad gør den himmelske vingårdsmand nu med de grene som bærer frugt? Herren siger: ”Hver gren på mig som bærer frugt, den renser han, så den kan bære mere frugt.” Læg mærke til dette, at den ”renser han.” Dette er ganske kort udtrykt, - men meget langtrækkende og mærkbart i erfaringens virkelighed.

Den gode gren renser han. Men den gren som ikke bærer frugt, renses ikke. Den får bare lov at vokse frit, som den selv vil. For den skal bare brændes op. Men den som bærer frugt, den skal der passes på og plejes. Og den renser han.

Hvordan sker det så? Jo, Kristi skildring af dette er lærerigt (Joh. 15). Han taler om hvordan vingårdsmanden renser -.  Og dette sker ikke med vand, men med kniv og skraber. Med dem fjerner han tørre grene, mos, overflødige kviste og blade. Alt som bare hindrer frugtbarheden for de gode grene bliver renset bort. Og dette er et meget godt billede på netop det levende kristne sjæle erfarer.

Mærker vi ikke ofte denne vingårdsmands kniv? Mærker vi ikke, når vi hører Ordet forkyndt, hvordan dette tveæggede sværd skærer i vort inderste væsen, og hvordan det særligt angriber de unoder og tendenser som har mest tag i os? Eller vi har forsømt tjenesten i Herrens vingård, været ligegyldige og ulydige mod Herren, - hvordan bliver vi da ikke indvendig ”skrabet” når Ånden bearbejder os?

Det er den kærlige vingårdsmand som vandrer i sin have, som gør at vi ikke en eneste dag kan være tilfreds med os selv, men altid bliver tugtet og renset i vort inderste væsen. ”Også om natten tugter mit hjerte mig,” siger David.

Der hvor Den Hellige Ånd bor, kan det ikke blive anderledes. For det er udelukket at han ikke skulle finde urenhed hos os. Og lige umuligt at han da ikke skulle angribe, tugte og rense dette, hvor han bor og virker. Det som så ikke opnås med denne indre tugt gennem Ordet, det gør vor trofaste Herre med ydre ris og plager, sorg og prøvelser. Peter taler om at troende ”om så skal være oplever sorg ved mange forskellige prøvelser.”

Kort sagt: Et himmelens barn skal renses. Apostlen siger: ”Den Herren elsker, den tugter han, og han hudstryger hver søn han tager sig af. Men hvis I er uden tugt, som alle har fået sin del af, da er I uægte børn og ikke sønner. Ingen tugt synes at være til glæde mens den står på, men bare smertefuld. Men bagefter skaber den retfærdighedens fredfulde frugt hos dem som er blevet opdraget ved den.”

Læg mærke til at dette er målet med det alt sammen. ”Det er ikke af hjertet han plager menneskenes børn,” men bare hvor han ser det er nødvendigt. Nøjagtig som Kristus siger: Han renser den gode gren, for at den skal bære mere frugt. Dette er det høje mål med det alt sammen. Han vil at en frisk og dyrebar gren, som bærer god frugt, skal blive endnu mere frugtbar og herlig. Og Gud ske lov, så ser vi jo også at dette sker gennem tugten.

Har vi ikke her og der set en og anden oprigtig kristen med god indsigt i Bibelen, men hvor vi med sorg lagde mærke til en vis magelighed og åndelig ufrugtbarhed. Men pludselig så vi dyb sorg eller ulykke ramme dem, eller en stor indre anfægtelse, så vi blev ængstelige for dem. Men når de kom ud af denne trængslens ovn, var de helt forvandlet. Nu mødte vi en mere alvorlig, og på så mange områder en mere frugtbar kristen.

Og kender vi ikke alle til noget af dette, hvis vi er af dem Herren tager sig af? Straks vi begynder at påvirkes af sanselighed, selvoptagethed eller lignende, møder vi snart en ny prøvelse - som så på ny får os til at standse op, og blive åndelig ”ædru.” Og når så Herren igen trøster vort hjerte, oplever vi det som efter et forfriskende bad. Med ny iver begynder vi igen løbet efter hans ords veje.

Herren har en hellig nidkærhed for de sjæle han forbereder for himmelen. Han vil forme dem mere rene og frugtbare. Men de andre får lov at vokse helt frit, sådan som kødet vil have det.