8. februar

Da I tog imod det Guds ord som I hørte af os, så tog I imod det, ikke som menneskers ord, men som det i sandhed er: Guds ord. 1. Tess. 2:13.

Må Herren forbarme sig over vort faldne hjertes mørke, og åbne vore sind!

Selv de som aldrig tvivler på at Ordet er Guds ord, forholder sig alligevel ikke til det, som om det skulle være tilfældet. De kan ligesom ikke i levende tro holde det klart frem for sig, at dette virkelig er den store og almægtige Guds ord.

Åh, hvilket chok og postyr der ville blive i verden hvis menneskene begyndte at regne med Guds ord som det virkelig er - Guds ord -. Den store, almægtige Skabers ord og dom. Åh, som det ville forfærde menneskene. De ville løbe og råbe, studere og spørge efter vejen til frelse - hvis menneskene virkelig begyndte at tage Guds ord for det det virkelig er - Guds ord!

Hvilken fryd og troens vished, hvilken jubel og lovsang, fred og styrke i Herren, hvis alle vakte og troende sjæle virkelig kunne regne med Guds ord som det virkelig er - Guds ord!

Da ville vi leve i årvågenhed, i gudsfrygt og bøn. Og altid være på vagt overfor den mindste afvigelse fra vejen -. Hvis vi virkelig kunne tage Guds ord for det det virkelig er: Guds ord!

For, du som mener at du allerede omgås Ordet som Guds ord, hvordan kan du da være så usikker i spørgsmål som Gud selv taler klart nok om i sit ord? Hvordan kan du hver dag spise, drikke og sove som om alt er vel? Men endnu har du ikke ladt dig forlige med Gud og fået vished om at al din synd er forladt, at du går frelst hjem til Gud hvis du dør i dette øjeblik!

Hvordan kan dette være muligt, hvis du virkelig regner det som Guds ord, det som står skrevet i den hellige bog om den eneste vej til frelse, om dommen, om himmelen og om helvede?

Eller du som slider under et eller andet trældommens åg: Du hører Guds vidnesbyrd om at han har givet sin enbårne Søn til vor forsoning. Du tror det er Guds ord. Du hører Guds Søn fuld af nåde indbyde: ”Kom til mig, alle I som slider og bærer tunge byrder.” Hvordan er det da muligt at du fortsætter med at leve i samme syge, trælleagtige sind, - hvis du virkelig regner alt dette som Guds ord?

Det er let at mærke at de fleste mennesker ikke ser på Guds ord som hellige, sande Guds ord. Først og fremmest fordi Ordet ikke griber, bevæger og indtager deres hjerter. Dernæst fordi de ikke omgås Ordet med den dybe respekt som de helt sikkert ville have haft hvis de af hjertet virkelig troede og kendte at det er Gud, Gud selv, himmelens og jordens Herre, som taler til dem i Ordet.

Når en jordisk konge eller statsoverhoved taler til os, og særligt hvis vi står i et afhængighedsforhold til ham og hans ord, lytter vi jo med spændt opmærksomhed og ærbødighed. Vi passer på ikke at miste et eneste ord af hans tale.

Hvis så hans ord samtidig indeholder en frygtelig dom, f.eks. en konkret dødsdom som også rammer os, da bliver vi grebet af chok og angst. Og hvorfor det? Helt klart fordi det var kongen selv som udtalte dette som sit sidste og afgørende ord.

Og hvis hans ord indeholder løfter til os, fulde af nåde, ja, måske til og med en benådning fra døden, som vi tidligere var dømt til. Da ville en usigelig glæde og taknemlighed strømme gennem vort hjerte. Og hvorfor det? Først og fremmest fordi det var kongen selv som havde talt. Ham må jeg jo stole på. Dernæst fordi hans ord indeholdt den største nåde og gave til mig.

Ja, når en konge taler til os, da sætter vi det højt. Vi gemmer på det, ja, holder det frisk i minde hele livet. Bare fordi det var en stor konges ord. Selv om hans ord hverken betyder nogen stor nåde jeg får, eller en dom som rammer mig.

Her ser du hvad der ville ske hvis vi regnede med Guds ord som det det virkelig er - Guds ord! Hvad betyder vel en jordisk konge, sammenlignet med Herren selv, Skaberen, alle kongernes Konge?

En jordisk konges ord virker altså stor frygt eller glæde, alt efter hvad hans budskab går på. Da skulle den Almægtige Guds ord jo langt mere gribe vore hjerter, og fylde dem med frygt eller glæde, - hvis vi virkelig tog hans ord for hvad det er!

En jordisk konges ord sætter vi altså så højt, elsker og gemmer på det, selv om budskabet er meget ubetydeligt. Hvor meget mere skulle vi da ikke sætte Guds ord højt, elske og gemme det i vore hjerter, - hvis vi virkelig regnede det for Guds ord!

Vi omgås derimod ofte Ordet mere eller mindre tankeløst og søvnig. Vi hverken forfærdes eller forfriskes af budskabets indhold. Vi fortsætter bare vort livs vej i vantro, sikker på at alt nok er i orden. Da må fejlen jo ganske sikkert være at vi ikke anser Guds ord for at være det det er; den store og almægtige Guds ord.

Denne tvivlende holdning uden nogen som helst overbevisning. Denne vaklen mellem tro og vantro, mellem frygt og håb. Eller dette kolde og lunkne, ligegyldige liv. Er det alt sammen bare et bevis på at du ikke anser Guds ord for at være det det virkelig er - Guds ord?

Måtte så alle kristne lægge godt mærke til dette forhold! For her ligger årsagen til al åndelig slaphed og halvhjertethed i troen, i kærligheden og i livet; at vi ikke anser Guds ord for hellig, ikke tror og holder fast ved at det er Guds ord!