7. september

Om husets herre havde vidst i hvilken time tyven kom, ville han våge og ikke have tilladt at der blev lavet indbrud i hans hus. Luk. 12:39.

Med denne lignelse om tyven vil Kristus tale til os: 1: Om faren ved ikke at være forberedt når han kommer. Og 2: Om hvor vigtigt det er altid at være forberedt, fordi vi ikke ved hvornår han kommer igen.

At dette er budskabet i lignelsen, ved vi af den konklusion som Herren selv trækker med sin tilføjelse: ”Derfor skal også I være rede, for Menneskesønnen kommer i den time som I ikke venter.”

For det første bemærker vi at med dette ordvalg knuser Kristus den drøm nogen har om at ikke den sidste dom, men en ny herligere nådetid, skal begynde samtidig med hans synlige genkomst. Og en sådan Kristi genkomst ville jo ikke være så farlig som tyven.

Herren siger selv at når han kommer i sin storhed, skal han dømme alle folk. Og det skal ske på den måde at kun de retfærdige skal indbydes til at indtage det rige som er gjort færdig for dem fra verden blev til. Mens de andre skal vises bort til den evige ild.

Sådan har den apostolske tro også været fra begyndelsen: ”For op til himmelen... skal derfra komme igen for at dømme levende og døde.” Når Kristus kommer igen, synlig i skyen, da kommer han for at holde den sidste dom.

 De kan være både lærde, fromme, og mene det så godt, disse som forsøger at overse eller bortforklare de mange og tydelige udsagn fra Kristus selv. Men her, som overfor al anden bortforklaring af Kristi klare ord, må vi frimodigt forkaste en sådan udlæggelse.

På samme måde knuser denne tekst også en anden drøm som letsindige sjæle trøster sig til; den at om vi ikke her i livet har fået det rette forhold til Gud, skal det alligevel kunne ske efter døden. At der også i åndeverdenen skal være en nådetid.

Hvis dette var sandt, ville Kristus jo ikke så alvorligt have lagt dette ind over os; at være forberedt når han kommer. Og da ville det jo have været helt meningsløst når Skriften siger: ”I dag, i dag, om I hører hans røst” - ”Se, nu er det den velbehagelige tid. Se, nu er det frelsens dag.”

Herren Kristus lærer altså at når han kommer, enten i vor død, eller i sin egen synlige åbenbaring, da er det slut med nådetiden. Da er der kun den afgørende dom og evigheden tilbage. ”Vær derfor beredt når Menneskesønnen kommer,” siger han, - forberedt, færdige for da at gå ind til bryllupssalen med ham.

De som da ikke er beredt, da ikke har olie på sine lamper, men først nu forsøger at skaffe sig det, - bliver udelukket for evigt. Dette lærer Herren os selv i Matt. 25:1-12. De unge jomfruer råbte og bad: ”Herre, Herre, luk op for os!” Men nej, nu var der ingen nåde at få - det var slut med nådetiden. Derfor tilføjer Herren også der: ”Våg derfor! For I kender hverken dagen eller timen for Menneskesønnens komme.”

Åh, er det sandt, det Herren siger her, at det for evigt er slut med al nåde når han kommer, eller når han kommer til os i døden, og at det menneske som ikke da er beredt, går fortabt? Uanset hvad vor blinde fornuft måtte mene om det, så har han trods alt sagt dette, han som er den evige dommer. Hvem skulle jeg tro mere end ham?

Men da er det jo helt forfærdeligt, ikke at være forberedt, bare en eneste time. Sove en eneste aften uden at vide med sikkerhed at jeg ejer Guds venskab. Tænk om døden kommer overraskende på dig, (han kommer jo ofte ”som en tyv om natten”) så du ikke mere vågner op i dette liv! Du er gået over i evigheden - ufrelst!

 Ord strækker ikke til for at skildre det grufulde i det som da er sket. For evigt ufrelst - for evigt fortabt -! Det er en sådan skæbne Herren Kristus her advarer os mod.

Og hvad er så rådet han giver os her, så vi kan undgå noget så frygteligt? Vær forberedt, siger han, våg! Men hvad er det da at være rede, være forberedt? Det må jo nødvendigvis betyde at vi har et sådant forhold med Gud som Herrens egne ord lærer er helt nødvendigt for at blive frelst. Og det er jo at vi må være ”iklædt, så vi ikke skal blive fundet nøgne,” klædt i ”bryllups-klæderne.”

Det er usigelig tankevækkende når Herren Kristus siger, at selv blandt dem som har trængt sig gennem alt det som stængte, af købmandskab og landbrug, alligevel findes nogen som skal kastes ud i det yderste mørke! Og det bare fordi der ikke var sket en sand omvendelse med dem. De var ikke blevet fuldstændig afklædt og frataget al trøst i sin egen kristendom, så de var blevet helt afhængige af Kristi retfærdighed og evangeliets ord om ham.

Hvis du ikke ”har sluttet en pagt med døden og lavet en aftale med helvede,” må du jo lade sådanne Herrens egne ord tale til dit hjerte. Du må spørge dig selv ind for hans ansigt: Lever jeg i en sand omvendelse? Er det mest afgørende behov i mit liv: Kristus, hans forsoning, hans retfærdighed? Sådan at jeg ikke bare forstår og ved at sådan skal det være, men virkelig lever i dette. Så at min syndenød driver mig til at ”tvætte mine klæder i Lammets blod.”

Kære sjæl: Har du det sådan. Da bøj dig for Gud og tilbed! For da er du virkelig ”klædt i bryllupsklæderne.”