7. juni

Herre, jeg ved at mennesket ikke selv kan råde over sin vej. Og det står ikke i mandens magt hvordan han skal vandre og styre sin gang. Jer. 10:23.

Et sådant ord skal minde os om at Gud er meget større end alle vore tanker. At hans magt og omsorg for os ligger langt ud over det vi kan fatte. Og at vi bare er små, blinde skabninger når det gælder at fatte Gud.

Når så sådanne ord møder os, vil vi enten vågne og indse dette -. Eller, i modsat fald, forkaster vi hele Guds ord. Ja, ikke nok med det. Da er vi også så store i vor dårskab at vi ikke en gang ser det som hele det synlige Guds skaberværk viser; hvordan Gud har magt til at sørge for sin mindste skabning. Vi må være så store dårer som David omtaler sådan: ”Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud.”

Her vil nogen måske indvende: ”Det er sandt at alt det som hænder os, har vor trofaste Gud sendt os, - men bare så længe det ikke gælder det som går på menneskets egen frihed. Hvis jeg selv af egen vilje og andre syndige handlinger har ført mig selv i ulykke, så må jeg selv tage ansvaret, og ikke give Gud skylden for hvordan han fører mig.”

Dette er i sig selv rigtig, men bliver ofte fejl opfattet. Det er sandt at Gud har overgivet os til en vis betænkelig frihed. Med den kan vi gøre os ulykkelige for tid og evighed, når vi bestandigt og bevidst står imod hans Ånd. Men her er dermed to forhold som vi må indprente os.

For det første: Du har måske i synd og dårskab ført dig selv i ulykke. Men er alligevel nu ført til anger over dette, og har fået en lydhør ånd, sådan at du herefter vil lade Herren lede dig. Da er Guds nåde og faderlige omsorg så stor, at han lader alt det onde blive vendt til velsignelse for dig, og følgerne af alt det gale du har gjort, skal tjene dig.

For ”alle ting samvirker til det gode for dem som elsker Gud.” Gud er ikke vred for evigt, og trætter ikke til evig tid. Han er en Gud og Far som er fuld af nåde. Så selv om jeg længe har stået ham imod, men en gang omvender mig, da er han lige trofast mod mig som om jeg aldrig havde syndet.

Det var ved at tvinge sin egen vilje igennem at Israel fik konger. Alligevel opgav Herren dem ikke, men gjorde dem fortsat lige meget godt. Selv om de da også måtte møde mere lidelse.

I sin vantro havde Paulus været en fjende og forfølger af Kristus. Alligevel gjorde Kristus ham til den største apostel, og lod også to store ting komme ud af selve hans store synd: Først blev det et stort middel til at korsfæste apostlen selv. Samtidig som det blev en stærk trøst for andre. Her ser vi det vi netop nævnte; at Gud kan vende vor største fejl og dårskab sådan at det får lov at tjene os, når bare vi en gang bliver omvendt.

Ja, Luther siger at Herren også virker den samme omsorg for sine hellige gennem deres fejltrin.

Hans træffende ord er disse: ”Det er Guds store værk og kunst at han kan gøre onde sager gode, når vi har ødelagt og misbrugt det han har givet os. Jeg har i sandhed ganske ofte gjort meget tåbeligt og uviseligt som jeg i eftertiden selv virkelig er blevet forskrækket over. Og jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle kunne få orden på sådanne sager som jeg i min dårskab havde ødelagt. Men så har Herren åbnet en vej ud af det som jeg havde ødelagt, så alt sammen blev godt igen.

Og sådan fører Gud altid sine hellige. De kan nok komme til at fejle, og gøre gale ting. Men der vil alligevel blive en god løsning på alt for dem. Eller det vil i hvert fald blive løst uden at nogen påføres større skade. Gud er en almægtig skaber som kan gøre alt ud af intet. Derfor kan han også udrette noget godt ud af det som er ondt.”

Åh, ja, Gud er en trofast og omsorgsfuld Far. Dette er det første vi her bør lægge mærke til.

Men det andet vi skal indprente os er dette: Du er måske bange for at du endnu, på en eller anden måde, står Guds vilje imod. Men du har en ånd som ængstelig sukker: ”Gud: Forbarm dig over mig! Knus du min egen vilje, og før mig på din viljes vej! Brug hvad du vil, også det bitre. Bare jeg virkelig må være din, og blive lydig mod dig” osv. Hver den som har det sådan, har al ret til at trøste sig med at Gud i sin nåde leder ham.

For al den modstand mod Guds vilje som et menneske selv kender til, som han frygter for, og i sin nød sukker over. Og som han påkalder Gud for hans almægtige hjælp imod. Det er intet andet end kødets hårde kamp mod Ånden.

Da er hans sind på Guds side, og da er sagen allerede i Guds hænder. En sådan kødets modstand, som bare mere og mere driver os til Gud, vil aldrig føre åndelig ulykke ind over et menneske. Hvis kraften til at slide båndene over, kraften til at overvinde kødet, lå hos os, da var hele Guds ord jo falsk. For Ordet siger at dette har vi aldrig magt over.

Men det kan godt ske at du må udpines og dødes så længe gennem meget lidelse, til din egen stærke vilje udmattes og du giver dig ind under Guds vilje. Så du for alvor begynder at afsky alt det som du ser Gud, forbyder i sit ord.

Går det så på ny sådan at du begynder at opsøge ”de ugudeliges råd,” som undskylder og forsvarer synden for at retfærdiggøre at du tager skridtet ind på synderes vej, - da er dit sind faldet. Da er du enig med dig selv om at følge syndens vej. Og da er modstanden mod Ånden bevidst!

Da må du ikke trøste dig med Guds omsorg og ledelse. For da går du din egen vej - til ulykke.