7. juli

Jeg sagde: ”Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren.” Da forlod du min syndeskyld. Salme 32:5.

Er dette ikke i et kort sammendrag hele Skriftens lære om hvordan en fattig synder bliver benådet?

Både med udtrykkelige ord og med utallige eksempler har Gud helt fra verden blev til forkyndt at det er på denne måde Adams børn skal komme ind under Guds nåde. Lad os derfor lægge nøje mærke til ordene som bliver brugt!

David siger: ”Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren. Da forlod du min syndeskyld.” Det er let at forstå at her er der ikke tale om bare en ydre, letsindig eller udenadlært syndsbekendelse. Nej, her står vi overfor en fattig og knust synder.

Samtidig må vi alligevel have klart for øje at der kan være mange slags bekymringer. Mange bekender med en vis anger, en vis bekymring sin synd, men lever alligevel fortsat i mørke. Vi ser dette f.eks. hos kong Saul. Han bekender: ”Jeg har syndet, for jeg har overtrådt Herrens bud og dine ord.” Men han søgte aldrig en fuld forligelse og samfund med Gud.

Vi ser det samme hos kong Farao da han sagde: ”Jeg har syndet mod Herren jeres Gud, og mod jer.” Men hele hans erkendelse havde bare sin baggrund i at det nu allerede var den ottende plage som chokerede og plagede ham. Og ikke fordi han havde nogen trang efter at komme til en forsoning med Israels Gud.

Ja, Kain bekendte også: ”Min misgerning er større end at den kan forlades mig!” Og med det samme gik han bort fra Herren, og søgte ikke hans nåde. Det samme ser vi hos Judas. I bitter smerte råber han ud: ”Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.”

Af alle disse eksempler ser vi at for at det skal være en ret bekendelse af vor synd, kræves der en klar omvendelse og trang efter et nyt liv med Gud. Der må allerede være sket et Åndens værk i sjælen, så selve synden, som en forbrydelse mod Gud, tynger os. Sådan at vi derfor har behov for at udøse vort hjerte for Herren, bekende vor synd og bede om forladelse.

Mangen en syndens træl kan, som vi har set, i visse tilfælde i stor anger bekende sin synd. Men de er ikke indstillet på at omvende sig. Det er bare tanken på syndens følger som gør at de angrer. Ikke selve synden, som en forbrydelse mod Gud, som tynger dem. Og de har heller ikke nogen trang til at komme i et totalt forsonet forhold til Gud. Derfor fortsætter de da også bare i et liv som syndens træl.

Den rette syndserkendelse indebærer at Guds røst har ramt og opvækket samvittigheden, og drevet sjælen ind under hans retfærdige dom. Men også, som en følge af Guds nåderige indbydelse til forsoning og evangeliets løfter om nåde, fordi han har et håb om at møde barmhjertighed. Og derfor går frem til nådestolen og beder om nåde. Den som overhovedet ikke ved om nogen nåde, som bare kender synden og dommen, går ikke frem for Gud.

For at der skal skabes en ret syndsbekendelse, må der altså også findes en gnist af tro. Så længe Adam og Eva bare kendte synden og dommen, skjulte de sig for Gud. På samme måde var det også en tid med David. Da holdt han sig på afstand af Gud, og ville ikke bekende synden. Da siger han at ”mine ben blev borttæret og jeg stønnede hele dagen.” Men, siger han så, ”Jeg sagde: ”Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren.” Da forlod du min syndeskyld.”

Den som vil vide hvad den rette syndserkendelse og syndsbekendelse indebærer, skal studere Davids Salme 51. Vi vil bare pege på hvordan han der udgyder sit hjerte for Herren, og minde om to forhold her. Det er forfærdelige, åbenlyse synder David har gjort, og gennem dette påført mennesker meget ondt. Ikke mindst har han gjort en frygtelig misgerning overfor Urias.

Men på trods af dette skal vi bemærke at Gud, og den synd han med dette havde gjort overfor Gud, lå så ømt ind over Davids hjerte, at han ligesom glemmer alt det grufulde han har gjort overfor mennesker, og siger til Herren: ”Mod dig, mod dig alene har jeg syndet, og det som er ondt i dine øjne, har jeg gjort.” Her ser du hvordan et ret, gudfrygtigt hjerte er!

For det andet er det ikke bare disse grove syndens udbrud som plager ham. For han ser med stor sorg på selve naturens ondskab i sig selv. Han går til selve kilden, og siger: ”Se, i misgerning blev jeg født, og i synd har min mor undfanget mig.” Netop dette at kende selve vor naturs ondskab, kende hele sit væsens fordærv, er det allervigtigste.

Så længe man bare er optaget med enkelte udslag af synden, men ikke kender selve hjertets, hele vort væsens syndige grundholdning, kan man nok fortsat nøjes med en falsk trøst. Men sådan bliver man aldrig helt fortabt i sig selv, og derfor heller ikke frigjort og frelst i Kristus.

Det vigtigste i en sand syndserkendelse er derfor at man kender selve hjertets fordærv; den grufulde foragt for Gud, selvsikkerheden, vantroen, hårdheden, hykleriet og al udenomssnakken. Så det svarer nøjagtig til Guds egen beskrivelse af hjertet, som ”svigefuldt, mere end noget andet.”