7. februar

Tag, spis! Dette er mit legeme som brydes for jer. Gør dette til minde om mig! 1. Kor. 11:23-24.

Der er meget som vil hindre os når vi skal nyde Herrens nadver. Som kan plage og binde mange Guds børns hjerter så det fuldstændig frarøver dem den trøst, forløsning og fryd nadveren skulle give os.

En af de største hindringer er at nadveren bliver opfattet som en slags højtidelig offerfest, hvor vi skal give Gud noget godt. Som om vi skal træde frem for alteret med noget offer som behager Herren; vor ydmyghed, anger, tro, bøn, gode forsætter osv.

Da har vi ikke gjort os klart at nadveren er et nådemiddel, hvor Herren tværtimod vil give os, hans stakkels, fattige og knuste børn, den trøst, styrke og hvile vi trænger til.

Læg altså mærke til at nadveren, nøjagtig som Guds ord, er et nåde-middel! På samme måde som man ikke kommer til Ordet for at give eller fremvise noget godt for Gud. Men bare for at få noget godt, få kraft og hjælp til vor svage tro, vor mangelfulde anger og bøn osv. Sådan bør man også komme til Herrens hellige nadver som til et nådemiddel, hvor man bare søger hjælp til alt det man mangler.

Du gruer for at gå til Herrens bord. For du ved med dig selv at dit daglige liv er så fuldt af fald. Du er ikke sådan som en ret kristen skal være. Der er noget sygt, enten i troen eller i dit liv. Der er en betænkelig mangel ved din kristendom, og derfor kan du ikke gå frem med frimodighed til Herrens bord.

Men hvad andet betyder dette end at du fuldstændig har glemt hvad der var hele hensigten og målet med nadveren! Den skulle jo netop være et lægemiddel mod al denne sygelighed og mangler i vor tro og vort liv.

Hvis alt var ret med din kristendom, med troen og dit liv, da behøvede du ikke at benytte dette nådemiddel. På samme måde som med Kristus og hele hans fuldbragte værk - som ikke var kommet for retfærdige, men for syndere. Selv siger han også at de friske har ikke brug for en læge, kun de syge.

Tænk dig at en fysisk syg bliver opfordret til at gå til læge, men bare svarer at ”det tør jeg ikke, for jeg er så frygtelig syg. Der må være noget vældig galt med mit blod. Mit udslet er så enormt. I så elendig tilstand kan jeg jo ikke gå til læge. Først må jeg jo blive lidt bedre.” Ville man ikke blive forskrækket over en sådan dårskab, og svare: ”er det ikke netop for sygdom man skal gå til læge?”

Nøjagtig på samme måde bliver det når man på grund af åndelig sygdom og mangler er bange for at gå til Herrens hellige nadver. Den er jo netop givet os til hjælp og lægemiddel mod alle slags mangler og sygdomme.

Lad os aldrig glemme den kærlige Frelsers store omsorg da han indstiftede dette nådemiddel! Hvad var det han selv sagde om sit blod da han rakte dem den velsignede kalk? Blandt alt det mangfoldige og store som kunne være sagt om dette blod, nævner han bare dette: Det bliver udgydt til syndernes forladelse.

Der ser vi hvad det var han ville med dette. Det var til trøst mod synden, mod denne nød som pinte hans børn allermest, han indstiftede nådebordet: Til syndernes forladelse!

Det er synden, bevidstheden om synd og utroskab mod min Gud, som frarøver mig den trøst og frimodighed jeg skulle have ind for ham. Men det er netop som et lægemiddel mod denne nød og plage Herren indstiftede dette salige mindemåltid. Vi skulle mindes hans soningsdød.

Vi bliver trætte på vort livs vandring. Sjælen bliver mat og sulten. Vi bliver bedrøvet og såret over vore fejltagelser, vor famlen og vore fald. Men så har Gud placeret nadverbordene som hvilesteder langs vejen. For at vi skulle stoppe op der og få ny kraft gennem livets brød. Ved at mindes ham og nyde det legeme og blod som blev udgydt til vore synders forladelse. Og dermed på ny blive overbevist om at Gud ikke er imod os, men med os.

Dermed er det også klart at det er når vi oplever særlige kriser, er i åndelig ubalance o.l. som er rette tid til at skynde sig til Herrens nådebord. Netop som samme tilstand skal gøre at vi skynder os til Ordet.

Dette er også grunden til at gamle åndens lærere, som havde set dette, talte om det at være en værdig nadvergæst på en måde så man kunne undres over om de var ved sine fulde fem.

Luther siger. ”Du bør gå ofte til dette bord, men særligt når du er vel skikket til det, dvs. når du er tynget af mange og store synder.”

Som svar på spørgsmålet hvornår bør man gå til Herrens nadver, siger doktor Svedberg: ”Når trællesindet begynder at indtage den barnlige tillidens rum i dit hjerte.”

Disse har forstået at nadveren er et nådemiddel.