6. februar

Sådan skal I spise det: I skal have hofterne ombundet, have sko på fødderne og stav i hånden. I skal spise det i hast (svensk overs.: som dem som står klar til at drage af sted). Det er Herrens påske. 2. Mos. 12:11.

Der ligger en dybere åndelig betydning i denne forskrift for hvordan påskelammet skulle spises i Det gamle testamentes tid.

Det taler om at alle der kommer til Kristus og tager imod ham, straks skal bryde op fra sit tidligere trældomsliv under synden, verden og selvlivet. Straks tage afsked med de gamle holdninger, og slå ind på en helt ny vej. Og siden aldrig se sig tilbage, men skynde sig som en forfulgt flygtning, så hurtigt og så langt som muligt bort fra syndens og djævelens tjeneste. Aldrig mere blive optaget med det jordiske, aldrig forsøge at indrette sig noget paradis hernede. Men altid være på rejse, på vej mod sit egentlige fædreland.

Apostlen siger: ”Hvis I da altså blev oprejst med Kristus, så søg de ting som er deroppe, der hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Have sindet rettet mod de ting som er deroppe, ikke mod de ting som er på jorden. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.”

Dette er en kristens rette liv; at være død fra sit gamle jeg og oprejst med Kristus til et nyt liv. Have sin skat og sit fædreland der hvor han er, i himmelen. Kort sagt: Altid vandre i fodsporene efter Abrahams tro. Om ham hedder det: ”Ved tro var han en fremmed i det land som var lovet ham, som om det skulle være et fremmed land. Han boede i telt sammen med Isak og Jakob. For han ventede på staden, den som har grundvoldene, den stad som har Gud til bygningsmand og skaber… De havde set det langt borte, havde troet på det og været tilfreds med det sådan, for de erkendte at de var gæster og fremmede på jorden, som søgte et bedre fædreland, det vil sige det himmelske.”

Sådan skal hele vort liv være. Vi skal spise Lammet i rejsedragt, være fremmede og pilgrimme som altid haster af sted mod vore fædres land. Langs vejen er der meget som glitrer; guldgruber og herlige ejendomme. Men en ret pilgrim kan ikke standse op der, slå sig ned og bygge og bo langs vejen. Rastløs vil han altid fortsætte sin vandring indtil han er nået frem til det hellige land og Guds stad.

Herbergerne bruger han bare til overnatning og nødvendig hvile. Ikke for at slå sig ned der. Sådan må hele den kristnes liv være. Tænk over dette, og glem aldrig at Lammet skal spises i rejsedragt!

Men ikke nok med det. Samme nat som de spiste påskelammet, drog Israels folk i stor hast ud fra landet de havde været trælle i. Men inden få dage var gået, havde de den gamle undertrykkerens hær i hælene. Da så de ingen anden udgang på dette end ny trældom under de samme egyptere.

Det samme gælder ethvert menneske som har fået den store nåde at blive udvalgt af verden til en Jesu efterfølger. Han må aldrig glemme at straks dette er sket med ham, vil han blive forfulgt og jaget af de gamle fjender. Glem aldrig at du går gennem et fjendeland, og bærer dine kostbare perler i lerkar! Du er omgivet af tusindvis som lurer på dig, for at røve dine smykker fra dig.

Det kan være den gamle sjælefjende. Han har sværget at ville dræbe os, enten med magt, med list eller gennem et uafladeligt pres. Eller du angribes af verden, som snart bruger trusler, snart fristende lokkemidler for at drage dig tilbage til dens gamle veje. Og først og sidst dit eget falske hjerte, kødet som altid strider mod Ånden og aldrig søger Guds rige.

Skulle du i en sådan stilling slå dig til ro og sove? Nej, her er det nødvendigt altid at være i fuld rustning, at have hofterne ombundet med sandhedens bælte, klar med stav i hånden og sko på fødderne, som dem der står klar til at drage af sted.

I ethvert menneskes hjerte er der en enorm trang til at skulle have noget af denne verden som sin glæde og trivsel. Selv de troendes hjerter, som søger sin glæde i Gud, vil stadig bøje af mod noget andet.

Her ligger netop faren! Åh, når en kristen begynder at engagere sig stærkt i det han har her i verden; sin forretning, sin formue, sit landbrug -. Da er der stor fare for at han går så højt op i alt dette at han ikke kan være med i den store nadver. De fysiske ting som vi bliver optaget med, er i sig selv helt uskyldige. Men hjertet - hvordan går det med dit hjerte? Det er bare det som er spørgsmålet.

Vær oprigtig! Hvor er dit hjerte? - der er din skat -! - og det taler munden om. Din sjæls brudgom elsker dit hjerte i stor nidkærhed, og godtager ikke at du åbner det for nogen anden end ham! Din lyst skal være i Herren!

Åh hvor er det bittert for vor natur at vi aldrig kan lade tankerne gribe om nogen jordisk fryd og salighed. Men tværtimod altid dødes, tage afsked, skynde sig væk fra det. Men hvad hjælper det? Sådan er vejen jo. Og for ånden er det herligt.

Lad dig derfor aldrig bedrage, så du forsøger at bygge dig noget paradis her på jorden! Du skal altid være iklædt rejsedragt, - hvis du vil tilhøre Den Korsfæstedes folk, og gå med ham til det himmelske fædreland.