6. august

Kæmp for at komme ind gennem den trange port! Luk. 13:24.

Hvad er egentlig det dybeste mål for al vor åndelige kamp, for vort studie og vor læsning? Er det ikke frelse og evigt liv? At vi her i livet skal have det ret med Gud, og i døden gå hjem til Gud, og altid at være sammen med Herren.

Burde vi da ikke stoppe lidt op, tænke os om, og undersøge om vort åndelige stræb er af en sådan slags at det virkelig fører til dette salige mål? Så vi ikke skal ”løbe som i det uvisse, ikke som en der fægter løst i luften!”

For mange vil det da blive nødvendigt først at undersøge om til og med alt åndeligt stræb og aktivitet egentlig fører til målet. Om ethvert menneske som på hvilken som helst måde søger Guds rige, virkelig også skal komme ind! Eller om der bare er en eneste vej til livet.

Derefter må vi så undersøge om vi selv virkelig er på den eneste, frelsens vej. Så vi med glæde kan se årene, går mod afslutningen på vort liv. Eller om der må en omvendelse til, til et andet liv, før vi kan dø en salig død.

Det er en forfærdelig ulykke hvis vi ikke får nåde til at stoppe op, for at få afklaret dette spørgsmål. Forfærdelig om vi bare i kødelig, selvsikker letsindighed bare selv afgør denne sag, uden at prøve den ind for Herren!

Men den som får nåde til at stoppe her og være oprigtig mod sin sjæl, må vogte sig vel mod at søge svaret på sine spørgsmål ud i luften. Ikke bare sætter sig i en krog og bare tænke og grunde, eller vente på svar i sit eget hjerte. I så vigtige spørgsmål må du heller ikke lade dig nøje med andre menneskers opfattelser.

Her må du bare rådføre dig med Herrens egne ord, som skal dømme på den sidste dag. Med dette for øje vil vi tage nogle tankevækkende ord frem fra Kristi egen mund. Gud giv os nåde til at se hvad han taler til os!

”Kæmp for at komme ind gennem den trange port! For jeg siger jer: Mange skal søge at komme ind, og ikke være i stand til det.” Det alvorlige spørgsmål her bliver: Hvad betyder dette? Hvordan kan det ske at selv sådanne som søger at komme ind gennem den trange port, alligevel ikke skal kunne det?

Heldigvis har Herren også forklaret dette. Og Skriften viser os to årsager til det: For det første at mange skal søge Guds rige, men ikke med nok alvor til at de kommer ind gennem den trange port.

De er til en vis grad vakt, men ikke helt. De vil have Gud og hans nåde, men også verden og dens venskab. De vil tjene to herrer. De opgiver nok enkelte synder, men vil holde på andre som de aldrig vil indse er synd, men hellere forsvare dem.

Kristus sagde: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja selv sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Han ligner en mand som begyndte at bygge et hus, men ikke var i stand til at fuldføre det.” Han har jo selvfølgelig lagt en enorm indsats og omkostninger i det, men får ikke noget som helst igen for det.

Der var en rig ung mand som ville følge Jesus. Men det var ikke muligt, samtidig med at beholde hans rigdom. Og da han hørte at han måtte give den fra sig, gik han bedrøvet bort!

Sådan går det for mange. Åh, hvilken tilstand, at gå bedrøvet bort! De var så nær himmelens port! De så Herren, og elskede ham også på en vis måde. Men var tvunget til at gå bort fra ham fordi de ikke kunne forlade alt for hans skyld! Disse søgte at komme ind, men kunne ikke, - var ikke i stand til det.

Men andre går bort fra Herren ved at de finder en falsk trøst. De tror de er hans, men ved ikke hvad en ny fødsel er, og mangler totalt alle den nye skabnings kendetegn.

Så er der nogen som for alt i verden ikke opgiver at søge. De tror endnu ikke at alt er ret med dem, men de udsætter altid det med at gå ind gennem porten. De tænker på omvendelse og tro, men de kommer aldrig til sagen: Der bliver aldrig noget af den omvendelse de tænker på.

Det bliver aldrig et nu, da de må søge nåde og forligelse hos Gud, søge troens gave, troens liv og fred. De bare udsætter og udsætter - til det er for sent. De udsætter og udsætter det ene år efter det andet, og tror Herren altid står klar og venter på dem. Tror ikke han lukker døren igen før de er kommet ind. Efterhånden er de blevet så bedraget at de til sidst ikke er i stand til at gå ind.

Den anden årsag er langt vanskeligere at fatte. Den er selve ”anstødsstenen og forargelsens klippe.” Dette kan vi uddybe sådan: Mange skal kæmpe så alvorligt for at komme ind gennem den trange port, at de er villige til at opgive alt; far og mor, ja også sit eget liv. Men er ikke i stand til at komme ind, bare fordi de ikke er villige til at opgive noget som betyder endnu mere for dem end deres eget liv. Det kan være deres egne meninger. Eller de lever på sin omvendelse og helliggørelse.

Med andre ord: De søger at gå ind gennem den trange port, men vil ikke - hjælpeløst - blive vist hvor den trange port er. De går ind, men støder bare hovedet mod væggen der hvor der ingen port er.

Det er disse mennesker Kristus skildrer med manden som er kommet ind i bryllupssalen uden bryllupsklæder. Og de jomfruer som var med til brylluppet, som havde lamper, og som gik for at møde brudgommen, men som ikke havde olie på lamperne.

De havde nok Kristus og troen i læren, i forstanden og i munden. Men i hjertet er de optaget med en anden vej, noget andet som er vigtigere; noget de selv ”med Guds hjælp” skal være og gøre.