5. juli

  

Hvis du bekender med din mund at Jesus er Herren, og tror i dit hjerte at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du blive frelst. Rom. 10:9.

 

Her siges det udtrykkeligt at du bliver frelst gennem dette ene: Hvis du i dit hjerte tror og med din mund bekender Jesus, at han er Herren og er oprejst fra de døde. Så nær og konkret er frelsen givet os i ”troens ord.”

Fatter du bare dette i dit hjerte, så du har en levende tro på Jesus, og kender ham, - både som ”Herren,” han som kom fra himmelen, men også som din fuldkomne Frelser, ”oprejst fra de døde,” - så skal du blive frelst.

Men lad os lægge godt mærke til, at før apostlen skriver denne betydningsfulde trøst: ”Så skal du blive frelst,” giver han os her først et afgørende kendetegn på den ægte tro, men også noget som oftest vil være en helt nødvendig del af livet i denne tro. Og kendetegnet på den frelsende tro er at du gennem den er blevet en Jesu ven, som af et oprigtigt hjerte bekender ham og er optaget med at udbrede hans rige.

Men bekendelsen bliver også en helt nødvendig del af livet i denne tro. For den levende tro vil altid føde en indre lyst og trang i hjertet til at tale om Jesus, som nu er blevet din skat, og en kærlig nidkærhed for at ophøje ham og for at sjæle skal blive frelst.

Vi forstår straks, at med bekendelsen menes her dette frie, levende vidnesbyrd om hjertets tro. Ikke noget som gerne bare er mundens kolde bekendelse, noget som bare hænger tilbage fra noget vi lærte i børneårene, eller som vi har med os fra kirke eller missionshus. En bekendelse som også alle vantro sjæle er i stand til at bære frem.

For først af alt ved vi godt at Skriften altid mener det alvorligt med, hvad den taler. Vi ved at når Skriften taler om en frelsende tro eller bekendelse, så menes der altid den levende tro og den sande bekendelse. For ”munden taler det som hjertet er fuldt af.” Desuden har apostlen her udtrykkelig tilføjet disse ord: Og tror i dit hjerte.

Vær opmærksom på at det er en sådan bekendelse der tales om her, at du ”tror i dit hjerte,” og derfor taler. Som også David siger: ”Jeg tror, derfor taler jeg.”

Og hvad bekender den troende sjæl så om Jesus? At han er Herren, siger apostlen. Dette er det første vi må tro og bekende; nemlig at den så dybt foragtede, torturerede og dræbte Jesus er ”Himmelens og jordens Herre,” er ”den som Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde.”

Ja, bare i dette; at Jesus er Herren, ligger alt det som vi tror og bekender om hans person og hans væsen. Og som vi uden Den Hellige Ånd ikke ville have nogen levende tro og bekendelse om. Apostlen siger: ”Ingen kan kalde Jesus for Herre, uden i Den Hellige Ånd.”

Det er en sådan bekendelse, skabt af Den Hellige Ånd i vor sjæl, apostlen taler om her. For gennem det Ånden viser os, kan vi her i livet af hjertet tro det alle tunger en gang skal bekende; at Jesus Kristus er Herren, til Gud Faders ære.

Men den levende tro virker endnu en vigtig bekendelse om Herren. Og det er at ”Gud har oprejst ham fra de døde.” Denne korte bekendelse om Kristi opstandelse indeholder alt det den troende sjæl behøver til sin vished og frelse. For hvad er det apostlen her siger at en frelst sjæl tror og bekender? Jo, at Jesus ”er Herren,” og at ”Gud har oprejst ham fra de døde.” Og dette indeholder da alt det den frelsende tro omfatter.

Dette er da i samme sag det som ellers ofte kort hedder at ”tro på Jesus,” den som ”har Sønnen,” som ”spiser hans kød og drikker hans blod.” Og det er jo denne tro på Kristus hele Skriften vidner om; at ”hver den som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv”

Sådan bliver du frelst! Men tænk alligevel dybere over hvad der ligger i dette ord - frelst! ”Så skal du blive frelst!”

Kan jeg blive frelst, - evig frelst og salig i Guds himmel? Kan jeg vide noget som helst sikkert om dette? Det er sådanne spørgsmål som burde gøre denne tekst særdeles vigtig for os.

Her taler apostlen som om det er aldeles sikkert og bestemt hvem som skal blive frelst. Og sådan er det også. Apostlen siger helt afgjort at hvis du er en af disse som har en hjertets tro som drives til at bekende din Frelser (men som også altid har flere tegn på den samme levende tro), så er det helt sikkert at da ”skal du blive frelst.” Nu er der bare nogle år eller dage i denne jammerdal, så er du indenfor i Guds evige fred!

Ja, så uendelig stort er dette, og kan ikke gentages for ofte: At hele Guds ord taler afgjort og klart om at så sandt du lever i denne tro på Jesus til din sidste stund. Og denne din tro giver drivkraft og lyst til også at bekende ham. Så er du en af dem som en gang skal stå på hans højre side og blive indbudt til at gå ind til det rige som er gjort færdig for os fra før verdens grundvold blev lagt.

Læg mærke til det tryk apostlen her lægger i ordet du, du, din mund, dit hjerte. Dermed lader han hver enkelt læser gå til sit eget hjerte med dette spørgsmål: Er dette min kristendom? Er det denne bekendelse som omtales her, som jeg har i min mund? Bruger jeg at tale om Kristus, og er det mit hjertes tro som da driver mig?

Vi har just så stor frelsesvished som det er virkelighed og sandt for os, at vi i hjertet tror på Jesus, og med vor mund bekender ham.