4. juli

  

Ven, hvordan er du kommet ind her uden bryllupsklæder på? Matt. 22:12.

 

Her i Matt. 22 siger Kristus at ”himlenes rige,” dvs. hans nåderige på jorden, er at sammenligne med ”et bryllup som en konge gjorde i stand for sin søn.”

Til dette bryllup indbød han mange. Men de fleste afviste indbydelsen og undskyldte sig med at de ikke kunne komme. Den ene var forhindret af sin forretning, den anden af sit landbrug og den tredje af sin ægtefælle. Det var alligevel ikke alle som direkte afviste kaldet. Nej, mange tog imod det, ”bryllupssalen blev fyldt med gæster.”

Men nu siger Kristus at netop blandt disse som havde taget imod kaldet, var kommet ind til brylluppet og sad der ved bordene, fandtes der også en mand som ikke var klædt i bryllupsklæder, men sad der i sine egne klæder. Og at det udelukkende var dette som var årsagen til at han blev bundet på hænder og fødder, og kastet ud i det yderste mørke.

 Hvad er det så Herren vil tale til os om gennem dette? Manden var jo kommet ind til brylluppet. Var altså ikke blandt dem som afviste kaldet og holdt sig borte, men sad der nu ved bryllupsbordet blandt de andre lykkelige gæster.

Jo, dette taler til os om dem som ikke bare har oplevet Åndens kald i sit hjerte, men også så tydeligt har været lydig mod kaldet at de er begyndt at søge frelse. Har nu vendt sig bort fra sine tidligere ”veje” og ”gårde,” sin levevis og sin omgangskreds, som de havde været så optaget med.

Nu havde de slået sig sammen med de troende når det gjaldt omgangskreds, skikke og holdninger, i det at læse, høre og synge om Guds ord og rige, i bøn og i en vis kristelig aktivitet. Deltog kort sagt i alt det som hører med i et alvorligt og gudfrygtigt liv, som står i klar kontrast til den store masse af mennesker.

Denne mand kan jo på ingen måde være et billede på den store, selvsikre masse iblandt os? For hvor finder vi i så fald alle dem som fik kaldet at høre, men som ikke kom? Hedningerne, som ikke har Ordet, har jo heller ikke indbydelsen.

Vi skønner altså at dette er en ”kristelig” mand, et billede på et ”kristeligt” folk inden for de levende kristnes flok. Han var jo at finde til brylluppet. Havde ikke afvist kaldet. Og samtidig mangler disse mennesker noget så væsentligt at de bliver kastet ud i det yderste mørke.

De fem jomfruer (Matt. 25) som ikke havde olie på sine lamper, skildrer nøjagtig det samme som denne mand. Der siger Kristus at ”Himlenes rige sammenlignes med ti jomfruer som tog sine lamper og gik ud for at møde brudgommen.”

Gennem hele ventetiden var der ingen forskel at bemærke mellem de kloge og de uforstandige. Nej, de var alle sammen jomfruer. De havde alle sine lamper med sig. Alle var gået ud for at møde brudgommen. Alle ventede på det herlige øjeblik da de skulle gå ind sammen med ham i bryllupssalen, til herligheden.

Men ved midnat, da der hørtes et råb: ”Se, brudgommen kommer!” - Da først blev det synligt at halvdelen af dem manglede olie, at deres lamper ikke brændte. Og de blev stængt ude fra bryllupssalen for al evighed. Endnu forfærdeligere og stærkere er dette skildret i Joh. 15, hvor Kristus taler om grene i mig som ikke bærer frugt. Må hver eneste en af os tænke over hvad dette ord kan indebære!

Og i Matt. 7 taler Herren, uden billedsprog, om hvor meget man kan gøre i hans navn, og alligevel ikke have det ret med ham. At man i hans navn kan profetere, i hans navn gøre tegn og undere som at uddrive onde ånder, opvække døde, kort sagt gøre mange kraftige gerninger.

Og biskoppen i Sardes var, både i lære og liv, en som blev anset af alle for at være en levende sjæl. Men Herren sagde: ”Du har navn af at leve, men du er død!”

Hvem skulle ikke have grund til at frygte, når Kristus selv taler sådanne ord? Overfor sådanne ord oplever de mest retfærdige og åndsfyldte kristne ofte stor frygt for at de skulle være bedraget, og råber i dyb alvor: ”Ransag, mig Gud, og se om jeg stadig er på fortabelsens vej!”

Skulle der være nogen grund til at tro at bare du ikke skulle behøve at frygte, ikke behøver at tænke grundigere over Kristi ord om netop dette?

Men nu vil vi se hvad de egentlig manglede, disse kristelige, som fik så forfærdeligt et liv i evigheden.

Bryllupsklæder? ”Du har ikke bryllupsklæder!” Hvad kan dette mon betyde? I Åb. 19 står der at til Lammets bryllup blev det givet bruden at klæde sig i rent og skinnende linned - og så tilføjes der: ”For det fine linned er de helliges retfærdighed.”

Og hvad disse helliges retfærdigheds-dragt er, ser vi videre i det syvende kapitel. Der siges det om den frelste, hvidklædte skare: ”Dette er dem som kommer ud af den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone.” Og til den lunkne lærer i Laodikea siger Kristus: ”Jeg råder dig til at købe hvide klæder af mig, så du kan være påklædt, og din nøgenheds skam ikke skal vises.”

De som er med ved brylluppet, men sidder der i sine egne klæder, og ikke har Kongens bryllupsdragt på, er altså den slags kristelige mennesker som med mere eller mindre alvor, nidkærhed og gudsfrygt alligevel fortsat lever i sin egen retfærdighed.

De har endnu aldrig virkelig fået sin synd at se. Er aldrig blevet afklædt sin egen kristendom og iklædt en andens, nemlig Kristi retfærdighed. Endnu har de aldrig af hjertet, fattig i ånden, kunnet bekende: ”I Lammets død og blod er jeg fuldkommen frelst, hellig, ren og god.”