4. februar

Vi ved at vi er gået over (svensk: at vi er ført) fra døden til livet for vi elsker brødrene. 1. Joh 3:14.

Du ved måske med dig selv at din omvendelse til Herren og din tro på nåden i Kristus har ført den frugt med sig at du har fået en ny og inderlig kærlighed til Guds børn. Ikke bare til et bestemt kristent menneske som har gjort noget godt imod dig, eller ved at værdsætte dig. Eller som selv har en naturlig venlighed som tiltaler dig. Nej, dette er en helt ny kærlighed som strømmer imod alle dem du ser elsker eller søger Jesus. Sådan at disse nu er blevet din nye familie, dine søskende.

Har du det sådan? Da skal du vide at bare dette ene forhold beviser mere end de herligste gerninger at der er sket en ny fødsel ved Guds Ånd i din sjæl.

Eller oplever du det måske selv som om du slet ikke kan være et Guds barn. Du synes hele din kristendom er fuld af mangler og fald. Men husk da at alle disse fald og dette du synes, betyder ikke noget som helst imod Guds ord og dette tegn.

Har du det måske derimod sådan at du nok er blevet opvækket fra syndens søvn. Du har omvendt dig fra din gamle og vilde vej til en gudfrygtig vej. Til Guds ord, til bøn og kamp mod synden. Men du har en modvilje overfor andre søgende sjæle. Vil ikke have noget fællesskab med dem. Du trives bedst alene, ”med Gud og Ordet,” som du kalder det. Synes vist dette lyder pænt og åndeligt. Men sagen er bare at dette strider så totalt mod det mest væsentlige kendetegn på hvem der har den rette Guds nåde. Og din omvendelse er dermed sikkert nok falsk og selvlavet.

Hvis din omvendelse virkelig var et Åndens værk, da fulgte dette tegn også helt naturligt med: Kærligheden til brødrene. Da ville du være så misfornøjet med dig selv, at du som regel syntes andre søgende sjæle var meget bedre.

Og hvis Guds Lams blod var blevet din eneste trøst og alt hvad du havde at rose dig af. Hvis du havde været i ”den trange port,” hvor både din synd og din retfærdighed var blevet slettet ud ved Guds Søns blod. Og dit hjerte virkelig var blevet sat fri af den overstrømmende nåde. Kort sagt; hvis du levede i den omvendelse hvor du selv aftager og Kristus vokser, -. Da ville du, netop i denne store gave - som er fælles for alle disse -, smelte så fuldstændig sammen med dem, at du virkelig blev ”et hjerte og en sjæl” med dem. Nøjagtig som de første kristne.

Du har måske enkelte brødre eller søstre som du sætter særlig pris på, fordi de har nøjagtig samme syn som dig på enkelte vigtige områder? Men da er det ikke den nye fødsel som er virket af Gud, ikke den store nåde i Kristus, men en anden samstemmighed som smelter jer sammen.

Da er dette ikke den rette kærlighed, det rette kendetegn. For Johannes siger udtrykkelig: Hver den som elsker Ham som fødte, han elsker også den som er født af Ham (1. Joh 5:1).

Dermed lader han os forstå at den rette kærlighed til brødrene har blikket fæstet på at de er født af Gud, og elsker dem netop af den grund. Det ser vi også af det han straks tilføjer: På dette ved vi at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud og holder hans bud, dvs. når vi elsker dem for vor fælles kærlige Fars skyld.

Den som ikke er helt afklaret i dette forhold, stiller sig virkelig åben for bedraget - og vil uden tvivl også blive bedraget.

Hvor herligt er det ikke derimod når du ved med dig selv at det er netop dette nådens værk i deres hjerter som gør at du elsker brødrene. Ja, hvor lidt du end synes at se af omvendelsens og helliggørelsens frugt i dit liv, så er denne frugt alligevel der, ligesom af sig selv; at alle Guds børn er blevet din nye slægt, dine elskede brødre.

Du føler en kærlighed strømme imod dig fra dem, så du ofte synes det bare er dig som ikke er værdig til at møde en sådan kærlighed. Åh, hvilken salig tilstand! Selvfølgelig kan du også have en enkelt bror eller søster som du elsker mest. På samme måde som Jesus elskede Johannes mere end de andre. Alligevel er det hos alle dem som søger og elsker Frelseren, noget som gør dem så dyrebare for dig at de alle sammen bliver som brødre for dig, og at deres sorger og glæder også bliver dine.

Den ”almene kærlighed” gør at du ønsker, om mulig, at hjælpe alle mennesker til at opnå det bedste du kender til. Men den ”broderlige kærlighed” knytter dig på en helt særlig måde til samfund med dem som selv har samfund med Frelseren.

Hør: En sådan kærlighed beviser noget! Beviser at uanset hvor ilde det så måtte stå til med din kristendom, er det alligevel Kristus som er dit liv. Og at på trods af din synd og dine fald bor Kristi Ånd fortsat i dit hjerte.

Men vi må huske at selv om kærligheden er født i vort hjerte af Ånden, og bare vokser ud fra vort samfund med Kristus, må den alligevel, som alle Åndens frugter, tages godt vare på. Derfor ser vi hvor ofte Skriften formaner til kærlighed.

Og på samme måde som denne kærlighed er en så karakteristisk frugt af livet i Kristus, er den også altid afhængig af dette liv i ham. Så længe jeg lever et friskt åndeligt liv i sand omvendelse og tro, elsker jeg brødrene. Men når et jordisk sind begynder at tage overhånd hos en kristen, så han ikke længere lever i en daglig sand erkendelse af synden i kødet og nådens evangelium, da vil han ganske hurtigt blive kold overfor brødrene. Da ser han snart mere deres fejl, end nåden som bor i dem.