30. marts

Så vend jer nu til fæstet (Kristus), I som ligger fanget i et håb. Zak. 9:12.

Hvordan kan jeg vende mig til fæstet, begynde at tro på Kristus, mens jeg endnu er så fuld af synd, eller så hård, letsindig, ugudelig? Sådan spørger mangen en bunden sjæl.

Sådan er du konstant bare vendt mod dig selv. Men hvis en siger til dig: Du tror ikke Guds ord, du gør tværtimod Gud til en løgner. Da siger du: Nej, jeg tror jo ordet om Kristus, jeg tror jo at hans forsoning er nok, og hans kærlighed er stor. Men fejlen ligger hos mig. Det er mit hjertes hårdhed, min forfærdelige selvsikkerhed og falskhed, min frygtelige kærlighed til synden osv., som er hele problemet, og som gør at jeg ikke kan tro.

Men da ser vi jo tydeligt at du vender dig bort fra fæstet, til dig selv, og tror ikke Guds vidnesbyrd om sin Søn; Nemlig at det netop er som helt fortabte, han skal frelse os. Men du vil endelig komme som en som først har forbedret sig. Du er ikke opmærksom på, og tror dermed ikke det Kristus siger; at du først ved troen må blive indpodet i ham. Dvs. først som ugudelig blive retfærdiggjort og benådet, fyldt med troens fred og fryd, før du i det hele taget kan begynde at bære frugt.

Så vend jer nu til fæstet, I som ligger fanget i et håb. Vi gentager det endnu en gang. Det er hele din ulykke, at du ikke straks vender dig til fæstet. I stedet vender du dig til tusind andre ting. Og tænker, forsøger, venter og håber, - håber på alt andet. Ja, ligger fanget i et håb og en venten på noget mærkværdigt som endnu må foregå inde i dit eget hjerte. En slags forløsning som skal ske der, - forløsning fra en særlig synd, fra onde tanker, fra hårdheden, letsindigheden, magtesløsheden.

Men den forløsning som er sket i Jesus Kristus, den står skjult i en tåget baggrund. Det er der fejlen ligger! Og de er utallige, ja, har ingen grænser, alle de betingelser og forbehold som tankerne da er optaget med, og som man sidder fanget i.

Men at Guds Søn døde for os, og at alt dermed er fuldbragt, at nådens kilde strømmer over - langt mere end syndens flod - og det for alle syndere, - det betyder vist ikke noget som helst for sjælen, det farer den let hen over!

Åh, vågn da op! Stop nu op for dette eneste som gælder i al evighed! At al verdens synder allerede er udslettet. At Gud allerede er forsonet og tilfredsstillet, og brænder i kærlig længsel efter at få lov at give dig nåde af bare nåde. For det er ingen virkelig nåde, hvis den ikke er virkelig uforskyldt.

Vær du da opmærksom på at alle de alvorlige ord som Gud taler, og som kræver noget af os, er lovens ord. Og at disse bare har et eneste mål, nemlig at hver mund skal blive lukket, og hele verden skal stå strafskyldig for Gud. At alle disse alvorlige ord, som ofte tynger dig, bare er sagt til de letsindige og løsslupne gudsforagtere, som aldrig har nogen tanke for himmelen. Og til de selvsikre hyklere og egenretfærdige farisæere, som tror de har alt i orden med evigheden.

Det er slet ikke talt til de stakkels syndere som dømmer og revser sig selv. Som gerne vil have både den rette omvendelse og tro, anger og bøn. Men aldrig finder noget af dette hos sig selv sådan som de synes det bør være. Nej, til dem forkynder Guds ord bare nåde, kærlighed og forladelse.

”Så vend jer nu til fæstet, I som ligger fanget i et håb,” siger Herren, ”Også i dag forkynder jeg at jeg skal give dig dobbelt igen.” ”Også i dag!” Åh, ja, i dag forkynder han samme nåde til dig! Også i dag forkynder Gud forløsning for dem som er bundet!

I disse dage hører vi megen forkyndelse om Kristi lidelse. Vi følger vor Frelser på hans smertens vej. Vi ser ham i Getsemane-haven hvor han sveder blod. Vi hører ham råbe ud på korset, det som hele Skriften havde forudsagt om soningsværket: Det er fuldbragt! Og vi ser ham, i kraft af den samme forsoning, straks benåder til og med en røver, og lader ham få del i hele den salige frugt af sin død gennem det herlige løfte: I dag skal du være med mig i Paradis!

Skulle vi nu ikke snart lade vor vantros stadige udsættelser få ende, og straks kaste os i hans arme? Skulle vi ikke gennem alt dette netop se, at hans kærlige arme er rakt ud mod os alle sammen? Hører vi ikke disse ord fra hans egen mund: ”Også i dag forkynder jeg at jeg skal give dig dobbelt igen”? ”Kom til mig, alle I som slider og bærer tunge byrder, og I skal finde hvile for jeres sjæle.”

Ja, endnu en gang: I som ligger fanget i et håb - hvorfor venter I med at vende jer til fæstet? Skal du selv blive mere værdig, eller skal Gud blive mere nådig?

Nej, lad det nu ske i dag at du vender dig til fæstet. Tage det store, vigtige skridt og bed om fuldkommen benådning, om at blive taget ind i hans pagt og samfund, af bare uforskyldt nåde, udelukkende på hans blods grund!

Åh, tag det store skridt i dag! Og vid at endnu har ingen fattig synder taget dette skridt forgæves. Tænk ikke at du først må bede en lang bøn. Se på røverens korte bøn, og hvordan han straks fik dette trøstens svar: I dag skal du være med mig i Paradis.

Men én ting skal du vogte dig for, som for døden, nemlig at søge svaret i dit eget hjerte, i dine følelser.

Nej, se svaret i Guds eget ord! Tag svaret her i Guds egne løfter: ”Også i dag forkynder jeg at jeg skal give dig dobbelt igen” (”for alle dine synder” Es. 40:1-2). Han giver nåde af bare nåde. Lovet være Gud!