30. juli

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Joh. 6:53.

Lige så barbarisk og ufattelig det er for mange når Kristus taler om at spise hans kød, lige så forståelig, kært og livgivende er det for dem som daglig er optaget og lever netop af dette. Guds børn har ikke nogen bedre udtryksform når de skal beskrive sit hjertes virkelige liv, end at vidne om at Kristi kød er deres mad. Det er netop Skriftens ord om forsoningen som er deres livs dybeste behov og næring.

Se på de ægte nådebørn! Der er ikke noget jeg kan genkende dem så godt på som netop dette, at trøsten i Kristi blod er det deres åndelige liv er afhængig af. De er ikke altid sådan som de bør være eller sådan som man kunne ønske. De har sine mange skrøbeligheder at kæmpe med. Men der er noget som kendetegner dem, og det er at det er Kristus de allermest trænger til. År efter år er det bare det samme hovedemne de er optaget af.

De læser, hører, synger, skriver og taler først og sidst om Frelseren, om Kristus og hans nåde, om Kristi kød som blev givet for os. Og så om synden, som altid hænger så fast i dem, og gør dem træge og uværdige. Om hvordan man skal kunne få sejr over synden. Men så på ny om Frelseren og hans nåde og magt.

Jordiske forhold, eller træghed og ligegyldighed, kan så en tid have gjort at de ikke har fået taget det dyrebare ord om nåden til sig. Da bliver hele deres indre menneske svagt og mat. Nøjagtigt som det naturlige menneskets legeme bliver når det sulter og mangler næring. De går der kraftløse og ulykkelige. Ansigtet er mørkt, bekendelsen stilner, vandringen bliver ustadig og vaklende.

Men hvis de nu kommer til Ordet, går det med dem nøjagtig som med de fysisk sultne når de kommer til et bugnende bord. Når de har siddet en stund og hørt en evangelisk forkyndelse om Kristus og hans forsonings nåde, ser man snart at ansigtet lysner. Hjertet får nyt liv, tilliden og trangen efter at leve et liv som er omvendelsen værdig, opvækkes igen. Og når de går ud fra mødet, kan de knapt tie stille om dette. Det er gået med dem som ordsproget siger: ”På en mæt mave sidder et glad hoved.”

Vi siger ikke at de altid går med den største lyst for at blive opbygget gennem evangeliets ord. Heller ikke at de bestandig tørster så stærkt efter det. Nej, af og til er de åndeligt syge og uoplagte. Men det vi siger, er, at skal de nogen sinde på ny virkelig få styrket sit indre menneske, så må det altid ske gennem ordet om Kristus som blev givet til vor frelse. Og ordet om Kristus er altid det deres evige liv afhænger af, som er den virkelige mad for deres sjæl.

Det er dette forhold Kristus taler om i dagens tekst, når han siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.”

Et hjerte som ikke kan leve uden at blive mættet af forsoningens ord, er altså det sikreste vidnesbyrd om et åndeligt liv i en levende helliggørelse. For det er netop den levende syndserkendelse som virker dette konstante behov for nåde og nådens ord.

Ja, er det ikke et underligt tegn; når der ikke er noget et menneske studerer, læser, hører og er optaget med så meget som netop dette nådens ord om Kristus, - og alligevel aldrig kan blive udlært i dette, ligesom aldrig kan holde fast på det, huske det -? Andre ting jeg har lært for tredive, fyrre år siden, det har jeg ingen problemer med at huske. Men ikke dette som er kærest for mig, og som jeg mest af alt dagligt studerer -!

Vidner det ikke om at min tro er blevet noget mere end kundskab, når den næring jeg får af dette forbruges, som den mad jeg spiser? Mens det derimod ikke er noget andre mennesker, har så lidt brug for som dette ord om forsoningen. For dem er det bare noget de en gang har lært. Nu ved de det, og vil derfor høre noget andet. Så kan de da heller aldrig forundre sig nok over disse andre, svage og mærkelige mennesker, som aldrig bliver mætte af at høre ordet om nåden. De opfatter dem helst som lidt sygelige mennesker, hvor der ikke foregår nogen udvikling. ”De nøjes bare med det første stadie. De bryder sig ikke om loven, formaningerne og helliggørelsen” m.m., siger de.

Åh, om de vidste hvordan deres fornuftskristendom afslører dem! Hvis de selv havde levet i Åndens tugt og i en sand Åndens helliggørelse og tro, ville de jo have vidst at det tværtimod er netop derfor Ånden dagligt driver og tugter mod al den synd som bor i os. Og derfor går loven så dybt på det indre fordærv i os, at menneskene aldrig kan få ro og trøst i sin egen kristendom. Det er derfor, og bare når tilstanden er sådan, at sjælen stadig på ny behøver ordet om nåden i Kristi forsoning.

Selv kan jeg ikke sige at jeg fatter det helt, men der er noget særligt med de sjæle som aldrig kan blive fuldt udlært i dette emne som de studerer allermest. Men et er sikkert; på disse sjæle stadfæstes Kristi ord om at hans kød er deres mad - deres mad. Og disse har da også hans klare løfter om at de også ”for hans skyld” har evigt liv.

Er der så nogen som sår tvivl hos dig om det kan være ret at hans kød, hans forsoning, altid må være din sjæls føde. Da skal du trøstigt minde dig selv om din Herres egne ord: ”Mit kød er den rette mad.”

Så har vi dem som ikke har et sådant hjerte. De er tværtimod udlært i dette evige livets emne. Nu kan de blive lige så tændt af emner som i hvert fald aldrig kan blive noget livets brød. Prætorius siger: ”De bliver lige så tændt af Syrak som af Paulus.” Sådanne sjæle har altid et betænkeligt tegn; det er ikke Kristi forsoning som er deres mad og det de allermest trænger til.

Den som ikke bevidst vil sky lyset, bør prøve sig selv på dette tegn. Det er Herren Kristus selv som har talt disse ord!