3. marts

Jeg er den som ransager sind og hjerter. Og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger. Åb. 2:23.

Hvad er det som gør at nogen fristes til at opfatte dette og lignende ord i Den Hellige Skrift som at frelsen kommer af vore gerninger? Jo, fejlen ligger i at de ikke lægger nøje nok mærke til ordene.

Vi ser aldrig noget sted at Skriften taler om at vi bliver retfærdige eller frelst på grund af gerninger. Det er tværtimod netop det den over alt afviser. Det Skriften lærer over alt, er at vi derimod skal dømmes efter vore gerninger (Jer. 17:10, 32:19, Ezek. 18:30, Matt. 16:27, 25:34-45, 2. Kor. 5:10, Åb. 2:23, 20:12, 22:12).

Fra evighed af kender Gud alles hjerter. Alligevel har han helt fra begyndelsen besluttet at det som bor i vore hjerter skal bevises og bevidnes af vore gerninger. Abraham, alle troendes far, blev et tydeligt eksempel på dette. ”Han troede Gud” på løftet om at gennem hans æt skulle alle slægter på jorden blive velsignet. ”Og det blev regnet ham til retfærdighed.”

Nu var han retfærdig for Gud, og en Guds ven. Men dette skulle også bevises i synlig handling. Og når han så var lydig, og gjorde det Gud havde befalet, sagde Herrens engel: ”Nu ved jeg at du frygter Gud, siden du for min skyld ikke sparede din enbårne søn.” Med dette ord som grund taler apostlen Jakob om at Abraham blev retfærdiggjort ved gerningen. Det vil sige at han ved gerningen beviste at han var retfærdig. Han stadfæstede sin retfærdighed.

Sådan skal det også foregå i dommen på den sidste dag. Ved en domstol må der være vidner. Det er dette vore gerninger skal tjene til. De skal vidne om den nåde som har været virksom i Guds børn, eller om den ugudelighed som bor i alle vantro mennesker. Kristus siger: ”Kan nogen plukke druer fra tornebuske eller figen fra tidsler? Sådan bærer hvert godt træ god frugt, men det dårlige træ bærer dårlig frugt.” ”Et træ kendes på frugten.”

De gode gerninger gør ikke et menneske godt. Men de beviser at det er godt. Mennesket er ikke godt fordi det gør godt. Men det gør godt fordi det er godt. Gud må først gøre menneskets hjerte godt, før det kan gøre noget som Gud anser for godt. 

Når Kristus skal dømme os efter vore gerninger, så kommer han ikke til at se på gerningernes ydre form eller størrelse, men på baggrunden for gerningerne, det som er kilden og drivkraften til gerningerne, inderligheden i menneskets hjerte.

Dette er et forhold hele verden aldrig vil forstå, men som Kristus i sin nidkærhed stadig fremholder. I Matt. 6:1 siger han at hvis du ”gør dine barmhjertighedsgerninger for mennesker, for at blive set af dem, da har du ingen løn fra din Far i himmelen.” Og hvorfor det? Jo, dette viser at Herren ser efter hvad der er drivkraften bag gerningerne! ”Barmhjertighedsgerningerne” som nævnes her, er jo nøjagtig de samme som Herren vil tage frem på den sidste dag. Men bare fordi de ikke var en frugt af den rette indre holdning, så bliver de forkastet i dommen.

I Matt. 10:42 siger Herren: ”Den som bare giver en af disse små et glas koldt vand fordi han er en discipel, sandelig jeg siger jer: Han skal slet ikke miste sin løn.” Et glas koldt vand er en meget lille barmhjertighedsgerning. Men bare på grund af den indre drivkraft, - det blev givet til en fordi han var en discipel, dvs. for Kristi skyld, - forsikrer Herren at den gerning skal få sin løn, uanset hvor lille den var i sig selv.

I Mark. 9:41 udtrykker Kristus dette endnu klarere: ”Den som giver jer et bæger vand at drikke i mit navn, fordi I tilhører Kristus, sandelig siger jeg jer: Han skal slet ikke miste sin løn.”

Når vi nu har opfattet selve budskabet, må vi også se lidt nærmere på selve ordene. Herren siger han skal ”give enhver af jer efter jeres gerninger.” Gud har ligesom modtaget godt og ondt fra menneskene. Og sådan som han har fået det, har han også skrevet det op for deres regning. For at han på sin retfærdige doms dag kan give enhver efter deres gerninger, sådan som vi ser Kristus har forklaret det.

Videre siger han ”enhver” - Gud skal give enhver... Her på jorden er der mange som lever i en holdning, som om de tror de ”forsvinder i mængden,” sådan at Gud ikke er i stand til at følge hver enkelt så nøje med øjnene. Men Gud er så stor at han kender hver eneste lille fugl. Han er mægtig nok til nøje at følge hver eneste én, ”enhver,” som om det bare var dette ene menneske på hele jorden.

I dommen på den sidste dag skal enhver, som om de stod afklædt og nøgne, stilles frem for Dommerens øjne, og dømmes efter sine gerninger. Og de som selv må stå ansvarlige for sine synder, dvs. de som er under loven og dermed skal dømmes efter loven, dem skal ikke engang et unyttigt ord blive tilgivet.

Kristus sagde: ”Jeg siger jer at hvert unyttigt ord menneskene taler, skal de aflægge regnskab for på dommens dag.”

Og selv for Guds børn skal der blive forskel. Deres plads og tjeneste i himmelen bestemmes efter deres gerninger, sådan som vi ser det i Jesu lignelse i Matt 25:14-29 om talenterne som blev betroet hver enkelt, og flere andre bibelsteder. Også det ligger i dette at han skal ”give enhver efter deres gerninger.”