3. juni

De hørte Herren Guds røst. Han vandrede i haven da dagen var blevet kølig. 1. Mos. 3:8.

Hvad var det nu den kærlige Gud ville i haven? Hvad er det han vil de faldne mennesker, når han kommer til dem på syndefaldets dag? Ganske vist straffede han synden. Han undskyldte den ikke, og hans dom kunne ikke ændres. Men han havde alligevel nogle ”fredstanker” han ville åbenbare for disse forskrækkede menneskebørn.

Det han egentligt kom for at forkynde dem, var hvad han efter sin evige rådslutning havde beredt til frelse for menneskeheden. Når han forkyndte dem straffen for synden, opfyldte han bare det han tidligere havde sagt og advaret imod. Noget de allerede havde erfaret og forstået dybt nok.

Nu har han derfor først og fremmest et andet ærinde. Det er noget som er både nyt og ukendt for dem, han vil kundgøre. Han taler nu til dem om en ”kvindes sæd som skal knuse slangens hoved,” hævne den skade de var blevet påført, og genrejse det de havde mistet gennem slangens list og deres synd.

Dette var den barmhjertige Faders egentlige ærinde da han ved solnedgang, på syndefaldets dag, kommer til dem i haven. Hans ømme hjerte kunne ikke holde den tanke ud at hans børn, som nu var faldet fra ham, skulle ligge i angst og skræk hele natten bag træerne, og tænke på hans vrede. Og at de skulle gå ind i døden uden at skimte en eneste stråle af forhåbning og trøst. Derfor kom han straks til dem, samme dag, hvor de gemte sig, skamfulde og skrækslagne.

Han som senere formanede os til ”ikke at lade solen gå ned over vor vrede,” gav her selv det første eksempel på et sådant forsonende hjertelag. Gennem sine lignelser har Kristus åbenbaret for os at Gud har et sådant hjerte. Han kan ikke en gang holde ud at se sine børn, selv i den mindste nød, blive liggende og råbe til ham ”nat og dag,” uden at få hjælp og trøst.

Eller tror du han bare kan lade dette ske? Tror du han bare kunne lade dette ske, at hans mest elskede, men faldne børn, nu skulle ligge der uden noget som helst håb, i fortvivlelse og angst på grund af hans ord?

Her får jeg nu at se, at Guds nåde og kærlighed er en fuldstændig uforskyldt, fri og opsøgende kærlighed, helt uafhængig af os. Her var det første faldet i synd, og ingen tegn på hverken anger, omvendelse, bøn eller lignende.

I fristelsens stund havde Adam og Eva alle nødvendige muligheder til at stå imod det onde. De havde en klar og ren forstand, et rent hjerte og en fri vilje. De stod altså bare overfor ydre fristelser.

Alligevel brød de sin Fars bud. Og når faldet var sket, søgte de heller ikke Gud for at bekende sin synd og bede om forladelse. De skyndte sig tværtimod bort fra Gud, og gemte sig bag træerne i haven.

Når Herren så taler til dem, hører vi bare selvforsvar, undskyldninger og bitter fornærmelse mod Gud selv, som til og med skulle være skyld i faldet. For Adam siger: ”Kvinden som du - du gav mig, bedrog mig!” Så fordærvet var deres hjerte nu blevet.

Alt dette vidste Herren. Og alligevel - selv om deres synd og ondskab var så stor - kom vor barmhjertige Far med sådan en kærlighed og opsøgte dem. For at blive forligt med dem, og trøste dem.

Åh, her ser jeg det guddommelige hjertelag! Her ser jeg at Guds kærlighed er en opsøgende kærlighed, totalt uafhængig af synderens forhold.

Den strenge retfærdighedens dom kunne ikke ophæves; syndens løn var døden. Men den guddommelige barmhjertighed havde fundet et råd som både tilfredsstillede retfærdigheden, og samtidig frelste synderen; en kvindes sæd skulle komme og genrejse det som var sket i faldet, - det som var forud bestemt, før verden blev til.

På denne grund havde barmhjertigheden frihed til at kunne forbarme sig over dem som var faldet. Derfor kommer han her på syndefaldets dag og løber efter den fortabte søn. Hans ”livs søn” var faldet. Derfor græder mit hjerte for hans skyld, siger Herren, jeg må forbarme mig over ham.

Sandelig burde vi lægge mærke til dette første store bevis på Guds uforskyldte nåde. Mens vi tværtimod går og vejer og måler størrelsen på vor synd eller vor omvendelse, anger, bøn osv. Ud fra dette dømmer vi hvordan Guds nåde er mod os. Åh, hvor dybt vi er faldet! Hvilke frygtelige følger syndefaldet har fået i vor sjæl, når den er så bundet i mørke og vantro!

Du siger: ”Min synd er så utilladelig og kan ikke undskyldes. Jeg kendte Guds vilje, men handlede lige modsat.” Stakkels sjæl! Så ilde blev du drevet ud i det! Du er ikke fri, du er solgt under synden!

Adam, derimod, var fri, og syndede alligevel. Han kendte også Guds vilje, men handlede lige modsat denne. Og alligevel løber den barmhjertige Far efter sin fortabte søn. Guds kærlighed er altså helt fri, ufortjent, og uafhængig af synderen. For den bygger på en andens fortjeneste og bøn, ”kvindens sæd,” ”Herrens mand,” ”Guds lam, som bar verdens synder bort.”

Den som ikke tror på ham, ikke stopper op for Herrens røst og lader sig forsone med Gud, men forbliver borte fra ham. Han er og bliver borte fra Gud for evigt.

Men den som tror på ham, lader sig straffe for synden og trøstes med kvindens sæd. Han skal ikke gå fortabt, men have evigt liv. Om han så kender alt det onde i sit hjerte som vi ser det hos Adam. Ja, om så hele syndefaldet og al slangens gift kogte i ham.