29. september

Men på grund af sin barmhjertighed gjorde han os salige gennem den nye fødselens bad. Titus 3:5.

Her ser vi hvor store nådens skatte Herren har knyttet til dåben. Hvad og hvor meget vi modtager der. Det som skete der er intet mindre end at vi blev frelst!

At blive frelst er det samme som at blive befriet fra alle sine synder, fra dødens og djævelens magt over os. Og samtidig sættes over i det evige livs uendelige arv og rigdom. På en gang at få al den nåde tilbage, barnekåret hos Gud, den ære og herlighed vi ved skabelsen var bestemt til. Som vi mistede gennem syndefaldet, men som Kristus gennem hele sit liv og lidelse, ja, med sin død og opstandelse på ny købte os rettighed til. Åh, hvor stor Guds evige, kærlige rådslutning har været til vor frelse!

Alt dette ville Kristus knytte sammen med, og lægge ned i, dåbens vand. Sådan ville han med et synligt tegn i sin menighed markere hver enkelt som ejer af al denne nåde. I dåben ville Gud give os den trøst vi behøver, og hjælpe os til at tage imod hans store, men åndelige og usynlige gave.

Dåbens vand ser meget lidt betydningsfuldt ud i vore øjne. Alligevel er det et uendeligt rigt og dyrebart vand. Det er med det som en stor godsejer sagde om en ubetydelig guldring: ”Den jeg giver, og som tager imod denne ring, skal eje mig selv og alt det jeg ejer.”

Ringen var i sig selv bare nogle hundrede kroner værd. Men nu var denne ring pludselig blevet en særdeles dyrebar ting. For nu repræsenterede den ikke længere bare sin egen lille kroneværdi. Nu var hele denne person som havde givet løftet, plus alt det han ejede, knyttet til denne ring, og hørte nu med til ringens værdi. Og hvorfor? Jo, bare på grund af det løfte som var knyttet til denne ring; nemlig at den som fik, og tog imod den, skulle få alt dette i eje.

Sådan er det også med dåben. Uden Guds ord er det bare vand, og har ingen værdi. Men gennem det løfte Kristus knyttede til dåbens vand er det et nådemiddel, hvor Gud giver os hele sin frelse og nåde.

Det er lærerigt at se hvordan Gud ofte har knyttet sine usynlige og himmelske nådegaver til jordiske, og synlige ting og tegn. Vort svage og sanselige menneskehjerte har altid måttet hjælpes på denne måde. Vi har mange eksempler på dette i Det gamle testamente. Eksempler som netop er forbilleder på hvordan vi frelses gennem Kristus.

Når Israels børn skulle skærmes mod mordengelens sværd, skete det gennem et synligt tegn. Påskelammet skulle slagtes, og blodet af dette skulle stryges på husets dørstolper. Og når de, på vandringen i ørkenen, blev bidt af de giftige serafslanger, blev der lavet en serafslange (en af samme slags, men uden gift) i kobber. Den blev sat på en stang, og når de som var bidt så på den, skulle de leve. Og her læser vi udtrykkeligt at ”Den som vendte sig og så på tegnet, blev frelst, ikke af det han så, men af dig, som er alles Frelser. Det var hverken urter eller forbindinger som reddede dem, men dit ord, Herre, som læger alt” (Visd. 16:7 og 8,12).

I 2. Kongebog 5 har vi også et træffende forbillede på dåben, og hvordan vor fornuft stiller sig til dette. Den syriske høvedsmand Naaman kommer til profeten Elisa for at blive helbredt fra sin spedalskhed. Gennem en tjener modtager han da bare denne besked fra profeten: ”Gå og bad dig i Jordan syv gange, så skal du blive frisk.”

Da bliver Naaman vred og vil bare rejse hjem igen, fordi profeten ikke selv kommer ud og foretager en højtidelig ceremoni, men bare sender en tjener med en ganske almindelig besked. Men når Naaman omsider lader sig overtale til at stige ned i Jordan på profetens ord, bliver han straks, på grund af løftet, fuldstændig frisk. Og hvorfor? Så vist ikke på grund af noget som helst særligt med vandet i Jordan. Men bare på grund af løftet som var knyttet til vandet i Jordan: ”Bad der, så skal du blive frisk.”

Her ser du et billede på dåben, - og på os. Først ser vi bare en enkel Ordets tjener ”forrette” dåben, og det med meget enkle og uanselige midler. Fik vi bare Gud selv at se forrette dåben i himmelsk højtid, og hørte ham selv tilsige os frelsen, da ville vi nok tro det. Da havde det alt sammen stor værdi og betydning. Men nu er løftet så gammelt og langvejsfra. Nu ser vi ingenting i dette med vore øjne.

I stedet ser vi på selve vandet og tænker: Skulle mine angerens tårer f.eks. ikke bedre kunne rense synden bort, end dette vand som bare er hentet fra brønden og stænkes på legemet? Men hvis vi bare fortsætter med at se på vandet, og glemmer løftets ord, foragter vi letsindigt både dåben og Kristi ord, og bliver bare i vor synds spedalskhed.

Får vi derimod nåde til, ved troen, at se på Kristi løfte om dette vand, da kommer vi også til at blive rene og frelst, nøjagtig som Ordet lover. For det er jo trods alt ikke hverken drøm eller digt, men en evig, guddommelig sandhed. Han kan ikke lyve, han som sagde: ”Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst.”

Når denne Herre siger et ord, gælder det jo tusind gange mere end alle vore tanker og meninger.

Lad os derfor holde øjnene klart fæstet på Herrens ord, uden noget som helst blik til siden. For ingen ting i hele verden er mere sikkert og pålideligt end dette.