28. september

Foragt ikke Herrens tugt! Bliv heller ikke modløs når du tugtes af ham. Heb. 12:5.

Du har fået den store nåde at tro dine synder er forladt. Du tror du er et Guds barn. Alligevel har du vældig let ved at blive utålmodig og misfornøjet over den måde Herren fører dig på i livet. Bare fordi ikke alt er gået sådan som du i dit hjerte har ønsket og tænkt. Der er måske noget du særlig stærkt havde ønsket dig, og som du ikke fik. Mens noget du ret og slet frygtede, derimod har ramt dig.

Det er netop dig vi vil tale nogle ord med i dag. Mange tilfældige sorger og prøvelser kan også gøre hjertet ondt. Man forfølges måske af mennesker en vis tid. En anden bliver syg, men bliver på ny frisk. En tredje har oplevet et tab, som rigtignok ikke havde betydning for hans fremtid osv. Men sådanne ting er egentlig bare små prøvelser som man snart finder trøst imod.

De virkelig dybtpløjende prøvelser er dem som synes at have afgørende betydning for hele dit liv og din fremtid, når du ser dit livs største forhåbninger og ønsker slår fejl.

Du søgte lykken, men synes at være blevet ulykkelig. Du er bundet til noget du ikke kan have noget håb om at blive fri fra i dette liv. F.eks. en sygdom eller et menneske du er blevet bundet til for hele livet, og som er et kors for dig. Eller du har knyttet hele dit hjertes lykke til en bestemt person, - og så er denne person taget fra dig osv.

Du som nu sørger i det stille, og føler dig ulykkelig: Løft nu dine øjne op og se fremad mod den uendelige evighed! Er du nu helt sikker på at du ikke trænger til denne Guds underlige og hårde skole for at du skal nå lykkelig frem?

Har du så fuldstændig glemt hvor stor og skæbnesvanger en strid det gælder, hvis du skal blive frelst og komme til himmelen? Du ved jo at hele verden ligger i det onde, og at der er få som bliver frelst, ja, at ”den retfærdige vanskelig bliver frelst.”

Du tror og erfarer at hele dit væsen er gennemsyret af den gamle slangens gift. For sådan er det i sandhed med hvert eneste menneske. Dit hjerte er en hidsig og let antændelig ting, som altid vil i forkert retning. Dit kød er fuldt af lyster og begær. Du tror og ser at hele verden omkring dig er fuld af fristelser, og hvordan djævelens magt og list er så stor og omfattende at mangt et stort Guds menneske er blevet forført og hemmeligt bedraget, så de er gået evig fortabt.

Det er jo forfærdeligt at se en sådan tilstand. Men alligevel kan du altså tro at du er den eneste som skal være fritaget fra al fare! Dig kan det falske hjerte og den gamle slange aldrig bedrage, - tror du. Er du så overbevist om at det nok skal gå godt for dig at komme igennem alle farer i denne verden -?

Vel, siger du, men hvor vil du da hen med alt dette? At jeg synes jeg er blevet ulykkelig, er vel ikke det samme som at jeg er så selvsikker at jeg tror jeg er fritaget for al fare i evighed?

Jo, her er der nok en dybere sammenhæng end du tror. Du kan være sikker på at det er ikke af hjertet Gud plager menneskene, men bare så langt det er nødvendigt for den enkelte. Vær du sikker på at hvis ikke prøvelserne var nødvendige for dit evige liv, så ville den uendelige kærlighed i Guds hjerte hellere have givet dig et Paradis på jorden.

Og om dine prøvelser ikke altid er sendt for at redde dig fra den evige død, burde det være nok for dig at Herren vil helliggøre dig endnu mere. Vil døde dit gamle menneske og gøre dig mere rig på åndelig kraft, liv og ånd, tro, bøn, kærlighed, årvågenhed og ydmyghed.

Eller betyder alt dette ingen ting for dig? Er synden og dit kødelige sind noget du ikke tager så nøje, så det ikke smager dig at Gud døder dette?

Hvor højt sætter du da Gud og hans venskab? Hvis Gud vil blive mere æret gennem dig, skulle det da ikke smage dig? Er du mere optaget med din jordiske trivsel, end af at Gud bliver æret?

Åh, tænk da over, du menneske, hvem der har skabt dig til denne verden med en udødelig sjæl! Og ikke bare det, men også sendt sin egen elskede Søn til en blodig død for at du skulle blive frelst! Har han da ikke også ret til at gøre dig til ”et ærens kar,” og føre dig sådan at du bliver til hans ære? Smager dette dig tværtimod ikke, så du til og med ærgrer dig over det?

”Nej, langt fra,” siger du, ”det har jeg så langt fra noget imod. Tværtimod er det min inderlige bøn at Gud bare må gøre mig mere alvorlig og hellig til sit navns ære. Hvor ofte har jeg ikke bedt ham døde mit kød, når jeg har kendt til at jeg selv hverken gjorde eller kunne gøre dette. Nej, det at han døder mit kød, er jeg ikke misfornøjet over. Men jeg taler om mine bitre prøvelser. Det er disse som gør mig så ulykkelig.”

Du vil altså blive korsfæstet og dødet - men uden lidelser -! Du vil opleve korsdøden leende. Have nagler gennem hænder og fødder, men uden smerte. Åh ja, så fordrejet kan det hele fortone sig i vor tankeverden.

Men lad det nu blive tydeligt for dig at det gamle menneske ikke kan blive overgivet til døden uden lidelse. Hvis du beder Gud døde dit kød, må du ikke blive overrasket om megen lidelse rammer dig. Med en sådan bøn har du selv draget dette ind over dig.

Gud hører meget gerne når du beder ham døde dit kød og lade nåden få større indpas i dig. Men han ved da ingen bedre måde at bønhøre dig på, end gennem prøvelser, fristelser, kors og problemer.