28. oktober

Gennem Jesus Kristus har vi, ved troen, fået adgang til den nåde som vi står i. Rom. 5:2.

Ordet ”adgang,” adgang til nåden, er fuldt af himmelsk trøst til fattige syndere. Og Skriften lærer os at denne adgang til nåden har vi altid.

Apostlen bruger andre steder disse formuleringer om det samme: ”Adgang til Gud,” eller ”til Faderen gennem Kristus.” Og i Heb. 10:19-20 kalder han det ”frimodighed (svensk: frihed) i Jesu blod til at gå ind i helligdommen. Til den har han indviet, for os, en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige gennem hans kød.”

Åh, hvilken evig trøst; at denne adgang, denne frihed til at gå frem for nådestolen, denne nye og levende vej gennem forhænget, altid står åben for os!

Det er dette som hjælper i alt det som jeg kommer ud for. Uanset hvad der sker i mit liv, ja, selv om jeg skulle opdage at jeg hidtil aldrig virkelig har haft en levende tro, men bare har levet i et bedrag, som Judas. Eller som troldmanden, der var ”forgiftet af bitterhed og bundet af uretfærdighed,” men alligevel havde adgang til nåden. For apostlen siger til ham: ”Omvend dig, og bed Gud om at dit hjertes onde tanker må blive dig forladt.”

Og selv den ”lunkne” (Åb. 3), som blev tiltalt så stærkt: ”Jeg vil udspy dig af min mund,” havde fortsat adgang til nåden. For Herren tilføjede: ”Jeg råder dig til at købe guld af mig.”

Derfor, så længe det endnu hedder ”i dag,” kan mennesker komme til Gud og blive frelst. Fordi vi altid har adgang til nåden!

I dag kan vi tage vor tilflugt til denne nåde. Som apostlen, netop på grund af denne adgang formaner os til: ”Lad os derfor komme frem for nådestolen med frimodighed, for at vi kan få miskundhed og finde nåde til hjælp i den tid vi trænger til det.”

Alt bygger på at vi har denne adgang bare ”gennem Jesus Kristus.” At vi har en ypperstepræst som har medlidenhed med vore skrøbeligheder, en ”evig ypperstepræst” som ”har et uforgængeligt præstedømme. Derfor kan han også fuldkomment frelse dem som gennem ham kommer til Gud. Og han lever altid for at gå i forbøn for os.”

Grunden til at vi ved troen altid kan blive i nåden, er altså: 1: At vi altid har denne adgang til nåden. 2: Fordi vi har nåden bare ”gennem Jesus Kristus.”

Og dermed er denne store, betydningsfulde sandhed slået fast og bekræftet af Skriften, at ingen fald eller skrøbeligheder, ingen skiften mellem gode og dårlige stunder, kan udslette eller forandre vor nådestand. Bare vi ved troen bliver i Kristus og ikke helt falder fra ham.

For alt, som måtte komme over os af synd her i livet, skal læges og opvejes af den guddommelige nådepagt som blev oprettet i Kristus. Alt skal blive lægt af den evige ypperstepræst. Det er netop derfor han er gået ind i himmelen med sit eget blod, for at han skulle være vor stedfortræder og talsmand hos Faderen.

Johannes siger: ”Mine børn, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, da har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.”

Denne talsmand og denne nådepagt er stærkere end al syndens smitte som måtte ramme os i hele vort liv. Åndens lys åbenbarer og anklager al synd hos Guds børn. Men da sættes troen også på mange og store prøvelser. En er måske kastet over ende gennem store fristelser. Han kender til frygtelige anklager i samvittigheden, som siger: ”Jeg har gjort en åbenlys synd, jeg er faldet ud af nåden.”

En anden brydes med stadige fristelser, og sukker: ”Mit hjerte er så falsk. Det elsker synden. Det er så ustadigt og overfladisk. Jeg våger ikke som jeg skal” osv.

Gennem langvarig tørke, indre følelsesløshed og død, føler en tredje det som om han sover. Han sukker og ved ikke hvordan han skal blive virkelig vågen og gudfrygtig.

Al den synd og elendighed vi har arvet fra Adam, bliver på mange måder følbar når Åndens lyskaster kommer ind over os og dømmer det.

Er det da muligt at al denne elendighed kan blive udslettet og skjult af nåden? Nej, hvis nåden på noget område var afhængig af os, var det umuligt. Og her vil det vise sig om du tror disse ord; at vi lever i denne nåde bare ”gennem vor Herre Jesus Kristus.”

Hvis du derimod tvivler på at al denne elendighed som du har med dig, frem for nådestolen, kan udslettes af nåden -. Da bygger du altså din tro i hvert fald delvis på noget godt hos dig selv. Eller også anser du ikke Guds Søn for at være en fuldkommen Frelser og Stedfortræder hos Faderen.

Her står vi overfor et særdeles vigtigt punkt; om vi altså kan holde fast på disse ord: ”Gennem Jesus Kristus.” Vi må skrive denne sandhed dybt ind i hjertet: At vi har vor retfærdighed og fred med Gud udelukkende i ham som er for Guds åsyn for os. For hvis dette ikke er sandt, da er alt det som Skriften vidner om falsk, og da er vi alle fortabte.

Hvis retfærdigheden, om så bare en del af den, kommer af loven, ”da er Kristus altså død forgæves.” ”Er det dem der bygger på loven, som er arvinger, da bliver troen uden indhold, og løftet sat ud af kraft.”

Så har vi da virkelig en evig nåde hos Gud, så sandt vi har den bare ”gennem Jesus Kristus, vor Herre.”