28. januar

Så velsignede Gud den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han fra hele sit værk, det Gud havde skabt og formet.1. Mos. 2:3.

Nu vil vi se nærmere på hvad vor store Herre og evige Far havde som mål med denne første indstiftelse af en mærkedag for menneskene. Og da får vi på ny lov at se ind i det uendelige dyb af Guds kærlighed og trofasthed mod menneskenes børn. Får lov at se ind i hans høje evigheds rådslutning med menneskene, som blev skabt i hans billede og til hans arving.

Menneskene blev skabt til et evigt liv i himmelen, men skulle opdrages her på jord for det nye liv i himmelen. Derfor ville vor himmelske Far i sin store nåde afsætte et vist mål af menneskets tid, den syvende dag, som et led i denne opdragelse for evigheden. ”Gud velsignede den syvende dag og helligede den,” for at hans folk, så længe verden består, gennem denne dag altid skulle kaldes og vækkes til at dyrke Gud, og forberede sig til sit evige liv.

Livet i Gud og med Gud er jo menneskernes eneste sande liv. Dette evige liv, som skal fortsætte i fuldkommenhed i himmelen, er menneskenes mål. Men dette liv kan hverken fødes eller holdes i live hvis menneskets sind synker ned i det jordiske. Da findes der ikke mulighed for at leve dette himmelliv. Derfor har Gud da i sin trofaste omsorg for dette menneskets højeste skat, altså indstiftet hviledagen. For på denne måde at skaffe os en stadig gentaget anledning til at det himmelske liv kan vækkes og næres.

Sabbatsdagene er derfor Guds børns evighedsdage på jorden. Og de som ingen evighedsdage har, som altså aldrig her i livet forberedes for himmelen, de vil heller aldrig komme til at leve himmellivet i evigheden.

Sabbatten er både en forberedelse, en forsmag og et billede på det evige liv, sådan som Heb 4 viser os. Der bruger apostlen et ord i grundteksten som betyder sabbatsro, sabbatsfejring, og taler om en ”sabbatshvile som tilbagestår for Guds folk.”

Den store hovedmålsætning med sabbatten var altså en forberedelse til det evige liv. Men vi har endnu flere og store velgerninger at takke Herren for ved at han indstiftede hviledagen. Gud har nemlig ikke bare begrænset sig til at indstifte en ordning. Han har også fastsat et vist mål af tid som skal bruges til vort evige vel. Og gennem dette ikke bare i sin almindelighed hjulpet os mod vor faldne, jordisk-vendte natur. Men dermed særligt tænkt på dem blandt os som har andre over sig i hverdagen.

Det kan være børn, eller ansatte i alle samfundslag, som må underordne sig andre. Med dette har Herren stået vagt om deres ret til en dag da sjælen kan få føde gennem Guds ord. Gennem det tredje bud forbyder Herren også hver husfar, husmor og enhver arbejdsgiver, at pålægge sine ansatte ugens sædvanlige arbejde på søndage, så de holder dem borte fra Guds ord.

Alene dette er da virkelig en stor velsignelse! For hvis Gud ikke havde sat denne grænse for vort verdslige sind, så havde vel hele menneskeheden, og særligt tjenere og underordnede, blevet fuldstændig undertrykt i mammons slaveri. Lovet være vor himmelske Fars omsorg, som da har lagt alt så godt til rette!

Ja, ganske sikkert findes der også nogen som i selvforgudende åndelighed lige overdrevent ville afvige fra vejen i modsat retning, og forlade sit jordiske kald for udelukkende og hver eneste dag i året bare være optaget med det åndelige.

For at forhindre både den ene og den anden afvigelse, har Herren gennem det tredje bud sat grænser for hvornår vi skal være optaget med vor omsorg såvel for det himmelske som det jordiske: ”Seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.”

Ikke sådan at forstå at man ikke skal have samfund med Herren og hans ord mere end hver syvende dag. Men sådan at denne dag udelukkende skal benyttes til dette. Mens vi derimod de seks andre dage i ugen bør være optaget med vort daglige virke.

At Herren på ingen måde vil vi skal opfatte det som at vi de seks andre dage ikke skal have åndelig omgang med ham og hans ord, det viser han ved at indstifte de daglige ofringer i templet i Jerusalem, og nogle særlige højtider i året for øvrigt.

Vi ved at ceremoniloven var et skyggebillede af Kristi åndelige rige. Gennem den har Herren i indstiftelsen af de daglige ofringer villet forkynde at vi dagligt skal opsøge ham gennem Ordet og bønnen. Selv om de daglige sabbatsstunder på grund af skiftende omstændigheder kan blive særdeles forskellige.

Ved sit komme i kød, og ved sit eget eksempel, har Kristus helliget alle dage i den nye pagt til samfund med Gud. Og en levende kristen må jo hver eneste dag have samfund med Gud, og holde sin sjæl levende gennem hans ord.

Men dels for at hjælpe mennesker til at tage den vanskelige afgørelse om hvor meget tid som udelukkende skulle bruges til at forberede dem på evigheden. Dels har han villet fastslå en bestemt tid som de kan henvise til, de som har andre mennesker over sig her i livet. Derfor har Gud udtrykkeligt sagt til både arbejdstagere og dem som selv bestemmer over sin tid, at hver syvende dag er sabbat, højhellig for Herren. Priset være Guds trofasthed i denne nådens rige indstiftelse!