27. oktober

Jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium. Rom. 1:16.

Hvorfor kommer apostlen med denne påstand? Evangeliet er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo givet os fra himmelen af Gud, og dermed det mest ærefulde som findes på jorden. Hvorfor siger apostlen da at han ikke skammer sig over det? Uden tvivl fordi mennesker plejer at skamme sig over det.

Så vil mange sikkert sige at sådan må det bare have været på apostlens tid, når vantro jøder og hedninger ikke kendte evangeliets herlige budskab, og da, i sin misforståede visdom, foragtede det.

Ja, det er ganske rigtig sandt at sådan var det på apostlens tid, at evangeliet var ”for jøderne et anstød, og for grækerne en dårskab. Fordi jøderne krævede tegn, og grækerne søgte efter visdom.”

Men nøjagtig sådan er det den dag i dag. Kristi evangelium er et anstød og en dårskab for størstedelen af dem som til og med er døbt til hans navn. Menneskenaturen er den samme til enhver tid og på ethvert sted, uafhængig af alle ydre forandringer.

Derfor passer hele Guds ord også til alle tider og på alle mennesker, enten det er jøder eller hedninger, muslimer eller de som bare har navn af at være kristne. Det apostlen siger passer over alt: ”Det naturlige menneske tager ikke imod det som hører Guds Ånd til, for det er som dårskab for ham. Han kan ikke fatte det.”

Og ikke bare det, for Kristi evangelium står også i enhver forstand stærkt i strid med alt det som ligger dybest i vor natur. I evangeliet angribes det som menneskene allermest elsker; sin uafhængighed. Det kræver at både forstand og vilje lader sig fuldstændig lede af Kristi ord. Der bliver alt hovmod og selvsikkerhed brudt ned. Der er det bare Gud som bliver stor, og mennesket bare en fattig tigger.

Og dette er noget som aldrig smager, men bare er pine og død for menneskenaturen. Dette er grunden til at Kristi ord og Kristi sande vidner altid vil blive hadet af alt som ikke er født af Gud.

Derfor sagde Herren også så ofte til sine disciple at de måtte forberede sig på at blive hadet af alle mennesker for hans navns skyld. Og han sagde at det var ikke ret med dem, de var ikke hans sande disciple, hvis de ikke havde dette tegn. Hvis det ikke gik med dem nøjagtig som det gik med Mesteren.

Det er ikke Kristi sande og rene evangelium, hvis verden kan elske det, hvis det ikke bliver foragtet og angrebet.

Men de som er fjender af evangeliet, vil aldrig have det på sig at de hader det som er godt og ret. Derfor vil fjendskabet mod evangeliet altid optræde som nidkærhed for sandheden. Og på den baggrund forkaste Kristi sag som dårskab, eller som noget falskt og ondt, som man ikke må have noget med at gøre.

Kristi disciple og venner udgør altid den mindste flok, bare nogle få foragtede sjæle. Mens hele verden, som foragter dem, er den store, tonean-givende og vel ansete mængde. Og da kan man let forstå at det altid vil være en stor fristelse at skamme sig over Kristus og hans ord.

Åh, hvor bliver dette en vældig hård kamp for mange kristne. For Kristi skyld at skulle give afkald på hele denne verdens agtelse. Blive en dåre, mærke at man bliver foragtet og set på som noget af det værste, af både sin familie og venner, ja, af hele samfundet. For der er ikke noget som betyder mere her på jord end netop dette at blive godtaget af medmennesker, have deres venskab og tillid.

Og nu skal vi undvære alt dette. Det er der selvfølgelig bare et guddommeligt værk i hjertet som kan udrette, for at vi i al fremtid skal kunne leve uden alt dette. For her taler vi ikke om den kristelighed verden kan respektere og godtage. Men om den sande og ægte gudsfrygt hos dem som følger Kristus. Dette som nødvendigvis altid må blive et anstød og en dårskab for hele verden.

Kristus har også sagt: ”En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, skal de også forfølge jer.” Som om han vil sige: Vil de det skal blive opfattet som om de hader jer fordi I mangler den rette ydmyghed, sagtmodighed osv., da husk at jeg var sagtmodig og ydmyg af hjertet. Men alligevel hadede de mig.