27. februar

Saligt er det menneske som Herren aldrig tilregner synd. Rom. 4:8.

Hør! ”... det menneske som Herren aldrig tilregner synd -!” Findes der noget sådant menneske på jorden? Og hvis det er tilfældet: Hvor findes han? Har du set et sådant menneske?

Erkend at vi ikke rigtig tror Guds ord!

Et så lykkeligt menneske ville jeg gerne træffe, en som har et sådant forhold til Gud at Gud aldrig tilregner ham hans synder. Og hvem er det som er så lykkelig?

Apostlen siger at det er den samme som ”den som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger,” og den ”som har fået sine lovbrud tilgivet, og som har fået sine synder dækket over.”

Men hvordan er et sådant lykkeligt menneske? Hvad er det der kendetegner et sådant menneske? Hvad kan jeg kende sådan en på? Det vil jeg jo gerne vide, for at prøve om til og med jeg kunne være, eller i hvert fald blive, så lykkeligt et menneske.

Apostlen siger (vers 5) at det er en som føler sig ugudelig, og derfor ikke finder trøst i kristelig aktivitet og gerninger, men bare tror på ”ham som retfærdiggør den ugudelige.”

Samme kendetegn ser vi David giver på det salige menneske som Gud ikke tilregner synder. Han beskriver ham som en som havde haft en falskhed i sin ånd, som gjorde at han ind for Herren tiede om sin synd. Men så havde denne falskhed måttet vige. Og nu var situationen den at han kunne sige til Herren: ”Min synd bekendte jeg for dig, og min misgerning har jeg ikke dækket over.”

Det lærer os først og fremmest at dette ikke er et stolt menneske som endnu ikke er bøjet af Gud. Det er ikke en som endnu har sin tilfredsstillelse i kristelig aktivitet, og ikke har nogen trang til nådestolen.

Sådanne mennesker spiller en falsk kristendom for Guds øjne. Bærer sine ofre af gode gerninger, inderlige, daglige andagter, kristen virksomhed, bønner osv. frem for ham.

Men de tier om deres synder. For de oplever heller ikke disse som noget skræmmende. Eller de viger bevidst uden om dette spørgsmål, for at kunne fortsætte i synden, - sådan ser tilfældet ud til at have været med David ”så længe han tiede” om sine synder ind for Herren. – En tilstand han betegnede som ”svig i sin ånd.”

Det første som ligger i Davids: ”Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren,” er at denne falskhed, eller ”svig i hans ånd,” er drevet bort. Men i denne bekendelse ligger for det andet at han søger redningen i Guds nåde.

For den som ikke har nogen som helst tro på Guds nåde, han trækker sig uden om Gud og tier om synden. Han kommer ikke frem for Gud med sin bekendelse. Det er dette Kristus vil lære os gennem sin omgang med fattige syndere. De kom til ham bange og ofte skælvende af angst. Alligevel sagde han til dem: ”Din tro har frelst dig!” Der er altså altid tro i det hjerte som ikke fortsat kan holde sig borte fra nådestolen.

Er dette nu din situation, - er dette skildringen af dig som læser dette? Da er du netop det salige menneske som Herren aldrig tilregner synd. Så elendig, syndig og uværdig du end må være, så lever du i en vedvarende nåde og venskab hos Gud. Du er et nådebarn som Gud aldrig vil dømme efter loven, aldrig vil tilregne dine synder. Han ser dem nok, men siger: Jeg tilregner dig dem ikke, fordi du tror på min elskede Søn, og jeg har givet ham som en nådestol for verden.

Der er virkelig alvor i den store guddommelige sandhed; at de som tror, er et folk som Herren aldrig tilregner synd. Hvis du så kender til meget synd, så glem aldrig hvad denne tekst taler til dig. Her hedder det ikke: Saligt er det menneske hvor Herren aldrig finder nogen synd.

Men sådan lyder det: ”Saligt er det menneske som Herren aldrig tilregner synd.” Her siges der ikke: Salige er de som ingen lovbrud har begået. Men: ”Salige er de som har fået sine lovbrud tilgivet.”

Men så gælder det da at vi med en fast tro holder os til sådanne Guds ord, og ikke lader os forvilde af hvad vi måtte synes eller føle. De sørgeligste oplevelser af syndens hærgen med os, og de frygteligste storme af indre nød eller ydre angreb, kan ikke tilintetgøre denne Guds sandhed: At Gud forlader, og ikke tilregner synden. Han lader sine børn leve under en evig nåde.

Se på den mand som netop udtalte de ord Paulus citerer her. Se på Davids historie! Se hvilken nåde han fik, - men også de frygtelige fald han oplevede! Se det store kald han fik, som Kristi forbillede og stamfar, fra hyrdedreng ophøjet til Israels konge og profet. Læg mærke til Guds vidnesbyrd om ham (1. Sam. 13:14), og det som strømmer ud fra hans eget hjerte i Salmerne. Han havde fået stor nåde og et hjerte som brændte for Herren.

Men hvad havde han ikke været igennem! Satan havde sigtet ham frygtelig. Syndens udbrud havde ført ham i fald og overtrædelser. Læs om den anger og syndenød han kom i, ind for Gud. Se hvordan straffen indhentede ham, og de store ydmygelser han måtte opleve. Men se så også hans anger og gråd for Herrens åsyn, - ”for mine synders skyld” siger David.

Og alligevel forkaster Gud ham ikke helt. ”Han anklager,” siger David, men ”ikke for altid,” og ”holder ikke evig fast på vrede.” ”For så højt som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem som frygter ham.”