27. april

Så meget han ville. * Joh. 6:11.

Foran sig har Jesus en skare af mennesker, mere end fem tusind, som er kommet til ham i ørkenen. Da vender Jesus sig til Filip, denne fattige og rådløse discipel, med dette alvorlige spørgsmål som gjaldt denne store folkemængde: ”Hvor skal vi købe brød, så disse kan få noget at spise?”

Men hvad skriver Johannes i verset bagefter om dette spørgsmål? Jo: ”Men dette sagde han for at prøve ham, for han vidste selv hvad han ville gøre.”

Åh, måtte vi da give agt på sådanne eksempler i Skriften; at det netop er en sådan fattig og rådløs discipel Herren stiller dette bekymringsfulde spørgsmål til?

I dag taler Herren ikke længere direkte til os, for at gøre os urolige og prøve os. Nu gør han nøjagtig det samme gennem forskellige situationer som møder os i livet, og hvor nøjagtig samme spørgsmål lægges ind over vore hjerter, som det Filip oplevede. Som om det skulle være Herrens fulde alvor at vi skulle tage hele ansvaret for en folkemængde, som vi ikke har nogen som helst mulighed for at forsørge.

Men dette gør Herren altså ”for at prøve os,” siger Johannes, ”for han vidste selv hvad han ville gøre.” Og da går det ofte med os på samme måde som Filip og Andreas; vi opfatter ikke hvad Herren vil med dette, men begynder i fuldt alvor at vurdere mulighederne, hvad vi har at stille op med. Og tror ikke at der findes nogen anden løsning. Tror ikke vi har mere end det vi ser med vore øjne.

Filip tænkte og beregnede ganske rigtigt, at ”brød for to hundrede denarer ikke er nok til dem, så hver enkelt af dem kan få et lille stykke.” Han vidste sandsynligvis at der ikke fandtes mere i deres fælles kasse, som blev forvaltet af Judas. Andreas ville tydeligvis vise sin deltagelse i problemløsningen, og bemærker endnu mere enfoldigt: ”Der er en lille dreng her som har fem bygbrød og to små fisk.” ”Men,” tilføjer han, ”hvad er det til så mange?”

Da var det også slut med disciplenes muligheder og råd. Men var det også slut med Herrens muligheder? Nej, først nu var hans time kommet. Han sagde: ”Få folket til at sætte sig ned!” Og nu delte han ud - ikke så meget som de havde, - men så meget han ville.

Sådan går det i alle Guds børns prøvelser. Hver gang vi begynder at vurdere de menneskelige muligheder når prøvelserne opstår, vil resultatet altid blive: ”Hvad er det til så mange?” Men vi burde lære noget af dette ord her, hvor vi ser at Herren uddelte så meget han ville.

Bare vi er villige til at tage imod det, så viser dette ord jo hele hemmeligheden i alle de prøvelser hver enkelt af os oplever her på jorden; At Herren deler ud af de jordiske goder til hver enkelt nøjagtig så meget han vil.

Det koster Gud nøjagtig lige lidt at gøre os rige, som at holde os på mere fattige levevilkår. Han holder hele skabningen i sin hånd. Han kan lige så let lade jordiske rigdomme regne ned over os, på samme måde som han lod vagtlerne regne ned over israelitterne som knurrede, helt til de dækkede to alen over jorden. Men det ville ikke have været mere åndeligt helbredende for sjælen, end det som overfloden blev for israelitterne.

De fik deres lyst tilfredsstillet. ”Men mens de endnu havde kødet mellem tænderne, før de havde tygget det, blev Herrens vrede optændt mod folket.” De spiste, og døde som straf for sin lyst. Derfor hedder det sted hvor dette hændte også, ”lystens-grave” helt til denne dag (4. Mos. 11). Lad os derfor ikke knurre eller begære sådan som de begærede - og blev dræbt!

Åh, hvor mange fristelser følger der ikke med overflod! Se de grufulde ord Herren taler om de rige: ”Det er vanskeligere for dem at komme ind i Guds rige, end for en kamel at gå gennem et nåleøje.” ”Ve I som er rige, for I har allerede fået jeres trøst.”

Gud, led os ikke ind i fristelse! Det er en lykke for en kristen, ikke at have nogen særlig lykke på jorden. ”Når vi har mad og klæder, skal vi være tilfreds med det.”

Bare dette har Herren sagt vi kan bede om; vort daglige brød. Dvs. vort daglige behov. Måtte Gud bevare enhver kristen fra at komme i en så selvstændig stilling, at han ikke længere er afhængig af Gud til at tage sig af ham i alt! Hvor lykkelig er derimod ikke den som kan leve som et barn på vor Fars regning!

Han skal nok vise sig ikke at være nogen ubarmhjertig far. Eller tror du han vil narre sådanne tillidsfulde børn, som stoler på hans ord og bare går til ham, og beder om alt det de trænger til? Selv taler han om at vi som er onde, alligevel ikke vil være så onde at vi giver vore børn en sten, når de beder om brød. Eller når de beder om fisk, vil give dem en slange.

Skulle da vi, spørger han, tro at den store, trofaste Gud, efter at han har lært os at bede ham om vort daglige brød, og vi så tror hans ord og gør nøjagtig det han har sagt vi skal gøre; beder ham om dette -. Skulle vi da tro at han ikke på nogen måde ville give os det?

Måden svaret kommer på, tidspunktet og omfanget, vil han selv i sin visdom og miskundhed bestemme. Men vort daglige brød vil han helt sikkert give os.

 * Sådan lyder det i C.O. Rosenius’ Bibel.

I vore danske Bibler hedder det: ”så meget de ville.”