25. oktober

De som tilhører Kristus, har korsfæstet kødet med dets lyster og begær. Gal. 5:24.

Dette er et forfærdeligt ord for dem, hvis gamle ”jeg” ikke er blevet dødet, og som ikke fuldkomment har iklædt sig Kristus, men endnu har den holdning at dette skal vi selv udrette. For ikke at tale om dem som ikke har fået nogen Åndens førstegrøde, men endnu bare har et kødeligt sind, og som da bare er fjender af Gud og hans lov.

Derfor må vi aldrig glemme at hele grundlaget for at det gamle menneske kan dødes og et nyt kan oprejses, er at vi i vor samvittighed først må være død fra loven. Og at vi er blevet frigjort og glade i Kristus, fordi vi i ham har vor retfærdighed og vor helliggørelse. Dette er grundlaget.

Vi kan nok være vakt. Men hvis vi ikke er et frigjort og genfødt Guds barn, er alt forgæves. Da bliver alt bare tungt og vanskeligt, ja, umuligt. Vi er bare en bange træl. Sådan som også Paulus viser, at vi ikke kan bære frugt for Gud, ikke kan vandre i Åndens nye væsen, før vi er døde fra loven, friet ud fra ham som holdt os fanget.

Noget andet er det når vi i tro kan sige som Paulus: ”Jeg er ved loven død fra loven, for at jeg skulle leve for Gud,” - jeg har forsøgt at opfylde loven, for at være retfærdig. Men jeg mislykkedes totalt. Jeg følte mig bare mere og mere fordømt, hjælpeløs, magtesløs og rådløs, ”Jeg døde.”

Men alt det jeg søgte, det fandt jeg i en anden, i Kristus. I ham er jeg retfærdig, ren og frelst. Han er min retfærdighed.

Desuden troede jeg, at jeg måtte hellige mig selv. Det satte jeg også alt ind på. Jeg bad, jeg kæmpede. Alt så jeg som min egen opgave, min egen indsats. Men også på dette område mislykkedes jeg totalt. Jeg stod magtesløs, kunne ikke tro, ikke bede. Jeg var ”ikke i stand til at udtænke noget som om det kom fra mig selv.” Jeg var ikke i stand til noget som helst mere end det Herren hvert øjeblik virker i mig.

Da opdagede jeg at selv min helliggørelse bare var Herrens frie nåde og gave. Jeg blev tilintetgjort, ”jeg døde.” Og det liv som jeg nu lever, det lever jeg ikke selv, men Kristus, som lever i mig. For det liv jeg nu lever i kødet, det lever jeg i Guds Søns tro, han som elskede mig og gav sig selv for mig.

På denne måde er Kristus blevet både min retfærdighed og min helliggørelse. I alt er jeg hvert øjeblik blevet afhængig af ham.

Da, og først da, bliver det en sand helliggørelse og dødelse af mit gamle menneske. Da bliver syndens udbrud ikke bare dæmpet. Da dødes også mit indre menneske. Da dødes selve hjertet og livet i det gamle menneske; den dybe, uendelige selviskhed, selvoptagetheden og egenkærligheden.

Med det gamle menneske menes alt det medfødte onde vi af naturen har arvet fra Adam. Det første og mest væsentlige her er det vi netop nævnte; selviskheden; egenkærligheden og indbildningen om hvor betydningsfulde vi selv er. For dette er netop den sæd slangen særligt såede da han sagde til vore første forældre: ”I skal blive sådan som Gud.”

Fra denne kilde strømmer så en forfærdelig syndflod ud i hele vor natur. Som så giver sig udslag i vort sindelag, begær, tanker, ord og gerninger. Som hovmod, Gudsforagt, selvsikkerhed, vantro, ligegyldighed, ulydighed, selvtægt, usædelighed, vrede, utålmodighed, urene tanker, misundelse, gerrighed, falskhed, løgn, bagtalelse og mange andre synder. Sådan ser det gamle menneske ud.

Det nye menneske derimod, som skal oprejses og vokse i os, er det nye sindelag som ved troen bliver født i hjertet af Den Hellige Ånd. Det er dette som er at ”få del i Guds natur.” Og som viser sig hos os gennem et nyt barneforhold til Gud. Vi får en barnlig tillid til Gud, kærlighed, mildhed, ydmyghed, gudsfrygt, og frygt for synden, kærlighed til Guds lov, til hellighed og retfærdighed, til afholdenhed osv.

Alt dette kan vi fuldkomment se hos Kristus, som var ”det rette billede af Guds væsen.”

Når det gælder det nye menneske i os, er barnet nok lille mens det endnu er nyfødt. Men det er alligevel, helt fra den nye fødsel hellig og velbehagelig for Gud. Nøjagtig som Kristus også var lille og uanselig mens han endnu lå i krybben. Men alligevel var Guds Søn, undfanget ved Den Hellige Ånd, dyrebar og kær for både Gud, engle og mennesker.

Dette hellige barn voksede i visdom, alder og nåde hos Gud og mennesker, der hvor han boede i det syndige Nazareth. Og til sidst, efter megen kamp og modstand, lidelser og fristelser, fuldbyrdede han det som var hans livs mål.

På samme måde skal det nye menneske også, Kristus i os, vokse i nåden, her hvor det lever, omgivet af arven efter Adam, af angreb fra verden, og onde ånders forførelser. Indtil Kristus mere og mere alene bliver den som virker og bestemmer over os, mere og mere bliver alt i alle. Da er det gamle menneske naglet til korset. Der hvor det dagligt lider og udmattes mere og mere, kvæles og dødes.