25. juli

Da for Satan ind i Judas med tilnavnet Iskariot, som var en af de tolv. Luk. 22:3.

Det vi særligt skal lære af denne forfærdelige hændelse, er at ingen må føle sig tryg og sige: Hyklere er hyklere, men ingen oprigtig kristen har nogen grund til at frygte.

Nej, historien om Judas lærer os noget ganske andet. Da Frelseren udvalgte Judas til apostel, var han nok en ganske anden end han senere blev. Og hvor mange er det ikke som er begyndt i Ånden, men har fuldført i kødet!

Se bare her hvordan det gik Judas, og på alle andre fald i synd. Hvor hurtigt og let er det ikke muligt for en kristen at gå fortabt, særligt når det virkeligt onde øjeblik indtræffer. Når djævelen sætter ind med sine listige og stærke angreb på dig, optænder kødets begær og blænder din forstand. Da ser selv den mest forfærdelige synd pludselig ikke det mindste farlig ud, men tværtimod så uendelig skøn, ja, til og med helt nødvendig. Da er det hurtigt gjort muligt at falde.

Der er særlig tre forhold som er karakteristiske for fristelsens time. Først at synden ret og slet tiltaler dig som noget godt og fint. Dernæst at uanset hvor meget du studerer den, kan du på ingen måde se at den er farlig. Tværtimod vil du opfatte den som ubetydelig og ufarlig. For det tredje; at du begynder i en begrænset grad at synde, og tænker at ”så lidt kan da umuligt gøre noget.”

Det var netop sådan slangen også forførte Eva med sin snuhed. Han sagde: I skal slet ikke dø. Der er jo bare tale om at tage et æble. Og et æble er jo ganske enkelt bare et æble. Tværtimod skal I da opnå vældige ting: Først at få nyde den herlige frugt, og derefter en større forstand.

På samme måde da han forførte Judas. Det begyndte bare med at han stak lidt til side til sig selv. Og da hed det nok at; det er jo bare en bagatel jeg stikker til side, - og bare denne ene gang, (og det hed det hver eneste gang), og det er heller ikke urimeligt at jeg selv skal have noget for min indsats.

Når så djævelen såede denne tanke i ham at han skulle forråde Jesus, var det jo noget så naturligt for ham at tænke at; tredive sølvpenge er sandelig ikke at foragte, og betyder da slet ingen fare! Jesus er jo for det første uskyldig, og dernæst almægtig. Dette kan umuligt blive livsfarligt for ham. Og her har jeg jo selv en god fortjeneste.

Sådan har Judas helt sikkert tænkt. Hvem skulle tænke at han dagen efter ville være så fortvivlet at han gik hen og hængte sig? Det var langt fra hans tanke, som nu bare drejede sig om hvordan han bedst kunne få udnyttet sine penge.

Hvis han på torsdagen, da Jesus advarede ham, havde troet det han dagen efter kom til at opleve, havde han sandelig skælvet for at gå ind i den handel, som for selveste helvede. Men han så det ikke selv, og djævelen fyldte ham med alle andre slags tanker.

Dette må enhver af os tænke over i tide. Vi må lære hvad der er syndens og djævelens rette kendetegn. Som først og fremmest er, at hvis du bare en eneste gang åbner op for synd og hykleri, bliver du snart så beruset, så bedraget og forblændet, at du ikke er i stand til at se at der er nogen som helst fare på færde. Og da vil du efterhånden gå skridt for skridt mod din evige fortabelse.

Ja, når du står overfor Satans enorme bedrag, virker det sådan at selv om du er indstillet på indgående at vurdere den synd du fristes af, er det umuligt for dig at se andet end at den slet ikke er farlig, men tværtimod bare en bagatel. Og samtidig vil den også vise sig uendelig skøn og herlig for dig.

Dette er de rette farver på syndens forside i prøvelsens time, og de rette tegn på at du nu står overfor en fristelse hvor din udødelige sjæls fremtid måske skal afgøres. Og begynder du nu bare at hykle, undskylde synden eller at skjule den, så er det ude med dig.

Hykleriet er syndens og djævelens hemmelige camouflagedragt. Uden det kommer de ingen vegne. Fjerner du hykleriet, vil du garanteret aldrig kunne blive eller fortsætte i synden. Da vil du tværtimod altid blive oprejst fra den, og blive frelst.

Hvis bare Judas havde bekendt - om det så bare var overfor en af disciplene - hvilken fristelse djævelen havde sået i ham, så havde djævelen straks været afvæbnet, og Judas havde ikke længere været fanget i synden.

Dette er et middel hårdt fristede kristne til alle tider har benyttet mod djævelen, og altid med stort og velsignet udbytte. Derfor gælder netop apostlens formaning her: ”Bekend jeres synder for hinanden og bed for hinanden, så I kan blive helbredt.”

Men alt dette er noget man sjældent virkelig tror og tager ind over sig, før man af egen sørgelig erfaring har lært det. Og da er det ofte for sent, i hvert fald i enkelte konkrete situationer.

Og hvad er det så vi ikke tror? Jo, at der i fristelsens time virkelig sker en forblindelse og et bedrag så man føler sig fuldstændig tryg, selvsikker og dristig. Man opfatter det som om man slet ikke står overfor nogen som helst fare. Mens det virkelig er vor sjæl og vort evige liv som står på spil. Og selv om nogen på forhånd måske tror dette kan ske, hænder det alligevel at selv når disse fristes til synd, synes denne synd ikke at være så farlig.

Her skulle vi da let kunne frygte og sige som disciplene: ”Hvem kan da blive frelst?” Men Jesus svarede dem og sagde: ”Det som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.”

Så længe vi lever i denne frygt og med denne trøst, kan vi aldrig gå fortabt, men skal altid få lov at være i Guds hånd. Han er en trofast hjælper og hyrde, og siger selv: ”Ingen skal rive dem ud af min hånd.”