24. juli

Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Mark. 16:16.

Hvis vi vil have et bibelord som kort, stærkt og afklarende viser os dåbens allerherligste skatte, finder vi dette bl.a. i Gal. 3:27: ”For så mange af jer som blev døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus.”

Hjælp os, Gud, så vi nu virkelig må fatte dette! - ”I har iklædt jer Kristus!” Her ser vi jo hele hemmeligheden med den ubegribelige renhed og det velbehag i Guds øjne som er skænket os i dåben. Vi er iklædt Kristus!

Vi står ikke længere for Guds øjne i vor egen person, men i hans Søns, Kristi person. På samme måde som Kristus på forsoningens dag stod for sin Far, ikke i egen person med al sin værdighed, men i vore skikkelser, som alle syndere i hele verden samlet i én. For han bar al verdens synder på sig. Da var han iklædt verden.

I dåben bliver vi altså iklædt Kristus. Og da anser Gud os ikke efter hvad vi selv er. Men efter hvad Kristus er. Vi står for Gud i Kristi klæder, i Kristi person, i Kristi retfærdighed og al hans værdighed. Det er dette som her hedder at være ”iklædt Kristus.”

Alt det Kristus var, gjorde og havde for os, er i dåben skænket og overflyttet på os. For ved sine ord om dåben har Kristus vist sin store nåde, og har nedlagt i og knyttet hele frelsen og saligheden til dåben som han købte for os. Derfor er der at så mange som bliver døbt til Kristus, og samtidig bliver iklædt alt dette som hører med til frelsen: Hele Kristus og al hans værdighed.

Sådan at alt det Kristus var og er for os, det er fuldkomment vort. Som om vi selv, i egen person, var nøjagtig det samme. Og alt det Kristus i vort sted har gjort, er lige så fuldkomment vort, som om vi selv havde gjort det samme. For vi er iklædt Kristus!

Men hvad er det nu Kristus er?  Først og fremmest er Kristus fuldkommen renhed og retfærdighed. Derfor er vi også fuldkommen renhed og retfærdighed. – I os selv? Nej, udelukkende i ham!  For ”han som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.”

Og Kristus er elsket og skøn i Faderens øjne. I ham har Gud hele sit velbehag. Kristus er Guds Søn og himmerigets arving. Derfor er vi Guds børn, arvinger og Kristi medarvinger.

Nu forstår vi hvordan det kunne ske at de skrøbelige disciple kunne blive aldeles rene. Nu fatter vi dette budskab: ”Derfor er der da ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus” -. Det betyder altså at uanset alt urent og skrøbeligt som de endnu bærer på i sit liv her på jord, så kan intet som helst af dette alligevel blive tilregnet dem til fordømmelse.

For netop derfor er de jo iklædt Kristus. For at de ikke længere skal stå frem, blive set og blive dømt efter hvad de selv er, men efter hvad Kristus er. Nu fatter vi også hvorfor det blev forudsagt gennem profeten: ”Dette er det navn som han skal kaldes med: Herren, vor retfærdighed.”

Den som har fattet dette ret, han har i sandhed fået et vist kendskab til hemmeligheden. Han er kommet temmelig langt bort fra djævelens vold, og har lagt en urokkelig grundvold for en ret guddommelig fred i sit hjerte.

Men den som ikke forstår, eller vil forstå denne hemmelighed, han har ingen ret indsigt i evangeliet. Han kan hverken hjælpe sig selv eller andre. Og uden denne hemmelighed kan han ikke finde nogen som helst fred, heller ingen sand helliggørelse, og langt mindre hjælpe andre i dette, så længe han lever.

Det er derfor netop dette kendskab til frelsens vej er helt nødvendig for en kristen. Først da får han et varmt og kristent sind både mod Gud og mod mennesker. Da har han en åndeligt helbredende og en godt grundlagt fred i sit hjerte.

For når dette går op for et menneskes hjerte, at han ikke længere står i sine egne, snavsede klæder ind for Gud. Men er iklædt Kristus, og er fuldkommen ren i ham, kær og velbehagelig for Gud. At al hans synd, som så tungt har plaget ham, aldrig mere skal tilregnes ham. Åh, da bliver han et nyt menneske.

Da græmmer han sig over alt sit eget, både over sin åndelighed og mangel på åndelighed. Da bliver Kristus, Kristus og da bare Kristus hans et og alt, både hans retfærdighed og hans helliggørelse, ja, det som hele hans liv og tanker drejer sig om. Da elsker han ham og hans hellige veje. Da siger han med glæde farvel til sit gamle liv i synd og selvoptagethed.

Da vil han gerne følge sin Herre og tjene ham i evig retfærdighed, uskyld og salighed. Da har han også i dette bare sin trøst i ham alene. Da beder han: Tag du, min kære Jesus, hele mit hjerte! Rens mig, du! Død du mit kød!

Og alt dette er netop det som virkes i dåben, som også dåben er et forbillede på, og som apostlen derfor kalder ”genfødelsens og fornyelsens bad ved Den Hellige Ånd.”