24. februar

Herren glæder sig i sine gerninger. Salme 104:31.

Alle elsker jo sædvanligvis det de selv har lavet. Langt mere må dette jo da gælde Herren. Hele hans værk er jo bare skønhed og fuldkommenhed. Tænk grundigt over dette forhold, for der ligger en vældig trøst i dette!

Skulle Gud ikke være fornøjet med det han selv har gjort? Han har da al grund til at glæde sig over sit eget værk! Men hvor finder vi nu hans værk? Må vi til djævelen i helvede? Gud bevare os fra at tænke i den retning! Den tilstand djævelen nu er i, har han selv pådraget sig.

Eller måske hos englene i himmelen? Nej, ikke her heller. De har, under lovpagten, selv opnået sin herlighed og tilkæmpet sig sine kroner.

Måske hos de egenretfærdige, i deres egne gode gerninger og det de selv har udrettet? Nej, slet ikke! Alt sammen er bare deres eget værk som de også selv alene må stå til ansvar for på den store dag.

Hvor finder vi da Herrens gerninger, som han glæder sig over?

Jo, der hvor en tolder slår sig for brystet med disse ord: ”Gud, vær mig synder nådig!” Der hvor en Bartimæus råber ved vejen: ”Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig!” Der hvor en kanaanæisk kvinde taler om hundene og smulerne, og en sønderknust Magdalena vasker Jesu fødder med sine tårer.

Der hvor en Paulus glad udbryder: ”Jeg fik miskundhed!” Og en Asaf: ”Når jeg bare har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden!” Og der hvor Simon Peter med skælvende stemme siger: ”Herre, du ved alt. Du ved at jeg har dig kær.”

Der hvor sådanne ting sker, der er hans værk, hans gerninger, som han glæder sig over. Der hvor stenhjerterne bliver forvandlet til blød ler i Guds hånd, og stålsatte ansigter til voks hvor Gud kan få præget sit billede.

Der hvor sjæle som aldrig har spurgt efter Herren, nu begynder at tørste efter den levende Gud, som hjorten tørster efter friskt vand. Der hvor de gerningsretfærdige begynder at kurre som duer på ruinerne af sin egen retfærdighed, og de vise begynder at indse at al deres visdom var dårskab.

Der hvor fattige syndere begynder at græde ved Jesu fødder, og fordømte forbrydere frimodigt begynder at påkalde ham som sin forsvarer mod den som anklager.

Der ser vi hans værk, der er hans gerninger, som er hans lyst.

Det han glæder sig over findes da altså hos menneskene, blandt hans fattige syndere. Hos dem er det hans glæde er, det som fryder hans øje. Hvordan fryder en naturven sig ikke over en smuk dal? Og den som har plantet en vingård, fryder sig over dens blomstring og frugtbarhed.

Sådan glæder Herren sig over den vingård han med sit soningsblod og sin Ånd har plantet på jorden.

Tænk på den genfødte, nye skabning i en synder! Hvor det glæder Guds øje! Han kan ikke se sig mæt på dette, for det er hans gerning. Derfor siger han også til bruden: ”Lad mig se din skikkelse, lad mig høre din røst! For din røst er yndig, og din skikkelse er herlig.”

Men, siger du, dette taler han om sin brud; disse hellige, vidunderlige sjæle. Der kan han nok med god grund glæde sig i sine gerninger. Men ikke i mig og sådanne som mig. For jeg er en forfærdelig synder!

Hvad er det nu du siger? Er det din egen vellykkede kristendom Gud nu skal glæde sig i? Skal du nu tækkes Gud med noget du selv har udrettet? Har du allerede glemt den sandhed som er så fuld af trøst, at ”Herren glæder sig i sine gerninger,” at ”vi er benådet i Ham, Den elskede”? Ikke i os selv!

Så siger du: ”Hos mig selv finder jeg bare synd og urenhed, og det kan umuligt være Herrens gerninger.” Svar: Netop det at du bare ser synd og urenhed hos dig selv, er jo Herrens værk, Herrens gerning! Synden er ikke Herrens værk. Men at du kender den i dig, det er slet ikke dit eget værk, og heller ikke djævelens.

Den gift slangen én gang sprøjtede ind i menneskeheden: ”I skal blive lig Gud!” har fyldt hele menneskets natur med selvforgudelse.*

En sønderknust ånd er derfor netop en sådan Herrens gerning og værk at Gud og hans engle glæder sig over det. Det er sådanne Herrens gerninger som leder fortabte sønner og døtre hjem til Faderens favn. Som driver synderen til nådestolen, der hvor han kan klæde sig og skjule sig i Kristi retfærdighed, ”den bedste festdragt.” Her ser du Guds hjertes største lyst og glæde!

Den som er iklædt Kristus, han er hellig og herlig i Guds øjne. Selv om han i sig selv og i egne øjne er den forfærdeligste synder.