21. marts


Dette er den tillid vi har til Gud, at om vi beder om noget efter hans vilje, så hører han os. 1. Joh. 5:14.

 

Det er et meget skadeligt misbrug når man i bønnen går udenom Ordet. Mange beder, og tror at Gud skal gøre ting han aldrig har lovet. Da frister vi Herren og bedrager os selv.

Som om nogen ville bede Gud om dagligt brød, men ikke vil arbejde. Eller bede Gud holde sit åndelige liv oppe, men ikke vil benytte sig af Guds ord. Bede Gud om nåde til et helligt liv, mens man endnu er under loven. Bede om kraft til at bære troens frugter, men endnu ikke har fået troen, endnu ikke er indpodet i Kristus. Bede om en salig død, men aldrig her i livet har gået på den vej som fører til livet. Eller bede ubetinget om ting som det kan være uvist om den eneste vise Gud ser, er nyttig for os osv.

Alt sådan noget er at ”friste Herren,” og vi bedrager os selv. Troen og bønnen må altid have et løfte fra Gud at bygge på. Ellers er de nyttesløse.

Andre igen har løfter fra Gud om ting som de sukker efter. Men de benytter sig ikke af løfterne. Tænker ikke over dem, tager ikke Gud på ordet. De opgiver ligesom bare den vej, uden at have brugt hverken bønnen eller Ordet. Eller de beder, men uden at tro på Ordet. Derfor beder de ud i vejret, og beder derfor også uden lyst og glød. Dette sker også ind i mellem med Guds børn.

Skal det blive en ret bøn, kræves det først og fremmest at den ikke er dit eget værk. Den må være grundet på Guds ord. Du må holde hans formaninger og løfter frem for dig, og sige til Herren: ”Det er dig som har pålagt mig at bede. Jeg gør bare det du selv har sagt jeg skal gøre.” Eller som David siger: ”Mit hjerte fremholder dit ord som siger: Søg mit åsyn. Derfor, Herre, søger jeg dit åsyn!” Jeg gør bare det du selv har pålagt mig at gøre.

Dernæst må du ikke komme frem for Gud, bare med dine egne tanker, dit eget onde, løgnagtige hjertes opfattelse af ham, af hans hjertelag og hvordan han kan tænkes at ville svare dig.

Men væbner dig med hans egne ord. Grund på disse og hold dem frem for Gud. Sådan at du kan sige: ”Jeg begærer bare det du selv har givet mig løfter om. Gør det du selv har sagt du vil gøre! Ja, lad din egen natur og inderlige lyst virke netop i dette! Du har jo sagt du er ”nådig, barmhjertig, almægtig og sandfærdig,” at ”du har lyst til at vise miskundhed,” at du ”længes efter at være nådig.” Gør det da bare ud fra din egen natur, din lyst og dit hjertelag!”

Men et sådant billede af Gud vil både din fornuft, dine følelser og Satan stadigvæk forsøge at udslette i dit hjerte, hvis du i det hele taget lukker dem ind ved den mindste indskydelse. Derfor kræves der ofte en hård kamp for at holde fast ved Ordet.

Se derfor hverken til højre eller venstre. Men hold øjnene fæstet på Ordet, og tænk som så: ”Er det ikke sandt, det som står om Herren, så er der ingen ting som hjælper, uanset hvordan det går med mig.”

For det tredje må du aldrig komme frem for Gud i egen værdighed, eller i dit eget navn. Du må altid holde Stedfortræderen frem for dig. Bare i ham er det Gud har hele sit velbehag.

Og for det fjerde at du, hvis muligt, former din bøn sådan at den sag du lægger frem ikke bliver liggende på dig og din værdighed, men på Gud og hans ære. At det ikke bliver din tro, men Guds trofasthed, ikke troen i din bøn, men sandheden i Guds løfter som sættes på prøve. Alt dette sker ved at du tager Gud på ordet, eller som David siger: ”Jeg holder dit ord frem for dig.”

Her ser du det som har været de gamle trosheltes hemmelighed når de kæmpede med Gud i bøn, sådan ser vi det i mange af deres bønner. Vi ser det hos Jakob da han skælvede i angst for sin bror Esau som var på vej mod ham med hele sin hær. Nu bad han Herren om hjælp. Han sagde: ”Åh, min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud, Herren som sagde til mig: Vend tilbage til dit land og din slægt, og jeg skal gøre vel mod dig. – Jeg beder dig, udfri mig fra min brors hånd, fra Esaus hånd!”

Læg mærke til at først siger han: ”Du er jo min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud.” Med disse ord ville han ligesom minde Gud om de løfter han havde givet disse fædre, nemlig at deres efterkommere skulle blive meget talrige. At dette skulle blive opfyldt, afhang jo helt og holdent af at Jakob og hans børn nu blev reddet. For hvis de skulle blive udryddet, hvordan skulle løftene da blive opfyldt?

Bare i det at Jakob i bønnen henviser til Abrahams og Isaks navn, ligger den tanke at ”om jeg er uværdig, så tænk på at jeg er en søn af dine tjenere Abraham og Isak, som du havde så kær.”

Videre siger han: ”Du som sagde til mig: Vend tilbage til dit land og din slægt, og jeg skal gøre vel imod dig.” Dvs.: Du som selv har pålagt mig at tage ud på denne rejse, du må også selv sørge for mig. Og du har lovet at ”gøre vel mod mig.” Nu, Herre, gælder det dine ords sandhed! For hvis Esau får lov at udrydde os, hvordan skal dette løfte da blive opfyldt: ”Jeg skal gøre vel mod dig”?

Som om han ville sige: ”Det betyder ikke så meget om jeg bliver dræbt. Men hvordan går det da med dit løfte, sandheden i dit ord, dit navn og din ære!”