21. juni

Herren Gud bød mennesket og sagde: ”Af hvert træ i haven kan du frit spise, men af træet til kundskab om godt og ondt skal du ikke spise. For på den dag du spiser af det, skal du sandelig dø.” 1. Mos. 2:16-17.

Det som her er så særdeles lærerigt, er dette at Gud knyttede sin pagt op mod en så lille og ubetydelig gerning. Indprent dig dette, og lær en gang for alle hvordan den store og hellige Gud dømmer!

Når han ville sætte menneskene på den største og mest afgørende prøve, valgte han den allermindste gerning man kunne tænke sig på denne jord. Og dette var prøven hvor udfaldet skulle få konsekvenser ud over hele verden. Det var et bud, hvor brud på dette skulle føre til al slags død; legemlig, åndelig og evig. Og alligevel knyttet op mod en så ubetydelig gerning som at spise frugten af et træ - midt i Paradisets overdådighed af træer og frugter.

Med dette første bud har Herren klart og tydeligt for al evighed givet hele menneskeslægten denne lærdom; at hans øje ser efter hjertet, efter lydighed, ikke efter hvor stor gerningen er.

Og samtidig har han givet os en alvorlig lærdom om at han vil være en Herre som har al råderet over alle sine skabninger. At han kræver lydighed, fuldkommen lydighed, og bare lydighed, overfor sine bud og befalinger.

Havde han f.eks. sagt til Adam: Du skal ikke dræbe din hustru! Eller: Du skal ikke plage dyrene! Da ville fornuften straks have været enig i dette, ville godtage det og rettet sig efter det. Udelukkende på grund af det fornuftige i dette bud.

Dermed var selve lydigheden, den rene lydighed mod Herrens bud, aldrig blevet sat på prøve. Da var menneskene udelukkende blevet optaget af hvad der lå i selve gerningen, og totalt overset det som Gud egentlig ville have; lydigheden.

Men nu udvalgte Gud den mest ubetydelige gerning. Noget som ikke straks ville finde genklang hos fornuften, som den kunne kaste sig over, støtte og ”videreudvikle.” Nu var det et bud som krævede ren lydighed. Nu skulle fornuften spørge: Kan Gud dømme os til døden for en så ubetydelig gerning? Hele Paradiset er jo fuldt af træer og frugter, og vi er de eneste som skal tage til os af alt dette. Hvem er det da dette herlige træ skal gemmes til?

Her var der dermed ikke givet nogen grobund for fornuften, her krævedes der udelukkende lydighed. Det var netop dette Herren helt fra begyndelsen ville lære os. Og det er ikke muligt at beskrive med ord hvor mangfoldig og omfattende meget ondt som springer ud af denne trang til at se på gerningens betydning, og ikke udelukkende på Guds ord og bud. Det er denne trang som lægger grundlaget for al kødelig selvsikkerhed og alt hykleri.

Guds ord om at ”du skal ikke slå ihjel, ikke bedrive hor, ikke stjæle,” ser vi på som vigtige bud. Men når han siger: ”Du skal ikke misbruge Herren, din Guds, navn,” eller: Du skal ikke blive vred på din bror, ikke i omtale fordreje hans ord og gerninger. Da ser vi på dette som små og uvæsentlige bud som man kan holde eller bryde efter som det passer.

Når man sådan glemmer den almægtige Guds hellige vilje og bud, og bare ser på gerningen, da kan man leve i den største selvsikkerhed - midt i det forfærdeligste indre syndens væsen. Bare man udadtil og på visse områder optræder kristelig. Af naturen er det sådan alle mennesker opfører sig.

Men det er ikke bare i vort forhold til Guds bud samme trang til bare at se på gerningen, og ikke på den almægtige Guds ord, gør sig gældende. Det samme går igen i trosspørgsmål, og gør så stor skade i vore liv. At Gud tager imod et barn i dåben, iklæder det Kristus med hele hans værk, det er den største dårskab for fornuften. For den ser bare noget vand og et skrøbeligt menneske (præsten) som forretter. Og når vi ser Adams natur slå ud i et barn på to år, kan man ikke indse at det er helligt i Guds øjne, eller at Guds engle fryder sig over dette barn.

Eller et ældre menneske er kommet til tro på Guds Søn, og bliver døbt i dag. Så får han i morgen at føle at han ikke har aflagt ”kødets urenhed.” Det er bare overfor Gud han er ren og hellig ved Kristi retfærdighed, som han er blevet iklædt. Men denne retfærdighed ser han ikke nu. Nu ser han bare det han har fra Adam, bare sin synd og urenhed.

Da fristes han straks til at miste modet, og tænker: Nej, jeg er jo slet ikke ren! Da betyder det pludselig ikke længere noget som helst, det Kristus har sagt: ”Den som er badet, er (overfor Gud) ren over det hele, og trænger kun til at vaske fødderne” (vandringen). Nej, da hedder det: ”Åh, bare jeg kunne være ydmyg og leve et helligt liv!”

At jeg bare skal have Kristi retfærdighed, er nu ikke nok for mig. Og hvorfor det? Jo, bare fordi Kristi fuldbragte værk ikke er min egen gerning, og ikke kan ses eller føles, men bare er et løfte fra Gud til mig.

At Gud har sagt det, betyder ikke noget for mig. Hvis jeg derimod selv havde udrettet noget herligt, da var der noget at stole på! Sådan betyder det nu ingen ting alt det Kristus har gjort, lidt og sagt. Intet af dette betyder nogen ting, bare min egen gerning. Sådan er vor natur.

Derfor har det den allerstørste betydning at vi er vågne og lægger mærke til hvordan de mest betydningsfulde ting skjuler sig under det som ser mest ubetydeligt ud, når Herren siger noget.

Det var dette han en gang for alle ville lære hele verden da mennesket på den allerstørste prøve blev stillet overfor den allermindste gerning; at de ikke skulle spise af frugten på det ene træ.

Tænk! Når en hel verden kom under synd, død og forbandelse gennem en så lille gerning, bare på grund af Herrens ord. Da må ingen herefter se på hvad gerningen udretter, men bare på Herrens ord.