20. juni

Lad os holde påske, ikke med gammel surdej eller med ondskabs og ugudeligheds surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød 1. Kor. 5:8.

Her lærer vi at vi ikke må spise det hellige påskelam, Kristus, sammen med ondskabs og ugudeligheds surdej. Og det med en advarsel om den forfærdelige straf at blive udryddet af Herrens Israel, hvis vi ikke adlyder denne formaning.

Hvad er dette? Dette lyder forfærdeligt, og ikke netop evangelisk! Kan dette stemme med Det nye testamentes herlige nådeforkyndelse? Ja, ganske vist. Lad os nu vågne op!

Mange læser apostlens ord om at udrense surdejen med alt for stor letsindighed, som om det ikke angår os, men bare Israels børn i Egypten. Nej, dette er talt til hver eneste en af os.

Hvad er budskabet så? Jo, det forkynder at den som vil holde påske, som vil modtage Kristus og blive frelst, må gøre det med et oprigtigt hjerte. Må ikke stå frem for Herrens åsyn i falskhed.

For det er egentlig denne falskhed i det åndelige som gør at en sjæl udryddes af Herrens Israel, sådan som vi ser f.eks. Ananias og Safira, i Det nye testamente, blev udstødt fordi de hyklede og løj for Herrens Ånd.

Ondskabs og ugudeligheds surdej er altså egentlig ikke selve syndefordærvet og urenheden som hvert enkelt menneske, enten vi vil eller ikke, har i vort kød og blod. Som hænger ved os, plager og anfægter hver eneste oprigtige kristen. Nej, surdejen er egentlig dette falske sind som vil blande troen og et liv i synden sammen, Kristus og Beliar, Gud og verden, lyset og mørket.

Dette ser vi først og fremmest af ordene i grundteksten. Det ord apostlen bruger for ondskab, betyder egentlig at jeg ikke bare har en ond natur, men også ”gør synd,” lever i uretfærdighed og et syndigt liv. Mens ugudelighed egentlig er en falsk sjæl som gennem al slags hykleri, hemmelighedsfulde og giftige tricks, forvrænger både læren og livet.

Noget som endnu tydeligere kommer frem af modsætningerne til dette: Renheds og sandheds usyrede brød. Ord som Luther forklarer sådan: ”Renhed er at man lever og gør ret og kristelig af et ydmygt hjerte som ønsker at gøre godt mod alle mennesker. Ikke er indstillet på at gøre uret mod eller skade nogen. Men gør mod alle som man vil de skal gøre mod en selv. Mens sandhed er at man ikke lever i falskhed og svig, bedrag og hykleri. Men med et retfærdigt sind lærer og lever ret efter Guds ord.”

Men det er særligt af sammenhængen og baggrunden for disse ord at apostlens mening kommer tydeligst frem. Dette læser vi jo i 1. Kor. 5 hvor han tager det forfærdelige forhold i forsamlingen i Korint op og revser det. Hvor de blandt sine medlemmer ikke bare havde åbenlyse syndens trælle. Men hvor nogen også levede i hor, og det så groft at én blandt dem levede sammen med sin fars hustru.

Og ikke nok med det, men også - og læg godt mærke til dette - samtidig til og med var opblæste, pralede af sit åndelige lys og sine apostle, var selvsikre og ubekymrede, som om alt var i orden. Det ser vi af vers 1 og 2, hvor apostlen skriver: ”Der fortælles om hor iblandt jer, og det sådant hor som ikke en gang bliver nævnt blandt hedningerne. Og I er opblæste, når I hellere burde sørge, sådan at han som har gjort denne gerning kunne blive stødt ud fra jer.”

Om dette forhold tilføjer han i vers 6-7: ”Det I roser jer af, er slet ikke noget godt. Ved I ikke at en smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens derfor den gamle surdej ud.” Her ser vi sammenhængen.

”Ondskabs og ugudeligheds surdej” er altså denne falske holdning hvor et menneske vil blive frelst, vil være en kristen, vil holde påske, modtage Kristus og gå sammen med Guds folk til løftets land. Men vil også have sine gamle, hemmelige synder på vejen, med sig. Pynter på, skjuler, undskylder og forsvarer dette, og er ikke indstillet på at kvitte dette. Dette er at holde påske med ondskabs og ugudeligheds surdej.

Da siger apostlen: Nej, den som vil indtage vort påskelam, må rense den gamle surdej ud, på samme måde som jøderne opsporede og ryddede alt usyret brød ud. Det var forbudt, og de vidste at de ville miste livet, hvis de spiste dette sammen med påskelammet.

På samme måde må den som vil eje Kristus og have del i hans store forløsning og frelse, også leve med alvor i dette. Oprigtigt søge forløsning fra al synd og uretfærdighed - ikke søge syndernes tilladelse, men syndernes forladelse, og få udfrielse fra dem.

Det er det samme som apostlen også siger om den anden påskehandling; når præsten stænkede offerlammets blod på alteret: ”Lad os træde frem med et sandfærdigt hjerte i troens fulde vished, efter at vi har fået vore hjerter overstænket og på den måde er blevet renset fra en ond samvittighed, og også har fået vore legemer vasket med rent vand.”

Læg mærke til: ”Et sandfærdigt hjerte,” det er et hjerte som for alvor søger helt og holdent at blive et Guds barn, og vil opgive alt som ikke behager Gud.