20. juli

Min sjæl, lov Herren... han som forlader alle dine synder. Salme 103:2-3.

Ja, siger du, jeg skulle nok også kunne tro at jeg havde syndernes forladelse, bare jeg ikke havde en bestemt synd som er både stor og forkastelig!

Du har altså en hemmelig synd som tynger samvittigheden. Dette er nok tungt. Men læg mærke til selve ordlyden i dagens tekst: ”Han som forlader alle dine synder!”

Ganske rigtig er det sandt at der er en synd som fører til døden, som aldrig kan forlades: ”Spot mod Ånden.” Men de som gør denne synd, plejer ikke være blandt dem som søger forladelse for sine synder. Og nu siger Kristus udtrykkeligt at denne synd er den eneste som aldrig skal blive tilgivet.

For øvrigt siger han at ”hver synd og bespottelse skal menneskene blive tilgivet.” Til og med altså så stor synd som bespottelse mod Gud. Ja, de frygteligste synder, som vi ser Herren selv så alvorligt forsikrer: ”Om jeres synder var røde som blod, skal de blive hvide som sne. Om de er røde som purpur, skal de blive som uld.”

Stands nu op her! Burde du ikke, når du ser hvor stærkt den barmhjertige Gud giver løfter om dette, også gøre hans vilje og tro ham på ordet? - Selv om du ikke kender nogen som helst stadfæstelse på dette i dit hjerte.

Eller vil du fortsætte at kæmpe mod Herren, og selv med så store trøstens ord foran dig ikke tro ham? Da kan du komme til at gøre den grufulde synd at du gør Gud til en løgner! Vil du endnu et eneste øjeblik, kold og stiv, gå borte fra din Gud i vantro?

Men, siger du, jeg har også en gang fået forladelse, og troet det. Men så har jeg på ny syndet. Gud kan vel ikke til stadighed forlade! Svar: At du har syndet efter at du fik nåde og tilgivelse, er nok den største synd. Men læg igen mærke til hvordan ordet lyder. Her står ikke har forladt, som om det bare er sket en eneste gang. Men; han som forlader, - bestandigt og uafladeligt forlader.

Hvis Gud ikke forlader bestandigt, ville hans forladelse være til ingen nytte. Da blev ikke en eneste sjæl frelst. For da ville alt og alle være fortabt, fordi der altid findes synd i vort kød, som også stadigvæk bryder ud.

Her passer Luthers træffende ord: ”Fordi der i vort kød er en evig synd så længe vi lever her på jord, og der ingen ende er på fejl og forsømmelser, - er det sandelig også nødvendigt at vi da også har en evig og vedvarende forladelse. Så vi ikke på grund af synden igen må falde under Guds vrede. Men fordi vi har forladelsen alligevel altid må blive under nåden.” Dette er Guds evige pagt som gør at synden ikke kan fordømme os!

Brug her David selv som bevis. Han havde gennem lang tid levet i nåde hos Gud, og han havde oplevet en helt usædvanlig strøm af Guds nåde over sit liv. Helt fra sin tidligste ungdom var han velsignet med store Åndens og Guds ords åbenbarelser. Fra at vogte sin fars får blev han udvalgt og salvet til konge over Guds folk. Og efterhånden velsignet med store sejre og ære. Han var også en stor Herrens profet.

Men så falder netop denne mand pludselig i to af de mest grufulde synder: Hor og mord - ”synder røde som blod!” Og bemærk: Dette gjorde denne mest oplyste og benådede mand. Alligevel - ja, alligevel fik han forladelse! Fik et herligt løfte og forladelse. Og det straks han bekendte sine misgerninger for Herren.

Hvad havde han gjort for at forsone Gud og få forladelse? Ikke noget som helst! Nej, ikke det allermindste! Han havde bare, efter stor og langvarig modstand, gennem nød blevet drevet til at komme frem med sin skam for Gud og bekende synden. Og da fik han straks forladelse.

Selv siger han: ”Så længe jeg prøvede at fortie det, blev mine ben borttæret, idet jeg stønnede hele dagen. For dag og nat lå din hånd tungt på mig. Men jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren. Og du forlod mig min syndeskyld.”

Her ser jeg nu hvad Guds evige pagt betyder, og som gør at ingen synd kan fordømme os. Her ser jeg at om så synderne er røde som blod, skal de blive hvide som sne, fordi de er renset i Lammets blod.

Her ser jeg at ”Jesu, Guds Søns blod, renser os fra alle vore synder.” Her ser jeg at selv når jeg også tidligere har fået nåde og forladelse, bliver synden på ny straks forladt.

Her drager jeg den sunde, enkle konklusion at: Har Gud forladt David, som havde så stort lys og så stor nåde, og alligevel syndet så groft, da tør jeg ikke et øjeblik tvivle og leve på afstand fra Gud. Da kan, da bør, og da får jeg også lov at tro at han lige så sikkert også forlader mig -. Så sandt jeg ikke oven i det også vil gøre den store synd mod Gud at jeg skulle tro at han, tværtimod sit ord, gør forskel på folk og ikke holder sit ord.

Men, Gud bevare mig fra sådan en vantro! Jeg er trods alt et menneske, også jeg, lige så vel som David. Jeg er jo også forsonet med Kristi dyrebare blod, - jeg, lige så vel som David!

Og David var en lige så grov synder som jeg. Og når han, på trods af så store synder, fik nåde, da tør jeg ikke tvivle på dette. Ikke mindst når den store, barmhjertige Gud selv siger: ”Jeg vil ingen synders død,” ”erkend bare din misgerning!” ”Om dine synder var røde som blod, skal de blive hvide som sne.”