2. juni

Jeg havde min lyst i menneskenes børn. Ordsp. 8:31.

Vor store hoved-vildfarelse, indgydt af slangen i syndefaldet, er at vi ikke ser på Gud som en Gud, en hjælper og frelser. Men som en hård dommer, en arbejdsleder, som bare kræver indsats fra vor side.

Herren har et ganske andet sind. Hans højeste ønske er at gøre os godt. Derfor har han sin lyst i at bo nær menneskenes børn på jorden. Der har han et stort, uendeligt sygehus. Fuldt af elendighed, af smerte og nød. Der finder han det som tiltrækker ham. ”Dette er mit hvilested,” siger han, ”her vil jeg bo, for det er efter mit velbehag.”

En dag var Jesus sulten og havde sendt disciplene ind i en by for at købe mad. Da kom der en kvinde ud fra byen, en meget syndig hedninge-kvinde. Jesus taler med hende. Hendes samvittighed vækkes, og hun forstår hvem han var som sagde til hende: ”Giv mig noget at drikke.” Ramt i sin samvittighed, men glad i håbet, løber hun hen for at bede flere hedninger komme til Jesus.

Nu kommer disciplene med maden, og siger: ”Rabbi, spis!” Men nu havde han ikke noget behov for mad. Han var blevet mættet. Han havde mødt nogle stakkels syndere som trængte til frelse. Og nu siger han: ”Jeg har mad at spise som I ikke ved om.”

Her får du et blik ind i Frelserens hjerte! Her ser du hvad der er hans lyst blandt menneskenes børn. Det er hans mad, hans hvilested, hans lyst, at gøre dem godt. Derfor er det hans lyst at bo blandt menneskenes børn.

Denne hans lyst er ikke noget tilfældigt, noget som går over. Men det er hans dybt rodfæstede, evige natur overfor menneskene. Det har det ene århundrede og årtusinde forkyndt for det næste, helt fra verden blev til.

Og årsagen er dyb. Gud skabte mennesket i sit billede. Gud skabte dem til at være hans børn, hans lyst, som skulle leve i samfund med ham. Og når han, denne jordens herre, skabte menneskene, skete det ikke på samme måde som med de øvrige skabninger, i et nu, bare ved et almægtigt: Bliv! For menneskenes skyld blev han en virkelig Skaber. Med meget slid og omhu formede han menneskets legeme af en jordklump. Blæste så sit eget hellige væsens livsånde ind i ham. Så ”blev mennesket en levende sjæl.”

Menneskene er knapt kommet på plads i Edens have, så er den kærlige Frelser midt iblandt dem, og vandrer sammen med dem under træerne i haven.

Ja, tænker du måske, da gik det vel an, det var ikke så underligt. Men har du tænkt på at det var først gennem vort fald, vor synd og nød, hans lyst til at bo iblandt os blev virkelig stærk og varm? For sådan er det altså. Nu begyndte hans evige, guddommelige dyb af barmhjertighed mod os at bruse i ham.

Hans ”livs søn” var faldet i fjendens hænder. Det kunne hans hjerte ikke acceptere. Gud er kærlighed, og han har lyst til liv.

Foretager vi en vandring gennem den gamle pagts dage, vil vi se hvordan den kærlige Frelser er gået ud og ind blandt sine fattige syndere, og har rejst sig en bolig blandt støv og aske.

Går vi til ørkenen hvor han opsøger Hagar, ser vi hvor venligt han taler til denne ægyptiske trælkvinde fra Abrahams hus. Vi går videre til Mamre lund, til Betel, og derfra til Penuel og Horeb, der viser Herren sig i den brændende busk.

Så bør vi også standse op og se den forunderlige sky- og ildstøtte, og også der få hans ansigt at se. Tænk bare på hvordan han hver eneste dag i fyrre år klædte sig i skyen om dagen, og om natten i en brændende ild. Og det bare for at være en vejviser for et hårdnakket folk, og for at skygge for solens hede, og som et skjold og en lygte i mørket.

Jo vist måtte det være en stor lyst i menneskenes børn som drev ham til dette. Vi kunne gå videre til Ofra, hvor Gideon ser den kære Frelser sidde under et egetræ. Og videre til Jerusalem og til templet, der hvor han bor over nådestolen.

Men hvorfor rejse så langt? Nu har vi ham jo nærmere! Gud er blevet åbenbaret i kød. Hvad er det vi ser i julen, i krybben i Betlehem? ”Et barn.” Ja vel, et barn, og hele tiden dette som han har sagt: Jeg har min lyst i menneskenes børn.

Gud kommet i kød, Gud i krybben, Gud svøbt i moderens favn, Gud ved en mors bryst. Her stejler tanken. Her skælver ens knæ. Her undrer hjertet sig. Underet er for stort for svage menneskebørn. Godt at vore øjne er sløve. Godt at vi bare ser dette som på afstand, fatter knapt tusindedelen af det! Ellers ville vi ikke kunne leve, det ville kvæle os, vi havde ikke tålt det.

Men den måde han fulgte Israel på, og havde samfund med dem i den gamle pagt, var ikke den rette måde for ham at bo på, hos menneskenes børn. For ham var dette for fremmed et forhold, for koldt et venskab. Mellem ham som Gud, og de fattige syndere, var svælget endnu alt for stort. Lige skabninger får lettere samfund med hinanden. Derfor blev han selv et menneskebarn, i blodets slægt med os. Han blev vor bror.

Dette kan vi selvfølgelig skubbe fra os, som om det ikke betyder noget. Men seraferne har nu allerede siddet i to tusind år i det høje, og set ned i dette kærlighedens dyb hvor de ikke kan se bunden. Og fra denne dybe brønd øser de i hellig undren og fryd budskabet i alle sine hallelujasange. Ordet var hos Gud, og Gud var Ordet, og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Åh, evige nådes under!

Hvad var det så som drev ham til dette? Ganske enkelt at han havde sin lyst i menneskene, og ikke bare i engle. Min lyst er i menneskenes børn.

Men hvor har han fået denne lyst fra? ”Hvorfra?” spørger du. Fra sit eget hjerte! Og her står vi ved enden. Længere er vi ikke i stand til at se. Så højt elskede Gud verden. Han elskede - derfor elskede han. Længere kommer vi ikke.