2. juli

  

De er alle afveget, alle sammen fordærvede. Der er ingen som gør godt, nej, ikke en eneste. Salme 14:3.

 

Her har vi en særdeles vigtig lærdom om synden. Her lader Herren os forstå at vi er alle lige fordømte syndere. At i dette er vi alle helt lige!

Dette trænger vi alle til at tænke grundigt over. Det er alle menneskers natur, at selv om vi ser hvordan hele verden er sunket ned i synd, så tror vi selv at vi er lidt bedre.

For det første har vi de fine og sovende verdens børn, som aldrig vil finde på at tro at de er lige så store syndere ind for Gud som tyve, mordere og skøger, eller tolderne på Jesu tid. Og på denne indbildning bygger de sin selvsikkerhed og modstand mod hele Guds vej til frelse, mod al Guds formaning til at vende om.

Men også dem som er opvakt og har fået liv i Gud, er smittet af samme indbildning. Med forfærdelse fik vi vor store nød i synden at se. Så søgte vi, og fandt frelsen i Kristus. Men så hænder det ikke sjældent at vi glemmer at vi endnu bærer den samme fordærvede natur, som Adam, i os. Vi oplever det som om vi skulle tilhøre en bedre slægt end disse grove syndere og skøger.

Dette afdækkes når vi bliver meget overrasket over at mærke en eller anden stor synd røre sig i os, når det sorte dyb i hjertets fordærv åbner sig, så der virkelig dukker uhyggelige ting op. F.eks. sådan noget som Kristus siger, udgår fra menneskers hjerter: ”onde tanker, mord, gerrighed, ægteskabsbrud, hor, tyveri, falsk vidnesbyrd, ondskab, bespottelser, hovmod.”

Når vi føler noget så grufuldt hos os, da overraskes og forfærdes vi, og er nær ved at fortvivle. Tænk, når vi får sådanne tanker som ”bespottelser” mod Gud, måske midt i bønnen, sådan som mangen en kristen i stor anfægtelse oplever det. Eller vi føler en grufuld ligegyldighed overfor Gud, men derimod en alt for stærk kærlighed, ja, til og med vældige syndige lyster til noget som vort øje ser. Og ydermere slet ikke har så stor syndserkendelse som vi burde over dette, men tværtimod er hårde og letsindige.

Eller når vi skulle elske vor næste som os selv, i stedet til og med føler misundelse. Måske vi over for en omsorgsfuld tilrettevisning føler at vrede og had stiger op i hjertet.

For ikke at tale om den mest grufulde synd; at Kristi lidelse ikke betyder så meget for os som den burde. At vi kan høre hvordan han blev pint, tornekronet og hængt op med nagler. Alt sammen for at vi skulle frelses for evighed. Og alligevel elsker vi ham så lidt. At små, unyttige ting er kærere for os - -. Åh, når vi føler dette, da overraskes vi og forfærdes.

Hvad kommer denne overraskelse af? Ganske enkelt af at vi ikke troede vi var så fordærvet. Vi har set andre Adams børn totalt sunket ned i laster, og alligevel selvsikkert og stolte forsvare sig, viser Guds ord fra sig, og forkaster og forfølger Kristus. Det har ikke været nogen stor overraskelse for os. Men os selv har vi altså set på som om vi tilhørte en anden slægt.

Det er ganske vist sandt at når vi er født af Gud, så har vi også fået en ny og hellig Ånd. Men den del af vort væsen som er født af kød, er fortsat bare kød. Og dette er altid lige forgiftet og ondt.

Herren lærer os da her, som gennem hele Skriften, at synden er alle menneskers natur, er vor fælles arv fra Adam, enten vi vil det eller ej: ”Der er ingen forskel, vi er alle sammen syndere.” ”Fra himmelen skuer Herren ned på menneskenes børn, for at se om der er nogen som har forstand, nogen som søger Gud. Men de er alle sammen uduelige, der er ingen som gør godt, nej ikke en eneste.” På samme måde som Gud tidligt klagede; at ”menneskenes ondskab var stor på jorden, og at enhver hensigt i deres hjertes tanker bare var ond hele dagen.” 

Sådan er menneskene af naturen, i alt som nedstammer fra Adam. Og hvis vi virkelig indså og troede dette, ville vi jo ikke blive så forfærdelig forskrækket, ja, rent fortvivlet, når vi oplever dette i os selv. Vi ville tværtimod netop da prise den guddommelige barmhjertighed, som just for denne vor fortabte tilstand gav os sin Søn som Frelser.

For at vi skal blive bevaret i en tillidsfuld tro, er det vældig vigtigt at vi nøje indprenter os dette, og lader det være helt tydeligt at vi alle gennem Adam er så fordærvede og fortabte skabninger at der i vor natur ikke findes andet end synd, ondskab og afmagt. Og at vor Herre og Gud heller aldrig har tænkt noget andet om os.

Da ville vi, i vore mest knusende erfaringer af synden, straks skynde os frem til nådestolen og sige: ”Ja, i mig selv er jeg helt fortabt, kære Gud. Men se ikke på mig, se på din Søn!”

Og vi ville huske at det bare er Sønnen Gud har sit velbehag i, at al vor retfærdighed bare er i Sønnen. Og at Guds venskab derfor aldrig kan rokkes gennem det fordærv som er i os, så længe vi bliver bevaret i hans elskede Søn.

I ham har vi til og med en meget større retfærdighed og Guds velbehag end Adam før faldet.