2. februar

Vær tålmodig i alle slags prøvelser. Siraks Bog 2:4.*

Dette er en frugt af håbet om frelse og evigt liv. Håbet om en evig glæde bør gøre os tålmodige overfor alle slags prøvelser i dette korte liv. Det er jo snart til ende, det varer ikke evigt! Glæd dig over at i Kristus er du frelst fra den evige trængsel - og er tværtimod på vej til den evige glæde. Ja, er du en kristen, bør du virkelig holde dette klart for øje!

Desuden finder vi her også en formaning: ”Vær tålmodig i alle slags prøvelser,” i vanskeligheder, lidelser. En formaning taler altid til os om noget som er vor pligt overfor Herren. Vi bør altså for Herrens skyld være tålmodige i prøvelserne. Og det så meget mere som det er Herren, vor Gud, som sender os enhver lidelse. Tror du det, da skal denne sandhed blive kraften som stiller din utålmodighed, - hvis du er en af dem som elsker Gud.

Tror du Kristi egne ord: Til og med alle hårene på jeres hoveder er talt? Og det han videre siger: Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt uden at det er min himmelske Fars vilje! Tror du at også alle de prøvelser djævelen og andre mennesker påfører dig, til mindste detalje er tilmålt dig af Gud? Dette lærer Skriften os klart og tydeligt.

Se hvordan Herren er den som også sætter præcise grænser for hvor langt Satan fik lov at gå med at plage Job! Araberne dræbte Jobs tjenere, kaldæerne tog hans kameler, og stormen fejede huset ned over hans sønner. Men Job så bare Herren i alt dette. Han sagde: ”Herren gav, Herren tog. Herrens navn være lovet!”

Da den onde Shimi forbandede David, som var på flugt for sønnen Absalom, sagde kongen bare i sine forfærdelige prøvelser til sin trofaste Abisjai: ”Lad ham bare forbande, for Herren har sagt til ham: Forband David! Hvem våger da at sige: Hvorfor har du gjort det?”

Det samme siger Jeremias: ”Hvem er den som taler, så det går i opfyldelse, uden at det er Herren som har befalet det?” Og så siger Herren: ”Jeg former lyset og skaber mørket. Jeg giver freden og skaber ulykken. Jeg, Herren, gør alt dette.”  

Hvem skulle vi da i utålmodighed klage og sukke over? Hvem er du som vil trætte med din skaber? Har du givet ham noget, så du skulle have krav om gengæld? Er Herren for hård mod dig, eller hvad er det du kræver?

Hvis Herren ville gå i rette med os, ”kunne vi ikke svare ham et til tusind.” Hvis Herren ville handle med os efter vore synder og gengælde os efter vore misgerninger, skulle vi havne der hvor der bare er pine, og hvor tørsten aldrig slukkes.

Dette er den indstilling vi bør fylde vor tanke og mund med: Utallige mennesker lider meget mere end jeg. Hvorfor får jeg så få plager? Jeg fortjener jo bare Guds vrede. Jeg skulle vel også kunne tåle mere, jeg, som et Guds barn har en evig glæde i vente!

Åh, Gud, forlad os al denne vor utålmodighed! Gud, tilgiv os og hjælp os nu herefter at være mere ”tålmodige i prøvelserne!”

Vi har altså ikke noget som helst at klage over, om Herren handlede med os efter vore synder. Men derudover har vi også den kendsgerning at han aldrig handler med os på denne måde, vi som ved troen på Sønnen lever under hans nåde. For alt det vi må lide, er udelukkende sendt os i hans store trofasthed og nåde.

Åh, der skal komme en dag da vi skal se alt i det evige lys. Se hemmeligheden med alle de underlige prøvelser Gud i sin nåde sendte os. Da skal vi se at det i al vor prøvelses begær ikke var en eneste dråbe mere end det som var nødvendig for vort evige og sande vel.

Da vil vi se at selv det værste vi synes vi har oplevet, var sendt os som led i den store opdragelse, for at vor evige glæde og herlighed bare skulle blive større for os. Eller at Gud har haft andre visdommens mål med dette.

Nej, hvem tør vel selvsikkert udtale: Herre, jeg skal nok nå frem til himmelen alligevel, selv om du ikke lader så meget bittert ramme mig. Jeg skal nok selv klare at dræbe mit kød, uden at skulle drives af noget så bittert.

Nej, vi kender vor store træghed, vor vantro og svaghed i kødet. Derfor beder vi ofte at Herren må dræbe dette hos os. Men hvordan skulle han kunne gøre det, uden at sende os lidelser?

Vi beder ofte om at han må bruge det han synes er bedst, bare han udfører sit værk i os, frelser vort hjerte, øger vor tro, vor bøn, vort alvor, og helliggør hele vort væsen. Men hvis Herren skal opfylde sådanne bønner, må han også bruge mange bitre midler. Og da klager og sukker vi, som om det var noget ondt. Vi husker ikke at vi selv har bedt ham om det.

Kort sagt: Når vi en gang får øjne til at se hvordan Herren har brugt vore lidelser til at fremme sit navns ære og til vort evige vel. Hvordan han med vort kors hjælper vor villige, men svage ånd, imod kødet. Ja, når vi engang virkelig får sandheden at se i ordet om at ”den retfærdige vanskeligt skal blive frelst.” Da bliver vi nok ikke bare tålmodige i prøvelserne, men også taknemmelige for dem, og siger med Ezekiel: ”Jeg vil alle mine levedage takke for det som bedrøver min sjæl.”

* Sirak 2:4 i de apokryfiske bøger.