19. januar

Den som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham. Joh. 3:36.

Det ligger altid til vor menneskelige natur at vi vurderer ud fra vore egne gerninger, vor fromhed eller vore synder. Og ud fra dette som grundlag bedømmer vi så Guds nåde mod os. Men Den Hellige Ånd kommer og siger: Nej, her findes en mand som hedder Jesus, ”kvindens æt.” Det var ham den evige Far satte under loven i dit og alle menneskers sted, for at opfylde loven og gå i ”døden for alle.”

Enhver virkning eller betydning som deres synder, så vel som deres gode gerninger ville have haft i Guds dom, har Jesu dyrebare blod taget bort. I ham, og ikke i nogen anden, er frelsen. ”For der er ikke givet noget andet navn under himmelen, blandt mennesker, som vi kan blive frelst ved,” uden i Jesu Kristi, nazaræerens navn.

Dette er den egentlige årsag til at vantroen er den eneste synd som kan fordømme et menneske. Denne synd er forfærdelig stor. Alligevel er det ikke hvor stor denne synd er, men dens natur og væsen, som gør at den fordømmer.

Vi bør lægge nøje mærke til hvad vantro egentlig er. Den indebærer først og fremmest at vi har forkastet Guds allerstørste barmhjertighed. Den er en spot mod hans kærligste ømhed! Et tramp på den guddommelige barmhjertighedens største gave; Den enbårne Søn. Dernæst er vantro det samme som at vi har kastet det eneste middel til frelse fra os, det eneste offer som frelser os fra vore synder.

I sin inderlige barmhjertighed har Gud forbarmet sig over vor fortabte tilstand og givet os sin elskede, enbårne Søn til vor frelse.  Han kom og blev vor bror, blev et menneskes barn, og gav alt det han havde; sin retfærdighed, sit liv og sit blod til vor frelse.

Du ved alt dette. Alligevel er du altid lige kold og ligegyldig overfor ham! Du fejrer hans fødsel i julen. Du læser og synger om barnet i krybben. Du fejrer hans lidelse og død i påsken. Læser og hører om hvordan han svedte blod i Getsemane, hvordan han blev pisket og tornekronet. Hvordan hans hænder og fødder blev gennemboret af naglerne som fæstede ham til korset. Du ser ham hængt op mellem røvere. Du hører hans ensomme råb, fuldt af angst, osv. Og du ved, bekender og synger om at alt dette skete for dig og for dine synders skyld. Du går til nadveren og fejrer mindet om hans død.

Men gennem alt dette er du hele tiden lige død og kold i dit hjerte. Elsker og omfavner ham ikke. Har ingen glæde i ham så du lovpriser ham. Du går der med sjæl og tanker fulde af selvoptagethed, synd og ulydighed mod denne nådige Frelser.

Overrasker det dig at du da må blive fordømt? Undrer du dig da over at Guds vrede brænder som fra dybet i helvede over en så forfærdelig utaknem-lighed over hans elskede Søns brændende kærlighed og bitre smerter? - En så falsk foragt og trampen på Guds allerstørste kærlighed!

Luther siger i en tale over Kristi lidelser: ”Et menneskes hjerte som ikke bevæges eller røres af dette, må jo være hårdere end sten, ja, jern og stål. Alligevel fortsætter den pæne og kønne verden bare sin vej videre frem, og tager slet ikke dette til hjerte. Men er bare træg, kold og utaknemlig. Sådan viser de at de foragter denne store skat.

Derfor sker det også at vor Herre Gud overlader dem til sig selv, så de bare mere og mere fjerner sig fra ham. Og vor Herre Gud gør bare det som er ret, når han siger til den utaknemlige verden: ”Vil du ikke vide af min store kærlighed, at jeg så faderlig og hjertelig har opsøgt dig, og gav min elskede Søn til en soning i store smerter for dig. Da er der ikke noget at gøre ved det. Men da vil jeg heller ikke vide af dig. Betyder det ikke noget for dig, det jeg har gjort for dig, så vil jeg heller ikke være optaget med dig. Vil du ikke have min Søn Jesus Kristus. Så tag i stedet Barabbas, ja, djævelen selv!” Så langt Luther.

Når du er så kold, så hård og utaknemlig, og ikke har nogen som helst glæde i Kristus, men bare gengælder al hans nåde og kærlighed med ren foragt. Lad det da heller ikke overraske dig, at da lader Gud dig gå din egen vej til fortabelse.

Apostlen siger: Enhver som har brudt Moseloven, skal dø uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget hårdere straf tror I ikke den som har trampet Guds Søns blod under fod og vanhelliget pagtsblodet, skal blive fundet værdig til?

Se her hvad vantroen er bare i sig selv! Desuden er den også mor til alle andre synder. Den som ikke tror på Kristus er skilt, på afstand, fra Gud. Har ingen sand kærlighed, trøst i eller lyst til ham og hans vilje. Selv om han måske, som den træl han jo også er, udadtil passer på at leve efter Guds ord, - enten af frygt eller med den hensigt at opnå fortjeneste. På samme måde som hyklerne og de som er optaget med at gøre gode gerninger, også lever. Og sådan følger de,” siger Luther, ”i halen på djævelen og hele helvede med sin vantro.”

Men ikke noget af alt dette er alligevel den egentlige årsag til at vantroen fører til fordømmelse. Selve årsagen er at vantroen forkaster Guds nåde. For den som ikke tror på Kristus gives der ikke længere noget offer for synden. Han står der nøgen i sine synder under Guds dom. Paulus siger: ”Den som holder sig til gerninger (den som arbejder), får ikke lønnen tilregnet af nåde, men som en pligt.”