19. februar

Alt det som ikke er af tro, er synd. Rom. 14:23.

Troen, samvittigheden, det indre og gode hjerteforhold til Gud, ja, det er hjertet og kilden til livet i det nye menneske. Meget er vigtigt i det åndelige liv; kærlighed, ydmyghed, oprigtighed, gode gerninger osv. Men bare én ting er livet, er hjertet i legemet! Det er troen, samvittigheden, den indre vished om at have fred med Gud.

Og grundlaget for det er to ting. Først og fremmest at vi gennem evangeliet og nåden i Kristus er frigjort fra den loviske trældomsånd. Har fået vished om at vi har syndernes forladelse, og nu lever i en evangelisk barnekårets Ånd, i et tillidsfuldt venskab med Gud.

Dette er den første betingelse og kilde til al sand gudsfrygt, al kærlighed, lyst og kraft til det gode. Mangler vi denne tillidsfulde barnekårets Ånd, da er alle Guds bud og vilje med os vanskelig, tung og umulig. Alle gerninger bliver bare trællens tvungne og uvillige tjeneste. Og ”så mange som bygger på lovgerninger (svensk: alle dem som omgås med lovens gerninger), er under forbandelse.”

Det andet er at jeg også må være gjort magtesløs. Så jeg ikke selv ejer nogen som helst kraft til at gøre det gode, men synden samtidig gennem loven bare bliver stærkere og stærkere.

Når jeg da har fået Skriftens løfter om Guds venskab, når min Gud taler til mig: ”Barn, vær frimodig! Dine synder er dig tilgivet!”- Åh, da tændes livet i mig, da brænder mit hjerte. Da er han og hans åg herlig, og hans byrde er let.

Når min Gud har talt til mig: Du er min, da går jeg videre med en salig hemmelighed i hjertet; Jeg har en ven, en skat, en herlighed som ikke kan sammenlignes med noget andet. Da ”driver denne Kristi kærlighed mig” så herligt til at tjene ham i alt. Til ikke længere at leve for mig selv, men for ham som er død og opstod igen for mig. Her ser du hvad der er hjertet og livet i al sand gudsfrygt!

For at vi skal have denne tro, denne vished om at vi har fred med Gud, er det nødvendigt at vi også ved at det liv, de gerninger, jeg bevidst og med vilje gør, er til behag for Gud. At jeg gør dem først og fremmest fordi det er efter Guds ord og vilje.

Jeg fejler nok dagligt i al min svaghed. Men det hører ind under de synder jeg hver dag bærer frem for Gud i ”Fader vor,” og beder: ”Forlad os vor skyld!” Og som jeg da tror at jeg har en evig forladelse for.

Men det liv som er mit virkelige liv, det jeg bevidst og villet gør som min egen gerning, det må stemme overens med Ordet. Ellers vil det ikke samstemme med troen og med Guds vilje.

Denne bevidsthed, som vi kan kalde troen i gerningerne, er egentlig den tro apostlen taler om i vort tekstord: ”Alt det som ikke er af tro, er synd.”

Alt det som ikke strømmer ud fra et sådant hjerte, som først er benådet gennem den retfærdiggørende tro på Kristus, og lever i venskab med Gud. Og for det andet: som anser Guds vilje som lov for sit liv, og gør sine gerninger med den indstilling at de er i pagt med Guds vilje. - Alt det som ikke strømmer ud fra denne kilde, det er synd.

Her ser vi hvordan det første bud er kilden og grundlag for at alle de andre bud skal kunne opfyldes. At Gud er hjertets Gud. At hjertet over alle ting tror, elsker og frygter Gud. Dette er hovedsagen i alt kristent liv.

Det er ikke uden grund vi bruger så mange ord på dette. For næst efter det store hovedpunkt om hvordan vi retfærdiggøres ved tro, er dette det største og vigtigste lærepunkt; hvad der er et ret kristent liv, eller gode og velbehagelige gerninger for Gud. Derfor har djævelen også gennem alle tider først og fremmest brugt al sin magt til at forvrænge disse to hovedpunkter.

Ser vi på Kristi egen tid, opdager vi at det var netop på disse to punkter læren blev forvrænget. Alt det Herren lærte, gik først og fremmest ud på at intet levende menneske var retfærdigt i Guds øjne. At al retfærdighed ind for Gud bare bestod i at ”han (Kristus) gik til Faderen.” Dernæst at bare ydre gerninger ikke gjorde et menneske velbehageligt for Gud. Gud ville have hjertet!

Den som nu virkelig vil have det ret med Gud, vandre på hans veje og leve et ret kristent liv, må prøve sig ud fra alt dette. Det er forfærdeligt hvilke skuespil som fremføres på dette område. For ganske rigtig vil mange jo leve et kristent liv, men glemmer totalt selve hovedsagen og grundlaget for dette; at vi lever i venskab med Gud, i troen på at vi har hans velbehag.

”Lad os ikke friste Kristus!” Han ser godt hvordan du har det. Han ser efter troen! Hvad hjælper det dig om du så virkelig anstrenger dig med din gudsfrygt og kristendom, hvis Herren alligevel til sidst forkaster alt sammen som hykleri og synd? For alt det som ikke er af tro, er synd.