18. marts


Have det samme sind. 2. Kor. 13:11.

 

Apostlen formaner her til enighed og ydmyghed i forholdet til vore medmennesker.

Skulle nogen så mene at lige dette med enighed og ydmyghed i de daglige medmenneskelige forhold ikke var så vigtigt et emne for en apostels formaninger, og for oplyste kristne at prøve sig på -. Da vil livets skole nok snart overbevise os om noget andet. For lige nøjagtig manglende ydmyghed og uenighed fører gang på gang både os og andre ud i store fristelser. Og fører også skam over Jesu navn.

Derfor har Jesus Kristus heller ikke anset det for småt til at tage det samme emne op i sine taler til folket. I Bjergprædikenen siger han f.eks.: ”Salige er de ydmyge, for de skal arve jorden.” Og i Luk. 14 lærer han os at vi ikke skal søge efter den øverste plads ved bordene.

Vi skal have klart for øje, at den rette kristendom vil lære sine børn at leve ret og lykkeligt i alle forhold. Vil lære os at leve dagliglivet, så vi ikke skal svæve i højtflyvende teorier, og glemme alt hvad vi har lært, straks vi møder livets hverdag. Tværtimod skal vi i det daglige liv mindes om ”alt som er sandt, godt og rent, og de ting som der tales godt om.”

Med denne formaning vil apostlen sige: En kristen skal i sit liv, ikke være egenrådig og selvoptaget, sådan at han skal have alt efter sit eget hoved. Han må også lade andres forstand, meninger og måde at gøre tingene på, komme til, når det ikke er noget som konkret strider mod Guds ord og vilje.

Her tager apostlen en tendens op, som sidder særlig dybt i ethvert menneskes natur: Selvoptagethed og selvklogskab. Dette ser vi allerede hos små børn. Så snart de er begyndt at tale, begynder tendensen til at blive uenig og egenrådige. For øvrigt ser vi i hele menneskelivet så mange eksempler som bare bekræfter det gamle ordsprog om at ”der er lige så mange meninger som der er hoveder.” Alle og enhver synes at hans forstand og fremgangsmåde altid er den bedste.

Hvis vi så følger denne vor natur, og altid vil kæmpe for det vi selv mener, må det jo nødvendigvis altid blive en uafladelig strid og uenighed mellem menneskene. Derfor er det et særligt tegn på stor nåde og visdom, når en kristen tager denne lærdom til sig; tidlig vænner sig til at give efter for andre. Og hellere er kritisk overfor sin egen mening og forstand, end altid at skulle kæmpe for denne.

Dette er den almene lærdom Paulus her vil give os. Men hvis nu denne tilbøjelighed til selvoptagethed virkelig ligger så dybt rodfæstet i vor natur som vi nu siger, da må vi jo være forberedt på at den også vil gøre sig gældende på det åndelige område.

Derfor er det om at gøre, at vi er optaget med at indprente os alle de formaninger til åndelig enhed eller enighed, som vi finder i apostlenes breve. Om denne åndelige enhed lærer Paulus os at selv om vi ikke alle har samme opfattelse af ethvert spørgsmål, noget vi heller ikke kan vente, når ”vi forstår stykkevis og taler profetisk stykkevis,” skal vi alligevel ”lægge vind på at bevare Åndens enhed i fredens bånd.”

Det vil sige at vi, som med et stærkt bånd af fred og kærlighed, skal holde sammen, eller fast på, den enhed som Ånden har virket. Ikke mindst fordi vi jo også har de samme og allerstørste og vigtigste ting sammen, vi som i Kristus er ”et legeme og én ånd.”

Denne enhed i ånd og i tale er sandelig vigtig. Hvis f.eks. nogen synes de har bedre lys og forstand end alle de andre i en eller anden sag, og ved at fastholde dette skaber uro og splittelse blandt dem som allerede er frelst og forenet i Kristus -. Da gør han med dette meget mere ondt, end om han havde beholdt sit lys og sin forstand for sig selv.

Ja, af Rom. 14 lærer vi at selv om det virkelig var sandheden du kæmpede for, så kan det komme til at ske på en sådan måde at du drager sjælene bort fra deres ”enfoldige troskab mod Kristus.” Og er dette sket, da siger apostlen at du har ”ødelagt den som Kristus døde for,” og at ”da fører din kundskab jo til at den svage går fortabt.”

Den åndelige enhed, og det at sjælene kan beholde sin enfoldige troskab mod Kristus, er af helt afgørende betydning. Ja, så vigtig at frem for at risikere uro ind over dette, må du hellere tie alle dit livs dage, og bare ”have din tro for dig selv ind for Gud.”

Faren ved at skabe uro om enhed og enighed er langt større og dybere end vi aner. Dette er da også grunden til at apostlene giver os så mange og alvorlige formaninger på dette område. Formaninger som disse: ”Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, at I alle fører den samme tale, og at der ikke må være splittelse blandt jer.”

Og igen: ”Have det samme sind, lev i fred med hinanden! Og kærlighedens og fredens Gud skal være med jer!”